Açorerne

At stå på kanten af et krater på en vulkan i udbrud og se lavaen sprøjte ud og løbe ned ad vulkanens sider, havde altid været mit ønske. Jeg var faktisk gammel, inden jeg opdagede, at det slet ikke var muligt for almindelige mennesker. Dermed forsvandt også min lyst til at tage til Vesuv, Etna, Stromboli og andre europæiske vulkaner. Indlægget her handler blandt andet om vulkanske eftervirkninger.

Vi beslutter os
Min datter havde været på øen São Miguel på Açorerne, og da vi havde set hendes foto, tog vi op på et bureau og spurgte på en tur. Vi havde fået det råd at bo en uge på den vestlige del af hovedøen og en uge på den østlige del, så vi ikke skulle spilde så meget tid i bus med at køre frem og tilbage. Bureauet havde nu intet hotel på den østlige del, men de fandt et til os, mod at vi selv betalte turen til og fra. De skulle vi jo alligevel, hvis vi ville se øens østlige del, så vi slog til og tog en tur med fly og hotel, men uden mad og udflugter.

I Furnas
Vi havde kvarter i en uge i Furnas, en lille by på et par tusinde indbyggere beliggende i et seks kvadratkilometer stor vulkankrater, der senere af nyere udbrud var blevet opdelt i flere mindre kratere. Hotellet var ganske udmærket, idet det lå i en botanisk have, hvortil vi havde gratis adgang. Der var for så vidt ikke noget at se i byen, men vi besøgte den botaniske have hver dag, ofte mere end én gang. Vi besøgte også de varme kilder og kogende mudderpøle mindst fire gange, foruden vi gik et par længere traveture. Vi benyttede desuden den lokale taxa til fire længere ture. Det kostede ikke meget, og to gange var vi to familier om at betale turen, idet der boede nogle andre danskere på hotellet også, og de ville godt med på Edits og mine ture.

Dels gav taxachaufføren gode råd, dels indhentede jeg gode råd på turistbureauet, blandt andet det, at når vi gik, og det havde regnet, måtte vi ikke vade over bækkene. Strømmen kunne simpelthen være for kraftig. Jeg ved fra en af Kanarieøerne, at netop et sådan regnskyl har kostet vandrere livet. Også her var advarslen på sin plads. Vi fik regnbygen, men på et senere tidspunkt. Jeg tror, at det regnede, så en gulvspand ville kunne blive fyldt på et par minutter, hvis man stillede den ud i regnen.

Mine billeder giver et indtryk af den besøgte ø og vulkanismen på Açorerne.

I den botaniske have lå en lille ø til fuglene. Her boede flere andefamilier, et svanepar og et gåsepar. Det var meget morsomt, for når svanen forlod reden for at svømme lidt rundt, gik gåsen omgående op og lagde sig på reden! Jeg sad med en følelse af paradis på jord, hvor alt åndede fred. Efterhånden lærte koihfiskene os også at kende, for de kom, hver gange vi satte os.

I den botaniske have lå en lille ø til fuglene. Her boede flere andefamilier, et svanepar og et gåsepar. Det var meget morsomt, for når svanen forlod reden for at svømme lidt rundt, gik gåsen omgående op og lagde sig på reden! Jeg sad med en følelse af paradis på jord, hvor alt åndede fred. Efterhånden lærte koihfiskene os også at kende, for de kom, hver gange vi satte os.

Udsigt ud over en del af vulkankrateret. Vejen var helt ny. Vi var tilfældigvis med til indvielsen og så blandt andet guvernøren. Både dette og ovenstående foto findes også i Politikens Turen går til Madeira og Açorerne, men billederne er mine.

Udsigt ud over en del af vulkankrateret. Vejen var helt ny. Vi var tilfældigvis med til indvielsen og så blandt andet guvernøren. Både dette og ovenstående foto findes også i Politikens Turen går til Madeira og Açorerne, men billederne er mine.

De varme kilder set på afstand. Selv op af kloakkerne dampede det.

De varme kilder set på afstand. Selv op af kloakkerne dampede det.

I østenden af byen ned ved floden lå flere varme kilder. De var temmelig store, og vandet var i flere af dem kogende.

I østenden af byen ned ved floden lå flere varme kilder. De var temmelig store, og vandet var i flere af dem kogende.

Kogende mudderpøl. Et skilt oplyste, at det var lykkedes en turist at falde derned, og at hun ikke overlevede.Kogende mudderpøl. Et skilt oplyste, at det var lykkedes en turist at falde derned, og at hun ikke overlevede.

Mineraler udskilt af det kogende vand. Der er kisel og kalk, men der er også et brunt overtræk. Det er bakterier. Der er organismer, der kan leve i op til 130 grader varmt vand.

Mineraler udskilt af det kogende vand. Der er kisel og kalk, men der er også et brunt overtræk. Det er bakterier. Der er organismer, der kan leve i op til 130 grader varmt vand.

Andre steder udnyttede man det kogende vand til at lave mad i. Vukangryde døbte vi det. Vi var gået derud og havde spist frokost, og jeg lå nu og tog en på øjet, men pludselig blev jeg vækket af 90 finner i tre busser. Samtidig kom værtshusholdene inde fra Furnas og gravede deres vulkangryder op og et øjeblik efter var alle væk igen. Samme aften var vi inde og smage sagerne. Lækkert og mørt. Det var fortrinsvis grøntsager, men de var virkelig saftige.

Andre steder udnyttede man det kogende vand til at lave mad i. Vukangryde døbte vi det. Vi var gået derud og havde spist frokost, og jeg lå nu og tog en på øjet, men pludselig blev jeg vækket af 90 finner i tre busser. Samtidig kom værtshusholderne inde fra Furnas og gravede deres vulkangryder op og et øjeblik efter var alle væk igen. Samme aften var vi inde og smage sagerne. Lækkert og mørt. Det var fortrinsvis grøntsager, men de var virkelig saftige.

Lavatunneler. Dem søgte vi i Furnas, men disse fandt vi i byparken i Ponta Delgada, den største by på øerne. De var dog indgået i parkanlægget og derfor ikke videre naturlige.

Lavatunneler. Dem søgte vi i Furnas, men disse fandt vi i byparken i Ponta Delgada, den største by på øerne. De var dog indgået i parkanlægget og derfor ikke videre naturlige.

Jeg undrede mig over, at sand kunne stå så højt og lodret, men det var ikke sand. Det var stenhårdt. Det var formentlig tuf med en del askelag imellem. Vækster må være vilde sukkerrør.

Jeg undrede mig over, at sand kunne stå så højt og lodret, men det var ikke sand. Det var stenhårdt. Det var formentlig tuf med en del askelag imellem. Væksterne må være vilde sukkerrør.

Foruden tuf ses her også en kile af slagger, men også de var fast kittet sammen, så væggen kunne stå lodret trods jævnlige skybrud.

Foruden tuf ses her også en kile af slagger, men også de var fast kittet sammen, så væggen kunne stå lodret trods jævnlige skybrud.

Ungdommens Kilde
I Furnas lå flere badekilder dels med varmt vand dels med mineraler, der skulle være helsebringende. Om vores lokale badekilde hed det, at man blev yngre og yngre for hver gang man badede i den, så derfor hed den ungdommens kilde. Da vi mødte op i lufthavnen fjorten dage efter ankomsten, var vi nødt til igen at præsentere os for guiderne, der for længst havde glemt, at de havde os med ud. En af dem, der på et tidspunkt havde fortalt om Ungdommens kilde, der hvor vi skulle hen, spurgte jeg, om hun kunne kende os. Det kunne hun ikke, og det er der vel ikke noget at sige til, men jeg tillagde så Ungdommens Kilde skylden for, at hun ikke kunne kende os, og så dæmrede det alligevel. Tænk, så spurgte hun, og vi ikke havde kedet os i de fjorten dage. Da blev jeg svar skyldig, for jeg ville ikke sige, at jeg nok ville have kedet mig på bureauets busture rundt på øen.

Ungdommens kilde var et ret stort bassin i den botaniske have omgivet af store auraucariaer (træer.) Vandet kom ud med 42 graders Celcius, hvilket var for varmt for mig. Midt i bassinet var det dog passende, men luften var kold, og omklædningsforholdene ikke optimale, men vi var der næsten hver dag. Også i regnvejr. Vandet var godt, men det var koldt at komme op. Søen damper, da vandet er væsentligt varmere end luften.

Ungdommens kilde var et ret stort bassin i den botaniske have omgivet af store auraucariaer (træer.) Vandet kom ud med 42 graders Celcius, hvilket var for varmt for mig. Midt i bassinet var det dog passende, men luften var kold, og omklædningsforholdene ikke optimale, men vi var der næsten hver dag. Også i regnvejr. Vandet var godt, men det var koldt at komme op. Søen damper, da vandet er væsentligt varmere end luften.

En lille vulkan
der uopfordret fortæller sin historie om sin oprindelse.

Udsigt fra Pico do Cavao på kanten af Sete Cidates-plateauet.

Hvordan kommer et vulkankrater til at lige nøjagtig sådan ud? På en gang lidt skævt og alligevel ganske regelmæssigt. Krateret har ikke et mig bekendt navn. Det var bare et af mange. Kratere var spredt over hele øen, men fortrinsvis koncentreret i midten og i enderne af øen. Her er vi i vestenden af Açorernes hovedø, São Miguel. Det er den største og den, hvor hovedstaden ligger, men ikke den med den højeste vulkan.

Jeg undrede mig lidt over, hvem der havde bidt en del af kraterets side væk. Jeg antog fejlagtigt, at krateret efter dannelsen, da vulkanismen var gået i sig selv, var løbet fuld af vand, og vandet så, når det nåede kanten, var løbet over og havde skyllet en del af kraterkanten væk.

Jeg var godt klar over, at forklaringen haltede. Så regelmæssig ville en kant på et afløb gennem forekomst af lava aldrig kunne formes af vand. Det ville have været en canyon, der slet ikke ville have været så retlinet og have haft meget stejlere sider.

Nej, forklaringen er en anden. Krateret består af aske og ikke af lava, og det er vinden og ikke vandet, der har formet krateret ud over vulkanen selvfølgelig. Det er ikke svært at se, hvorfra vinden er kommet. Den er kommet fra vest, der er den side, hvor kraterranden mangler. Vinden har blæst hovedparten af asken væk herfra og lagt den på østsiden af krateret lige så regelmæssigt, som det ses her. Andre småvulkaner i området viste samme mønster og er formentlig dannet samtidig eller i hvert fald af samme vindretning.

Man kan naturligvis godt nyde et landskab eller endog naturens smukke geometriske former uden at kende forklaringen, men jeg nyder, når sten taler, og jeg er til tider så heldig at forstå, hvad de siger.

I serien om Açorerne eller Azorerne handler et af de tidligere selvstændige indlæg ikke om vulkaner eller vulkansk virksomhed, men om noget så banalt som en ko, som jeg husker køer fra min barndom. Vi spiste ikke køerne. Vi fik fisk hver dag næsten, men vi fik ost hver dag og navnlig såkaldte friskoste.

En mislykket bjergtur
En dag ville vi ud på en længere tur fra vort hotel i Furnas på Açorerne. Vi startede over middag og besøgte en lille kirke på vejen. Lidt senere uden for byen passerede vi et levende hegn, hvor der i grøftekanten var noget, der lignede vilde hvidløg. Bestemmelsen fik vi senere bekræftet. Herefter gik vi at gå op ad bjerget, i praksis op ad kraterranden. Vi kom kun halvt op ad bjerget, så lagde skyerne sig. Det blev koldt og tilmed vådt, men det væsentligste var dog, at vi ikke havde den udsigt, vi var gået efter. Vi vendte og gik ned igen.

Koen
På vej tilbage passerede vi en mark, hvor en enkelt ko stod tøjret. Den havde ædt alt græsset i en rundkreds med radius svarende til tøjrets længde. Koen værdigede os ikke et blik, så det var ikke vores skyld, at den så glad ud. Det viste sig, at den havde set sin ejer komme, og så blev jeg nostalgisk. Det, der nu skete, erindrer jeg fra min barndom. Koen blev flyttet ud i dobbelt radius og med en stor trækølle slog bonden, en ældre mand tøjrpælen ned i græsset. Derpå gik han. Koen kastede sig ikke over græsset, men formentlig kalde den på ejeren. Han stoppede op, gik tilbage og klappede koen. Det slikkede sin ejer i ansigtet og fik en større kæletur og så meget veltilfreds ud. Det varede flere minutter. Vi stod bare og så på og nød synet og mindedes barndommens oplevelser. Nu kunne bonden gå retur, og koen kastede sig over græsset.

Nu er koen flyttet, og ejere er ved at slå tøjerpælen fast. Da han så gik igen, var koen gjorde opmærksom på, at han havde glemt at klø den bag øret!

Nu er koen flyttet, og ejere er ved at slå tøjerpælen fast. Da han så gik igen, var koen gjorde opmærksom på, at han havde glemt at klø den bag øret!

Her er en tyr, der sammen med en flok køer kom gående ned ad vejen gennem en lille by. Bonden gik forrest, og dyrene fulgte troligt efter. Tyren trådte til sin store overraskelse jævnlig i sit tøjr, og så hver gang yderst undrende ud over, at den så ikke kunne komme videre.

Her er en tyr, der sammen med en flok køer kom gående ned ad vejen gennem en lille by. Bonden gik forrest, og dyrene fulgte troligt efter. Tyren trådte til sin store overraskelse jævnlig i sit tøjr og så hver gang yderst undrende ud over, at den så ikke kunne komme videre.

Vi gik ind på en nærliggende kirkegård. Den var helt anderledes end vore kirkegårde. Selv om mange af blomsterne var af plastic eller porcelæn var der et eller andet livsbekræftende over kirkegården alligevel. Selv om vi ikke kunne læse, følte vi, at vi efterhånden havde lært flere af de afdøde at kende.

Varme kilder
Turen gik videre til en klippehule med en varm kilde, men her badede flere personer, så vi afstod. I stedet gik vi hjem til vores egen kilde, Ungdommens kilde.

Her springer to kilder ud ad væggen. Den ene varm, den anden kold. Kakler med tekst oplyser, hvilken der var varm og hvilken, der var kold, samt mineralindholdet i de to kilder.Flisen er våde for nadet piplede også op her, og da jeg støttede hånden på fliserne for at rejse mig, skoldede jeg min hånd!

Her springer to kilder ud ad væggen. Den ene varm, den anden kold. Kakler med tekst oplyser, hvilken der var varm og hvilken, der var kold, samt mineralindholdet i de to kilder. Fliserne er våde, for vandet piplede også op her, og da jeg støttede hånden på fliserne for at rejse mig, skoldede jeg min hånd!

På foregående billede har jeg regntøj på. Det havde jeg også her, men da stod det ned i stænger. Vi kan formeligt på fotoet se, det regner. Vi havde først bestilt vor taxa to timer senere, men vi gik ned til det aftalte mødested og efter kort tids venten kom han. Han tænkte nok.......

På foregående billede har jeg regntøj på. Det havde jeg også her, men da stod det ned i stænger. Vi kan formeligt på fotoet se, det regner. Vi havde først bestilt vor taxa to timer senere, men vi gik ned til det aftalte mødested og efter kort tids venten kom han. Han tænkte nok……. Jeg vil med dette billede ikke påstå, at regnen skulle forhindre en tur. Det regnede næsten hver dag, men kun denne tur afbrød vi efter en time.

Her kan man ligefrem se, at lavaen er flydt ud fra krateret og ned ad siderne. Tilsyneladende har man gravet i lavaen.

Her kan man ligefrem se, at lavaen er flydt ud fra krateret og ned ad siderne. Tilsyneladende har man gravet i lavaen.

Der kunne nok ved lejlighed skrives mere om Acorerne, men i indtil videre holder vi her. I øjeblikket erkender jeg, at indlægget virker lidt rodet, idet det bærer præg af at være flere separate mindre indlæg skrevet over tid. Jeg håber jeg får rodet bod på rodet.

Bent Hansen. Indlæg fra 17. september 2021 og 15. oktober 2013. Samlet til ét indlæg 17. september 2021. Alle fotos er fra 2006.

Dette indlæg blev udgivet i Geologi, Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.