Svalbard V. Dyr og fugle

På Svalbard er der ingen veje. Vil man rundt på Svalbard, sejler man. Uden de store omveje ser man fra skibet hvaler, sæler, hvalrosser og masser af ænder, gæs og havfugle i lange baner. Dette er det femte indlæg i en lille serie om Svalbard og dyrelivet der.

Navnet på indlægget er en tilsnigelse. Skulle jeg skive om fuglene, blev jeg næppe færdig i år. Du må derfor nøjes med et lille udvalg af fotos. Desuden vil jeg vise billeder af yderlige et par af de dyr, vi så på turen samt vise nogle blomster og fossiler.

Der var ikke mange blomsterplanter på Svalbard, men der var heller ingen insekter, til at bestøve dem. Saxifraga, stenbræk var smuk og dækkede store områder, de få steder, de var. Vi er på Gnålodden i Hornsund sydligst på Spitsbergen.

Der var ikke mange blomsterplanter på Svalbard, men der var heller ingen insekter, til at bestøve dem. Saxifraga, stenbræk var smuk og dækkede store områder, de få steder, de var. Vi er på Gnålodden i Hornsund sydligst på Spitsbergen.

 

Et sted kom vand ud fra undergrunden ,og her voksede en hel del planter. Nøjagtigt, hvad det var for vækster, ved jeg ikke. Gik vi tættere på, gled vi ned på den glatte sne, betrådt af to hundrede par fødder. Men det var det eneste sted, vi så sådanne vækster. Vi er i 14. Julifjorden inderst i Krossfjorden.

Ren

Vildrener var ikke mere vilde, end at de også gik rundt i Longyearbyen. De ville dog ikke fotograferes. Hunnerne beholdt geviret efter at de var blevet gravide, så de kunne hævde deres ret til med overfor hannerne.

Dyr
En polarræv optrådte for os, og der var nogle vildrener på flere kilometers afstand, bortset fra dem, der løber rundt i lufthavnen og inde i Longyearbyen. Vi vidste, at de skulle være i 14. Julifjorden, men det var først, da vi sad i kahytten og fordøjede dagens mange indtryk, at jeg så nogle sten oppe på fjeldsiden, der tilsyneladende flyttede sig. De var renerne, der vendte tilbage til deres græsgange, efter vi fortrukket. Målet i den fjord med det umiskendeligt franske navn var et væld af blomster genereret af en 45 grader hældende og mod syd vendende fjeldskråning, der formeligt sugede den sparsomme varme til sig. Her var hele den arktiske flora repræsenteret.

Sælerne så vi også, men hovedsagelig når de røbede sig ved at springe i vandet, fordi vi kom for tæt på. Der var flere forskellige arter. Rigtig tæt på kom vi aldrig. Formentlig kunne de huske, at de for år tilbage sammen med hvalerne havde været jaget til nær udryddelse.

Et fuglefjeld på afstand som man også ser det fra Hurtigrutens skibe. Ved man det ikke, opdager man det ikke.

Et fuglefjeld på afstand som man også ser det fra Hurtigrutens skibe. Ved man det ikke, opdager man det ikke.

Vi sejlede tættere på og skruer samtidig op for telen. Så ser man fuglene, deres ekskrementer og de alger, der lever af dem. Det var oftest dem, man lokaliserede fuglefjeldene på. Her er det lomvier, men der boede også lunder og rider.

Vi sejlede tættere på og skruer samtidig op for telen. Så ser man fuglene, deres ekskrementer og de alger, der lever af dem. Det var oftest dem, man lokaliserede fuglefjeldene på. Her er det lomvier, men der boede også lunder og rider.

Fugle
Fuglene var der i tusindvis, og dem vil jeg slet ikke redegøre for, men kun nævne, at der blandt de mere sjældne, jeg kan huske, var ismåger, thorshøns og en kongeedderfugl. Sjældne er måske så meget sagt, men jeg ser dem i hvert fald ikke så tit. De øvrige polarfugle som Alke, tejster, lomvier, lunder og søkonger har jeg set i Norge og på Grønland flere gange og et enkelt eksemplar sågar på Vestkysten på besøg fra Helgoland.

Et mere tilgængeligt fuglefjeld, som søkongerne vælger. Det kræver dog, at der ikke er ræve på øen. Søkongerne er ikke svære at opdage, for de laver mere larm trafikken på H. C. Andersens Boulevard. Vi er på Ytra Norskøya på det nordvestligste Svalbard. Naboøen hed ligefrem Fuglesongen på grund af larmen fra søkonger.

Et mere tilgængeligt fuglefjeld, som søkongerne vælger. Det kræver dog, at der ikke er ræve på øen. Søkongerne er ikke svære at opdage, for de laver mere larm trafikken på H. C. Andersens Boulevard. Vi er på Ytra Norskøya på det nordvestligste Svalbard. Naboøen hed ligefrem Fuglesongen på grund af larmen fra søkonger.

Bramgæs er ikke dem, jeg ser oftest, hvor jeg normalt kommer. Disse to gik også i Longyearbyen og fløj ikke, selv om jeg tog mit apparat frem. Pælen er resterne af en af de ældste bygninger til kulminerne i området. Jorden skred – flydejord, permafrost, og bygningerne væltede.

Edderfuglehun betragter mig. Hun havde dun i reden til venstre. Jeg var ved at fotografere den kun få årtier gamle endemoræne, de hun pludselig dukkede op i mit billedfeltet. Jeg gik tilbage, og guiden afbrød turen her. Vi er igen inderst i Krossfjorden, men denne gang ved Liljehöökbreen.

Naturhensyn
Guiderne tog i høj grad hensyn til naturen, og mange ting måtte vi ikke. Vi blev aldrig sluppet løs, idet der altid skulle være to bevæbnede guider i nærheden af os. Kun i Longyearbyen måtte vi gå løse inden for bygrænsen. Af en eller anden grund respekterede isbjørnene bygrænsen her i modsætning til bygderne langs Hudsonbugten i Canada, hvor de går rundt i gaderne både dag og nat vel vidende, at de er totalfredede.

Et sted gik vi i land på en øde ø. Den havde for ganske få år siden været gletscherdækket, og den var ideel at studere bjergkædefoldninger på, da der endnu ikke var bevoksning. Også små endemoræner var der flere af på øen. På en af dem lå en edderfugl på rede, hvilket nu ikke kom bag på mig. Jeg gik tilbage til guiden og meldte mit fund, og hun afbrød som forventet landgangen. Naturen frem for alt.

Både på museet og i kirken i Longyearbyen havde de forsteninger fra kullene fra Tertiær syd for byen. Der var både blade og muslinger. Der var i øvrigt rigtig hyggeligt i kirken, hvor vi også kunne købe kage og kaffe samt få en sludder om området historie. Da der var både tyskere og englændere med på turen blev anden verdenskrigs begivenheder forbigået i en sådan grad, at jeg undrede mig, men forstod naturligvis hvorfor.

 

Blade fra et af de kuldannende træer. Vi var derude, men skulle ikke af bussen af en eller anden grund.

Blade fra et af de kuldannende træer. Vi var derude, men skulle ikke af bussen af en eller anden grund.

Sikkerhed
Arrangørerne satte sikkerheden højt, ofte så højt, at både det ene og det andet ikke kunne lade sig gøre. Alligevel er en arktisk eller en antarktisk tur ikke uden risiko. Vi kendte risikoen, og vi var villige til at løbe den. Det gik godt, og vi havde en pragtfuld tur.

Der var dog enkelte ting med isbjerge, jeg ikke ville have gjort, fordi jeg har fået et lille kursus af en bådfører på Grønland, der havde gjort bitre erfaringer, men lad det nu ligge. Gletschere, der kælver eller pludselig galopperer, isbjerge, der brækker midt over eller vender rundt uden varsel, er ikke til at spøge med, og jeg synes, vi udsattes for risici, jeg ikke havde turdet løbe, måske fordi jeg det år hørte om ulykker med dødelig udgang forårsaget af gletschere på Grønland. Guiderne var jo erfarne, og måske vidste de, hvad de gjorde. Det var i øvrigt gæsterne, der forlangte at komme hen til et lille isbjerg på et par meter – over vandet, men pludselig skød en skodse op fra ti meters dybde og rejste gummibåden op til lodret. Passagerer blev dog indenbords. Alle sammen, men de kunne være røget udenbords. Vandet var omkring frysepunktet, og vi havde ikke overlevelsesdragter på. Forhåbentlig ville vi være blevet hevet op, inden vi var underafkølede. Det tager ved den havtemperatur ikke mange minutter!

Bent Hansen 12. maj 2013. Alle fotos er fra 2008.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.