Tibet. “Prærien” ved Labrang

Et af Tibets store klostre, Lbrang ligger i et område, som kineserne har skilt ud fra Tibet og lagt ind under andre af Kinas provinser. Klostret Labrang ligger i Xiahe, der er en tibetansk by, mens nabobyen nord for, Linxia er beboet af huikinesere, der er kinesere, men muslimske og med status af mindretal. På vej sydpå mod det tibetanske plateau var det ikke svært at se, at den ene landsby havde minereter, mens den næste havde stupaer.

Op i højlandet
En tur op i højfjeldet foregik i Suzukier, der her var lukkede, men det blev der absolut ikke mere plads af. Heldigvis var vi jævnligt uden og gå, når bilen listede sig hen over et bjergskred eller skulle forcere et vandløb. Her måtte vi endda hjælpe med at skubbe, når bilerne sad fast i mudderet. Heldigvis lykkedes det os også at komme ud at gå i naturen, selv hvor det ikke var nødvendigt. Når man går i stedet for at køre, fornemmer man bedre den anderledes plantevækst, det stedlige dyreliv, omend vi kun så indgangene til hulerne til pibeharer, murmeldyr og mus. Luften, lyden og vinden er også anderledes, når man er ude i den.

En af de gange, vi var ud at gå, var det en længere tur. Først til et helligt sted med en stensamling og lodrette stænger med masser af bedeflag. Senere gik vi en gennem en stiliseret port af træ. Hvor vi gik – hvor de indfødte guider ledtes os hen – var der flere parallelle spor. Hjemme i Jylland ville jeg ikke være i tvivl om, at det var dyreveksler, men jeg spekulerede godt nok her på, hvilke dyr, der havde trådt disse veksler.

Sten, der flytter sig
Højsletten bag os strakte sig hen til en bjergvæg omkring en kilometer høj. Væggen var næsten lodret, men et sted var der et skred, der nærmest lignede en rampe op til plateauet en kilometer højere oppe. Allerede mens vi gik, havde nogle tanker strejfet mig – noget der kunne forklare de åbenbart hellige steder, vi havde passeret. Oppe på rampen var der noget, der tiltrak sig min opmærksomhed. Øverst oppe var der nogle sorte prikker samlet i afgrænsede grupper. På et tidspunkt delte jeg min iagttagelse med selskabet. De kiggede selvfølgelig op, men afgjorde, at det var store sten, de så. Da jeg kiggede næste gang lidt senere, kunne jeg konstatere, at der dels var kommet flere “sten” til dels, at “stenene” havde flyttet sig.

Hvad de medrejsende mente, var ligegyldigt, men jeg var skuffet over, at guiderne ikke syntes at have forstået noget. Hverken nationalguiden fra hovedstaden, guiden fra Lanzhau endsige den helt lokale guide fra Xiahe, som vi også slæbte rundt på og betalte for – og som ikke at forglemme tog de bedste pladser i Suzukierne. De var også alle kinesere, og tibetansk kultur var vel lige så fremmed for dem, som for os. Hvad værre var, de virkede heller ikke interesserede som os i tibetansk kultur.

Middag
Vi satte os på et tidspunkt, og guiderne lavede suppe af indholdet af plastposer og varmt vand fra medbragte termokander. Det var for så vidt et pragtfuldt måltid, dels fordi vi var ude i naturen, dels fordi den friske og tynde luft trættede og gjorde sultne. Jeg glemte helt at holde øje med rampen og de “sten,” der hele tiden kom tættere og tættere på. Jeg var ikke i tvivl mere og nævnede det for sidste gang i forbifarten på et tidspunkt, hvor vi endnu kunne nå at flytte, men der blev ikke reageret.

Yakkerne kommer
Lige pludselig stod det, der skulle have været “sten” foran os. En tibetansk familie til hest samt godt og vel hundrede yakker, mange af dem læsset med teltdug, teltstænger, komfur, kakkelovnsrør, brænde foruden almindeligt husgeråd, som ikke så let lod sig bestemme umiddelbart. De stoppede op foran os, og guiderne måtte hen og forhandle. Efter lidt snak og nogle gaver drog nomaderne uden om os i en stor bue.

Jeg talte løseligt omkring hundrede yakker og lige så mange får og eller geder, mens en anden deltager spurgte guiden. Han grinede og oplyste, at antallet kom an på, om der var skattevæsenet eller en eventuel friers far, der spurgte.

Vore guider, der blev betalt sig for at sætte sig ind i kulturen på det sted, de var guider – burde havde undgået at vælge lige netop den dag, hvor nomaderne drog ned fra højfjeldet, hvor de havde tilbragt sommeren i telt, og de burde i hvert fald have undgået at slå lejr lige på den tydeligt afmærkede århundrede gamle traditionelle og uden tvivl også hellige sti mellem højfjeldet og den nærmeste landsby.

Så vidt jeg har hørt senere, blev der indgået en aftale med tibetanerne om at respektere i hvert fald denne del af deres kultur. Aftalen blev nødvendig, da turiststrømmen øgedes i årene efter mit besøg, og generne for nomaderne accelererede. Nomaderne havde ikke helt den samme flair for at lave penge på deres kultur, som kineserne har for at lave penge på tibetanernes kultur.

Nu efter at banen til Lhasa er åbnet, søger turiststrømmen nok den vej, og tibetanerne i Nordtibet har mere fred i hvert fald for turister. Da jeg var der, mener jeg, at det var andet år, der var åbent her for vesterlændinge. Labrangklostret havde været åbent lidt længere, men stadig synes nogen af munkene, at det var sjovt, når vi kiggede med. Desværre kunne jeg ikke tale med dem, så jeg tror ikke at tømrermunken fandt ud af, at min interesse for hans vindueshjørnesamlinger skyldes, at han lavede dem lige nøjagtigt i modsat rækkefølge af, hvad jeg ville have gjort. Jeg har lært at lave tapper først, og så slidser bagefter efter tappene.

Bent Hansen 15. oktober 2013. Alle fotos er fra 1999.

Labrangklostret er et af Tibets store og betydelige klostre, omend det ligger i Kina uden for det såkaldt selvstyrende området, kineserne kalder Tibet. Klostret er sæde for flere videnskaber blandt andet om naturmedicin. Her ses detaljer af klostret.

Labrangklostret er et af Tibets store og betydelige klostre, omend det ligger i Kina uden for det såkaldt selvstyrende området, kineserne kalder Tibet. Klostret er sæde for flere videnskaber blandt andet om naturmedicin. Her ses detaljer af klostret.

 

Farveforskellen på græsset var vigtig. Trådte vi i det mest grønne græs, fik vi våde fødder. Når man skulle se sig for, var der ikke helt tid til at studere grundvandspejlets forløb i forhold til overfladen. I baggrunden anes en hyrde, men dyrene kunne vi ikke se. De var i lavningerne i det grønne græs.

Farveforskellen på græsset var vigtig. Trådte vi i det mest grønne græs, fik vi våde fødder. Når man skulle se sig for, var der ikke helt tid til at studere grundvandspejlets forløb i forhold til overfladen. I baggrunden anes en hyrde, men dyrene kunne vi ikke se. De var i lavningerne i det grønne græs.

 

Vi er kun omkring tre kilometer oppe, men ud over yakkerne var der Blå Enzian og Edelweiss foruden der i lavningerne lå ret store hagl faldet samme nat. I baggrunden bjerge med nyfalden sne.

Vi er kun omkring tre kilometer oppe, men ud over yakkerne var der Blå Enzian og Edelweiss foruden der i lavningerne lå ret store hagl faldet samme nat. I baggrunden bjerge med nyfalden sne.

 

Edelweiss

Edelweiss

 

En ond ånd havde bolig her. Via disse rafter kunne den undvige. På rafterne var der hængt bedeflag. Når flagene blafrede i vinden, blev de påtrykte bønner frigjort og med vinden ført til højere magter. Bjergvæggen i baggrunden havde en naturlige rampe, hvorad flere snese nomadefamilier var på vej ned. Mine øjne kunne svagt ane dem, mest fordi de ikke var sten eller vækster, for de flyttede sig. På fotoet ses dyrene næppe. Kun, når man ved, hvor de er.

 

Kineserne havde slået lejr midt på nomadernes hellige vej mellem sommer- og vintergræsningsområderne. To tydelige og flere knap så tydelige ses i græsset.

 

Hjord efter hjord af yakker og får kom nu ned fra bjerget. På rampen i baggrunden anes flere dyr, som selskabet imidlertid så som sten! - Sten plejer nu ikke af flytte sig.....

Hjord efter hjord af yakker og får kom nu ned fra bjerget. På rampen i baggrunden anes flere dyr, som selskabet imidlertid så som sten! – Sten plejer nu ikke af flytte sig…..

 

Lige foran os stopper fårene og yakkerne op. De kendte ikke vejen udenom. det havde de gennem tusinde år ikke været vant til, og måske var de bange for os?

Lige foran os stopper fårene og yakkerne op. De kendte ikke vejen udenom. det havde de gennem tusinde år ikke været vant til, og måske var de bange for os?

Yak med kakkelovnsrør. Andre yakker var læsset med teltstænger, husgeråd og brænde. Yakkenerne var ikke store, men de var åbenbart stærke. Der var to arter, en “ren” yak og en krydsning mellem yak og ko.

Yak med kakkelovnsrør. Andre yakker var læsset med teltstænger, husgeråd og brænde. Yakkenerne var ikke store, men de var åbenbart stærke. Der var to arter, en “ren” yak og en krydsning mellem yak og ko.

 

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Tibet. “Prærien” ved Labrang

  1. Pingback: Hyrder | Bents bane

Der er lukket for kommentarer.