Sverige. Ingenting

Turen til svensk Lappland skulle have været jernbanetur, men den endte med at blive en pragtfuld vandre- og naturtur. Successen skyldtes ikke mindst, at der absolut intet var at se i Lappland ud over uberørt natur og stilhed, ro og fred, og hvem kan ikke trænge til det?

Dette indlæg er ikke inspireret af Odysseus, der kaldte sig selv for “Ingen.” Det viste sig, at være en god idé, men det er en helt anden historie. For at få denne historie må du læse Homér.

Udsigt fra hytten klokken 2 om natten. I baggrunden Lapporten. Egentlig skulle den hedde Lappporten, for Lappland er med to p'er, men svenskerne har lige som andre germanere rationaliseret. Gletscherdalen er en samisk helligdom. Til højre bjerget Njulla 1164 meter og en malmbanetunnel. I forgrunden Björkliden.

Udsigt fra hytten klokken 2 om natten. I baggrunden Lapporten. Egentlig skulle den hedde Lappporten, for Lappland er med to p’er, men svenskerne har lige som andre germanere rationaliseret. Gletscherdalen er en samisk helligdom. Til højre bjerget Njulla 1164 meter og en malmbanetunnel. I forgrunden Björkliden.

I Lappland
Jeg var havnet i Björkliden i svensk Lappland på en fjorten dages ferie i 2002. Jeg var sammen med en tysk ven, og vore planer var at opholde os her den ene uge for at fotografere malmtog på malmbanen til Narvik og så i den anden uge at køre rundt i Sydsverige i en lejet bil også for at fotografere tog naturligvis. Sådan kom det ikke til at gå. Det viste sig at regne uophørligt i Sydsverige, mens det i Lappland var 25 grader og højt, flot solskin. Vi valgte derfor at blive. De tre typer malmbanelokomotiver, der var her, havde vi forlængst fotograferet i alle mulige situationer, men vi havde fået smag for at vandre både i fjeldet og langs malmbanen. Det var endnu forår, og myggene opholdt sig stadig som larver i alle vandhuller. Først få dage, før vi skulle hjem, så jeg de første pupper og hurtigt efter, de første myg. Så var det med at komme hjem.

I Björkliden var der en stor hytteby, men kun fire hytter var udlejet, og andre steder var der også kun ganske få turister. Mellem 16 og 18 var der et sted i Björkliden, hvor vi kunne købe en letøl og noget spiseligt i dybfrost. Da vi efterhånden havde spist dem ud af butikken, og der kun var noget tilbage, der var udløbet for år tilbage, tog vi til Abisko, hvor der var en “grænsebutik,” hvor nordmændene og enkelte finner handlede. Her var udvalget lidt større.

Fra en af gåturene. Nede i dalen ses hovedvejen til Narvik, og malmbanen anes. Ved banen til venstre et kolonnehus og Loktatjåkka Station til højre. Måske kan du også øjne et snegalleri? Vandet er Torneelv.

Fra en af gåturene. Nede i dalen ses hovedvejen til Narvik, og malmbanen anes. Ved banen til venstre et kolonnehus og Loktatjåkka Station til højre. Måske kan du også øjne et snegalleri? Vandet er Torneelv.

Rejseform
Vi var taget med toget til Björkliden fra henholdsvis Kolding og Bremen og mødtes i Göteborg, og vi brugte også toget til vore ture. Fra morgenstunden kunne vi jævnligt komme i retning af Narvik, og om eftermiddagen kunne vi komme retur. Ikke alle tog standsede dog ved trinbrætterne ude i området, så vi skulle se i køreplanen, inden vi gik. Vi kunne derimod ikke komme til Kiruna, for første tog kørte ved middagstid og sidste tog afgik retur så kort tid efter, at der ikke var tid til et besøg ved remisen.

Der var også ture nok at gå i området omkring os og i områderne omkring nabostationerne. Flere gange tog vi toget ud og gik hjem. Var vi længere borte i retning af Rigsgrænsen, måtte vi ty til toget, når vi skulle hjem. Der var enhedspris på 25 kroner for en tur og ikke noget, der hed returbillet. Togføreren på det mest benyttede sidste tog, der ankom til Björkliden, da butikken havde åbent, så vi kunne få mad med hjem, kendte os efterhånden. Når vi ankom til et trinbræt, og hvis første tog hjem ikke standsede, tog vi to gange første standsende tog, men den forkerte vej. Vi kunne så skifte ved næste station, hvor toget i den rigtige retning standsede. Måske kom vi på den måde hjem lidt tidligere, men i alle tilfælde, vi rejste og stod ikke bare og ventede. Fordelen nedvejedes dog af, at så skulle vi senere ned til stationen igen og købe mad. Togføreren kunne godt regne ud, at vi var smarte og ville spare ventetid, så han billetterede os ikke, skønt han formentlig skulle. Først da vi virkelig var på vej retur, solgte han os billetter.

Ved nogle af stationerne var der en stationsbygning, men ikke alle steder. Der var dog en ventesal, og der var et skilt, vi skulle dreje, hvis vi ville med toget. Vi huskede altid at dreje skiltet lige inden vi entrede, så togføreren var fri for at skulle ud og gøre det.

Det er om at holde tungen lige i munden, for stenen er glatte. Den beskrevne måde at passere på kunne vi jo ikke fotografere al den stund, vi skulle bruge begge hænder til at holde med. Foto: Ulrich Völz.

Det er om at holde tungen lige i munden, for stenene er glatte. Den beskrevne måde at passere på kunne vi jo ikke fotografere al den stund, vi skulle bruge begge hænder til at holde med. Foto: Ulrich Völz.

Traveture
Ikke alle ture kunne vi gennemføre. Det kraftige tøvejr gjorde vandløbene til rivende strømme, og mange af dem skulle vi vade over. Det gik om formiddagen, hvor det havde været koldt om natten, men om eftermiddagen, hvor varmen havde smeltet en masse sne, måtte vi havde støvlerne af, da vandstanden var højere en støvlekanten. Stenene i elvene var sindssygt glatte, og strømmen tog fødderne, så de ikke landede der, hvor vi troede, vi satte dem. Vi måtte støtte hinanden og kun flytte ét ben ad gangen, så vi hele tiden stod på tre ben! Snemarkerne, der førte over andre elve var også ved at have svært ved at bære. Min makker faldt igennem og fik våde fødder, men jeg havde fundet ud af at gå i sporene på de mange rensdyr i området. Jeg var overbevist om, at renerne kunne fornemme, hvor sneen kunne bære, selv om man selvfølgelig hører om forulykkede rener og elge. Da jeg lige havde set renen, gik jeg ud fra, at sporene var friske. Den havde godt nok to fødder mere end jeg havde, men jeg havde så meget større understøtningflade, selv om dyret er et klovdyr, hvor klovene stritter ved belastning, men min størrelse 45 ville den aldrig nå op på. Det virkede, men måske var jeg heldig. Jo, jeg kunne også godt fornemme, hvor der var vand under sneen. Netop på steder med større vandløb under sneen, måtte vi give op og vende om.

Denne elv turde vi ikke passere hverken ved almindelig vadning eller ved at gå over snedækket. Vi var måske endda heldige, at vi så den? Bemærk varden. Vi skulle have været over fjeldene i baggrunden ned til Malmbanen, men her vendte vi.

Denne elv turde vi ikke passere hverken ved almindelig vadning eller ved at gå over snedækket. Vi var måske endda heldige, at vi så den? Bemærk varden. Vi skulle have været over fjeldene i baggrunden ned til Malmbanen, men her vendte vi.

Vi havde madpakker med. Jeg spiste på sådan en tur fire gange så meget som normalt, og vi drak oceaner af vand. Det havde vi selvfølgelig med i en flaske fra hytten, men som regel hældte vi det ud, når vi var tørstige og fyldte flasken fra nærmeste elv.

Turene var meget afvekslende, selv om de mest foregik i fjeldmark. Kun ved start og slut, var vi stedvis i områder med lav skov. Målet var blot gåturen, men nogle steder var der dyr og fugle, andre steder var der områder, hvor gletschere havde huseret for ikke så forfærdelig mange år siden. Et sted var der et sammenstyrtet bjerg, hvor resterne i form af husstore klippeblokke lå overalt. Nogle havde været lagdelte og lagene var styrtet ned og stod nu på højkant som en mur.

Bjerget i baggrunden ligger i Norge. Søen her gik vi dog uden om. Det var vindstille, så vi gik i undertrøjer og spiste i bar overkrop. Mest fordi tøjet var vådt af sved. Det lå til tørre i solen.

Bjerget i baggrunden ligger i Norge. Søen her gik vi dog uden om. Det var vindstille, så vi gik i undertrøjer og spiste i bar overkrop. Mest fordi tøjet var vådt af sved. Det lå til tørre i solen.

Mens det selvfølgelig var smart at være på Björkliden Station, når toget afgik, hvis vi ville med ud med dagens første tog, var der én ting her, der var meget vigtigt: Togafgangen til hjemturen. Stod vi ved et trinbræt, var der kun ét tog at vælge imellem sidst på eftermiddagen. Missede vi det, var der en meget lang gåtur hjem. Vi kom derfor i god tid. Det var åbenbart sket for nogen, for en beretning var skrevet på en plakat i ventesalen. De var gået ned til vejen, der også krydsede naturparken og en af de få biler, der passerede, havde taget dem op. De må være vendt tilbage med deres plakat og hængt den op, så det må have gjort et vist indtryk på dem.

En enlig ren havde ikke set mig, men den løb, da den så mit fotografiapparat, men for sent. Det var blandt andet den, der ledte mig sikkert over snemarkerne, idet jeg gik i den nyligt afsatte fodspor.

En enlig ren havde ikke set mig, men den løb, da den så mit fotografiapparat, men for sent. Det var blandt andet den, der ledte mig sikkert over snemarkerne, idet jeg gik i dens nyligt afsatte fodspor.

Ventetid
På en af turene ankom vi til en station to timer før togafgang. Der var absolut intet at se her. Et enkelt spor, en grusperron og så det vigtige skilt, vi skulle vende rigtigt, for at toget stoppede. Der var en ventesal med toilet. Ellers var der ikke andre huse i miles omkreds. Så vidt jeg husker, var ventesalen opvarmet, hvis ikke det som nu var 25 grader udenfor. Ventesalen var også myggefri, for myggene var så småt begyndt at komme på turen sidste dage. Jeg satte mig og begyndte at læse i min bog, men lidt efter faldt jeg i søvn. Da jeg vågnede, var der stadig en time til afgang. Jeg gik ud på perronen og håbede på et malmtog, men ellers stod jeg bare og gik i et med naturen. Tankerne fløj. Verdens problemer kunne jeg alligevel ikke gøre noget ved herude, og mine egne såmænd heller ikke. Jeg stod bare og så og lyttede til naturen og lavede absolut ingenting. Det var ikke min oplevelse, at tiden var lang. Før jeg vidste af det, var timen gået, og toget kom. Ingen tanker er så tunge, at man ikke kan gå fra dem, sagde Kirkegaard. Det gjaldt specielt her, navnlig da vi altid tog hjem fra en anden station, end vi var gået ud fra. Derfor stod de tanker, vi var gået fra, ikke og ventede på os, for vi kom ikke tilbage.

 Selv om de lodrette klipper her geologisk godt kunne udlægges som en gang, var der så mange store sten og et bjerg oven over, hvor de manglede, det jeg er ikke i tvivl om, at jeg stod over for et sammenstyret bjerg. De findes også i Alperne. En forstenet by er den nærmeste en oversættelse, jeg kan komme jeg kan komme. Sten kan på dansk godt gøres til tillægsord og bøjes, men så givet det en anden mening. Vi er i Blomsterdalen oven for Vassijaure station.


Selv om de lodrette klipper her geologisk godt kunne udlægges som en gang, var der så mange store sten og et bjerg oven over, hvor de manglede, er jeg er ikke i tvivl om, at jeg stod over for et sammenstyret bjerg. De findes også i Alperne. En forstenet by er den nærmeste en oversættelse, jeg kan komme. Sten kan på dansk godt gøres til tillægsord og bøjes, men så givet det en anden mening. Vi er i Blomsterdalen oven for Vassijaure station.

 

Turens højdepunkt
I min dagbog har jeg skrevet: Turen højdepunkt, var et vanskeligt begreb. Højdepunktet var ingenting. I Lappland var der ingenting at lave og ingenting at se. Alt var totalt øde og totalt stille. Der var oceaner af tid. Der var ikke noget, der hed tv-avistid eller for den sags skyld sengetid. Det blev jo ikke mørkt. Kun én ting skulle vi passe: Dagens sidste tog hjem.

Den totale afkobling er uden tvivl sund – i hvert fald et stykke tid. På spørgsmål om min ferie nævnede jeg højdepunktet: Ingenting! Enten forstod spørgeren det ikke, eller også så bekendtgjorde spørgeren, at for ham skulle der ske noget. Jeg har fået revet i næsen, at der, hvor mit sommerhus ligger, er der kedeligt, for der er ingen diskoteker. Jeg er glad for, at der ingen diskoteker var i Björkliden, og hvis der kommer et ved mit sommerhus, vil sommerhuset straks være billigt til salg!

Jeg var virkelig ladet op, da jeg var hjemme igen.

En lille gletscher har ligge på toppen engang og møvet sig ned og dannet en rund dal, en cirkusdal. Nu er der for varmt til gletscheren, så den er forlængst smeltet, men vandet løber stadig og har dannet en meget fin aflejringskegle. Vi skulle tværs over den.

En lille gletscher har ligget på toppen engang og møvet sig ned og dannet en rund dal, en cirkusdal. Nu er der for varmt til gletscheren, så den er forlængst smeltet, men vandet løber stadig og har dannet en meget fin aflejringskegle. Vi skulle tværs over den.

Der er mere om Lappland i et indlæg i kategorien Jernbaner i indlægget Malmbanen. Her ses blandt andet vor lille butik i Bjørkliden.

Foruden rener var der elge og harer og ryper samt denne brud, der er på størrelse med en mus , men meget længere. Den stikker hovedet frem bag klippen midt i billedet. Den kunne ikke se eller lugte os, men reagerede på fotoapparatets klik. Desuden var der et væld af fugle, kendte og ukendte.

Foruden rener var der elge og harer og ryper samt denne brud, der er på størrelse med en mus , men meget længere. Den stikker hovedet frem bag klippen midt i billedet. Den kunne ikke se eller lugte os, men reagerede på fotoapparatets klik. Desuden var der et væld af fugle, kendte og ukendte.

Bent Hansen 18. maj 2013. Alle fotos fra 2002.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Sverige. Ingenting

  1. Pingback: Sverige. Malmbanen | Bents bane

Der er lukket for kommentarer.