Verden. Hvorfor en rejsekategori?

At rejse har været populært sikkert siden tidernes morgen. Der er imidlertid mange måder at rejse på. Jeg har nu altid foretrukket selv at bestemme, og jeg har været heldig også at finde særdeles billige rejseformer. Måske kan du få et tip, men vid, at min rejseform i givet fald skal forberedes flere år i forvejen, men så går det hele også af sig selv.

Hvorfor en rejsekategori? spurgte jeg i overskriften. Ganske enkelt, fordi der var en rejsekategori på min hjemmeside, da jeg fik den. Min datter, der har givet mig hjemmesiden, har åbenbart vurderet, at rejser spiller en rolle i min tilværelse.

Det er muligvis ikke helt forkert. Jeg kan godt om vinteren drømme om at glæde mig til sommeren til at sidde på en cafe under eksotiske træer med udsigt til fremmede, smukke steder og fremmede skikke og spise fremmed mad og drikke vin til.

I sammenligning med min industribaneforskning spiller rejseaktiviteten ikke den store rolle; det kan du selv overbevise dig om, ved at læse et par indlæg i industribanekategorien. Ofte er en industribanerejse ikke et mål, men et middel. Alligevel kommer man ud i hjørnerne af et land, for det er derude, industribanerne er. Ofte kommer man længere ud, end de fleste af landets egne borgere kommer. Det tiltaler mig, selv om der måske ikke er seværdigheder med stjerner.

Min første rejse
Min rejseaktivitet begyndte tidligt. Jeg var knap to år, da jeg var i udlandet første gang. Min far var som ung jernbanemand sendt til det dengang nyligt tilbagekomne Nordslesvig. Landet mellem Kongeåen til nord for Flensborg kom 1920 tilbage til Danmark efter siden 1864 at have været under tysk administration. Ikke alle de tyske jernbanefolk for eksempel i Sønderborg var taget tilbage til Tyskland. Nogle af de tysksindede var født i Sønderborg, så hvorfor skulle de flytte fra deres by. Men de vedblev at tale tysk og skrive gotisk håndskrift på fragtbreve med videre! Som ganske ung kunne man ikke dengang tillade sig at gøre ældre kollegaer opmærksom den nye tilstand, der nu rådede i Sønderborg. I stedet måtte man rette ind og lære sig tysk og gotisk! Gotisk håndskrift er helt anderledes en gotisk trykskrift, som vi ældre formentlig endnu behersker! Gotisk håndskrift læser jeg kun meget mangelfuldt. Jeg havde min far til det, og senere, da han var død, en medarbejder, der mestrede kunsten. Og hvorfor var det nu lige, at jeg skulle læse gotisk? Jo, lokomotiver købt i Tyskland kom til Danmark med kedelpapirer med videre skrevet på gotisk!

I 1939 må min far endnu periodevis have været i Sønderjylland formentlig i Padborg, for min mor og jeg, der boede i Fredericia, må have været på besøg, og så var vi taget en tur til Flensborg. Det var midt på sommeren 1939 fjorten dage før verdenskrigen brød ud. Jeg kan selvfølgelig ikke huske det, men min far fortalte senere, at han havde talt med bagermesteren på hovedgaden i Flensborg, og han havde bekymret sagt: “Det ender galt det her!” Det gjorde det jo så også bare 14 dage senere. Ikke desto mindre fik jeg en småkage.

Jeg har tit tænkt på, hvordan det egentlig var gået bagermesteren, og en dag først i det nye årtusinde gik jeg ind i butikken for at spørge, men afstod, da der kun var skolepiger til at ekspedere. Kort efter var butikken lukket.

Rejseaktiviteten stiger langsomt igen
Selv om krigen sluttede i 1945, skulle vi helt hen i 50’erne, før vi kunne rejse igen.

Min hustru og jeg ventede også med at rejse, til vore børn blev store nok. Vi havde familiemedlemmer, der tog på chartertur med blebørn og mente, at vi overreagerede, når vi blev hjemme.

Allerede tidligt blev vi nødt til at tage hensyn til syge og gamle familiemedlemmer, så hvis vi skulle rejse, skulle vi skaffe nogen til overtage vore forpligtelser. Efterhånden fik vi den ordning, at vi rejste hver for sig. Vi kunne tage på højskole hver for sig, og jeg kunne rejse med mine venner, hvor emnet var industribaner, noget min kære hustru alligevel ikke ville have været med til. Hun rejste så med sine veninder eller højskoler.

Rejseform
Netop min rejseform bragte mig vidt omkring. Tilmed havde jeg indfødt guide til rådighed og mere eller mindre gratis overnatning. Mangen engang har jeg i Tyskland overnattet på et Studentenwohnheim. Jeg havde selv sovepose og luftmadras i bilen, og når møblerne i værelset var flyttet ud fra kollegiets lille værelse, kunne der ligge to madrasser på gulvet! Også hos jernbanevenners venner, der boede hjemme, har jeg overnattet.

Jeg husker et sted, hvor en tre generationer boede under samme tag. En del af børnene boede endnu hjemme, selv om de i mit land for længst ville være fløjet fra reden. Jeg blev indkaldt til familieråd efter aftensmaden. Her fik jeg tildelt badeværelset fra otte minutter i fem til tre minutter i fem. Vi skulle nemlig tidligt op, men det skulle faderen og sønnen, vi boede hos også; de skulle møde i minen klokken seks, og vi skulle rykke flere hundrede kilometer gennem tæt befolkede områder, og vi havde aftalt mødetid. Jeg var vågen, og præcis otte minutter i fem hørte jeg nøglen i badeværelsesdøren blive drejet. Det var altså alvor. Der var fyldt med nylonstrømper og bleer i badeværelset, så jeg måtte føle mig frem. Jeg må sige, at det klappede. Alle holdt deres del af aftalen.

Konceptet med at opsøge venner og venners venner havde også den fordel, at jeg kunne henvende mig til lokale entusiaster før en rejse, og når jeg så ankom, stod der en entusiast med en bil og hentede mig og kørte mig ud til den lokale jernmine, der tilmed i forvejen var truffet besøgsaftale med.

Selvfølgelig sker det, at jeg må gøre gengæld, hvilket bestemt kan være hyggeligt. Også selv om mobilen ringede i Nyborg, og jeg her fik meddelelse om, en bekendt var på vej og forventede overnatning og middag, men jeg nåede hjem og i Brugsen. Det var værre en dag, jeg lige var hjemkommet fra Asien og ikke havde mad i huset, men så tager man selvfølgelig gæsterne med ud at spise eller med på indkøb. Det kan godt være en oplevelse at handle med en udenlandsk husmor og udveksle principper og erfaringer.

Pensionistlivets glæder
Da vi så blev pensionister havde vi rejseplaner: Tre måneders rundtur i en autocamper i Sydeuropa eller tre vintermåneder sydpå. Det blev bare ikke til noget. Vi var nødt til at blive hjemme ved vore gamle familiemedlemmer, og så gik min kære hustru kun kort tid efter pensioneringen hen og blev alvorligt syg og døde.

Jeg var næsten 70, før jeg ikke havde forpligtelser mere og kunne rejse, som jeg ville. Og selv om jeg havde tilbud nok, havde jeg ikke mere den helt store lyst til at rejse og slet ikke alene.

Så var det, jeg mødte Edit, og da hun havde fornemmet mine problemer, tilbød hun at rejse med mig. Vi rejser nu en del sammen, men jeg mener stadig, at den ene tur skal fordøjes, før vi tager på den næste. Derfor når vi næppe meget mere end to ture om året.

Sidste tur i året 2012 gik til Harzen, og hvis du læser tre af indlæggene fra denne tur i rejsekategorien, Ackeren, På Karststien og På jagt efter oolither og rapporten i industribanekategorien om samme tur (2012 – mammuttens år eller bedre klik i linket til Smalspor Forum,) så skulle man ikke tro, at det var den samme tur, eller at Edit deltog og oven i købet syntes, at hun også oplevede noget.

Bent Hansen. Rettet 6. marts 2013. Ingen foto i øjeblikket.
Ny opdateret version.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.