Svalbard VI. Industribaner

Svalbard har ikke haft offentlige jernbaner, men der har været utrolig mange industribaner i forbindelse med en omfattende minedrift. Nogle enkelte andre banetyper har der været, og ganske lidt af det vil vi her se nærmere på. Med tiden kunne indlægget måske udvides til at omfatte samtlige spor på Svalbard? Også selv om du ikke er til jernbaner kan du godt få lidt natur ud af denne beretning.

Der kommer undertiden folk på turistbureauet i Longyearbyen og vil købe jernbanebilletter til Barentsburg. Det er navnlig italienere, for en uheldig journalist har engang i italiensk presse offentliggjort noget, han har fået galt i halsen.

Der er den grad af sandhed, at du faktisk ikke kan komme rundt på Svalbard uden båd eller fly, for der er ingen veje. Derfor blev der engang udkastet den tanke, at en baneforbindelse ville være nyttig. Måske kunne man forbinde minebanerne mellem de to byer?

Der har formentlig været tog mellem en halv og en hel snes steder blandt andet så fjernt som på Hopen. De største jernbanelokaliteter havde gennem tiderne en halv snes lokomotiver. Ikke mindre end otte forskellige sporvidder er der rapporter om på Svalbard.

Kun russerne har i dag stadig baner i Barentsburg. Hvad der kører i minegangene, ved ingen vesterlændinge, og frem til lagerplads og kraftværk går baner fra flere minegangene under overdækning, så der ikke skal ryddes sne. Derfor kan de ikke fotograferes. I ny og næ falder en entusiast over materiel på havnen, der enten skal i drift eller skal skrottes.

I den norske jernbaneklubs blad På sporet i nogle numre fra 1997 fandtes et par artikler om banerne. Blandt andet i nr. 92.

Jeg lader mine billeder tale.

Ny Ålesund Kulkompani nr. 2, Borsig 7095/1909. 900 mm sporvidde. Lokomotivet er opstillet som Denkmal ikke langt fra anløbsbroen. Det trænger i den grad til en gang maling, Meget plade er dog allerede rustet bort i den salte luft.

Ny Ålesund Kulkompani nr. 2, Borsig 7095/1909. 900 mm sporvidde. Lokomotivet er opstillet som Denkmal ikke langt fra anløbsbroen. Det trænger i den grad til en gang maling, Meget plade er dog allerede rustet bort i den salte luft.

Lokomotivet har en smuk udsigt, i hvert fald hvis det vender sig. Vi ser ind i Kongsfjorden over mod bjergene nord for Tre Kroner.

 

Elektrisk materiel uden data dog af fabrikat Jeffrey i 1000 mm sporvidde. Vi ser ind i bunden af Adventsdalen. På væggen til venstre højt oppe ses en grube!
Nærbillede af lokomotivet på det gamle museum i Longyearbyen.

Nærbillede af vogn. Ældre model.

Kulsav lignende en kæde sav på en vogn. Overledningens master var monteret på svellerne.

Centralt i Longyearbyen lå tovbanecentralen, hvor tovbanerne fra gruberne mødtes og vognene fordeltes til kaj og kraftværk.

Centralt i Longyearbyen lå tovbanecentralen, hvor tovbanerne fra gruberne mødtes og vognene fordeltes til kaj og kraftværk.

Bevarede rester af tovbanen fra den sidste i driftværende grube, der hed grube 3.

Bevarede rester af tovbanen fra den sidste i driftværende grube, der hed grube 3.

Resterne af grube 2 og dens tovbane høj oppe på fjeldet over Longyearbyen.

Ved Tovbanecentralen henstod også nogle ikke sporgående køretøjer.

Bent Hansen 14. maj 2013. Alle fotoene er fra 2008.
(9) Ny opdateret udgave.

 

Dette indlæg blev udgivet i Industribaner, Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.