Svalbard IV. Hvidhvaler

Vi faldt over hvidhvaler ved et tilfælde og det endog to gange. De store hvaler opsøgte vi på kontinentalskråningen, men det var på vilkår som ved sædvanlige hvalsafarier, hvor man ser en finne og en hale forsvinde på nogle hundrede meters afstand for så næste gang tyve minutter senere at dukke op flere kilometer fra skibet. Og så var det jo ikke engang alle arterne, der viste hale ved dykningen. I følge min dagbog så vi to af hver kategori. Med hale var det formentlig pukkelhvaler, mens finhvalerne bare dykkede uden at stikke halen op. Det er altid en betagende oplevelse at se de stor hvaler. På Grønland havde jeg allerede  enkelte gange  set mere end en et næsebor, en rygfinne og en hale.

I min barndom i Fredericia har jeg ofte set marsvin, og det endda mens de svømmede mellem den offentlige badeanstalt badebroer. Tættere på kan man ikke komme, uden at man går i dyreparker.

Den første hvidhval fik vi melding om i Barentsbyen. Her var der russisk folkloreaften, men vi var nogle stykker, der hellere ville på museet. Jeg for mit vedkommende skulle hen og hilse på fodaftrykket af Iguanodon, en seks meter høj planteædende juradinusaurer, som jeg første gang havde set på et museum i Brüssel, hvor den var hentet op fra en belgisk kulmine. På vejen tilbage kunne vi lige nå folkloren, men døren var låst, for nogle russere udenfor havde opdaget, at der var vodka i salen, så de ville ind. Mens vi stod og bankede på, fik vi melding fra skibet, at der var besøg af en hvidhval. Vi nåede at se den, men da folkloreturisterne kom, var den væk igen.

Fodaftrykket af Iguanodon på Pomormuseet i Barentburg. Indirekte var det skyld i at vi kom tæt på hvidhvalen. Det var vel omkring 75 centimeter langt.

Fodaftrykket af Iguanodon på Pomormuseet i Barentsburg. Indirekte var det skyld i at vi kom tæt på hvidhvalen. Det var vel omkring 75 centimeter langt.

Hvidhvalen, der i en halv times tid svømmede rundt om skibet, inden den forsvandt. Vi er i Grønfjorden ud for Barentsburg, den ene af de russiske kulminebyer på Svalbard. Grønfjorden er som Adventsfjorden en sidefjord til Isfjorden.

Hvidhvalen, der i en halv times tid svømmede rundt om skibet, inden den forsvandt. Vi er i Grønfjorden ud for Barentsburg, den ene af de russiske kulminebyer på Svalbard. Grønfjorden er som Adventsfjorden en sidefjord til Isfjorden.

Inden vi fik apparaterne frem, havde hvalen været tættere på og viste blandt andet tydeligt sit åndehul. Også det har vi fotos af, men det er guidernes billeder med copyright, som jeg ikke kan bruge. Ikke alle guider var på bytur, så de var fotoklare. før vi kom.

Næste gang var vi på jagt efter kongeedderfugle ved en Gletscher i Chomjakovbugten, da kaptajnen meldte, at der igen var hvidhvaler ved skibet, der lå i den nærliggende Samarinfjord. Da nu flertallet af deltagerne, var blevet snydt én gang, sattes der fuld speed på gummibådene, og vi nåede at se hvidhavlerne jage helt inde under land. Der var tale om flere dyr, formentlig en familiegruppe.

Et af medlemmerne af hvalgruppen i Samarinfjorden er oppe og få luft. Den er kun få meter fra land. Vi er her i Hornsund helt mod syd. Så længe Hornbræen eksisterer, er sundet en fjord, men smelter bræen, er det muligt, at fjorden viser sig at være et sund?

Et af medlemmerne af hvalgruppen i Samarinfjorden er oppe og få luft. Den er kun få meter fra land. Vi er her i Hornsund helt mod syd. Så længe Hornbræen eksisterer, er sundet en fjord, men smelter bræen, er det muligt, at fjorden viser sig at være et sund?

Hvidhvaldele ved en hvalfangstplads i Van Keulenfjorden, der er en gren af Bellsund. Lidt nøjagtigere er vi i en bugt kaldet Ingebrigtsenbukta nær Kapp Toscana. Her fangedes hvidhvaler, hvis skind skulle bruges til drivremme til remtræk mellem dampmaskiner og værkstedsmaskiner. Resten af hvalen fik bare lov at ligge.

Hvidhvaldele ved en hvalfangstplads i Van Keulenfjorden, der er en gren af Bellsund. Lidt nøjagtigere er vi i en bugt kaldet Ingebrigtsenbukta nær Kapp Toscana. Her fangedes hvidhvaler, hvis skind skulle bruges til drivremme til remtræk mellem dampmaskiner og værkstedsmaskiner. Resten af hvalen fik bare lov at ligge.

En aften i halvdårligt vejr tog vi ud på kontinentalsoklen formentlig mellem Hornsund- og Bellsundbankerne, hvor næringsrigt vand fra Golfstrømmen steg op og blandede sig med polarvand. Lige noget for kril og dermed hvaler. Man skulle være hurtig, for det hele tog kun et sekund. Så var dyret væk den næste halve time. Det er første gang, jeg sejlede efter hvaler, men på Grønland har jeg set store hvaler tættere på rent tilfældigt.

Bent Hansen 13. maj 2013. Alle foto er fra 2008.
(5) Ny opdateret udgave
.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.