Planteskole med veteranbane

Dette indlæg finder du også i Schweiz Jernbaner, men her i rejsedelen er det større, hvad billeder fra selve planteskolen angår.

I 2012 var vi med toget taget til Basel, Luzern, Vierwaldstättersøen og Berner Oberland med en afstikker til en planteskole med veteranbane! Da Edit er gartner af uddannelse, var en planteskole lige noget for hende, og veteranbanen lige mig. Ingen af os går dog i vejen for hinanden forstået på den måde, at jeg gerne går ud og ser på planter, og Edit kører gerne med veteranbaner.

Desværre regnede det en del af tiden, damplokomotivet, der var udset som trækkraft, var i stykker, og andet af det materiel, jeg var tilrejst for at se, stod ufotogent i remisen! Alligevel var turen dog en oplevelse for begge parter – Edit og mig altså.

I gammel tid, før traktoren blev almindelig, var det mandskabskrævende at flytte planter fra bed til salg og køre gødning ud, så derfor fik planteskolen i 1928 en 600 mm bane til internt brug. Banen brugtes også til at køre arbejdere ud til dagens dont, men efterhånden også til at transportere kunder, der ville se og købe et eksotisk træ, der måske stod i planteskolens fjerneste hjørne. Medkørslen rygtedes. Entusiaster har sikkert også prøvet, og i 1978 endte banen som veteranbane, hvor planteskolen ejer en del lokomotiver, mens veteranbaneklubben ejer andre dele af materiellet.

Banen hedder Schinznacher Baumschulbahn og Planteskolen Zulauf. Beliggenheden er syd for Jurakædens østligste del i Schinznach, en meget spredt bebyggelse ved Brugg. Nettet anbefalede at stå af toget her og tage bussen lige til døren. Veteranbanen anbefalede noget andet, men her var nettet – tror jeg – bedre? Stoppestedet hed Schinznach Dorf. Brugg nås fra både Basel og Zürich. Tog og bus kørte hver time. Linjenummer er ikke noteret, men bussen var beskiltet med endestationen, Thalheim. Turen derud var faktisk det eneste ægte Schweiz, vi så. Resten af turen gik til turistmål, hvor japanere var i overtal. Valutakursen var det år rigtig ufordelagtig, så vi var ikke mange europæere.

Remisen. Sequori skulle have kørt dagens tog, men trykluftbremsen virkede ikke. Hun har naturligvis et navn fra planteriget, men er ellers MBA 13585/1944. MBA er det gamle O&K.

Enkelte lokomotiver af lokal tilvirkning var der også. Her “Molly,” der ikke havde biologisk navn. Hun er SLM 3834/1944 fra Winterthur. Tidligere som bygge- og anlægslokomotiv, hed hun også noget andet.

Flere roser og undtagelsesvis ingen spor lige i nærheden her. I baggrunden jurabjergkæden, mens ellers er Schweiz her temmelig fladt. Kun 25 % af Schweiz har bjerge og ligger i Alperne!

Kørende redskabsskur? Måske et kørende toilet? Jeg undersøgte ikke sagen nærmere. I følge skiltet indeholdt vognen brændstof, oel, der er olie og ikke øl, selv om der står bar på vognen. Det er nok en vits?

Et af planteskolens smukke steder. Parken kaldtes det på en plan over planteskolen. Vandet brugtes til vanding i tørre perioder.

Foruden Lyrskov-lokomotivet var det denne to fods, 610 mm Garratt taget hjem fra Sydafrika, jeg var kommet for at se. Særlig fotogen var den nu ikke her. Den havde fået et Sydafrikansk navn, Drakensberg. Den var ikke fra Beyer Peacock, som normalt byggede disse tredelte maskiner populære i mange verdensdele, dog ikke i Europa, men Drakensberg var Hanomag 10551/1927.

Togturen fremført af 90 hestes Diema med midtstillet førerhus førte blandt andet gennem et par drivhuse. Noget af vognene ses.

Drivhusene bugnede af blomster – også mere sjældne arter. Drivhusene bugnede af blomster – også mere sjældne arter. Drivhusene bugnede af blomster – også mere sjældne arter.

Schweizisk signal. Det viser stop, men dels er det vel kun til museumsformål, dels kørte vi den anden vej. Når det drejedes, blev lygterne grønne.

Træ klippet som en flyver. Så har man set det med.

Meldeklokker, som de stadig bruges på Rhätische Bahn. Her opstillet langs banen også til musealt formål.

Bonsai havde planteskolen en hel afdeling for. Jeg ledte dog forgæves efter den californiske kæmpefyr, mammuttræet som bonsai.

Overvældende?

Specielt denne bonsairegnskov tiltalte os.

Stør mellem koihfisk til havebassiner. Dambrugserhvervet var begyndt at holde stør, som vil holder ørreder, og disse guldfiskedamseksemplarer var hanner, der ikke producerede kaviar.

Hvad skal man give musikkeren, der har alt? Hvad med et g-nøgleformet træ?

På et tidspunkt måtte vi have noget at styrke os på, så vi gik i cafeteriet. Godt vi kun havde haft en sparsom frokost med.

Bent Hansen 9. januar 2014.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.