Svalbard II. Isbjørne

Isbjørne ser man normalt på mindst 300 meters afstand, og her løber de endda deres vej, så man skal være hurtig eller parat, hvis man vil have et foto. Det er vel det, man er kommet efter? Vi så i alt fire isbjørne; de tre på tre hundrede meters afstand, hvor de allerede havde opdaget os og løb, En af de bjørne, vi så, den første i øvrigt, var en ung han, og den var meget tæt på. En overgang frygtede guiderne, at den ville gå om bord, og de hentede skyndsomst deres geværer, men bjørnen holdt sig i skindet og lod sig betragte, mens den forsøgte at finde ud af, og vi kunne forbindes med noget spiseligt. Den så nærsynet ud, men den kunne lugte os, og den slikkede sig om munden.

Vi havde fået oplyst, at vi nu på tredje dagen af turen sejlede ind i isbjørneland. Vi vidste ikke endnu, at det ikke lykkedes at komme ret meget videre nord og østpå, men foreløbig sejlede vi ind i isen og i isbjørnens rige.  Guiderne ville holde nattevagt og kigge efter isbjørne. Det var jo lyst hele døgnet rundt. Var der bjørn på isen, ville de tippe os over skibets højttaleranlæg.

Det gjorde vagthavende så klokken 02.30. Jeg gav mig god tid og tog varmt tøj på og også støvlerne, og det var klogt, for bjørnen havde vi kontakt med i tre kvarter. Vi kunne være blevet slemt kolde på den tid, hvis vi bare havde taget noget over nattøjet og gået ud i indesko. Det havde i øvrigt sneet om natten, og der lå glat sne på dækket. Vi skulle først ud på fordækket, men senere var det nede på agterdækket faktisk lige uden for vor kahyt, det foregik. Vi fik en oplevelse for livet, og det gjorde isbjørnen formentlig også, men bare den nu med alderen bliver klogere og holder sig fra turisterne. At det var en exceptionel oplevelse, så vi af, at stort set alle filippinerne i maskinen, i køkkenet og i rengøringen også var på dækket og viste deres umiddelbare glæde. Jeg undrede mig; thi de burde da have set isbjørne før? Men det havde de åbenbart ikke – ikke i den grad eller så tæt på.

Efter hjemkomsten havde jeg lejlighed til at læse samtlige “dagbøger,” som guiderne skrev efter hver tur. Det er her, jeg læste, at de fleste ture ikke kom nærmere end 300 meter fra en isbjørn. Det forklarer også besætningens begejstring.

I tv har man fortalt mig, at når isbjørnen slikker sig om munden, er det en måde at registrere lugte (af os) på.

Bent Hansen 14. maj 2013. Alle fotos fra 2008.
(7) Ny opdateret udgave.
Endnu en opdatering 14. april 2017.

På opfordring lægger jeg Edits billede af bjørnen, der går i vandet. Den sprang ikke bare i, nej, den gik i ganske forsigtigt, lige som om vandet var koldt.

Et udvalg af Edits og mine fotos af isbjørnen. Det er, oplyste guiderne, en ung han. Den kigger meget på os, men forstår tilsyneladende ikke helt hvad den ser. Muligvis ser den ikke så godt, men lugter langt bedre. Den svømmede fra den ene isflage til den anden og gik en tid på havisen, inden den til sidst blev træt af os og gik sin vej, så vi kunne komme til ro igen. Klokken er tre om natten. Der er ikke tekster på de øvrige fotos.

Et udvalg af Edits og mine fotos af isbjørnen. Det er, oplyste guiderne, en ung han. Den kigger meget på os, men forstår tilsyneladende ikke, helt hvad den ser. Muligvis ser den ikke så godt, men lugter langt bedre. Den svømmede fra den ene isflage til den anden og gik en tid på havisen, inden den til sidst blev træt af os og gik sin vej, så vi kunne komme til ro igen. Klokken er tre om natten. Der er ikke tekster på de øvrige fotos.

 

Isbjørn

 

IsbjørnIsbjørn

Isbjørn

Isbjørn

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.