Tjekkiet. En oplevelse og en erfaring

To gange har jeg besøgt Tjekkiet, begge gange efter jerntæppets fald.

Karlsbad
Den første tur var fra en vundet efterårsferie i Schwarzenberg i Erzgebirge i det tidligere DDR lige efter genforeningen. Vi kørte kun en kort tur til Karlsbad, tjekkisk Karlovy Vary og beså denne spændende badeby, med et kurbad og nogle mineralkilder tildels med varmt vand som eftervirkninger efter vulkanisme. En geyser godt nok i kælderetagen samt damp fra varme kilder var der også, men nutidige fotos på nettet viser den ikke. Man ser kun billeder af ”springvandet” inde i drikkehallen.

Den varme mineralkilde i Karlsbad 1993. Måske er det blot et springvand og slet ikke en geyser? Andre steder i bygningen kunne man tappe og drikke af kilden. Man købte et krus med en tud, som man stak ned i halsen og hældte, så vandet ikke misfarvede tænderne!

 

Til en kurby hører en kurpark med statelige bygninger fra århundredeskiftet, hvor kurbadning blev populært. Trods krige og regimer med andre ideer var anlæggene stadig i behold. Det var efterår, så her var ikke liv. Om sommeren havde kurgæster sikkert slappet af her og slikket solskin.

Til en kurby hører en kurpark med statelige bygninger fra århundredeskiftet, hvor kurbadning blev populært. Trods krige og regimer med andre ideer var anlæggene stadig i behold. Det var efterår, så her var ikke liv. Om sommeren havde kurgæster sikkert slappet af her og slikket solskin.

 

En enkelt varm kilde så jeg også. Også i Wiesbaden i Tyskland har jeg set varme kilder, men den geologiske baggrund for De bømiske Randbjerge er mig ikke bekendt, bortset fra, at det er rester af vulkans aktivitet.

Prag
Den næste tur var vores første charterrejse, som nogle venner havde arrangeret. Det var kort tid efter turen til Karlsbad og således også kort efter jerntæppets fald. Vi havde kun taget transport og hotel med morgenmad, og turen gik til Prag og Teresienstadt. En af dagene tog vi alene til Karlstejn, tjekkisk Karlštejn 30 kilometer uden for Prag. Tilfældigvis mødte vi vort selskab derude, og ved morgenmaden næste morgen kom nogle og spurgte, hvordan vi var kommet til Karlstejn, når vi ikke var med bussen derud. De fik deres oplysning og spurgte så, hvad vi havde givet for vores tur. Det havde jeg helt styr på. For sporvogn til byen, ubane til banegården i Prag-Smíchov, togbillet, slot og frokost og kaffe derude havde betalt, hvad der svarede til 30 kr. Bussen havde kostet 300 kr for det samme. Næsten samme tur, for selvskabet skulle næppe gå fra stationen til slottet, men på denne tur fik vi byen med i købet samt en lille geologisk udstilling. Spørgerne blev sure – sikkert på busselskabet, men det var os, der blev skældt hæder og ære fra. Vi måbede og spekulerede på, om det var tilladt at gå på egen hånd? Næste dag kom en af de aggressive dog og sagde undskyld måske fordi, at damen skulle bruge vor ekspertise, idet hun havde glemt noget i Karlstejn, som hun gerne ville ud og hente.

På vej gennem byen mellem stationen og borgen i Karlsstejn. At det var så dieset, erindrer jeg ikke. 1994.

På vej gennem byen mellem stationen og borgen i Karlsstejn. At det var så dieset, erindrer jeg ikke. 1994.

Togtur på egen hånd
Endnu en oplevelse fik vi på vor tur. På perronen i Smikov var Karlstejn ikke skiltet på destinationsskiltet hverken på toget eller på perronen. Der stod kun Pilsen, tjekkisk Plzeň. Jeg udsøgte mig nogle unge mennesker, der lignede studenter og så så ud til at kunne andre fremmedsprog end russisk, og jeg spurgte sikkert på tysk, som de beherskede lige som man i Karlsbad også havde behersket tysk næsten overalt. Jeg spurgte måske lidt klodset, om de vidste, om toget holdt i Karlstejn. De så på hinanden og konfererede indbyrdes og grinede lidt. Så sagde den ene: ”Nej, toget holder i Prag!” Efter en kort pause, hvor vi alle grinede, sagde han: ”Vi tror, at toget holder i Karlstejn. Vi skulle stige på, og holdt toget ikke, ville togføreren hjælpe os videre.” Toget holdt i Karlstejn.

Hotellet og Prag var udmærkede, men transporten var under al kritik. Det varede længe, inden vi bandt an med en ny charterrejse. Det blev først, da vi blev ældre, og charterrejserne blev så herefter flyrejser.

Karlsbroen
Da vi ankom til Prag var det blevet aften, men vi gik ud for at se på byen. Det var efterår og mørke og tilmed diset. De små gader ned mod Karlsbroen var ikke særlig oplyste, og det gav i forbindelse med tågen en ganske særlig stemning, noget jeg i øvrigt også har oplevet en Venezia. Tæt på broen var der musik i luften. Det viste sig, at en handlende havde sat en transistor på fuld tryk og spillede Orffs Carmina Burana. Når jeg siden har hørt dette stykke, har jeg tænkt på tågen, mørket og Karlsbroen. Den oplevelse tror jeg ikke, jeg glemmer foreløbig. Vi har siden købt Carmina Burana på cd.

Karlsbroens østlige landfæste i dagslys 1994. Den beskrevne aftenstemning kunne jeg ikke fotografere.

Karlsbroens østlige landfæste i dagslys 1994. Den beskrevne aftenstemning kunne jeg ikke fotografere.

Bent Hansen 2015.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.