Sverige. Jura og jættehøns

Temarejer
Når jeg arrangerer en tur i udlandet eller i Danmark, er der altid et eller andet, jeg gerne vil se. En enkelt gang har jeg kreeret en tematur, hvor temaet var jura og jættehøns. Vi tog til Skåne. Jura er den midterste tidsperiode i jorden middelalder 200 – 146 millioner år før nu. Sådan ca. Tidsgrænserne flyttes jævnligt i takt med videnskabens landvindinger. Dinosaurerne var førende på jorden i dyreriget, og fuglene udviklede sig fra dem. Mange dinosaurier gik derfor på bagbenene og havde tre tæer, så deres fodspor lignede fuglefodspor, for eksempels som dem, høns sætter. Da mange dinosaurier var store, blev sporene også store. Da man i Skåne fandt disse kæmpe ”fuglefodspor” i kulminerne, og man ikke kendte ophavet, døbte folkeviddet dem jættehøns. Jætte er på svensk noget stort.

Min tur havde et biemne. Vulkaner, men det er en helt anden historie.

Höganäs
Turens første dage var helliget juraen og jættehønsene. Vi beså fire museer for den svenske kulminedrift, hvor ildfast ler var et biprodukt og senere blev hovedproduktet. Første besøg gjaldt museet i Höganäs, hvor jeg tog mig af kulminerne og Edit tog sig af keramikken, idet museet havde en repræsentativ samling af kunstnerisk keramik fra Höganäs. Sammen så vi fodaftrykket af jættehønen.

Vi havde ikke rigtig nogen litteratur at køre efter. Jeg vidste dog nogenlunde, hvor der i Skåne havde været brudt kul, og i fire tilfælde var vi heldige, at der på stedet var et museum, der også havde minder om kulminedriften og dens minebaner. Allerede i min pure ungdom havde jeg i en britisk bog læst, at den ældste jernbane i Norden havde ligget ved Höganäs allerede sidst i 1700-tallet. Faktisk troede jeg ikke rigtig på det, men jeg blev på museerne meget klogere, og jeg fandt også en bane fra en mellemsvensk jernmine, der var endnu ældre!

Valåkra
Turens sidste temabesøg gjaldt et sted, hvor leret havde været i højsædet. Her var i de gamle lergrave fundet ikke mindre end ti fodspor i tidens løb. Jeg havde som sagt ingen forhåndsomtale, så jeg håbede på, at jeg måske kunne gå ned i lergraven, og måske fandt jeg det ellevte fodspor. Hvem ved? Efter lidt søgen fandt vi på et sted ved navn Valåkra med en naturpark, hvor vi blandt anden så en meget sjælden fisk på dansk en dyndsmerling og på svensk en grønling. Det tog 20 minutter at lure den og få den at se, uden at den opdagede os først. I åen var der også ål. Åen hedder Rå-å. Den løber ud syd for Helsingborg i en byen der efter åen hedder Råå. Jævnfør vor by Grenå. Efterhånden kom åen gennem Råå så til at hedde Råå-åen på svensk. På dansk Rååå. Ålene her er lidt specielle, og de kaldes Rååål. En nu afdød ven, der nægtede at skrive bolleå og stadig skrev navneord med stort samt kunde , skulde og vilde, som jeg også skulle gøre, sidst til optagelsesprøven til mellemskolen! – ville altså således skulle skrive Raaaaaaaal! Den historie har jeg prøvet at fortælle flere svenskere, altså den om Råååål, men de kendte den alle sammen. Andre, vi var sammen med, spurgte forsigtig, om jeg vidste, om vulkanerne nu også var udslukte. Nogle, vil mødte i Italien og delte bord med, var fra Häglinge Sogn, men de anede ikke, at sognet var Sveriges mest vulkanrige med over 100 vulkanruiner. Og så kører vi hundreder af kilometer for at se dem.

En ildsjæl
Tilbage til Valåkra. Her var en 150 år gammel ovn til brænding af keramik. Stedet havde imidlertid været ude af drift længe, men en keramisk ildsjæl kom og så og købte. Hun havde dog ikke en million til at få ovnen sat i stand. Hun fik stillet en kreds af interesserede på benene og rejst midler, så ovnen i dag er revet ned og genopbygget, som den var. Ud over, at hun nu kan bruge den, er der museum, naturpark, keramikskole og et spisested på stedet. Vi mødte ildsjælen og talte med hende. Jeg fik her styr på geologien. Om biologien var der skilte, så det var intet problem. Vi syntes virkelig, at besøget var alle tiders, navnlig, da vi startede på bar bund, uden overhovedet et vide, hvor stedet lå eller, hvad der var at se – om noget overhovedet. Turen sluttede på spisestedet. Vi fik salat med italiensk skinke, og ovenpå var der drysset nogen små korn, vi dengang ikke kendte. Det gør vi nu. Det var quinoa. En pragtfuld ret som kronen på en pragtfuld formiddag ikke mange kilometer fra Danmark. Og så gav vi kun omkring 100 kr hver for retten samt en letøl. Jeg skulle jo køre.

Først da vi havde forladt bivejen ad en sidevej, så vi skiltet til Valåkra. Fotoene er alle fra 2011.

Først da vi havde forladt bivejen ad en sidevej, så vi skiltet til Valåkra. Fotoene er alle fra 2011.

 

Inde i lertøjsfabrikkens salgslokale fandt vi fodsporet af “jættehønen” sammen med en model af den. Naturparkens brochurer udtaler sig ikke om navnet, men et indlæg på nettet kalder den Grallator. Den var et par meter høj eller lang, om man vil.

Ovnen til brænding af lertøjet var fra 1864. Som den står her, er den dog helt ny. Nedbrudt og genrejst for 1 million svenske kroner, men så tager den også 6 tons polske kul til en brænding.

Det tager tre måneder at producere lertøj nok til at fylde ovnen. Brændingen tager tre dage, og herunder sover ildsjælen i en drømmeseng på stedet, idet hun hver halve time skal skovle kul ind og til allersidst salt. Lertøjet bliver herved saltglasseret og altså til stentøj. Nedkølingen tager også nogle dage. Stentøj har en speciel glat overflade og er hårdt brændt.

Stedet åbnede en helt time før, fordi de opdagede, at vi gik rundt der. Derfor støttede vi både butikken og spisestedet. Servicet er stentøj af egen tilvirkning. Vi fik frokost med letøl for nøjagtig 203 svenske kroner!

En naturpark er noget mere vild end en almindelig park. Ikke underligt, at det var svært at se de vilde dyr her, men det lykkedes. Planterne her, Balsaminer, der dominerer, er nu ikke natur, idet de er rømmede stauder fra en nærliggende have. Det er vist Springbalsaminer? Turen i naturområdet bekom os nu også vel.

Bent Hansen.

Dette indlæg blev udgivet i Geologi, Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.