Jernbaner i Tyrkiet

Billederne stammer hovedsageligt fra min far, der besøgte Tyrkiet et par gange for at studere grækere, romere og byzantinere. Da han nu var der, tog han også osmannerne med. Hvordan han rejste, ved jeg ikke, men jeg har indtryk af, at han i vid udstrækning selv fandt ud af, hvad han ville se. Dengang landede togene fra hovedstaden til Istanbul på asienssiden, og den videre befordring til centrum skete med færge. Senere fik motorfolket en bro og først nu mange år efter er tyrkerne ved at bygge en tunnel, godt nok en ubanetunnel, men fjerntogene får også lov at køre der, hvis jeg har forstået det rigtigt.

Jeg er lidt spændt på både bro tunnel. Afrika har stadig kurs mod og ind under Europa i en skæv vinkel, der skubber til det yderste Vestasien, der på denne side af Jordan glider mod nord og skubber til Lilleasien, der glider mod vest og presser på Grækenland. Selv om Afrika presser på fra syd, har Lilleasien, Tyrkiet formået at skubbe f. eks. Kreta mere end 500 kilometer mod syd mod færdselsretningen. Det må ende galt. En af deformationszonerne ligger langs Tyrkiets nordkyst og Sortehavet, og her sker jævnligt jordskælv, og de har det med at rykke mod vest mod Istanbul.

En anden bro, der frygtløst trodser geologien, er broen til Sicilien, selv om der nok næppe sker noget i min tid.

Selv har jeg besøgt Tyrkiet en enkelt gang. Jeg ville studere grækere, romere og byzantinerne, men også de tidligere folkeslag, jonerne, lykierne, hetitterne osv. Det lykkedes også at se lidt natur, men desværre fik bureauet tilskud fra nogle fabrikker, som vi også var tvunget til at se. Det kostede en af de lovede naturbesigtigelser (Pamukkale.) Imidlertid var der deltagere, der var ligeglade med kultur, men bare ville ud med dankortet. Der var endda nogle, der forsøgte at få guiden til at stryge den eneste besigtigelse på egen hånd, turen bød på. Det lykkedes nu ikke. Jeg på min side så nok skinner, men igen tog.

TCDD 46 007, tydelig tysk, formentlig fra Henschel. 1D. Foto i Haidar Pasha op, den asiasiske side af Istanbul 1968 af Hans Kristian Hansen. Jeg beklager, at der er mere perron end lokomotivoverdel, men det kan selv Picasa ikke klare.

Samme sted holdt også denne typisk preussiske TCDD 3706. Det er måske en tidligere DR eller DB 78’er? 2C2T sikkert fra Henschel.

I Haidar Pasha holdt også denne formentlig amerikanske GE på 2000 hk fra 1965. Første vogn er en kedelvogn til varme, da nætterne i de indre Anatolien er kolde. Næste vogn er mærket Bagaj. Toget var beskiltet Ankara og nogle vogne Bagdad. Ak. ja, det var i de gode gamle dage, da Berlin – Bagdadbanen stadig eksisterede. Videre fra Bagdad var der formentlig endnu kun smalspor?

En tidligere tysk V 60. TCDD købte i 1961 et antal 650 hk lokomotiver af denne type fra Krupp og Esslingen.

Haidar Pasha station var tilsyneladelde i 1968 under ombygning?

Hovedbanegården i Istanbul set fra gadesiden.

Hovedbanegården hed tilsyneladende Sirkeci. I forhallen var der opstillet et denkmal, Sikkert områdets første lokomotiv? Landet var jo dengang Det osmanniske Rige. Lokomotivet er nummereret TCDD 2251.

På sæksporene i Sirkeci ses dels nogle nærbanetog dels nogle franskinspirerede elektriske lokomotiver. Nettet her elektrificeredes 1950 og fortsattes 1955.

En af de mange færger, der besejlede Bosporus mellem Europa og Asien. Vogndækket har tre spor alle besat med godsvogne.

TCDD 45009 i Eregli 1981. Foto: Günther Barths.

TCDD 45 507 i Alpulln 1981 fotograferet af Günther Barths.

Effesos var en blomstrende by i oldtiden. Paulus var her. Havnen sandede til, og handelen flyttedes andre steder hen. Jordskælv væltede bygningerne og forårsagedes bjergskred, der efterhånden dækkede ruinerne. Britiske ingeniører byggede sidst i 1800-tallet jernbaner for Det osmanniske Rige, og en af dem, der interesserede sig for arkæologi, bemærkede resterne af ruiner, der endnu stak op over jordoverfladen. Da han rådede over tipvogne til jernbanebyggeriet, blev nogle af dem indsat ved en udgravning på stedet. Hele byen er vel næppe udgravet endnu. På en plads i udgravningen stod i 2015 rester af smalsporvogne, og rundt om var der billeder fra udgravningerne. Mange af dem med tipvogne på.

En hel række af smalsporvogne opstillet midt i ruinbyen. 2014.

En af vognene havde fodbremse.

Vognene udmærkede sig ved , at akslerne ikke sad med lige stor afstand til begge vognender.

Denne vogns funktion kan jeg ikke forklare.

Tipvogne under udgravningerne i mellemkrigstiden. Foto: Ukendt kilde.

Mange steder var der adskillige meter jord og klipper oven på ruinerne. Foto: Ukendt kilde.

I Tyrkiet satsede man på biler og atter biler. Selv om mange landeveje var udbyggede i fire spor, var selv klokken tre om natten trafikproblemer i de store byer, men dem om det. En by som Antalja med en million indbyggere havde end ikke jernbaneforbindelse. For nylig havde man dog bygget en letbane til forstæderne, og inde i centrum var der anlagt noget, der nærmest lignede en museumssporvej. Formentlig kunne den også bruges til bytrafik?

Fra bussen fra hotellet ind til byen sås letbanen, men på alle fotoforsøg kom der biler i vejen. Antalja 2014.

Endnu et letbanetog. Noget af det i hvert fald.

En sporvogn inde i centrum, men en ældre model. Den skulle stamme fra Nürnbergs Sporveje og købt brugt.

Sporvejen var flere steder enkeltsporet. Om nummeret, her 5 og ovenfor 6 er vognnummeret eller linjenummeret, har jeg ingen anelse om.

Dette vogntog ser ud til at være ommalet?

Bent Hansen 2015.