Tale til Lises fødselsdag

Nr. Bjert januar 2019.

Kære Lise.

Da du blev 50 for snart mange år siden, opfordrede din gamle far dig til at holde noget festlighed i den anledning. Det syntes du, var en god idé, men der gik adskillige år, inden du var hjemme på din fødselsdag. Men ok, bedre sent end aldrig. Festen her skulle således være en fest i anledning af din 50 års-dag.

Arrangementet, fornemmer jeg på forhånd, er ikke en traditionel fest med suppe, steg og is, taler og sange. Derfor har jeg begået en lille tale, som jeg har lagt ud på min hjemmeside, som du gav mig, da jeg blev 75. Her kan du og andre interesserede finde den. Til gengæld bliver den skriftlige tale nok lidt længere, end den ville være blevet som ren tale. Når jeg er hjemme i Nr. Bjert igen, vil jeg prøve at finde nogle billeder fra din barndom frem og lægge dem ud på siden.

Jeg fornemmer, at der kun er ganske få med her, der har kendt dig fra din tidligste barndom, nemlig din moster og din gamle far. De næste bortset fra din bror kom ind i billedet efter 1970, så derfor skal talen eller rettere beretningen vise glimt fra dine første syv år.

Du er født og opvokset på landet. Langt ude på landet, hvor der var flere kilometer til nærmeste legekammerat, og de nærmeste var tilmed drenge og ældre end dig. På en pløjemark lå tre huse, og i det ene boede der en pebermø, der godt ville tage sig af dig, men jeg fornemmede, at det godt kunne blive for meget af det gode. I det andet hus boede en ungkarl, der aldrig var hjemme.

Når din mor og jeg havnede så langt ude på landet, var det boligsituationen, der også dengang for en menneskealder siden var håbløs. Efter syv år på pløjemarken kunne vi købe vores egen bolig noget nærmere byen og med legekammerater i de nærmeste huse. I vort vænge var der 24 børn i ni huse.

Nu har jeg måske allerede givet forklaringen på, at du ikke blev på landet, men så snart du kunne, allerede mens du endnu gik i skole, flyttede du først til Kolding og senere til København, og ind imellem til England, USA, Spanien, Portugal og Frankrig i perioder på op til et år. I København prøvede du både byen inden for søerne, Vesterbro, Nørrebro og Det ydre Nørrebro og sågar Nordværst, inden du slog dig ned i først Valby og så på Frederiksberg. Din bror bor stadig på landet, din far bebor stadig dit barndomshjem på landet. Efter syv år på en pløjemark, er det måske forklaringen på, at du har slået dig ned på Frederiksberg og ikke på landet? Det kneb måske nok også på pløjemarken med uddannelsestilbud og erhvervsmuligheder.

Min tale skal handle om de første syv år på pløjemarken. Jeg ved, at du ikke kan huske nogle af de tildragelser, jeg vil berette om, og nu har jeg fundet ud af, hvorfor. Det var før Lars kom til, så du har været to til tre år dengang.

Det var mit indtryk dengang, at du befandt dig meget godt i de landlige omgivelser og var glad for naturen. Det mener jeg da stadigvæk, at du er. Dine forældre gjorde også en del for, at du skulle blive glad for naturen.

En dag fandt jeg en lille salamander højst to centimeter lang med hale. Den var godt nok ikke bare død, men også mumificeret. Den viste jeg dig, fordi jeg syntes at den var lille og sød. Når jeg ikke kan huske, hvad du sagde, er det nok fordi, du ikke sagde noget. Du var vel endnu ikke gammel til at kunne tale. Men din reaktion husker jeg tydeligt. Du var ikke spor imponeret! Fra sandkassen, hvor du sad, langede du lige en arm ind i persillebedet, der stod op ad huset og sandkassen. Herfra halede du en salamander frem ved halen og svingede kræet hen foran mig. Den var ikke bare stor, den var kæmpe. Jeg erindrer 20 til 25 centimeter. Da du mente, at jeg havde set nok, satte du den tilbage i persillebedet igen og glattede persillen ud.

På en måde forstår jeg godt, at du ikke var imponeret over min salamander, hvis normen var jo større jo bedre, men jeg havde et helt andet problem: Hvor kom min lille salamander fra. Der var mindst en kilometer til det nærmeste udklækningssted. Og navnlig, hvordan var din salamander blevet så stor? Samtidig var jeg dog glad for, at du også havde styr på naturen, men gad vide, hvorfor jeg ikke skulle se den straks, du havde fundet den?

Vi, din mor og jeg spekulerede over problemet, hvor de dog kunne komme fra. Det blev din mor, der fik sat skred i en løsning og en afhjælpning af denne naturens uorden. Huset lugtede mere og mere af kloak, og lugten kom fra et indbygget skab, hvorfra der var adgang til krybekælderen under huset. Nu kunne vi sende bud efter husets bygmester, som også kom og efter kort tid kom op fra krybekælderen og meddelte, at det var smedens problem. Smeden mente nu, at det var mureren. De blev så enige om, at de begge var skyldige. Smeden havde vendt badekarret forkert, så afløbet mundede ud 1½ meter fra afløbsrøret, det skulle have været forbundet til. Fejlen var aldrig blevet rettet, eller forbindelsen mellem rørenderne var aldrig blevet etableret.

Dengang var der ikke vandskat og slet ikke vandafledningsafgift, så vi tog formentlig karbad, og i hvert fald du fik bad hver dag i en rød plastikbalje i badekarret, så hver dag væltede vi omkring 25 liter vand ned i krybekælderen til glæde for salamandere, frøer og tudser. Rotter var der ikke, og mosegrisene holdt sig til haven. Sjovt nok havde kræene opdaget miseren længe før os.

Miseren blev rettet og kræene uddøde her.

I Danmark er der tre arter af salamandre:
Den lille Salamander, der er 6 – 7 centimeter lang.
Bjergsalamanderen, der er 7 – 12 centimeter lang.
Den store Salamander, der er 10 – 16 centimeter lang.
Dit kæledyr har uden tvivl været en Stor Vandsalamander, og tilstedeværelse af vore varmerør i krybekælderen i forbindelse med jordens naturlige varme havde gjort kræet meget større end 16 centimeter.

Selv om vi ofte ser salamandre, er det ikke noget vi går rundt og fotograferer. Den eneste salamander, familiealbummet kan byde på er et udenlandsk eksemplar af en bjergsalamander fotograferet i Italien højt oppe i Appenninernes bjerge på vej til Monte Forato, 1233 meter, bjerget med hul i. Det var i år 2000, og jeg fotograferede, fordi salamanderen var overraskende stor – mellem 20 og 30 centimeter.

En dag, stadig før før din bror blev født, havde jeg vist dig en solsorterede med unger i og forklaret, at du nok måtte se, men ikke røre endsige gå tæt på. Moderen fløj nervøst over reden, mens vi kiggede og først, da vi var gået igen, vendte den tilbage og fodrede. Du gjorde, som jeg havde sagt: Kiggede, men rørte ikke. Kort tid efter måtte vi rejse en uge i embedets medfør og overlade dig til en barnepige. Hun berettede, at en dag kom du ned fra naturen med din lille, gule spand med solsorterede og unger i, som du havde inviteret hjem, for at i kunne lege sammen. Det lykkedes barnepigen at overtale dig til at lægge rede og unger tilbage på plads, og moderen tog sig igen af ungerne.

Med den naturglæde kan det stadig godt undre, at du nu har slået dig ned i en millionby.

Det var ved gavlen af huset under vinduet, at der senere kom persillebed og sandkasse og endnu senere en lille aftenterrasse. Her er du 1½, og vi skriver 1965.

Ved gavlen var der åbenbart først ingenting, som på ovenstående foto, så var der sandkasse, men senere har jeg lavet terrasse og sat markise op over vinduet mod vest. Her ser du persillebeddet op ad gavlen, men salamanderne var nok allerede væk. På denne søndag eftermiddag prøver din mor at tage lidt solbad, med det kan være svært med børn. Det er mor underst og dig i midten, mens lillebror Lars på to år sidder øverst. Foto fra 1970.

Der er så dejligt ude på landet. Her er du tre år og sammen med din mor.

Og her sammen med din far og en masse blomster. De to roser har jeg endnu 52 år senere. De har overlevet flere flytninger.

Legehuset kom til senere. Det udvidedes hurtigt med et køkken, men allerede her er stork på taget, altankasser med blomster, have med stakit, og senere tilkom også en carport til cyklen. Vi skriver 1967.

Et farvefoto af stakittet. Både det og huset var holdt i svenskrød, der var ret sjælden i Danmark i 1967. Flagstangen er endnu ikke gravet ned.

Nu til noget helt andet, der skriver sig til tiden i Nr. Bjert. På din indbydelse på nettet var der et foto af dig sammen med et dyr. Jeg tror, at det er et føl, og det er føllet til den hest du som barn passede på en af de store gårde i Nr. Bjert, hvor ædel hesteavl var en hobby for den gamle ejer og hans søn.

Den morgen, hoppen folede, kom du hjem og meddelte os det og foreslog, at vi tog ned og hilste på føllet. Over middag gik jeg så ned på gården, men alt åndede fred. Mor og barn var ikke inde i stalden, men ude på marken under et træ lå hestemoderen og sov. Du brugte hesten som hovedpude og sov også. I favnen havde du det nyfødte, en halv snes timer gamle føl, og det sov også trygt. Da jeg nærmede mig, sprang moderen op, så både du og føllet væltede. En hestemor har alle sanser åbne, også selv om det ser ud til, at den sover. Jeg fik lov til af hoppen at se føllet, men ikke at klappe det. Her blev jeg klar over, at du kunne noget med heste. Det eneste, du aldrig kunne lære den, var ikke at være bange for blå blomster. At hestene ikke fandt sig i noget, ses af, at ejerens søn blev sparket ret alvorligt af en af hestene, men du har altid kunnet berolige en ophidset hest.

Endnu har jeg ikke fundet det omtalte hestebillede. Jeg er bange for, at det er et dias, og det kan jeg ikke skanne. Men familiealbummet havde mange andre hestebilleder, som du skal se nogen af.

Hoppe med føl foran gårdens lade. Lidt af en ældre nyrestaureret smuk bindingsværkslade ses også. Den blev dog senere revet ned. Racen hedder Dartmoore og de er ponyer, men kun få centimeter fra at være heste. Foto fra 1977.

En anden Dartmoore med sit føl. Stadig 1977. Dartmoore er et landskab (en mose) i Sydvestengland kendt dels for de stærke ponyer dels fra spøgelseshistorier og kriminalromaner.

Dette mere kompakte føl er nok en shetlænder, hvor moderen var meget mere large og gerne lod fremmede tage sig af føllet. Foto fra 1973.

Du ønskes alt godt for den næste halve århundrede, selv om der allerede er gået flere år af det næste halve århundrede.

Din far.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.