Sommerpostkort 2018 fra Edit og Bent

Hej.

En lille hilsen fra Edits og min sommerferie. Vi var i Schweiz på interrail sammen med en meget lille udvalgt gruppe fra Støtteforeningen KLK, selv om vi egentlig skulle have været til Mont Blanc i Frankrig, men de franske lokomotivførere strejkede, så vi valgte andre mål, der næppe var ringere.

Vi nåede dog til Mulhouse i Frankrig, men næste dag inden klokken 17, hvor lokomotivførerstrejken begyndte, skulle vi være i Schweiz.

Det første foto er fra Det franske Jernbanemuseum i Mulhouse, hvor Edit har slået to fluer med ét smæk. Turen i det lille tog giver en glimrende oversigt over museets samlinger af lokomotiver samtidig med at benene hviles!I stedet for Mont Blanc tog vi til Rothorn ved Brienz ved søen af samme navn, men vi kunne kun komme halvt op på bjerget til Planalp, Den flade Sæter. Her nød vi naturen og højfjeldssolen i fulde drag. Vi er her 1346 meter oppe.

Ingen sommer for Edit og mig uden sne. Her 1930 meter oppe ved Lac d’ Emosson var der så meget, at vi ikke kunne komme frem ad alle stier i området.Bag dæmningen ligger en halvtom kraftværkssø med is på. Når isen og sneen smelter, løber søen fuld igen. Vi var kommet derop med en bjergbane med tandhjul, en såkaldt standseilbahn med meget nær 90 graders stigning, altså næsten som en elevator, en lille tipvognsbane, der hang på bjergsiden og førte os frem til endnu en standseilbahn, der førte os det sidste stykke op til et plateau over dæmningen. Senere var der bygget vej derop, og Tour de France havde været der. Toppen af vejen hedder Emosson Platz. Jeg bekymrede mig nu mere om nogle 250 millioner år gamle sandsten med bølgeribber og dinosaurusfodspor, som kunne findes på skråningen i baggrunden. Vi var her geologisk helt tilbage før Kridttiden og Kridthavet, Tethysoceanet, som dækkede både Danmark og Syd- og Mellemeuropa. En Standseilbahn, kalder vi en tovbane eller en kabelbane, men dette udtryk dækker også en svævebane. På tysk har de to baneformer hver sin betegnelse, så jeg bruger den tyske for at være helt nøjagtig. Du får lige et billede af en af de næsten lodrette baner.Det er svært at fotografere et tog med kun én vogn, når man selv sidder i den, men netop standseil-baner er bygget sådan, at der er to vogne, hvor den, der kører ned, trækker den anden op. Her ses krydsningen samt, at stigningen ikke er den samme overalt. Vi har endnu 350 meter ned.

Vi tager også lige et billede af den lille røde tipvognsbane, der bragte os fra den ene standseilbahn til den anden. Vi hænger på afsatser på klippevæggen og betragter blomsterne, der ikke var bange for at springe ud. Man ser en af stiverne, der holder vognens loft. Fjernere banen på bjergsiden og standsejlbanens nedre station samt kraftværkssøens stor betondæmning, hvortil materialet er blevet kørt op via alle de bekørte baneanlæg. Da byggeriet var slut, beholdt man banerne til turister, hvorefter man så anlagde en vej, så også cykelryttere og bilfolk havde en chance. Der var faktisk ret mange med ski heroppe.Manden her er ved at falde over et modellokomotiv. Det er ikke stort heller, men det trak gladeligt et helt tog med mere en en snes passagerer. Vi er på en modelbanedampklub i den sydøstlige ende af Genfersøen. Lokomotivet er, skønt vi er i Schweiz, en model af en tysk maskine fra de tidligere Tyske Rigsbaner senere DR i DDR. Det bærer det ikke særligt søgevenlige navn, Mecklenburg. Bagved holder en model af et 1000 mm lokomotiv fra Harzer Schmalspurbahnen, som jeg har kørt med engang i 70’erne i DDR. Det er for kendere DR, nu HSB 99 6001.

Vi besøgte også den imponerende schweiziske museumsbane Blonay – Chamby i bjergene nord for Montreux. Den fyldte netop 50 år, og der var sort af mennesker. Hvor mange metersporede damplokomotiver, der var fyret op, har jeg ikke tal på, men her er vi taget på tur med et af deres tog. Vi havde to lokomotiver for toget, for vi kører op ad bakke, men broen var ikke solid nok til to lokomotiver, så det ene var kørt i forvejen over broen. Materiellet var noget, vi kendte, fra vore tidligere ture i Schweiz – solgt materiel fra baner, vi havde kørt på.På den anden side holdt forspandslokomotivet i røg og damp og ventede på os. Det var en flot bane med en stedvis imponerende udsigt over Genfersøen.Vi havde boet i Martigny syd for Genfersøen, hvor banen til Mont Blanc udgik, og nu skulle vi hjem. Forbundsbanerne havde sendt intet mindre end et ”bananlokomotiv” for at hente os. Reklamefolierede lokomotiver er almindelige i Schweiz og findes også i Tyskland.I Montreux er der så mondænt, at vi ikke har råd til at gå en tur ned ad hovedgaden, og egnens privatbane Montreux – Oberland – Bern har da også guldfollieret materiel.Lokomotivet reklamerer for chokolade, der åbenbart er dyrere end guld? Men flot så det ud.

En hektisk, men rigtig god tur med tog til og fra samt rundt, som Martin Wilde fra Støtteforeningen KLK havde fået skruet sammen, selv om franske lokomotivførere og en enkelt selvmorder ikke gjorde det helt let. Som billederne viser, var vejret godt. IC-tog kørte med op til tre i timen mellem de større byer, og de kørte stærkt trods de kurvede strækninger. Vi var i Tyskland oppe på næsten 300 km/t og på en regionalbane i Frankrig på nær 200 km/t. På bjergbanerne nåede sjælen at indhente os, men nogen steder fik Edit lov til at sidde yderst ved vinduet, når sporet hang på en afsats på den lodrette klippevæg. Edit har talt, at hun var med 30 forskellige tog, og dertil kommer så museumsbanerne og bjergbanerne, der ikke var omfattet af interrailpasset. Turen Basel – Hamburg tog godt syv timer, hurtigere end flyet, fordi der ikke er direkte fly København – Basel. Det var også billigere, og nok så væsentligt, der var plads til mine ben.

Bent Hansen.

Dette indlæg blev udgivet i Industribaner, Jernbaner, Rejser. Bogmærk permalinket.