HVORDAN OG HVORNÅR
Mens vore børn var små i 60’erne og 70’erne, have vi lejlighed til hvert år at holde et par ugers sommerferie i et sommerhus på Rømø.
Under opholdet gik vi altid til den lokale købmand, der også drev kiosken på færgen til Sild og fik fribilletter til en tur med færgen. Vi gik altid i land i List på Sild, som vi kalder øen, tyskerne kalder Sylt. Vi tog endvidere altid toget videre til Westerland, hovedbyen på øen. Byen var legeplads om sommeren for den vesttyske elite, men vi fandt også glæde ved at gå på hovedgaden og se butikker med varer, vi hverken havde brug for eller ville eje, selv om sandheden nok var, at vi ikke havde råd til at købe dem. Vi endte altid ved nedgangen til stranden, hvor vi kunne glæde os over Rømøs strande, hvor det ikke kostede en dagløn at komme ned, og hvor man heller ikke skulle bade til musik fra et symfoniorkester!
Vi kom til Westerland og retur med toget, men da banen blev nedlagt i 1970, var det slut. Vi prøvede bussen en enkelt gang, men den havde svært ved at komme frem for privatbiler. Vi tog også vor egen bil med en enkelt gang, men også her viste det sig nær umuligt at finde en p-plads. Efter nogle år, hvor vi efterhånden lærte List på Silds nordende at kende og blev glad for den, blev børnene store og sommerhuset var udtjent og solgtes.
Foruden turen gennem Westerland benyttede jeg opholdet til at studere den stedlige jernbane nærmere. Jeg havde nok dengang et fotografiapparat, men det var til billeder af børnene, og dem tog man på dias, den eneste mulighed for at tage farvebilleder dengang. Billederne fra Inselbahn er enten taget med et boxkamera på en seks gange seks centimeter rullefilm eller på en farvenegativfilm, der er fremkaldt som sort/hvid. Begge dele var ikke godt, og det bærer billederne præg af.
SYLTER VERKEHRSGESELLSCHAFT
Smalsporet jernbane i 1000 mm på Sild blev allerede anlagt 1888 og førte fra Munkmarsch til Westerland. Fra Munkmarsch på Østsild var der færgeforbindelse til Højer Sluse. Da Nordslesvig kom tilbage til Danmark i 1920, kørte plomberede tog fra Tyskland til færgen i Højer Sluse, så tyskerne ikke behøvede pas for at komme til Sild. Denne trafik stoppede naturligvis med Hindenburgdæmningen 1927. Smalspornettet udbyggedes efterhånden med flere baner: En nordbane fra Westerland til List åbnet 1903 til Kampen og 1908 til List og en Sydbane fra Westerland til Hørnum åbnet 1901. De to selskaber havde hver sin station i Westerland, men der var et forbindelsesspor mellem de to banegårde fra 1917 uden tvivl anlagt af militæret, og senere blev de to baneselskaber slået sammen og efter krigen dannedes Sylter Verkehrsbetriebe, der også omfattede øens busser, både linjebusser og turistbusser. Fra Nordbanegården udgik indtil 1927 banen til færgen i Munkmarsch, men denne linje var overflødig efter dæmningen og normalsporets ankomst. En kort bane til Keitum mod øst ses ikke på de officielle kort, men militæret drev denne strækning 1916 – 22.
På normalsporet overførtes også biler, idet dæmningen til Sild kun var belagt med jernbanespor, der endog kun er enkeltspor.
Banegården i List lå oprindelig ved drejeskiven 500 meter fra havnen, men under Første Verdenskrig forlangte militæret banegården flyttet 1200 meter mod syd. Vi stod som regel altid på her, men stod af ved drejeskiven, når vi skulle hjem, da der herfra var 1200 meter kortere at gå til færgen.
I folkemunde kaldtes banen Rasende Emma. Også i DDR havde et par smalsporbaner navn: Molly i Bad Doberan og Rasender Roland på Rügen. Navnet Feuriger Elias har jeg også hørt om Inselbanen, men dette navn kan bruges om alle sådanne smalsporbaner og sidebaner generelt. Enten om damplokomotivet eller om hele banen.
Bag Sydbanen stod Hapag, et dampskibsselskab i Hamburg. Bag Nordbanen den alle steds nærværende Kuhrt fra Flensborg, der også er kendt fra de nordslesvigske amtsbaner. Nordbanen hed oprindeligt Sylter Dampfspurbahn.
1940, hvor Marinen og Luftvåbenet var hovedbrugeren, overtog Det tyske Rige banerne. I løbet af 50’erne blev de overgivet til Sylter Verkehrsbetriebe, der var dannet 1952 som et privat busselskab på øen. På mange af postkortene kaldes banerne dog Sylter Inselbahn.
På banerne kørtes naturligvis damptog i starten. Mange af lokomotiverne var små tokoblerede meget lig industribanelokomotiver og heller ikke meget større. Munkmarschbanen startede med to sådanne små damplokomotiver, der først fik forstærkning år 1900. 1901 til Sydbanen anskaffedes tre styk trekoblere fra Freudenstein. Flertallet af banens lokomotiver var købt brugte fra andre baner og således vidt forskellige. Nu sås både B- og C-koblere med for eller efterløber samt en enkelt D-kobler, der dog både for tung og stiv banerne på Sild, idet det trykkede skinnerne fra hinanden i kurverne. Den sendte derfor hurtigt tilbage til fabrikken.
Senere igen gik man over til motortog. Der købtes materiel ind overalt, hvor der lukkedes metersporede baner i Vesttyskland. Derfor var der mange spændende ting at se ved banerne på Sild. Lidt nyt købte man dog også. Her var man også lidt specielle. Man anskaffede nogle Borgward sættevognslastbiler, hvor sættevognen indrettedes til personbefordring. Dem prøvede jeg aldrig. Vi gik altid ind i den efterhængte personvogn, om end den var fra før første verdenskrig. Det har nok været de åbne endeperroner, der tiltalte mig. Borgwarderne fra en bilfabrik i Bremen var bygget på gummihjul og kørtes ad landevejen til Sild. Først her byggedes de om med jernbanehjul. Byggeårene lå fra 1952 til 1954 for de fem anskaffelser. De nummereredes LT1 – 5. LT står for Leichttriebvagen. LT4 sendtes 1970 til IHS, Interessengemeinschaft Historischer Schienenverkehr e. V. i Geilenkirchen, hvis bane også kaldes Selfkantbahn, hvorfra den dog allerede 1978 sendtes til HSM, Historische Strassenbahn-Museum i Hannover. I 2013 gik den private ejer af Sylter Verkehrsbetriebe hen og købte køretøjet tilbage til Sild! Det restaureres i øjeblikket (2016,) og der er indsamlet 52 % af de 300 000 €, restaureringen vil koste. De øvrige Borgwardskinnebusser ophuggedes på Sild 1972.
Under begge verdenskrige udbyggedes banerne med militærbaner, både i meterspor og under sidste krig i normalspor. Ved mine første besøg i starten af 60’erne lå der stadig spor overalt i List, som et minde om militærbanerne. Også et endnu smallere spor sås i List dengang. Jeg fandt senere ud af, at det var fra Det preussiske Østersfiskeri. Sporvidden var her 600 mm. Sporet førte fra en hal med klækkebassiner til en anløbsbro. Sporet fungerede 1910 – 36. Selv om den asiasiske Stillehavsøsters også her breder sig, dyrkes der vist stadig østers i Vadehavet ved Sild, og lokale kan også på vaderne samle et måltid ved ebbe. Før min tid havde der også i List været rester af 520 mm og 600 mm spor sikkert fra militæret?
Som et kuriosum kørte lokomotiver fra Amtsbanerne i Haderslev og Åbenrå også rundt på Silds militærbaner under Første Verdenskrig, men de returneredes i modsætning til de søstre, der sendtes til Vestfronten. Til gengæld måtte banerne på Sild afgive materiel til militærbanerne på Helgoland.
I 1970 erstattedes banen med busser.
DEUTSCHE BUNDESBAHN I WESTERLAND
DIGEANLÆG
Ukendt digeanlæg
1922 meddeler Flensborg Avis om et digeanlæg på Sild. Her formodes det, at der har været anvendt tipvogne, uden at de nærmere omstændigheder kendes. Stedet er heller ikke opgivet. Der kan efter årstallet at dømme være tale om Hindenburgdæmningen, idet journalister ofte ikke har skelnet mellem en dæmning (fra et punkt til et andet) og et dige (rundt om et afgrænset område.)
1935 – 37. Nössekoog
På Sylt inddigedes 1700 ha. med et 13,1 km langt dige. Flensborg Avis omtaler 1936, at et digearbejde ved Næsodde er vedtaget. Inddigningen omfatter 1700 tdr. land under Digeforbundet Næsodde. Næsodde ligger på Sild. Hvad den hedder på tysk interesserer ikke Flensborg Avis, der fremdeles, skønt vi nu er i Det tredje Rige, taler (skriver) dansk. Nössekoog må bestemt ligge på Næsodde?
VEJANLÆG
DIVERSE
Anton Lorentsen, Munkmarsk Sylt og Herman Lorentsen, Astrup, Skærbæk averterer i følge Vestkysten i 1920 2 trælader, 12 meter brede, 30 meter lange og 3,60 meter høje til salg sammen med 244 tipvognsskinner med sveller, 1500 meter. tipvognsspor med 65 tipvogne og et fabriksanlæg. Det understregens at tilbuddet er billigt.
KILDER
Egen forskning.
Oplysninger fra ansatte ved banerne.
En stor mængde håndskrevene notater fra Christopher Wulfgramm, der en overgang arbejdede i List.
Fotos fra S. Thostrup Christensen.
Fotos fra Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig her gengivet med tilladelse.
Gerd Wolff, Deutsche Klein- unde Privatbahnen. Teil 1. Schleswig-Holstein Hamburg. Wolfgang Zeunert uden udgivelsesår. Jeg har benyttet den sort/hvide udgave, men bogen finde nu formentlig i en udgave med farvefotos?
Hans Jürgen Stöver, Sylter Inselbahn I – IV. Eget forlag 1989 – 91.
I Dampflokomotiven
II Leichttriebwagen und Draisinen
III Triebwagen und Diesellokomotiven
IV Von Sylts Inselbahn und den Bäderschiffen
Der findes sandsynligvis flere bind, men jeg kom ikke mere på Sild …..
Flensborg Avis.
Vestkysten.
Pingback: Privatbaner omkring Köln | Bents bane