Rejser I Pakistan

INDLEDNING
Pakistan er besøgt to gange. Begge gange i forbindelse med ture på Silkevejen. Turene udgik enten fra Pakistan eller sluttede her. Når jeg så alligevel var i Pakistan, kunne jeg jo lige så godt se lidt på landet. Meget mere om Pakistan ses i Rejser på Silkevejen.

Jeg mødte kun venlige mennesker under mit ophold i landet, men jeg fornemmede, at Turistministeriet, der stod for mange turistfremmende tiltag, modarbejdedes af andre ministerier med andre dagsordener. Man kunne dog under mit besøg i 1995 og 1999 gå alene og frit. Jeg er ikke sikker på, at det i 2019 er klogt mere i alle egne af Pakistan.

I Pakistan, hvor jeg var, var der ikke meget at se for en vesterlænding, men rejserne koncentrerede sig om nogle historiske minder, og her var der en del at se på for os, der også har disse interesser.

LIDT HISTORIE
Pakistan startede tidligt på civilisationen; allerede som den fjerde af de store flodkulturer. Induskulturen omkring Harappa og Mohenjo-daro var også den første, der forsvandt igen på grund af klimaændringer, og vi så slet ikke noget af denne kultur. De omtrentlige årstal er 3300 til 1300 før vor tidsregning. Vi så lidt på nogle af de senere buddhistiske riger i området, blandt andet og Asokhas rige og Guptariget, der eksisterede omkring 319 til 543. Kong Asokas levede omkring 304 til 232 før vor tidsregning og var konge cirka 268 til 232. Flere minder havde makedoneren Alexander den Store efterladt sig. Han ankom til området 327. Mindre kongeriger i området lå i indbyrdes splid og gav Alexander let spil som erobrer. Alexander tabte godt nok sit første slag mod inderne, idet deres krigselefanter skræmte livet af Alexanders heste! Alexander behøvede dog kun én lærestreg, og ved det næste slag prikkede Alexanders fodfolk med deres lanser til elefanterne, så de gik i panik og trampede indernes egne tropper ned! Alexander var et militært geni, men det var vel også hans eneste kunnen. Han kom ikke længere end til det nordlige Pakistan, for hans soldater ville ikke videre til hverken Kina eller Centralindien, så Alexander vendte om her og efterlod en general og en hærstyre i området.

Da så Alexander døde i 323, udråbte generalen sig til konge i området, og hans efterkommere  sad her de næste par hundrede år. Endnu fem hundrede år efter Alexander kunne rester af de græske riger stadig spores. Hundrede år efter Alexander regerede kong Demeter af Baktrien. Demeter er et umiskendelig græsk navn. Riget ekspanderede omkring 200 – 180 f. Kr. i området og erobrede blandt andet kongeriget Ghandara med byen Taxila, der eksisterede de næste par hundrede år. Strengt taget blev grækerne smidt ud af Baktrien af et folk oprindeligt fra Gansukorridoren i Kina, der var på jagt efter et nyt hjem. Grækerne blev først buddhister efter 150 års tilstedeværelse i Centralasien, men nogle få græske kulturspor efterlod de sig dog. Mine to foto viser hvilke. Herefter var kun sagnene og kultursporende tilbage, til også disse sidste forsvandt. Baktrien lå langs floden Amus øvre løb i nuværende Afghanistan, mens Ghandara lå i det nuværende Pakistan ved Indus’ mellemste løb. Det var kun her, sidstnævnte sted, jeg var.

Alexander var en erobrer som de andre nævnte, men han havde en idé. Perserne havde i 500 tallet flere gange forsøgt at erobre Grækenland sammen med resten af den kendte verden. Alexander havde, skønt han var makedoner, græsk kultur, og han havde den idé, at man måske kunne skabe fred ved at udviske folkeslagenes egenart. Han tvang derfor sine officerer til at gifte sig med persiske overklassekvinder. At hans soldater gjorde også giftede sig persisk, fandt han ligeledes udmærket. Det fortælles, at en del af disse blandede familier rømmede og slog sig ned i Hunzadalen og Swatdalen oppe i Himalaya. Også andre stammefolk i Kashmirregionen påberåber sig græsk-persisk afstamning.

Senere kom araberne med Islam og derefter Djengis Khan, der regerede her 1206 – 1227. Mongolerne kom igen under Timur Lenk 1369 – 1405. Stormogulerne fulgte efter og erobrede blandt andet Delhi 1526, men også Rawalpindi, Peshawar og Hyderabad i Pakistan hørte til stormogulernes hovedstæder. Stormogulerne sad endnu i området, da englænderne begyndte at overtage Indien.

Mine billeder vil vise lidt om disse nævnte kongeriger og kulturer, som jeg er løbet over på turene.

RAWALPINDI
Vi så ikke rigtigt noget i byen, selv om det er en gammel by, og et af Silkevejens mange spor også har passeret. Byen har minder fra den buddhistiske fortid, men vi skulle bare ikke se dem. Markedet og basaren er som i alle østens byer noget særligt, hvis man ikke har set noget sådant før. Basaren i Rawalpindi var dog lokal og ikke som så mange andre steder lagt an på turister. Man skulle imidlertid ikke ret langt væk fra centrum, før der var åbne kloakrender i gaderne.

Byen ligger i 500 meters højde og har 2 millioner indbyggere.

St. Pauls Kirke i Rawalpindi, en anglikansk kirke der et levn fra den britiske tid. Der er i Pakistan stadig 2 millioner kristne. 1995.

Virvar i den indre by, hvor der handledes i Rawalpindi. 1995.

Basaren i Rawalpindi. På billedet er der masser af mænd, men ingen kvinder. 1995.

Fuglereder. Det kaldet den elektriske installation, der ses overalt i lande , vi normalt ikke sammenligner os med. Oftest er det meget værre end her. 1999.

ISLAMABAD
På gamle kort er Karachi afmærket som hovedstad i Pakistan, men fra 1960 flyttedes den til det nordlige Pakistan op lige syd for Himalaya, hvor der knap var så varmt. Navnet betyder Islams by. Bad er sikkert på arabisk = by. Førende arkitekter i Verden har bidraget til grundplaner sikkert med Brasilia i Brasilien som forbillede. Set fra bjergene omkring byen syner den, som indbyggerne selv siger, som Verdens grønneste hovedstad. Vi så selvfølgelig parlamentet og nogle af regeringsbygningerne, men kun udefra, da der var møder derinde. Byen ligger som Rawalpindi omkring 500 meter over havet, og den har 1 million indbyggere.

Bortset fra Faisalmosken er der ikke noget, der har efterladt indtryk. Moskeen er ny og skænket af saudierne, hvorfor den også er opkaldt efter en tidligere saudisk konge. Den påbegyndtes 1966 og var færdig 1986. Der er plads til 30 000 bedende, og det gjorde den til verdens største indtil nogen 1993 overgik den. Det slog mig, at de 30 000 kun omfattede mænd. Kvinder og børn var henvist til andre steder i området!

Verdens grønneste hovedstad. Træerne dækker de fleste tage, men vi ser ud over en storby. 1995.

Af moskeen ragede kun toppen op over det grønne. I baggrunden Margallabjergene, hvor jeg har spist et par gange med udsigt. 1999.

Nærbillede af moskeen undtagelsesvis uden et stort antal pilgrimsbusser. 1995.

MARGALLAPASSET
Nord for både Rawalpindi og Islamabad lå en i forhold til Himalaya lav bjergkæde, Margalla Hills. Denne kæde skulle være den tredje og sydligste Himalayakæde, der nu var under opfoldning. Den kaldtes også Himalayas fodbjerge oversat fra engelsk. Højeste top er 1604 meter. Opfoldningen startede sidst i Neogen for omkring 15 – 20 millioner år siden

I Islamabad var bjergene populære som spisested med udsigt over byen. På vejen derop skulle der være flere vilde dyr blandt andet aber og leoparder, men selv om vi havde bananer med til aberne, så vi ikke andet end tiggere og gadehandlere.

Fra Rawalpindi og nordpå førte vejen over Margalla passet. Vejen var nu firesporet, hvis det forslog, men tidligere var den smal og snoet. På toppen stod en obelisk, der skulle minde om den britiske oberst John Nicholson, 1821 – 1857, der ledede de britiske hjælpetropper i et slag mod sikherne i 1848. I Margalla Hills lå også en restaureret rest af Stormogulens Grad Trunk, en bred, brolagt vej på 2500 kilometer, der forbandt hans hovedsteder, Samarkand, Kabul, Peshawar, Rawalpindi, Hyderabad, Delhi og Calcutta. Navnet hentyder til elefantsnabler, og vejen var bred nok til at føre krigselefanter frem. Vejen skulle dog være langt ældre, mindst 2500 år gammel.

Restaureret rest af Grand Trunk i Margalla Hills. 1995.

John Nicholsons obelisk på toppen af Margalla Passet. Den skulle minde om et slag mod sikherne i 1848. Obelisken er rejst 1868 eller ifølge anden kilde 1886. Efter et par sikhkrige blev de nogenlunde passifiseret, og efter Pakistans selvstændighed i slut fyrrene blev de simpelt hen smidt ud af landet. 1995.

I passet var der også en lastbilparkeringsplads, og her var der to mindesmærker i græsk stil, hvor det mindste til venstre også mindede John Nicholson. Der ses også en moske. Jeg var ikke derovre. Jeg turde ikke vove mig over vejen, da vognmændene her påberåbte sig fri jagtret til fodgængere. 1995.

Pakistansk lastbil. Vognmændene købte dem nedslidte i udlandet og satte dem i stand, så de kunne medførte massive overlæs. Hvis mekanikerne også havde kunnet indstille en karburator, kunne landet havde sparet 50 % brændstofimport. Bemærk vognmanden, der bor ved højre baghjul. 1995.

TAXILA
I Taxila, en lille by nordvest for Rawalpindi lå områdets museum for forhistorien lige fra induskulturen til de buddhistiske riger herunder også den græske.

I Taxila findes et museum, hvor en del af fundene fra områdets tidligere kulturer er udstillet. Grækerne havde en højt udviklet billedhuggertradition foruden tanker om demokrati. Ret hurtigt efter grækernes og makedonernes ankomst fik de noget stiliserede buddhastatuer et græsk udtryk blandt andet i form af mere foldede gevandter – en påvirkning, der kunne spores endnu seks til syv hundrede år senere. De bedste eksempler var ufotogene, og der var vist også på museet fotoforbud. 1995.

Endnu en af buddhaerne i klassisk græsk klædedragt trods det, at det nu kunne være 700 år siden, at grækerne kom med deres indflydelse. Zeus regerede dog de første 150 år blandt grækerne. 1995.

Toppen af en stupa her med de tretten trin.på vejer til Nirvana. Den er fra lige efter vor tidsregnings begyndelse. 1995.

I gravene fra tiden fandtes en hel del smykker. De er nu hængt på denne voksmodel, der er kaldt en prinsesse. 1995.

SIRKAP
I Sirkap nord for Rawalpindi var der et par kvadratkilometer med ruiner for fortidige byer. De udgravede ruiner viser den græske periode, men byerne her var langt ældre og også beboede efter at den græske kultur helt var opslugt i den indiske.

I Sirkap ved den gamle by Rawalpindi og den nye pakistanske hovedstad Islamabad ligger denne udgravede buddhistiske stupa med en bevaret sokkel fra 200 tallet f. Kr. Her ses både en dobbelthovedet ørn, et relief i tydelig hindustil, et andet i buddhistisk stil, mens det sidste relief viser en græsk trekantet tempelgavl, som vi i vores bygningskultur har brugt helt til starten af 1900-tallet. Billedet er fra Pakistan i 1995.

I Sirkap ved den gamle by Rawalpindi og den nye pakistanske hovedstad Islamabad ligger denne udgravede buddhistiske stupa med en bevaret sokkel fra 200 tallet f. Kr. Her ses både en dobbelthovedet ørn, et relief i tydelig hindustil, et andet i buddhistisk stil, mens det sidste relief viser en græsk trekantet tempelgavl, som vi i vores bygningskultur har brugt helt til starten af 1900-tallet. Billedet er fra Pakistan i 1995.

En anseelig stuparuin. Af denne er der bevaret lidt mere, og soklen er en anden, men i samme stil. Enkelte vestlige turister leder efter indgangen, men her ses ret tydeligt, at stupaer er massive. Det er relikviegemmer, ikke templer eller lignende. 1995.

Om antikviteter
Mens vi stod og kiggede på ruinerne i Sirkap, kom en indfødt med en friskopgravet og fabriksny Buddha, der højst havde været gravet ned i 14 dage. Jeg har ikke noget imod gadehandel, så længe den holder sig inden for rimelighedens grænser. En kinesisk seværdighed med én nævenyttig handlende pr. løbende meter mellem p-pladsen og indgangen til seværdigheden er for meget af det gode. Jeg bryder mig heller ikke om at blive bildt ind, at den pågældende Buddha var antik. Og var den antik, var det sandsynligvis ulovligt at købe og udføre den.

En af mine medrejsende købte imidlertid Buddhaen. Da han kunne se, jeg ville sige noget, oplyste han, at købet var yderst fordelagtigt! Det var dengang min første oversøiske tur, så jeg kendte ikke endnu prisniveauet. Det gjorde jeg så senere og måtte erkende, at Buddhaen i Sirkap var billig. Først fire år senere på Den store Vildgåsepagode i Xian i Kina fandt jeg en Buddha fra samme fabrik og til samme pris. Desværre var der så mange købere, at jeg ikke nåede at købe, inden vi skulle køre. Jeg har stadig en 2000 års buddhakopi til gode.

JAULIAN
Ved denne landsby også nord for Rawalpindi lå et par klostre, hvoraf Jailian var det ene. Jeg husker nogle flotte mure af meget fint tilpassede natursten tilsyneladende uden bindemidler, men jeg tog ingen fotos her. Til gengæld så jeg mig lidt om i den nærliggende landsby og luftede fotografiapparatet lidt.

I kanten af en landsby havde en lille karavane på tre dromedarer gjort rast ved landsbyens depot for kuntsvandingsvand. Der var i området et udstrakt net af kanaler til kunstvanding.

MANSHERERA
Byen er opkaldt efter Man Singh, der havde været guvernør her, da Sikkherne regerede her. Han var desuden general i sikhhæren, og som alle sikkher hed han Singh (Løve) til efternavn.

I byens udkant var eksemplarer af de tre sten med de 14 buddhistiske leveregler indhugget, som kong Asoka i Mauryanriget lod opsætte mange steder i sit rige i 200-tallet før vor tidsregning. Asokas løver ser du under Varanassi i Rejser i Indien.

Der skete det mærkelige, at Asoka ikke bare opsatte stenene med indskrifter, men han rettede sig også efter teksterne, og efterlevelsen holdt flere generationer derefter.

Stenene var slemt medtaget af vind og vejr, selv om de nu var under tag. Der var desuden totalt fotoforbud, og end ikke et postkort kunne jeg købe.

FRA RAWALPINDI TIL BESHAM
Da jeg tvivler på, at vejen Besham – Rawalpindi er den oprindelige Silkevej, har jeg henført besøgene i byerne langs denne vej til Rejser i Pakistan og først ladet Rejser på Silkevejen begynde i Besham ved Indus.

Scene fra Silkevejen eller i hvert fald dens afløser. Et træ er væltet. En havde en motorsav, men mange deltog med neglesakse og lignede i håb om at redde lidt til komfuret. En glimrende illustration af, at mange kokke fordærver maden. Træet kom dog væk, men så havde motorfolk både foran også fyld vejen op. Også det løste sig, da nogen gave sig og vi kom videre. 1995.

Syd for Besham, hvor jeg tror, at Silkevejen fortsatte, er Indus stemmet op, så her er ingen passage mere. I stedet går vejene i dag enten øst om den opstemmede sø via Swatdalen eller vest om via Sharkolpasset. På sidstnævnte strækning har jeg kørte to gange, men ikke den samme vej, da en bro var skyllet bort på den ene tur, så jeg måtte en omvej.

Den nærmeste vej fra Rawalpindi mod Silkevejen passerer byerne Wah, Taxila, Hasan Abdal, Haripur, Havelian, hvor Himalaya begynder, Manshera og Batagram efter Shakolpasset.

I Haripur holdt vi også en lille pause, hvor vi blandt gik på markedet, der her var langt mindre og mere overskueligt end markedet i Rawalpindi.

Jeg har noteret, at vi på vejen beså en tæppehandlers biks, et teglværk, som vi havde dem for en menneskealder siden hos os og et posthus, som fungerede som hos os i 1800-tallet. Nogle byer var uheldige at ligge hinsidens floden og vejen, med i flere tilfælde var der bygget en hængebane til gods- og persontransporter over floden til landsbyen. En sådan hængebane så vi, og en enkelt deltager fik ved et uheld en tur med banen over floden, men hun kom dog helskinnet tilbage. På teglværket var jeg oppe på toppen af ovnen, hvor der fyredes gennem luger fra oven. Da ovnen trods alt var en ringovn, var det lidt uventet, at der pludselig stod en flamme op gennem i et fyringshul og slikkede op af mit ben både uden på bukserne og indenfor. Aldrig har jeg reageret så hurtigt, så der skete ikke mig noget ud over at arbejderne fik et billigt grin. Det gik nu over, da jeg fotograferede. Først senere opdagede jeg grunden til deres utilfredshed. Det var børnearbejde, jeg var kommet for skade at fotografere. Om det var deres egne børn, eller det var afghanske flygtningebørn udlånt fra de mange lejre i området, ved jeg ikke.

Ringovnteglværk i Pakistan. Vi står på toppen af ringovnen, hvorfra der fyres ned gennem hullerne. Lidt flammer ses i et par af hullerne henne ved fyrpasserne. Dette system brugte vi også i min ungdom i Danmark. 1995.

På markedet i Haripur var frugterne lokale. Da der er bananer mellem frugterne, kan de næppe her ved foden af Himalaya have frost. 1995.

Oversvømmede marker i dalbunden klar til at blive beplantet med ris eller i forgrunden allerede sat til med udplantede planter.  1995.

Rismarker med begyndende tilplantning men her anlagt op ad bjergsiden i terrasser. Altid et imponerende syn med de terrasser. 1995.

Et par marker var netop færdigpløjede, og bonden sagde blot til vandbøflerne: “Gå hjem!” Og de gjorde de så. 1999.

Nær passet fandt vi denne hængebane over en biflod til Indus. Banen førte fra vejen over floden, hvor der var en sti videre til landsbyen. Det krævede sin mand/kvinde at sætte sig ind i kabinen, men en deltager prøvede og fik uventet en tur, mens hun skreg og ville af. 1995.

ABOTTABAD
Byen er opkaldt efter kaptajn Abbott, der befriende byen fra sikhernes herredømme i sidste halvdel af 1800-tallet. Også her var der et marked, som imponerede. Byen havde ret store militærforlægninger og en hel karavane af dromedarer var på vej til våbenstilstandslinjen, der for tiden dannede grænsen mellem Pakistans nordterritorium og indisk Kashmir, sikkert med ammunition til de daglige udvekslinger af granater med inderne. Vejene i området har nok ikke alle været til biler.

Ud over daglige skyderier, har der været tre indisk-pakistanske krige, så det nordligste af Kashmir nu er under pakistansk administration. Da pakistanerne ikke endnu er tilfredse, er der stadig et højt militært beredskab her. Byen blev senere også kendt som tilholdssted for en kendt terrorist, som amerikanerne udskadeliggjorde her, men det var nu længe efter mine besøg. Jeg har ikke sådan rigtigt besøgt byen, men jeg har spist der et par gange.

Inden mit første besøg tog indfødte i Kashmir en gruppe turister som gisler, og lige inden min tur gjorde de alvor af truslerne og skar hovedet af en ung nordmand. Som skrevet, mødte vi dog kun venlige mennesker, men fornemmede en ulmen under overfladen.

Mere om Pakistan i Rejser på Silkevejen.

Bent Hansen.
1. udgave 2014.
2. udgave 2019.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.