Tyskland. Weserbergland

Lidt geografi
Hvor ligger Weserbergland? Hvorfor var vi taget til Weserbergland? Er der noget at komme efter i Weserbergland? Som det måske fornemmes af navnet, er der tale om flere små bjergrygge med hver sit navn, men alle en del af de mellemtyske bjerge og en rest af den engang betydelige hercyniske foldekæde. Weserbergland er, som jeg ser det, et salgsnavn. De bjergrygge, vi så, hed Wiehengebirge, Wesergebirge, Süntel, Bückeberg og Deister. Hinsides Weser lå Teutoburgerwald, hvor der i øvrigt også var flere separate rygge. Vi gik rundt et sted på grænsen mellem Wesergebirge og Süntel, uden at det gik op for mig, hvor den ene kæde begyndte og den anden stoppede.

Hvorfor nu Weserbergland?
En aften i det tidlige forår havde jeg forladt min pc efter at have forsket industribaner hele dagen. Som sædvanligt var der ikke noget dansk i mit tv, selv om jeg nu har et halvt hundrede programmer at vælge imellem, men mit yndlingprogram N 3, der er tysk, havde naturudsendelse, som kanalen vanligt har hver onsdag 20.15. BBC har også fine naturudsendelser, men ikke nær så mange i mit tv. De kommercielle kanaler bringer kommercielle naturprogrammer, og de skuffer som regel, fordi de ikke bare skal befordre natur, men også skal tiltrække reklamer.

Den aktuelle udsendelse var fra Weserbergland. En herboende naturfotografs talrige optagelser fra hans lokalområde var klippet sammen til en skøn film om natur og dyr og smukke landskaber. Jeg nød det dobbelt, fordi jeg havde været der og kunne genkende naturen.

Med Weserbergland forestiller jeg mig altid bjerglandet omkring Wesergrenene Werra og Fuldas nedre løb, for eksempel omkring Berleburg, men Weserbergland strækker sig helt ned i lavlandet omkring Wesers øvre løb, før floden skifter navn. Det var her, jeg havde været, og det var her filmen var drejet.

Blutbachtal i bjergkæden Süntel. Det var engang i en fjern fortid her, at to hære kæmpede og bækken farvedes rød af blod. I dag ser der rigtig kønt ud.

Blutbachtal i bjergkæden Süntel. Det var engang i en fjern fortid her, at to hære kæmpede og bækken farvedes rød af blod. I dag ser der rigtig kønt ud.

Vi vinder en rejse til Weserbergland
Weserbergland var nok ikke et sted, jeg ville vælge, for der er mange andre, ligeledes smukke steder i Tyskland. Nu var vi havnet der, fordi vi havde vundet en rejse dertil. Vundet er måske så meget sagt. Vi fik kun kost og logi i en uge. Turen til og fra og rundt i området skulle vi selv betale. Først i 90’erne var private reklame- og nærradioer populære, og en af slagsen i Kolding havde fået en aftale med turistforeninger i Tyskland, Østrig og Schweiz om at sende reklamer for områderne ved at en rejse om ugen blev sat på højkant.

Udsendelsen kørte hver søndag formiddag mellem 10 og 12 over nogle år, inden turistforeningerne opdagede, at tiltaget ikke lønnede sig. Vi fik en masse reklamer fra området, men intet navn på byen før til aller sidst. Byens navn skulle vi gætte. Jeg havde indgået et samarbejde med min hustru, min svoger og min svigermor, idet reglerne var udformet således, at når én havde vundet, kunne vedkommende ikke deltage mere. Da vi så havde vundet fire rejser, var det slut for vor lille gruppe. Det var også praktisk at være fire til at ringe, idet vi skulle konkurrere med alle de, der havde gentagefunktion på deres telefoner. Det kunne for os være svært at komme i gennem, når vi skulle taste otte cifre hver gang, hvor vore konkurrenter kunne nøjes med ét tast. Når vi alligevel vandt alt det, vi kunne, var det, fordi jeg nok havde været flere steder i Tyskland i forvejen end de fleste, jeg havde bedre brochurer og kort liggende end de fleste, og så skrev jeg alle oplysninger ned, som vi fik. Når en udsendelse var slut, havde jeg både to, tre og fire A4-ark med notater. Opgaverne kunne til tider være temmelig svære.

En klosterhave i en gammel klostergård med buegange som her i klostret i Fischbeck kan være smuk. Klostret var endnu beboet af nonner.

En klosterhave i en gammel klostergård med buegange som her i klostret i Fischbeck kan være smuk. Klostret var endnu beboet af nonner.

Udsendelsens koncept
Den aktuelle udsendelse startede omtrent sådan: “I dag skal vi til Weserbergland. Vi skal gætte en by, der har et dobbeltnavn, hvor begge navne skal med, for begge har betydning, selv om det ene navn er lidt misvisende.” Tilpas kryptisk! Ikke desto mindre lykkedes det at knække gåden. En del byer i Weserbergland hed Bad et eller andet, for eksempel Bad Eilsen. Dem udelod jeg, for navnedelen Bad er ikke af betydning for stedfæstelsen af byen! Så var der Porta Westfalica, men den viste sig ikke at ligge i Weserbergland. Du skal lige erindre, at vi er før internettet. Der skulle bruges andre kilder til oplysninger. Så var der Hannoversch Münden, men den viste sig at have ligget i kongeriget Hannover, så den var ikke kryptisk. Tilbage var der to byer, Preussisch Oldendorf og Hessisch Oldendorf. Det var galt med Hessisch Oldendorf, idet den lå i det tidligere kongerige Preussen, dog på grænsen til Hessen! Helt sikker var jeg, da et kloster i nabolaget nævntes. Det kendte jeg tilfældigvis.

Af spidsfindigheder fra andre gætterier, husker jeg en indledning, hvor vi skulle gætte en by, hvor to krydsede sabler spillede en rolle. Meissen selvfølgelig. Varemærket i bunden af Meisnerporcelænet. En sværere serverede de, da de bad om en ny by kun hundrede år gammel ved foden af en bjergkæde. Jeg kendte i Tyskland fem nye byer, Salzgitter og et par byer i Ruhr, men her var ingen bjerge. Det var der heller ikke i Eisenhüttenstadt i øst. I Bad Harzburg var der bjerge omend brudbjerge, men med lidt god vilje en bjergkæde. Der var i byen ingen gammel middelalderkirke, men der var et gammelt slot, Harzburg. Som udsendelsen skred frem blev det klart, at det var Bad Harzburg. Så blev jeg så klog.

Hvad laver man i Weserbergland?
Vi havde en dejlig tur til Weserbergland, selv om der ikke var noget at se i Hessisch Oldendorf. Der var en pænt hotel med en fin restauration liggende lidt fra hotellet, idet en datter og hendes far ejede stederne. Faderen var gourmetkok, og han levede af guldbryllupper og begravelser. Det betød, at vi faktisk hver dag fik “rester eller spiste med,” men det blev det ikke ringere af. Frokosten skippede vi som regel, for vi var ude og se os om. Byen havde et torv med en italiensk isrestauration, hvor vi hver dag, når vi var hjemme, fik en kæmpeis.

Udsigt fra Hohenstein. Vi er stadig i samme bjergkæde. Det var her, oldtidsfolkene drev hjorte og andet vildt ud over kanten og på den måde skaffede sig mad. Selv om der var meget stejlt, førte en sti ud over kanten, men det var ikke noget for os. Vi troede ikke vore egne øjne, da et par kom op ad stien slæbende på deres cykler.

Udsigt fra Hohenstein. Vi er stadig i samme bjergkæde. Det var her, oldtidsfolkene drev hjorte og andet vildt ud over kanten og på den måde skaffede sig mad. Selv om der var meget stejlt, førte en sti ud over kanten, men det var ikke noget for os. Vi troede ikke vore egne øjne, da et par kom op ad stien slæbende på deres cykler.

Jeg besøgte turistbureauet, hvor vi fik og lånte noget duplikeret materiale, så vi kunne komme helt ud i hjørnerne af områdets natur. Der var stadig ikke noget at se, men en tur i en stor bjergskov har aldrig kedet os. Det var ret varmt, men skoven var kølig. Tilbage opdagede jeg, at jeg kunne spørge værten på restaurationen om, hvad det var, vi havde set. Hvorfor hed bækken eller rettere dalen, vi gik i, hed Blutbachtal? Den var navngivet således, fordi der havde været et slag mellem intertyske stammer i Folkevandringstiden. Der var også nogle personnavne, men det var efter nogle røvere, der havde lagt navn til stederne. Så var der en sten opsat, hvor et vildsvin nedlagde en schaumburggreve. Om stenen var et minde over vildsvinet eller greven, fandt jeg aldrig ud af, for den var ikke vedligeholdt. Schaumburggreverne var forlængst flyttet fra borgen Schaumburg, også kendt fra det danske kongehus eller måske mere fra den kulørte ugepresse, der går op i den slags. Borgen var nu restauration, galleri og ruin. Vi så udsigtspunktet Hohenstein og senere et Kneippkuranlage. Det prøvede vi, men det var først, da jeg ved hjælp af et leksikon opdagede, at doktor Kneipp var opfinderen af det kolde bad. Man bader fødderne i iskoldt bjergbækvand. I praksis gik man (i følge vejledningen som storke) en afmålt strækning i det kolde vand. Derpå skulle man stadig i bare tæer løbe et par hundrede meter. Indrømmet, det gjorde godt i fødderne – bagefter. Et kneippkurbad i Vilsen mellem Bremen og Hannover var noget mere moderne, og teknikken var her anderledes, og til gengæld var løfterne også større. De holdt dog ikke på mig og Edit eller på den tyske familie, vi var sammen med. Sjovt nok havde vore tyske venner aldrig før hørt om fænomenet. Badet dér gjorde dog heller ingen skade, og fødderne fik det bedre bagefter. Formentlig var en enkelt behandling heller ikke nok til at opnå effekt? Så kom vi i kontakt med andre vandrere, vi mødte, så alt i alt var det rigtig hyggeligt. Desuden tog vi nogle ture: Rottefængerbyen Hammeln, Minden, Detmold, Hermann Denkmal og Extersteine. I hvert fald Hermann Denkmal er det tanken at begå et helt indlæg om. Vi var i Bad Eilsen, hvor Lise, min nu afdøde hustru fandt kurparken meget smuk og gerne sad der en halv time og nød blomsterne, mens jeg gik om bagved kurklinikken for at se tørvebanen, der kørte tørv ind til badekarene, hvor patienter og kurgæster blev badet i tørvevand. Jeg talte lidt med arbejderne, der oplyste, at de kørte slammet ud igen i mosen efter brugen. Efter 30 år kunne det genbruges! Jeg talte også med en patient, der var henvist, men resultatet fik jeg aldrig. Hun faldt nemlig og brækkede benet, så hun kom aldrig af sted.

Kneippkurbadet. Hvorfor vi skulle gå som storke altså med løftede knæ, ved jeg ikke, men det stod der ved dette bad. Vi var ikke de eneste her. Vi kunne støtte hænderne på gelænderet, der samtidig som til regulering af køer i lufthavne gjorde, at vi gik lige præcis den rigtige strækning i det kolde vand. Intet i Tyskland er tilfældigt eller overladt vort forgodtbefindende.

Kneippkurbadet. Hvorfor vi skulle gå som storke altså med løftede knæ, ved jeg ikke, men det stod der ved dette bad. Vi var ikke de eneste her. Vi kunne støtte hænderne på gelænderet, der samtidig som til regulering af køer i lufthavne gjorde, at vi gik lige præcis den rigtige strækning i det kolde vand. Intet i Tyskland er tilfældigt eller overladt vort forgodtbefindende.

 

Rottefængeren i Hammeln. Han gik i følge sagnet gennem byen med sin fløjte og tog byens musikglade rotter med sig. Da han vendte tilbage uden rotterne for at få sin løn, betalte indbyggerne ham ikke som lovet. Så gik han en ny tur, men denne gang tog han alle byens børn med sig. Ingen har set dem siden. Billedet er et udsnit af byens klokkespil.

Rottefængeren i Hammeln. Han gik i følge sagnet gennem byen med sin fløjte og tog byens musikglade rotter med sig. Da han vendte tilbage uden rotterne for at få sin løn, betalte indbyggerne ham ikke som lovet. Så gik han en ny tur, men denne gang tog han alle byens børn med sig. Ingen har set dem siden. Billedet er et udsnit af byens klokkespil.

 

Externsteine. I bjergkæden fandtes også disse lodretstillede sandstenslag, der havde været udnyttet både af en herremand og af munke. Nu arbejdede stenene i turismens tjeneste. Der var hugget huler og gange og lavet trapper og træbroer mellem "tårnene." Med lidt meget god vilje anes personer på toppen af en af klipperne.

Externsteine. I bjergkæden fandtes også disse lodretstillede sandstenslag, der havde været udnyttet både af en herremand og af munke. Nu arbejdede stenene i turismens tjeneste. Der var hugget huler og gange og lavet trapper og træbroer mellem “tårnene.” Med lidt meget god vilje anes personer på toppen af en af klipperne.

Vel hjemme på hotellet fortalte vi, hvor vi havde været, og værtsparret udtalte lettere overbærende: “Det var jo er sygekassekurbad! Nej, vi skulle tage til Bad Pyrmont!” Det gjorde vi så, men vi havde dårligt råd til at parkere, og adgang til kurparken kostede 50 DM eller 200 kroner pr. næse. Parkometret, hvor jeg var kørt ind, var i stykker, så det stod på fuld p-tid konstant uden indkast af mønt, så vi gik lidt og så på fine folk og dyre varer. Det var lidt lige som en tur i Westerland på Sylt. Tilbage på hotellet fortalte vi om prisen. Så var det datteren fortalte, at om vinteren gik togføreren i de gode gamle dage, før der var højttalere på perronen, langs toget og råbte Bad Pyrmont lige ud ad landevejen. I kursæsonen om sommeren udtalte han navnet på fransk! Fint skal det være. Jeg var i øvrigt ubevidst også kommet til at bruge den franske udtale af byen navn. Hvorfor ved jeg ikke, men åbenbart var udtalen ikke helt ved siden af.

En kurpark i en tysk kurby kan være smuk som her i Bad Eilsen. Om den kunne slå Bad Pyrmont havde jeg ikke råd til at kontrollere, Parken var ikke stor, men flottere kan det næppe fås.

En kurpark i en tysk kurby kan være smuk som her i Bad Eilsen. Om den kunne slå Bad Pyrmont havde jeg ikke råd til at kontrollere, Parken var ikke stor, men flottere kan det næppe fås.

Der var dengang kun fem timer fra Kolding til Weserbergland, og vi havde en herlig tur.

I forbindelse med dette indlæg har jeg som nævnt planer om et indlæg om Teutoburgerwald, Hermann Denkmal og slaget i Teutoburgerskoven år 9. Desuden faldt jeg ud over tørvebane tilfældigvis over yderligere to veteranbaner i området, som vi så på i forbifarten foruden en lokal privatbane. Det vil der også komme et indlæg om i kategorien Industribaner.

Et af de utallige tyske mindesmærker for kejsere og det tyske kejserrige så vi, fordi det bør vi - vi der kommer fra et land, hvor man kun formår at diske op med eventyr- og sagnfigurer. Det er Hermanndenkmal i Teutoburgerwald, men Hermann få får sit eget indlæg - og tiden vil.

Et af de utallige tyske mindesmærker for kejsere og det tyske kejserrige så vi, fordi det bør vi – vi der kommer fra et land, hvor man kun formår at diske op med eventyr- og sagnfigurer. Det er Hermanndenkmal i Teutoburgerwald, men Hermann får sit eget indlæg – om tiden vil.

Bent Hansen 22. maj 2013. Billederne er fra 1996.

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Tyskland. Weserbergland

  1. Pingback: Tyskland. Jernbaner i Weserbergland. Udvalg | Bents bane

  2. Pingback: Tyskland. Slaget i Teutoburgerskoven år 9 | Bents bane

Der er lukket for kommentarer.