Verden. The Peace Poole Projektet

I 1995 i Kina så jeg et monument, der tiltalte mig. Det opfordrede til fred i verden. Jeg fik en forklaring og var tilfreds, selv om jeg undrede mig over, at netop kineserne talte fred. Senere forsvandt monumentet, hvilket ikke undrede mig. Jeg har siden fundet endnu tre monumenter for fred andre steder i verden og fornylig også en forklaring, men jeg har aldrig mødt en dansker, der kendte disse monumenter, så derfor gengiver jeg min oplevelse af monumenterne her.

Første møde med et mystisk mindesmærke
I 1995 var jeg i Turfan i det vestligste Kina. Stedet er en oase i Taklamakanørkenen kendt som:

  • Kinas dybeste sted op til eller rettere ned til 155 meter under havoverfladen,
  • Kinas varmeste sted, hvor der ved mit besøg var 44 graders varme,
  • Kinas tørreste sted med indtil 3 mm regn om året, og
  • Kinas sødeste sted med meloner med 30 % sukkerindhold.

Foran byens gamle moske med det store tårn af ubrændte lersten fra 1776 stod en stele af form som en obelisk, men i rustfrit stål og en god meter høj. På de fire sider omkring 10 centimeter i bredden stod der formentlig den samme tekst, men på fire forskellige sprog. Jeg vil gætte på, at de tre af sprogene var engelsk, de indfødtes sprog, uighur og besættelsesmagtens sprog, kinesisk. Det fjerde sprog, fik jeg oplyst, var tibetansk, men det kunne jeg ikke dengang afgøre. Da andre oplysninger, jeg fik lokalt, viste sig senere ikke at holde vand, er tibetansk måske også forkert.

Stelen er væk
I 1999 vendte jeg tilbage, men da var stelen væk. Pladsen foran moskeen var under ombygning med fliser og springvand, så måske var stelen blevet flyttet eller midlertidigt taget ned under omlægningen? Man kunne dog også tænke sig andre forklaringer af politisk eller religiøs karakter. Guiderne kendte slet ikke stelen, skønt den stod der for fire år siden, men de bedyrede, at den måtte være i depot på grund af ombygningerne på pladsen.

Minareten fra 1776 af ubrændte lersten ved moskeen i Turfan. Uden stele. Mens minereten var smuk, var resten af moskeen ganske simpel.

Minareten fra 1776 af ubrændte lersten ved moskeen i Turfan. Uden stele. Mens minereten var smuk, var resten af moskeen ganske simpel.

Andet møde med en stele
Mens stelen i Turfan ikke lod sig se i 1999, så jeg dette år anden stele foran den 1100 år gamle borg i Baltit i Hunza i det nordøstligste Pakistan. Midt i Himalayas hovedkæde, der her kaldes Karakoram, havde Hunzafloden skabt noget dyrkbart land, der kunne vandes via omegnens talrige gletschere. Hvor befolkningen i sin tid kom fra, vides næppe. Flere mente, at der var tale om efterkommere efter rømmede græske soldater fra Alexander den Stores felttog i 300 tallet før vor tidsregning. De skulle her havde slået sig ned med deres persiske hustruer, men den historie fortaltes nu om de fleste stammefolk i Himalaya og i Hindukush nord og vest herfor.

Teksten på Hunzastelen

Teksten på Hunzastelen

 

Dele af den gamle borg med stelen foran.

Dele af den gamle borg med stelen foran.

Om Hunza
Allerede omkring år 900 fandtes her et emirat, hvis efterkommere regerede på stedet lige til Pakistan efter selvstændigheden gjorde en ende på mirens styre. Der brugtes intet e i titlen. Han var kun mir, ikke emir. Mirens stamtræ er således nok en anelse længere en vor dronning Margrethe den Andens stamtræ!

På et tidspunkt delte en mir sit rige mellem to sønner. Den ene fik Hunza og den anden Nagar på den anden side af Hunzafloden. Senere besluttede en mir, at Hunza kollektivt skulle tilslutte en religiøs retning grundlagt af en vis Ismael, hvor man i Nagar blev eller forblev shiitter.

Ismaelitterne havde for år tilbage Aga Khan III som overhoved. Hans søn var ofte i billedbladet, fordi han have en kendt amerikansk hollywoodstjerne, Rita Hayworth som hustru. Aga Khan III var ret velvoksen, og han vejede sig årligt op med guld, ædestene og endog platin. Værdien af vejningen i klingende mønt blev herefter givet til trosfællerne, der for pengene fik moderne huse, skoler, infrastruktur blandt andet elektricitet. Aga Khans søn interesserede sig mere for hurtige biler, hvilket blev hans skæbne, så en fætter ved navn Karim, blev derefter overhoved som Aga Khan IV.

Efter mirdømmet stod to gamle borge begge oprindeligt fra 900-tallet, Altit og Baltit. Foran sidstnævnte, der i øvrigt var blevet moderniseret og nu indrettet til museum, stod den stele, jeg faldt over i 1999. Teksten var på engelsk, urdu og to mig ukendte sprog. Hunza måske som det ene, hvis dette sprog overhovedet var et skriftsprog og måske tibetansk, idet der ikke var langt til folk af tibetansk sprogstamme. Tibetanerne havde tidligere været her som erobrere i en fjern fortid, da de var et frygtet krigerfolk. Tibetansk byggestil kunne stadig spores i både Altit og Baltit.

Tredje møde med en stele
I 2001 var jeg igen i Himalaya, denne gang i Indien for blandt andet at besøge Darjeeling. I området var der mange stammefolk med buddhistisk religion og derfor et udbredt munke- og klosterliv. I et af de klostre, jeg besøgte i Ghom, stod en stele. Ingen vidste dog heller her noget. Teksten var vel nu engelsk, hindi, tibetansk og det lokale sprog?

Lidt af klostret i Ghom ved Darjeeling i Indien. Ghom staves ofte Ghum.

Lidt af klostret i Ghom ved Darjeeling i Indien. Ghom staves ofte Ghum.

Fjerde møde med en stele
Endnu et par år senere, nemlig i 2006 så jeg en stele, og denne gang i Europa nemlig på Açorerne. Stelen stod på den vestlige del af øen São Miguel på kanten af de store vulkankratere ved Sete Cidates. Heller ikke her var det muligt at få at noget som helst at vide om denne besynderlige pind, skønt jeg her undtagelsesvis havde en guide med.

Stelen på Azorerne. På p-pladsen vakte den ikke den store opmærksomhed. De udmyldrende bus- og bilpassagerer så efter toiletter - ikke efter steler.

Stelen på Azorerne. På p-pladsen vakte den ikke den store opmærksomhed. De udmyldrende bus- og bilpassagerer så efter toiletter – ikke efter steler.

 

Udsigt fra stelen over mindst to vulkankratere. Før en gødningsforurening havde vandet i de to kratersøer hver sin farve efter forskellige mineraler i kraterene.

Udsigt fra stelen over mindst to vulkankratere. Før en gødningsforurening havde vandet i de to kratersøer hver sin farve efter forskellige mineraler i kraterene.

I Tibet har jeg i 2007 besøgt de fleste klostre i landets tre største byer, men ikke her set steler.

Vi ser nærmere på stelerne
Teksten på alle de fire steler, jeg hidtil har set, var på en ene side engelsk. Der stod: ”May peace prevail on earth.” oversat til dansk “Må freden herske på jorden.” Jeg fik i Turfan at vide, at det var Dalai Lama, der stod bag, idet det var hans valgsprog. Det var det for så vidt også, men Dalai Lama er skrevet for et halvt hundrede valgsprog, og Dalai Lama havde intet med stelen at gøre, viste det sig senere.

Et forsøg på at finde en forklaring
Selv forsøgte jeg naturligvis at finde ud af, hvem der havde stillet disse steler op og hvorfor. Først efter Darjeeling-turen havde jeg internet til rådighed, men det gav intet resultat. Forklaringen var, at den engelske tekst, jeg havde fået oplyst og noteret i min dagbog, viste sig at være forkert. Jeg kunne jo bare have kigget på mine billeder! Så længe jeg blandede Dalai Lama ind i sagen, kom der heller ikke bingo. Det var først efter turen til Azorerne, jeg fik læst den rigtige tekst og undlod Dalai Lama som søgekriterie, at der kom en løsning.

Forklaringen
Idéen viste sig da også oprindeligt at stamme fra Japan, idet Masahisa Goi i 1955 tog initiativet, til det, der udviklede sig til The Peace Pole Project, der i dag befordres af The World Peace Prayer Society. Den gode sag støttes (støttedes) blandt andet af:
Den 14. Dalai Lama, Mother Teresa, Jimmy Carter og John Denver. Så var Dalai Lama alligevel involveret, men ikke som initiativtager.

Der er indtil nu, og det vil sige indtil 2012 rejst ikke mindre end 200 000 fredssteler i 180 lande over hele verden. Underligt, at jeg aldrig har mødt nogen, der vidste noget, heller ikke selv om vi stod lige over for en! Og jeg har spurgt i både øst og i vest. Jeg har spurgt guider og turistfolk, men de synes aldrig at have lagt mærke til stelerne. Tænk at ofre en formue på sådanne steler, som ingen åbenbart lægger mærke til.

De steler, jeg tilfældigvis er løbet over, har alle været ens, men det er tilfældigt. De kan være ottekantede, og i mangel af rustfrit stål af andre materialer, blåmalet træ for eksempel. Også størrelsen kan være forskellig. Sprogene er selvsagt også forskelligt, men engelsk indgår altid sammen med værtslandets sprog og i givet tilfælde lokalområdets sprog.

Af mere kendte og historiske steder med steler kan ud over de fire steder, jeg har set, nævnes:

  • Allenby Broen mellem Israel and Jordan,
  • The Peace Park i Salt Lake City, hvor man i forbindelse med Vinter Olympiaden rejste 84 steler,
  • foran the War Museum i Viet Nam,
  • på Robben Island i South Africa, hvor Nelson Mandela sad indespærret,
  • ved pyramiderne ved El Giza i Egypten,
  • ved Dåbskirken på Vestbredden.

Det sidste, jeg har læst, er, at Norge og Tyskland – lande vi normalt sammenligner os med – har etableret afdelinger af organisationen.

Man kan få mærkelige tanker om, hvorfor Danmark ikke er med for længst, men måske er tankerne forkerte, og lad det nu ligge. Men jeg undrer mig stadig.

Litteratur
Om gruppen bag stelerne kan læses på PeacePoleProject.org

På denne side kan du læse stelernes tekst på mange sprog

Billeder af freds-steler over hele verden ses på en Google billedsøgning.

Bent Hansen 6. juni 2013. Billederne er taget mellem 1995 og 2006.
Ny opdateret version.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.