Reklamens palmestrand

I følge reklameverdenes folk vil mennesker gerne vinde den store gevinst i lotto. Herefter vil de smide en spand vand i hovedet på deres chef og tage til en øde palmestrand med lækkert badevand og blive opvartet med drinks. Det må være sådan, for jeg har selv set det på TV.

Jeg har hverken vundet den store gevinst eller haft lyst til at smide vand på chefen, men den øde palmestrand har jeg prøvet. I to timer har jeg prøvet det, og det var også rigeligt. Der var nogle slanger i paradiset, og netop slangerne mangler på reklamestranden. Reklamestranden var næppe heller så øde, for vi får nemlig ikke lov til at se bag kameraet.

Hvorfor nu lige Cuba?
Jeg var taget til Cuba – i øvrigt med næsten de samme mennesker, jeg var i Indien med. Vi havde to uger på Cuba til at se på sukkerfabrikker og navnlig deres sukkerrørsbaner. Den første weekend rejste vi ud, og 14 dage senere tog vi hjem, men der var en weekend, hvor også sukkerfabrikkerne holdt weekend. Den tekniske arrangør havde den weekend anbragt os i det cubanske ferieparadis, Varadero. Her lå på et formentlig hævet koralrev, der ragede ud i Det caribiske Hav afskåret fra Cuba af en stærkt bevogtet kanal med kun én bro med grænsevagter, en række feriehoteller til valutastærke vesterlændinge. Amerikanerne måtte ikke komme der, men det var deres egen regering, der var på bagbenene, ikke Castro. De amerikanerne, vi mødte, var alle taget via Canada.

Varadero – et feriparadis
Feriehotellerne optog den inderste del af halvøen. Længere ude var der på kortet naturpark. Der var i hvert fald mere hævet koralrev og mangrovesump på indersiden ind mod Cubas “fastland.” Der var dog ikke mere nationalpark, end at de var ved at opføre tre nye hoteller i naturparken.

Vi ankom en lørdag eftermiddag og gik straks til badning i samlet flok. En livredder kom halsene efter os og så ret utilfreds ud, Vi spurgte ham, om det var farligt at bade her, men han oplyste, at han var sur, fordi han frøs. Vandet var ganske enkelt for koldt. Det var godt nok det varmeste hav, jeg havde badet i, men han var nok bedre vant.

Paradiset udarter
Efter badet tog jeg min bog og gik ned i hotellets have og fandt et stille hjørne. Det var vist uden for sæsonen. Men efter kort tid åbnede baren, og en stor, sort mand kom med en højttaler, som han stillede lige op og ned ad mig. Et øjeblik efter stod der en til på den anden side af mig. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at han også tændte dem. Så vidt jeg forstod konceptet, var han ansat til at lære mig at danse samba. Jeg ved stadig ikke, om det var mig, ham eller socialismen, der kiksede her. Jeg måtte læse min bog i min seng på værelset for at få fred.

Om aftenen efter middagen gik vi ned i haven igen. Der skulle være underholdning, og der sad da også en klassisk pianist i hallen og spillede – yndigt i øvrigt, men turisterne knevrede i sådan grad, at jeg måtte opgive at få noget ud af musikken også selv om, jeg sad næsten op ad flygelet.

Det bliver værre og værre
Også underholdningen opgav jeg i forståelse med min makker. Vi så på hinanden, nikkede og gik, da en tysker ved navn Günther vandt en konkurrence om at være hurtigst til at pakke en eller anden hustru ind i toiletpapir. Det var forståeligt, at han nød sin sejr, men hans sejrsattitude var svær at tage. Han havde fået en rulle papir til rest, og den tog han nu og kastede den ud over tilskuerne, mens han holdt i den ene ende, lige som man gør til fodboldkampe. Da var det, vi gik, for vi vidste, at mening cubaner slet ikke havde råd til toiletpapir. Oprydningskommandoet skulle nok bagefter havde kendt bedre brug af rullen, om Günther havde ladet den ligge til dem.

Og så ud i naturen
Næste dag gik vi tidligt ud i mangroven. Her opdagede vi så, at man kunne fræse på vandscooter i naturparken. Vi harmedes, for menig cubaner kunne kun vanskeligt købe benzin. Jernbanerne på Cuba kørte kun persontog hver anden dag på grund af oliemangel! men forkælede vesterlændinge kunne få lov til at køre på vandscooter for sjov og til ingen verdens nytte og til skade for dyrelivet. Og så oven i købet i et naturområde. Jeg ved da godt, at cubanerne skaffede valuta til landet på den måde, men turisterne kunne jo have kørt i et vandland eller et andet sted, hvor de ikke gjorde skade. Når man kan løbe i et fittnescenter, kan man vel også køre på vandscooter i et vandland?

Vi nærmer os paradiset
Efter en god times gang fandt vi den stille palmeomkransede bugt fra reklamen. Vi fandt også en palme, der ydede skygge, og hvor kokosnødderne var høstet. Det var godt nok svært at finde en sådan. Solen står jo næsten lodret, og faldende kokosnødder kunne være farlige at få i hovedet. Reelt dødbringende i følge Johannes V. Jensen, En sømand har sin enegang.

Når vi vendte os, kunne vi se adskillige øjne holde øje med os afventende, at vi forlod fototasker og bagage og gik i vandet. En fototaske udgjorde adskillige månedslønninger for en cubaner. Vi blev derfor en tilbage, mens den anden gik i vandet. Det var vi nu vant til. Her var vi nu kun to, og badesikkerhedsrådets regler randt os i hu. Bad ikke på ukendt steder. Bad ikke alene. Vi skulle altså slet ikke være gået i vandet.

Der var et beskyttende koralrev lidt uden for kysten. Vandet var roligt og rent. Lonely Planet bedyrede, at der ikke var hajer her. Der var dog et farlig dyr, Den portugisiske orlovsmand. Lå der tråde efter den på stranden, skulle vi ikke gå i. Det gjorde der ikke. Jeg nød det virkelig, da det blev min tur. Lige indtil jeg kom til at se ned i vandet. Jeg var omgivet af fisk, og nogle af dem var meget store. Hajsnaks. Der var ikke hajer her, men læste hajerne Loneley Planet? Jeg vendte om og svømmede i land. Jeg fik lidt af et chock, da en pelikan dykkede foran mig – altså mellem mig af stranden. Jeg har altid set pelikaner som i Rasmus Klump, men denne her havde et langt sylespidst næb. Den fløj dog, efter at den kom op med en fisk. Resten af fiskene var i øvrigt også væk nu, men min lyst var også forsvundet. Siden har jeg søgt, men aldrig på nettet fundet pelikaner, der med næbbet sad fast i badegæster. En gang skulle jo være den første, men det skulle ikke være i mig.

Flere farer
Oppe på standen havde vi så tiltrukket insekter og lidt efter nogle meget store guldsmede, og det hjalp noget på den flyvende fauna, som nu aftog stærkt i antal. Konstant pilede landkrabberne også rundt på stranden. Deres huller var overalt. Disse landkrabber var små, men vi havde tidligere set andre betydeligt større landkrabber samt nogle lammegribbe, der var ved at forsyne sig med overkørte eksemplarer på en vej. Gribbene, der ikke var helt små, var hundangste for levende landkrabber, der i stor tal absolut skulle over landevejen for at nå havet, hvor de havde til hensigt at lægge æg. Senere har vi set i tysk TV, at de store eksemplarer kunne punktere en cubansk bil eller klippe elkabler over i bilerne, idet de søgte ind overalt på deres vej, hvor der var mørkt. Helt ærligt var jeg ikke tryg ved landkrabberne i den størrelse. De helt store Palmetyve, skulle dog ikke være her, med mindre de holdtes til spisning, og der var de i stand til at gnave sig ud gennem femkvart tommes træ.

Summa sumarum
Nej, må jeg så bede om Elvighøj eller Lønne Strand, så kan reklamefolkene beholde deres tropeparadis.

Jeg er ikke utilfreds. Det var sjovt at prøve det, og både natur og turister skal jo være der. Jeg kan tage et andet sted hen. Det gør jeg også for eftertiden, men det er ikke cubanernes skyld.

Jeg er også glad for, at jeg nåede at få set sukkerrørsbaner og alle deres urgamle damplokomotiver, mens tid var. Turen var god nok. Castos Cuba interesserede mig nok, men jeg vidste jo godt, at den påtvungne guide oplyste det, han skulle sige. Så var det meget mere givtig, at vi i Havana på et strejftog fandt en kvindelig elektroingeniør i en markedsbod. Hun var udlært i DDR og talte tysk, hvilket jeg og min makker også gjorde. Selv om hun ikke fortalte noget ufordelagtigt, var hun god til at tale mellem linjerne. Hun hævdede, at hun i sin bod tjente det dobbelte på turisterne, end hun ville have gjort i Statens tjeneste som elektroingeniør! Vi vidste også godt, at der blandt tjenerne i Varadero var læger, der her fik mere i drikkepenge end deres lægeløn. Man forstår dem godt, når man til daglig er og ideligt bliver liberalistisk opdraget, men jeg kan også godt se det fra Statens side. De giver de bedste hjerner den bedste uddannelse og forventer så, at modtageren tjener Staten resten af sit liv, indtil Staten igen tager over med aldersforsog. En læge fik, hvis jeg husker ret, men det gør jeg nok ikke, ti gange så meget som en sukkerrørsarbejder, men det var åbenbart ikke nok!

Der er adskillige indlæg om Cubas sukkerrørsbaner på hjemmesiden her. Til gengæld tog jeg ikke mange fotos af ferieparadiset her. Det var jo før digitaliseringen.

Mangroven. Der var også dyreliv her, men det løb, fløj eller svømmede, når det så et kamera. 1998.

Udsigt over palmestranden fra vor palme. Det ser yndigt ud og var det for så vidt også. De mørke pletter i luften er store guldsmede, som vi må have tiltrukket eller måske var tiltrukket af de insekter, vi havde tiltrukket. Jeg var ikke helt klar over, om jeg stod på deres spisekort, men jeg er som barn blevet bidt af en guldsmedelarve i en dam, og det rækker. 1998.

De omtalte landkrabber på en landevej. Her er kun én, da jeg ikke skulle ind i flokken, hvor ondsindede eksemplarer kunne finde på at angribe bagfra. Nu har denne reddet sig, mens andre midt på vejen, når der kom en bil, stillede sig op med hævede klosakse og truede af bilen! Det hjalp dem nu ikke, men det hjalp gribbene. 1998.

Bent Hansen, 7. marts 2013.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.