Sverige. Det svenske køkken

Hvis du med overskriften forventer noget om svensk madkultur med opskrifter svenske retter, er min overskrift forkert. Måske skulle jeg have kaldt indlægget svenske køkkener, for det er lige nøjagtigt det, indlægget handler om. Dog ikke generelt, men to helt bestemte svenske køkkener.

Indlægget har tidligere indeholdt en beretning om en industribanetur, men denne er fjernet og delvist erstattet af Sverige. Industribaner (I.)

Langt ude på landet
Jeg var havnet på en vandrehjem en snes kilometer øst for Åtvidaberg temmelig langt ude på landet. Jeg var igen som i Lapland på en tur med en tysk ven. Vi havde i 80’erne en helt del ture sammen. Jeg arrangerede den første, mens han arrangerede de næste. Turene gik til fabrikker med lokomotiver fra DWK, Deutsche Werke, Kiel og senere til fabrikker med lokomotiver fra DWKs efterfølger MaK, Maschienenfabrik Kiel. For at finde disse lokomotiver kom vi ofte helt ud i hjørnerne af Sverige, hvor turister normalt ikke kommer, men hvor der var uberørt og smukt. Tilmed var det vort princip, når vi skulle fra A til B for at komme fra et værk i én afkrog til et andet værk i en anden afkrog at tage den lige linje, uanset om den førte gennem en stor skov eller om muligt gennem et endnu ødere område.

Jeg mindes aldrig, at vi køre forkert, og jeg mindes stadig mange flotte udsigter og flotte partier samt flere sjældne dyr og fugle. Vi kørte efter et kort, hvor en centimeter var ti kilometer, så de veje, vi kørte på, var som regel ikke afsat på kortet.

Da vi kom til vandrerhjemmet i Gärdeserum mellem Åtvidaberg og Valdemarksvik ude ved Østersøen, stiftede jeg første gang bekendtskab med et fænomen, som jeg ikke har noget navn til, men som jeg har mødt mange gange senere i Sverige. På Vandrerhjemmet var der ikke en sjæl, men døren var ikke låst, så vi gik ind. På hele hjemmet var der stadig ikke en sjæl. Til sidst tog vi i kontordøren, og den var heller ikke låst. Midt på skrivebordet stod en telefon med en møntbox, og på skrivebordet stod en underkop med tre svenske enkroner samt en seddel med et telefonnummer, vi skulle ringe til. Det gjorde jeg så, og efter ti minutter kom en dame og afregnede med os og anviste os plads. Telefonsamtalen til en pris af én krone var på huset.

Selv om vi ikke skulle bruge vandrehjemmets køkken, havde damen alligevel en vits, hun ville have brændt af på os. “Nu skal I se!” sagde hun og viste os et rum med et gammelt åbent ildsted med en krog i øverste del af ildstedet lige under aftrækket. En stang og en gryde fuldendte sceneriet. Hun pegede ud ad vinduet, hvor der var en vippebrønd og en stak brænde, der til dels først skulle kløves: “Hvis I nu alligevel vil lave mad eller kaffe!” sagde hun.

“Nej, det er kun min spøg!” sagde hun så: “Køkkenet er herinde!” Det køkken, hun nu præsenterede for os var med et stort jernkomfur med ringe og også med jerngryder af den type, der passede i hullerne i komfuret. Hun kiggede igen på brønden og brændestabelen, men behøvede ikke at sige noget. Vi havde forstået – endnu mere overbeviste om, at vi bestemt ikke skulle lave mad her selv. Vi skulle jo også selv gøre rent efter os på et vandrehjem.

Brændekomfur med ringe. Til højre er ringene lagt på, så de dækker hullet. Til vestre er der taget såmange ringe af, at gryden lige passer i hullet! Vi er i den gamle Bye i Århus, og de laver søbekål! Foto fra 2016.

Brændekomfur med ringe. Til højre er ringene lagt på, så de dækker hullet. Til vestre er der taget så mange ringe af, at gryden lige passer i hullet! Vi er i Den gamle By i Århus, og de laver søbekål! Foto fra 2016.

Igen var det hendes spøg, for bag den næste dør var vandrekøkkenet med elkomfur og alle moderne bekvemmeligheder.

Jeg kan godt lide den form for spøg. Ellers havde jeg vel heller ikke kunnet huske det den dag i dag, men hele tiden lå det jo i os, at al den køkkenhalløj ikke angik os. Vi havde spist bamse med mos ved et gadekøkken, (pølse (korv) med kartoffelmos ved en pølsevogn) og til aften skulle vi blot have rugbrød med pålæg samt ymernaturel med hjemmeplukkede tyttebær, blåbær og hindbær fra skoven. Kaffen lavede vi på min medbragte elkogelkedel i rejseformat, som jeg altid har med mig på rejser sammen med pulverkaffe og et par plastkrus.

Når jeg engang kommer på et frilandsmuseem, vil jeg tage et foto af et åbent ildsted som beskrevet her. Det er imidlertid endnu ikke lykkedes.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.