Rumænien. Jernbaner

Indledning
Det siger sig selv, at på 14 dage med daglige pligter kan man ikke nå at samle stof til den ultimative beretning om Rumæniens jernbaner. Det blev til nogle få besøg dels i Constata dels i Eforie Nord, hvor jeg havde base. Tilmed så jeg kun to typer lokomotiver, et elektrisk i et eksemplar og dieselelektriske i hobetal, men alle af den samme type! Det bliver man hurtigt træt af.

Det mest fascinerende, som jeg vidste i forvejen, var, at de rumænske Statsbaner forkortedes CFR. Bogstaver der gik igen ved franske (SNCF,) belgiske (CFB,) luxenburgiske (CFL) jernbaneselskaber. I Spanien, Portugal, Italien og Schweiz kneb det mere med at genfinde bogstaverne. På min barndoms atlas’ sprogkort var de nævnte lande også blå, hvilket stod for romanske sprog. Rumænerne stammer fra pensionerede romerske soldater, som Romerriget flot havde givet jord der.

Hurtigt, men alligevel for sent kastede jeg mig i stedet for statsbaner over industribaner. Her var mangfoldigheden noget større.

Ny havn i Constanta
Min sidste tur skulle vise sig at blive den bedste. Fra stranden ved hotellet så jeg dagligt en sort røgfane, men gættede slet ikke på, at den stammede fra et damplokomotiv.

Lidt nord fra Eforie Nord lå udmundingen af den nye Donaukanal sammen med et nyt havneanlæg. I forvejen var Constanta dengang Europas sjettestørste havn. Alt var ved at blive udbygget af et stort kontingent af straffefanger. Det var en af grundene til, at der formentlig var spærret af. Var der et adgangs forbudsskilt, overså jeg det. Inde langs den oprindelig kyst førte en jernbanelinje. Her aflæssedes jernbanevogne med grus, sten og klippestykker, som med dumpere kørtes langt ud i Sortehavet som opfyld.

Et andet spor førte ud i det nyindvundne land, og herude holdt også et lokomotiv. Fra dette spors ende fik jeg øje på damplokomotivet længere ud i de nyindvundne land ved endnu et sidespor. På vej herud gik den ikke længere. Det var dog kun en enkelt person, der antastede mig, og han kunne tysk. Det endte med, at jeg fik lov at gå ud og fotografere lokomotivet, men så skulle jeg også pænt gå hjem.

Lidt industribane
Området omkring Constanta havde andre spændende ting. Ved en lagune nord for byen lå et kraftværk, også med sort, fed røg. Her sås et smalspor, der, så vidt jeg husker, var elektrificeret. Jeg så dog ikke materiel her og kom heller aldrig derud, skønt jeg konstaterede, at gasdrevne bybusser kørte derud.

På vej mellem Tulcea ved Donaudeltaget og Constanta sås også et smalspor med vogne inde på en fabrik, men hvad der her kørtes med, har jeg ingen anelse om. Jeg havde en svensk jernbaneven, der havde været der, men inden dette emne kom rigtigt på banen, gik han hen og døde. Stedet hed enten Babadag eller Mihai Viteazu.

Kortet er fra 1987 og viser netop landet mellem Sortehavet og Donau kaldet Dobrogea. Siden er betegnelsen USSR faldet bort, idet USSR, Sovjetunionen er opløst og Ukraine er blevet selvstændigt.

Kortet er fra 1987 og viser netop landet mellem Sortehavet og Donau kaldet Dobrogea. Siden er betegnelsen USSR faldet bort, idet USSR, Sovjetunionen er opløst og Ukraine er blevet selvstændigt.

 

På hovedbanegården i Constanta havde jeg jernbanepolitiet i hælene, men ikke i Eforie Nord. Jeg måtte dog godt fotografere CFR 40 0508-8 fra Elektraputere Craiova 1981 på hovedbanegården. På min hjemstation i Eforie Nord krydsede tog på 15 og 17 vogne blandt andet med kulfyret spisevogn.

CFR har en standardmaskine, som man ser overalt. Det er 60’eren. Efter østblokkens fald har jeg set den blandt andet ved private kørselsudbydere i Hamburg. De var oprindelig bygget med schweizisk ekspertice. Her ses CFR 60 0852-8 bygget af Elektroputere Craiova med et 40 vognes fyldtog til den nye havn syd for Constata. Hver vogn har to kasser á 15 kubikmeter. Jeg vil anslå toget som værende på 3000 t med 1600 t nyttelast.

 

Bagpå skubbede CFR 60 0139-0. Vi er på hovedbanegården i Constanta. Lige forinden havde et tomtog passeret også med skydelokomotiv.

Bagpå skubbede CFR 60 0139-0. Vi er på hovedbanegården i Constanta. Lige forinden havde et tomtog passeret også med skydelokomotiv.

På hovedbanegården så jeg kun en dag et rangerlokomotiv, CFR 81 0009-1. Der var ingen data på det, men formentlig var det fra Uzinele 23. Augusti.

Havnen var spærret af og bevogtet af soldater med både hunde og våben. Dette CFR 60 0560-5 blev det eneste, jeg fik fotograferet på et spor langs havnens hegn, men jeg kunne have været blevet stående ved tunnelmundingen, hvor der ofte kom tog. Det gjorde jeg nu ikke. Jeg ville også gerne se moskeer, romerminder og museer.

 

Byen havde også sporvogne, men ikke til centrum. Her ses vogn 142 i Sovejagaden nær pionerbanen.Vejtræerne var blomstrende hibiscus. Linjen førte ud mod turistbydelen Mamaia. Jeg brugte den til at nå pionerbanen.

Byen havde også sporvogne, men ikke til centrum. Her ses vogn 142 i Sovejagaden nær pionerbanen.Vejtræerne var blomstrende hibiscus. Linjen førte ud mod turistbydelen Mamaia. Jeg brugte den til at nå pionerbanen.

Tog på pionerbanen. Jeg havde set mere spændende pionerbaner i DDR. Maskinen er et Unio grubelokomotiv, som vesttyskerne havde været så uheldige at modtage nogle af i bytte for varer. Jeg ser det som et rent tivolitog. Om der var pionerer, ved jeg ikke. Føreren var voksen og andre så jeg ikke. I parken stod en plænevander, og en lømmel havde vendt den, så både lokomotivføreren og passagererne i de forreste vogne blev ret våde. Lokomotivføreren fangede dog drengen og bankede lidt socialisme ind i han. Drengen lå endnu ned, da vi kørte videre, men han var nok blevet klogere?

 

Den anden maskine var endnu mere klædt ud. Også den er fra Unio.

Den anden maskine var endnu mere klædt ud. Også den er fra Unio.

 

En reservevogn var hensat noget ureglementeret.

En reservevogn var hensat noget ureglementeret.

 

Tre år før besøgte Bo Gyllenberg banen og tog dette billede af de formentlig samme to maskiner, men dengang mere naturlige.

 

Togene med fyld, som jeg så i Constanta, læssedes af i Agigea. En gravemaskine prikkede til tipkasserne, så de tømtes. Fyldet kørtes videre i dumpere.

Togene med fyld, som jeg så i Constanta, læssedes af i Agigea. En gravemaskine prikkede til tipkasserne, så de tømtes. Fyldet kørtes videre i dumpere.

To “private” entreprenørmaskiner have overtaget toget fra CFR. Det var LDE125 109 og 026 i front. De er formentlig også fra Uzinele 23. August. Det ene var mærket Antreppiza Generale Constanta, AGC. De skulle være dieseleektriske.

 

 

I Agigea Syd stod denne dampproducent opklodset og røg med sort røg, som jeg så fra stranden hver dag. Den havde tidligere været CFR 150 029 bygget af Resita som nr. 714 mellem 1951 og 55.

I Agigea Syd stod denne dampproducent opklodset og røg med sort røg, som jeg så fra stranden hver dag. Den havde tidligere været CFR 150 029 bygget af Resita som nr. 714 mellem 1951 og 55.

 

Ved siden af dette lokomotiv stod også et diesellok. Det var mærket LDH 125 212. Det skulle været et dieselhydraulisk lokomotiv på 1250 hk. Her læste jeg IUGC som ejer, men inden jeg fik det oversat, kom en venlig ingeniør, der kunne tysk. Han lod mig fotografere færdig, men bad mig så om at gå.

Ved siden af dette lokomotiv stod også et diesellok. Det var mærket LDH 125 212. Det skulle været et dieselhydraulisk lokomotiv på 1250 hk. Her læste jeg IUGC som ejer, men inden jeg fik det oversat, kom en venlig ingeniør, der kunne tysk. Han lod mig fotografere færdig, men bad mig så om at gå.

 

På vejen tilbage passerede jeg endnu et lokomotiv, CFR 0167-1. Også her blev jeg smidt ud, men jeg fortalte så, at han (en rangerleder) var for sent ude. Jeg var allerede smidt ud én gang, og at jeg var på vej ud. Rangerlederen fandt ud af, at jeg nok talte tysk, men ikke var tysker, og så undskyldte han og bad mig om ikke bare at fotografere hans lokomotiv, men også hans lokomotivfører.

På vejen tilbage passerede jeg endnu et lokomotiv, CFR 0167-1. Også her blev jeg smidt ud, men jeg fortalte så, at han (en rangerleder) var for sent ude. Jeg var allerede smidt ud én gang, og at jeg var på vej ud. Rangerlederen fandt ud af, at jeg nok talte tysk, men ikke var tysker, og så undskyldte han og bad mig om ikke bare at fotografere hans lokomotiv, men også hans lokomotivfører.

Bent Hansen 16. april 2015.

Dette indlæg blev udgivet i Industribaner, Jernbaner og tagget . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Rumænien. Jernbaner

  1. Pingback: Rumænien. Kurrejse | Bents bane

  2. Pingback: Verden. Pionerbaner | Bents bane

Der er lukket for kommentarer.