Sejlet agterud i Beijing

Efter programmet
Efter en guidet gennemgang gennem Kejserpaladset,  Den forbudte by i Beijing, blev vi sluppet fri helt oppe i nord ved Den åndelige tapperheds Port. Om 1½ time skulle vi være igen ved porten. 1½ time var måske også meget blot for at se nogle intetsigende souvenirsbutikker, for slottet, normalt kaldet Den forbudte By, havde vi jo set – sådan da. Jeg gik straks ud for at se på kejserens private boliger og hans have, som vi ikke rigtigt var blevet guidet igennem.

Vel tilbage i god tid nåede jeg lige souvenirbutikkerne, men det undrede mig allerede nu, at ingen af mit selskab var at se. Jeg ventede til det blev mødetid, og jeg ventede og ventede. Efter yderligere en time gav jeg op, og gik hjem. Selskabet var kørt – uden mig. Måske havde jeg misforstået mødetidspunktet? Det havde jeg nu ikke.

Sejlet agterud
Selv om jeg ikke kunne læse gadeskiltene eller spørge nogen overhovedet, var jeg ikke tvivl om, hvor jeg var og, hvor mit hotel lå. Jeg havde endda overskud til med vilje at starte i den forkerte retning og gå på Kulhøjen, hvor man smed de slagger, der blev til rest efter slottets opvarmning og navnlig til at holde det vand, der skulle bruges til eventuel brandslukning om vinteren, fri for is. Her var senere indrettet en smuk park.

I stedet for at hente min nøgle på hotellet, gik jeg blot op til en af deltagerne, som lå på værelset og var syg. Hun havde imidlertid ikke brug for indkøb, så jeg gik igen, denne gang med banegården som mål. Den tur tog sin tid, og på vejen tilbage gik jeg ind for at spise, inden jeg vendte tilbage til mit værelse omkring klokken 20.

Trods alt savnet
Guiden havde først savnet mig, da selskabet spiste ved Himlens Tempel, men deltagerne havde set mig, sagde de og mente, at jeg var på toilet. Da guiden endelig fandt ud af, at jeg ikke var med, havde han ringet til hotellet, men min nøgle hang der jo stadig. Formentlig var det en alvorlig sag for en guide at miste en deltager. Sagen kan også være alvorlig for en hjælpeløs turist, der måske ikke helt havde styr på, hvor han eller hun var. Det blev i øvrigt ikke sidste gang, jeg blev sejlet agterud i Beijing – uden selv at være skyld i det.

På egen hånd og egen hobby
Jeg fik fuld valuta på banegården, den gamle hovedbanegård i Beijing, men jeg ville hellere have set Himlens Tempel. Det kom jeg imidlertid først mere end ti år senere. Som spisested valgte jeg McDonald. Jeg følte ikke, jeg kunne kinesisk nok til at gå ind på et lokalt spisested, og dengang i 1995 flokkedes kineserne om turisterne på stedet for at lufte deres engelske. Det var såmænd meget hyggeligt.

Trods alt en god dag, men oplevelser, jeg ikke under normale omstændigheder ville have fået. Foto fra mit besøg på banegården ses på indlægget Kina. Statsbaner.

Indtryk fra kejserens private bolig og han have i Den forbudte By 1995. Her fandt ikke så mange turister ud, så det var til at fotografere.

Indtryk fra kejserens private bolig og han have i Den forbudte By 1995. Her fandt ikke så mange turister ud, så det var til at fotografere.

Oplevelsen i haven var detaljerne. Både i bygningerne og i parkanlægget. Her ses en brolægning af natursten lagt i mønster.

Oplevelsen i haven var detaljerne. Både i bygningerne og i parkanlægget. Her ses en brolægning af natursten lagt i mønster. Billedet er fra et senere besøg, nemlig i 1999.

For kineserne var jorden firekantet og himlen rund. Solen og månen var runde og beskrev i hvert fald halvcirkelformede baner. Profane bygninger var derfor firekantede, og religiøse bygninger runde som her Månens Tempel. Det var mindre besøgt og derfor mere fotogent end det store Himlens Tempel, egentlig Templet for bøn om en god Høst, begge beliggende i den 70 ha. store park også kaldet Himlens Tempel. Jeg måtte på grund af agterudsejlingen vente til 2007 med at se stedet.

For kineserne var jorden firekantet og himlen rund. Solen og månen var runde og beskrev i hvert fald halvcirkelformede baner. Profane bygninger var derfor firekantede, og religiøse bygninger runde som her Månens Tempel. Det var mindre besøgt og derfor mere fotogent end det store Himlens Tempel, egentlig Templet for bøn om en god Høst, begge beliggende i den 70 ha. store park også kaldet Himlens Tempel. Jeg måtte på grund af agterudsejlingen vente til 2007 med at se stedet.

Bent Hansen 27. januar 2015.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.