Tyskland. 2012 – mammuttens år

Overskriften er nok en tilsnigelse. Der er ikke noget, der hedder mammuttens år. Ikke engang kineserne har et mammuttens år. De opererer med mere jordnære dyr i betegnelserne for deres år, således for eksempel rottens år, svinets år, oksens år.

Ord med flere betydninger
Min følelse af 2012 som et år i mammuttens tegn skyldes nok snarere fikse ideer hos søgemaskiner i deres uophørlige forsøg på at sælge mig et eller andet, jeg ikke har brug for, end det skyldes egentlige møder med mammutter, men lad os se nærmere på mammutterne.

Jeg har aldrig nogen sinde set en rigtig mammut, selv om den var på programmet. Jeg har været i St. Petersborg, og der var mammutter på et af byens utallige museer, men jeg nåede aldrig derhen. Der var så meget andet i kirker og slotte at se på, og da jeg nåede til zar Peter den Stores raritetskabinet, fik jeg nok, selv om der også var spændende ting at se der.

Nu var det heller ikke en uddød elefantart, jeg var på jagt efter, men et lokomotiv.

Mammutten som lokomotiv
Allerede i 1969 havde jeg læst om mammutten i Horst J. Obermeyer, Taschenbuch Deutsche Dampflokomotiven om tyske normalsporede damplokomotiver. Jeg tænkte dengang, at jeg godt gad se mammutten. Der skulle imidlertid gå mere end 40 år, inden det lykkedes.

Inden vi begynder jagten på mammutten og ser på nogle af alle de vildskud, jeg kom ud for under jagten, vil jeg lige gengive mammuttens og dens hjemmebanes data. Mammutten er nemlig tilknyttet Rübelandsbanen i Harzen. En bane, der i de glade DDR-dage blev forbigået af entusiasterne til fordel for de dampdrevne baner i nabolaget. Rübelandsbanen var og er nemlig elektrisk drevet.

Rübelandsbanen
Banen har været omtalt i Jernbanebladet med første del i nr. 4 for 1978, senere i Tipvognen nr. 1.08 og foreløbig sidste gang i nr. 2.12. Derfor skal ikke ret meget gentages her. Banen er normalsporet og var en del af den store privatbane Halberstadt – Blankenburg Eisenbahn. Den del, der nu kaldes Rübelandsbanen, førte fra Blankenburg via et zigzag op over Harzens bjerge syd for Blankenburg og ned i Bodedalen, hvor der var en del minedrift. I DDR-tiden blev den elektrificeret med 25 kV, 50 Hz, altså som DSB bruger det i dag til hovedbanerne. Resten af DR var, hvor der var elektrisk drift, forsynet med 15 kV 16,67 Hz, og da der fra Blankenburg var langt til nærmeste anden bane med elektrisk drift, er banen således i praksis en “ø-bane.” Rübelandsbanen endte oprindeligt dels i Tanne, hvor der var forbindelse til Südharzbahn, dels i Drei Annen Hohne, hvor den havde forbindelse til Wernigerode – Nordhausen Eisenbahn, der i dag hedder Harzer Schmalspurbahnen. I DDR-tiden afkortedes banen til Königshütte og senere til Elbinggerode.

Det har længe fascineret mig, at en sådan trods alt mindre privatbane havde kapacitet – dog godt nok sammen med en større tysk lokomotivfabrik – til at konstruere et damplokomotiv i 1919, der kørte væsentlig hurtigere og trak væsentligt mere end banens hidtidige lokomotiver og så nok så afgørende uden brug af tandhjul på banens op til 6 % stigninger og fald. Fire lokomotiver fik banen bygget af denne type, som man kaldte die Tierklasse, Dyreklassen, idet lokomotiverne døbtes: Mammut, Elch, Elg, Büffel, Bøffel og Wisent, Urokse. Når der er oplistet syv lokomotiver, skyldes det, at jeg har oversat navnene på de tre, der på dansk havde et lidt fra tysk afvigende navn. Konstruktionen var så vellykket, at den dannede grundlag for en videreudvikling. De preussiske Statsbaner videreudviklede typen til deres enhedslokomotiv T 20, eller som den i Rigsbane-tiden kom til at hedde, BR 95. Mens det lykkedes mig, mens tid var, at se og endog være inde i en 95’er i 1978, lykkedes det aldrig at se et eksemplar af Dyreklassen.

DR 95 004-4 i Unterwellenborn i Thüringen. Her var en større stigning og mange godstog, idet byen nemlig rummede et stort stålværk, Maxhütte en afdeling af Sulzbach-Rosenberg-koncernen. Senere kom andre ejere til, men østtyskerne kaldte stadig værket Maxhütte efter den bayerske kejser Maximilian. Østtyskerne har nok overset det manglende r og så navnet som (Karl) Marx? Der var naturligvis tilføjet et VEB for folkeejet virksomhed. VEB Qualitäts- und Edelstahlkombinat Maxhütte. Efter murens fald har der også været flere ejere blandt andet det indiske Mittal. I dag er værket spanskejet. Billedet er taget af forfatteren i 1978.

DR 95 004-4 i Unterwellenborn i Thüringen. Her var en større stigning og mange godstog, idet byen nemlig rummede et stort stålværk, Maxhütte en afdeling af Sulzbach-Rosenberg-koncernen. Senere kom andre ejere til, men østtyskerne kaldte stadig værket Maxhütte efter den bayerske kejser Maximilian. Østtyskerne har nok overset det manglende r og så navnet som (Karl) Marx? Der var naturligvis tilføjet et VEB for folkeejet virksomhed. VEB Qualitäts- und Edelstahlkombinat Maxhütte. Efter murens fald har der også været flere ejere blandt andet det indiske Mittal. I dag er værket spanskejet. Billedet er taget af forfatteren i 1978.

Mammuttens data
Byggested: Borsig.
Byggeår: 1920 og 1921.
Udrangering mellem 1951 og 70 startende med Elch og sluttende med Mammut.
Type: 1′ E 1′ h2t og Gt 57.16. Heraf læses, at der er tale om en femkobler med for- og efterløber. Akseltryk 16 t. To cylindre og overheder. Ingen tender.
Tjenestevægt: 102,5 t.
Højeste hastighed: 50 km/h
Kedeltryk: 15 atm.
Rist: 4 m²
Overheder: 54 m²
Samlet hedeflade: 181 m²
Vand: 8 m³
Kul: 4 t
Foruden en Knorr-trykluftbremse havde lokomotivet af hensyn til stigninger og fald også en Riggenbach-modtryksbremse. Løbeakslerne var som angivet i typebetegnelsen sideforskydelige, men det var første og femte koblede aksel også. Desuden var midterste koblede aksel uden hjulkrans. Sandkasserne var som noget ret nyt trykluftbetjente.

Mammutten indkredses
I 2006 læste jeg, at Mammutten var bevaret og udstillet Rübeland. Jeg så den dog ikke. I 2011 fik jeg et glimt af den uden for remisen i Rübeland. Jeg sad imidlertid i et udflugtstog fremført af en 95’er, og der var ingen mulighed for at stå af.

I 2012 skulle det så være, men det var ikke så lige til. Mammutten havde godt nok sin hjemmeside, men webmasteren havde glemt at skrive, hvornår den tog imod!

Hvis man søger mammutter på nettet, opdager man hurtigt, at mammutter kan være mange andre ting end et damplokomotiv.

Første møde med mammutten
En af vore sommerferierejser gik 2012 til Schweiz. Vi rejser en del nu, efter at vi er pensionister og ikke mere har gamle forældre, vi burde tilse regelmæssigt, og da vi ikke selv ved, hvor længe vi endnu kan, nøjes vi ikke med kun én rejse om året, for der er stadig meget, vi gerne vil nå, mens vi endnu selv kan bestemme farten. I Schweiz gjaldt det opfyldelsen af et læge næret ønske: En besigtigelse af industriveteranbanen, Schinznach Baumschulbahn. Denne er en beretning værd i sig selv, og besøget druknede til dels i regn foruden, at damplokomotivet nok var ude og opfyret, men det var defekt, så vi måtte tage til takke med et diesellokomotiv. Hvis ikke jeg havde set typen før på to andre tyske værker, kunne diesellokomotivet måske have imponeret mig.

Lokomotivet, der på besøgsdatoen var opfyret og skulle have trukket veterantoget, bar navnet Sequoia. Andre lokomotiver hed Pinus, Taxus og lignende navne en planteskole værdige, idet der var tale om dele af latinske betegnelser for træer. Sequoia sagde mig ikke noget, så det måtte jeg google, hvis jeg ikke ville forblive uvidende.

Sequoia er latin for en slægt af amerikanske fyrretræer, blandt andet Sequoiadendron giganteum, Den californiske Kæmpefyr også kaldet Mammuttræet. Da jeg først fandt ud af hjemme, at jeg var blevet spist af med en af de mammutter, jeg ikke søgte, var det for sent at brokke sig. Lokomotivet kunne jo heller ikke gøre for det.

Sequoia, MBA 13585/1944. MBA er Maschienenbau und Bahnbedarf AG, Babelsdorf, det tidligere O&K. Maskinen leveredes som ny til en sukkerfabrik i Ciechanòv i det tyskbesatte Polen. Efter krigen kørte lokomotivet som PKP Ty-3 194 på de tidligere Jarociner Kreisbahns reststrækning Witaszyce – Zagòròw. 1975 blev søsteren PKP Ty-3 195 solgt til Ohs Bruk, og 1977 kom PKP Ty-3 194 til Schinznach. Imidlertid var mandskabet i gang med ikke bare at pudse lokomotivet, men der brugtes også flittigt skruenøgler. Senere så jeg, at det var trykluftpumpen, de skruede på. Senere ankom en mand i en rød bil og deltog med flere skruenøgler, men lige meget hjalp det. De fik ikke pumpen i gang. Vognene var trykluftbremsede, så systemet skulle åbenbart virke. Da vi var væk igen, tror jeg at maskinen var i orden og blev indsat.

Sequoia, MBA 13585/1944. MBA er Maschienenbau und Bahnbedarf AG, Babelsdorf, det tidligere O&K. Maskinen leveredes som ny til en sukkerfabrik i Ciechanòv i det tyskbesatte Polen. Efter krigen kørte lokomotivet som PKP Ty-3 194 på de tidligere Jarociner Kreisbahns reststrækning Witaszyce – Zagòròw. 1975 blev søsteren PKP Ty-3 195 solgt til Ohs Bruk, og 1977 kom PKP Ty-3 194 til Schinznach. Imidlertid var mandskabet i gang med ikke bare at pudse lokomotivet, men der brugtes også flittigt skruenøgler. Senere så jeg, at det var trykluftpumpen, de skruede på. Senere ankom en mand i en rød bil og deltog med flere skruenøgler, men lige meget hjalp det. De fik ikke pumpen i gang. Vognene var trykluftbremsede, så systemet skulle åbenbart virke. Da vi var væk igen, tror jeg at maskinen var i orden og blev indsat.

Næste møde med mammutten
Senere på sommeren var vi på Mansfelder Museum i byen Hettstedt i Mansfelder Land øst for Harzen. Her så vi blandt andet på Tysklands første dampmaskine samt en del udstillede lokomotiver og vogne fra Mansfelderkombinatet. Historien, som museet belyser, hele kobbermalmudvindingen i Mansfelder Land er en historie i sig selv, men skal dette indlæg have en ende, må jeg springe den beretning over.

Mammuttræ i Hettstedt 2012

Mammuttræ i Hettstedt 2012

Da mammutter er store både som elefanter, træer og lokomotiver, og museets have var smal og tilmed ret kringlet, kunne Edit ikke komme på afstand af mammutten, men måtte nøjes med et foto af det lille skilt, der forkyndte, at her står vi under en mammut. Museet var indrettet på et lille slot, hvor blandt andet familien von Humbold havde resideret. En søn kan være nogle bekendt som tysk opdagelsesrejsende, Alexander von Humbold. Det kan have været ham, der havde sendt frø af eksotiske planter og træer hjem til faderen, eller måske har han selv sat dem, da han arvede slottet. I parken stod der i hvert fald mammuttræer. Med kun 250 år på bagen er der langt igen, før de bliver til voksne kæmpefyr. De kan jo blive både fem og seks tusinde år gamle og 100 meter høje. Trods det at det endnu var i lømmelalderen, var det så stort, at det var svært at få hele træet ind i et nutidigt, ikke særligt stort kamera. Vi har i øvrigt også mammuttræ i Danmark. I Aboretet i Hørsholm har jeg set det.

Endnu en “forkert” mammut
Så faldt vi over en Mammut i Nordhausen syd for Harzen. Den havde fast arbejde, idet den reklamerede for et kendt Nordhausen-produkt, Nordhausen-snapsen. Den var sammen med andre fortidsdyr lavet til en af de utallige, tyske, årlige haveudstillinger, Bundesgartenshau, men efter denne flyttet ned foran fabrikken. Jeg tog et foto og hastede videre. Det var jo ikke den mammut, vi jagtede, men hvis alt andet svigtede, var denne mammut nok det foreløbigt bedste bud på en mammut. Jeg var i øvrigt heldig at denne mammut var hjemme, da den rejser en del i reklameøjemed for sit firma. Hvad mammutten har snapsen at gøre ved jeg ikke. Nordhausen-snapsens hjemmeside bugner af hvide høns og ikke af mammutter, men måske skal mammutten minde om, at snaps kan drikkes iskold?

Mammutten i Nordhausen uden for spritfabrikken.

Mammutten i Nordhausen uden for spritfabrikken.

Møde med en rigtig mammut, der alligevel var forkert
Jeg tror faktisk, at brochurer og hjemmesider reklamerede med en mammut i Sangerhausen sydøst for Harzen. Da museet, hvor den stod, også var et minemuseum, hilste vi naturligvis på den, selv om det var mine- og geologiafdelingen, vi besøgte. “Mammutten” her var en steppeelefant. Mammutten var jo en uddød istidselefant, mens steppeelefanten var en uddød mellemistidsskabning. Men alligevel. Uden pels kunne vi såmænd ikke have set forskel. Kun skelettets alder røbede sagens rette sammenhæng.

Skelettet af steppeelefanten på Sprenglermuseet i Sangerhausen. For nyligt har det været taget op eller måske rettere ned til en nyopsætning, som man mener er mere korrekt.

Skelettet af steppeelefanten på Sprenglermuseet i Sangerhausen. For nyligt har det været taget op eller måske rettere ned til en nyopsætning, som man mener er mere korrekt.

Endelig den rigtige mammut
Den mammut, jeg jagtede, var Mammutten i Rübeland. Jeg vidste endnu ikke, at den ikke kunne køre, og det er også først for nylig, at skrankepaver havde ændret kravene til en køretilladelse til mammutten. Foreningen bag mammutten har ikke råd til en ny kedel til den, hvilket er det nyopdukkede krav.

Det holdt hårdt at finde ud af, hvornår jeg kunne få foretræde, idet den, som tidligere antydet, havde glemt at skrive besøgstidspunkt på sin hjemmeside. Et besøg havde været mit ønske i mindst 35 år, siden jeg første gang hørte om den. Vi kørte derfor forbi remisen og så den gennem vinduet, men vi så også opslaget på remiseporten, der kundgjorde, at Mammutten skulle luftes førstkommende lørdag. Der stod ikke hvornår, og vi skulle netop skifte opholdssted den lørdag fra Zellerfeld til Sangerhausen, og selv om det var en omvej, kunne vi blive nødt til at køre den vej forbi. Vi skulle godt nok have været over Osterode og Nordhausen, men det måtte vi så gøre en anden dag. Det var godt nok en lang tur fra Zellerfeld til Nordhausen, meget længere end fra Sangerhausen, men det måtte vi tage med. Til gengæld kunne vi så “tage” Stolberg på vejen. Desuden fik vi en ekstra dag i Sangerhausen. Om fornødent måtte vi først køre til Stolberg og så returnere, hvis mammutten ikke tog imod fra formiddagen af. Det gjorde den. Lige som vi svingede ind på remisen klokken 10, råbte Edit, at porten var ved at blive åbnet.

Mammutten er ved at blive trukket ud af remisen i Rübeland af en banetjenestetrolje af DDR fabrikat. Først da der blev gruset med håndkraft, lykkedes det troljen at trække de 100 tons Mammut ud af remisen.

Mammutten er ved at blive trukket ud af remisen i Rübeland af en banetjenestetrolje af DDR fabrikat. Først da der blev gruset med håndkraft, lykkedes det troljen at trække de 100 tons Mammut ud af remisen.

 

Endelig den rigtige mammut.

Endelig den rigtige mammut.

Endelig den rigtige mammut
Den mammut, jeg jagtede, var Mammutten i Rübeland. Jeg vidste endnu ikke, at den ikke kunne køre, og det er også først for nylig, at skrankepaver havde ændret kravene til en køretilladelse til mammutten. Foreningen bag mammutten har ikke råd til en ny kedel til den, hvilket er det nyopdukkede krav.

Mere om besøget og om Harz-turen i det hele taget på Smalspor Forum.

Son skrevet, så jeg ikke mammutten i St. Petersborg, og jeg ikke komme til mammutten, må mammutten komme til mig. Det gjorde den så i 2014, idet den med familie opholdt sig godt et halvt år på Zoologisk Museum i København. Her ses et af de største eksemplarer.

Som skrevet, så jeg ikke mammutten i St. Petersborg, og når jeg ikke kunne komme til mammutten, må mammutten komme til mig. Det gjorde den så i 2014, idet den med familie opholdt sig godt et halvt år på Zoologisk Museum i København. Her ses et af de største eksemplarer. Personen til venstre giver en idé om størrelsen.

Bent Hansen. 4. februar 2014. De fleste fotos er fra 2012.

Dette indlæg blev udgivet i Industribaner, Jernbaner, Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.