Rejser i Kina

INDLEDNING
Kina er besøgt tre gange. Hver gang i to til tre uger, så den samlede besøgstid ligger omkring to måneder. Første besøg i 1995 gjaldt Silkevejen samt Beijing. Andet besøg foregik i 1999 og gjaldt igen Beijing og Silkevejen; jeg rejste bare den modsatte vej på en anden årstid. Desuden havde jeg flere og andre besøgsmål end første gang. 1995-turen bød også på en afstikker til et område, der tidligere havde været det nordlige Tibet. Det tredje besøg var i 2007 og gjaldt igen Beijing, men nu også Shanghai foruden en større rundtur i Tibet.

Kina bliver gennemgået sted for sted uanset, om besøgene foregik ad flere gange med års mellemrum. Ordenen er tilfældig, men jeg vil dog begynde i øst med Beijing og omegn og derfra bevæge mig mod vest og derpå mod syd.

Tibet vil få sit eget indlæg og desuden vil en stor del af Kina blive behandlet separat i afsnittet Silkevejen, der desuden vil omfatte Pakistan.

Navnlig på de to første ture var der ret meget tid på egen hånd.

GEOGRAFI OG HISTORIE
Kina er et stort, gammelt og navnlig folkerigt land. Foruden mange kinesere rummer landet mindst 75 mindretal, hvor Øst Turkestan og Tibet er de største områder. Øst Turkestan kalder kineserne for Xinjiang Uygur eller i lidt ældre tid Sinkiang. Begge lande regnes siden erobringen 1949 for en del af Kina.

Landet var den sidste af de store flodkulturer, der blev civiliseret. Først sent blev det samlet til et rige, der tilmed byggede en stor mur lang nordgrænsen. Efter samlingen var der dog stadig stridigheder, og i ufredstider løsrev de såkaldte bilande sig, og Kina skrumpede, mens landet under et fast styre bredte sig til både Tibet, Øst Turkestan, Mongoliet og ned i Indien og Pakistan.

Trods mure har Kina altid været tillokkende for de omboende nomader. I lang tid var de hunnerne, der var en plage i Kina. De havde store heste, mens kineserne kun havde ponyer, der ikke kunne bære en kriger i rustning så først, da kineserne fik store heste, var kampen lige. Derefter kom mongolerne, der red i bukser, og havde stigbøjler, så en mongolsk rytter med bue kunne skyde langt mere præcist end en kineser uden stigbøjle. Igen måtte kineserne nødtvunget taget et fremskridt til sig udefra, men da var Kina for længst erobret.

Kina har haft adskillige hovedstæder. Ordet jing betyder hovedstad. Den foretrukne hovedstad gennem tiderne har dog været Xian. Beijing i nord blev først gjort til hovedstad i 1403.

Kejserriget faldt i starten af 1900-tallet. I 1928 tilrev general Chang kai-Shek, 1887 – 1975 sig magten, indtil han i 1948 blev fortrængt af Mao og fortrak til Taiwan, hvor han sad til 1975. Taiwan tidligere Formosa er stadig ikke indlemmet i Kina, skønt det på alle kinesiske landkort har samme farve som Kina!

I 1949 havde Mao Zedong, 1893 – 1976 gjort sig til herre i hele Kina og ret hurtigt i Kina med bilande og efterhånden fået rejst statuer af sig selv rejst over hele landet. De fleste er nu væk igen, og hans linje er også blevet moderniseret lidt.

BEIJING
Allerede vore forfædre boede her. I min barndom var fortidsmennesket, peking-manden meget kendt. Peking er en tidligere staveform af Beijing. Blandt andet under mongolerne, Yuandynastient 1271 – 1368 ødelagdes bebyggelsen her, men mongolerkejseren Kublai Khan beordrede byen genopbygget. Det var her han modtog blandt andet Marco Polo på sit slot på den store ø i Beihaisøen vest for Den forbudte by.

Bei betyder nord, så Beijing betyder således nordhovedstad, men det var Mingdynastiet, der var ved magten 1368 – 1644, der i 1403 valgte byen som hovedstad. Valget var strategisk. En stærkt befæstet by mod nord ved grænsen til mongolerne samt en genopbygning af De store Mur ansås for et forsvarsmæssigt plus.

Den forbudte By
Centralt i byen ligger kejserpaladset også kaldet Den forbudte By, fordi området var stort som en by, og menigmand kun havde adgang til en meget lille del af området og kun med godkendt ærinde. Den forbudte By strækker sig over 720 000 m² svarende til 72 ha, og området er rektangulært og omgivet af 4328 meter mur i ti meters højde og en voldgrav.  Turisten kommer som regel ind fra Den himmelske freds Plads, Tian Anmenpladsen, gennem en port, Den himmelske freds Port, Tian Anmenporten. I nord ligger også en port, Den åndelige tapperheds Port. Sydporten, der i dag prydes af slagord og Maos billede, har fem åbninger. Den midterste store for kejseren, flankeret af to mindre porte for højt rangerende hoffolk og de to yderste for de lavere klasser. I syd er der udefra yderlige to porte, en i øst og en i vest. Videre ind i paladset passeres Meridianportern også kaldet Middagsporten. Tian betyder himlen og an står for fred.

En bæk med små broer adskiller det egentlige palads fra administrationen. Her ligger først en port, Den højeste harmonis Port samt yderligere tre store bygninger, hvor kejseren havde sin gang. Templet for Den højeste Harmoni, Templet for den mellemste Harmoni og Templet for Den himmelske Renhed. Hallen eller Templet for Den højeste Harmoni er kompleksets største bygning og rummer i midten dragetronen. Ikke alle trodser kødranden og når derhen og får et kig. Jeg mindes kun én gang at have været der. Dernæst følger i nord de kejserlige gemakker, men da er de fleste guider og rejsegrupper blevet trætte og kan ikke mere huske den end bygning fra den anden. Alle er røde og har rødt (kejserlige bygninger) eller gult (himmelske bygninger) tag, der, selv om det var tegl, havde form som bambusstave. Farverne var forbeholdt kejseren og himlen (guderne.) Menigmand havde grå tage. Komplekset består af mere end 900 bygninger, paladset alene 800 bygninger med tilsammen 9999 rum, idet himlen havde 10 000 rum! Lidt respekt, tak! Portene har beslag i 9 rækker med hver 9 søm. Har du i øvrigt to rejseførere og måske foretaget ti opslag på nettet, får du tolv forskellige navne og størrelsesangivelser! Derfor har du måske hørt andre betegnelser for nogle af de nævnte bygninger.

Den himmelske freds Port set fra Den himmelske freds Plads. Man ser de fem porte, der er redegjort for i teksten. Endvidere flagstangen, der ligeledes bliver omtalt. Foran kanten af murbygningen ses to søjler, der omtales på et følgende fotos. 1995.

Kejserens port i Den himmelske freds Port med Maos billede over porten. Det skiftes ud en gang om året, så det til stadighed er nyt. 1995.

Sejrssøjlen kalder min ukendte, ældre kilde denne søjle. Der var nu to, og de stod i gammel tid ofte ved porte. Siden denne tegning er søjlerne blevet flyttet. Vingerne på tværs er skyer, idet søjlen er en dragesøjle, viet til dragen for luft. Øverst sidder Ho, et fabeldyr i retning af en grif. Dette væsen kunne være kommet over silkevejen helt fra skyternes rige til Kina. Griffen vandrede også over Silkevejen den anden vej til Europa og ses undertiden som gelænder på københavnske kælderskakter.

Voldgrav med vagttårn og muren om Den forbudte by set inden overgangen før Meridianporten 1995.

Meridianporten lige bag voldgraven havde også fem porte, men de er rektangulære. 1995.

Her står Meridianporten, tror jeg nok. Det øverste tegn for midt går igen i navnet på Kina: Riget i Midten.

Her ses i forgrunden den indhegnede lille bæk, der skilte embedsmændenes område fra det egentlig slot.Bygningen i bagrunden er Paladset for Den højeste Harmoni. Foran denne solgtes biletter til et kig udefra ind i bygningen, men der anes en større kø, så jeg har næppe været der ved hverken første eller andet besøg. 1955.

Ved tredje besøg kom vi så sent, at paladset var ved at lukke, så da var der et tilmed frit kig ind til tronen. 2007.

Detaljer af sidebygningerne, som jeg i stedet kastede mig over i 1995 og19 99. På taget øverst anes vanddragen, der skulle beskytte mod ild ved lynnedslag. 1995.

Bærere gik på trappen og bar kejseren i en langsskaftet bærestol hen over dragefrisen op til Paladset til harmoniens Bevarelse. Frisen er af kalksten og vel at mærke én stor kalksten fragtet i frost og sne på slæder til paladset og forarbejdet der. Et andet af mine foto viser, at frisen flere steder er brækket, og der er gået fliser af kanterne. 1955.

Sådanne forgyldte metalkedler var altid fyldt med vand og stod overalt på slottet som førstehjælp ved ildebrand. Om vinteren fyredes under kedlen, så vandet ikke frøs til is. Slaggerne blev båret ud ud gennem nordporten, Den åndelige tappershed Port og henlagt på området lige udenfor, så her i dag er en høj kaldet kulhøjen, hvor der i dag er park. Det var her den sidste mingkejser hængte sig. Guldet blev under opiumskrigen skrabet af med bajonetter af franske og britiske soldater, hvilket der endnu er tydelige spor efter. 1955.

Ud over kedler stor der løver, traner og skildpadder alle fra mingtiden, men det var kun sådanne store kunstværker, der var i behold. Alle mindre kunstgenstande har nationalisterne i 1948 taget med ved flugten til Formosa (Taiwan.) 1955.

I den kejserlige have fandtes dette relief af De ni Drager. Under opsætningen dagen før, det skulle indvies, tabte man de ene kakkel, så den gik itu, og der var ikke tid til at lave en ny, der først skulle brændes, så man snittede i hast en i træ og håbede, at kejseren ikke opdagede det. Det gjorden han ikke, så man lod den sidde, og den sidder der endnu. Det er nr. tre nederst fra højre. Farven på dragen er i dag lidt anderledes. 1955.

Indtryk fra den kejserlige have. Det var her jeg studerede, mens mit selskab var mætte og stak af før tiden uden at tage mig med. 1955.

En forgyldt elefant og kunstige klipper. 1955.

Her var smukt, fredfyldt og knap så overrendt. 1955.

I nyere tid er vanddragen suppleret med en moderne lynafleder, men på alle tage sad seks drager og beskyttede afsluttet med prinsen på hønen. Nærmere om opstillingen må du søge andet steds på nettet. 1999.

Mange steder var træværket smukt dekoreret. Træværket inklusive søjlerne skal efter sigende udskiftes hver tyvende år. Det vil sige, at de ældste bygninger er fornyet mere end 100 gange. Med alle Kinas templer og paladser er der her arbejde til 1 000 000 tømrere, billedskærere og malere ud i al fremtid. 1999.

Nogle dekorationer i keramik var dog formentlig mere holdbare, men også her gik der håndværkere og fornyede, lige som der lå reservedele på lager. Efter frugterne at dømme er det lotusblomster der ses mellem ænderne. 1999.

Da man i sin tid gik fra bambus til det mere holdbare tegl vedblev man at efterligne bambus. Den muffe er formentlig til beskyttelse af en spærende af træ. Den er fotograferet på et lager. 1999.

Detalje af belægning på havegangene i kejserens have. 1999.

En kunstfærdigt udskåret dør ind til et af de kongelige gemakker. 1999.

Et sted kunne man kigge ind, og sikken et loft. 1999.

På et værtshus et eller andet sted i Kina gik dette levn iført mingtidens skomode. Til min store overraskelse ville hun gerne fotograferes. For en ordens skyld: Hu står ikke på et par omvendte risskåle. Hendes sko ser sådan ud, men hun gik ubesværet i dem. 1999.

Et lille intermezzo, hvor jeg bliver sejlet agterud
Efter en guidet gennemgang gennem Kejserpaladset,  Den forbudte by i Beijing, blev vi sluppet fri helt oppe i nord ved Den åndelige tapperheds Port. Om 1½ time skulle vi være igen ved porten. 1½ time var måske også meget blot for at se nogle intetsigende souvenirbutikker, for slottet, normalt kaldet Den forbudte By, havde vi jo set – sådan da. Jeg gik straks ud for at se på kejserens private boliger og hans have, som vi ikke rigtigt var blevet guidet igennem.

Vel tilbage i god tid nåede jeg lige souvenirbutikkerne, men det undrede mig allerede nu, at ingen af mit selskab var at se. Jeg ventede til det blev mødetid, og jeg ventede og ventede. Efter yderligere en time gav jeg op, og gik hjem. Selskabet var kørt – uden mig. Måske havde jeg misforstået mødetidspunktet? Det havde jeg nu ikke.

Selv om jeg ikke kunne læse gadeskiltene eller spørge nogen overhovedet, var jeg ikke tvivl om, hvor jeg var og, hvor mit hotel lå. Jeg havde endda overskud til med vilje at starte i den forkerte retning og gå på Kulhøjen, hvor man smed de slagger, der blev til rest efter slottets opvarmning og navnlig til at holde det vand, der skulle bruges til eventuel brandslukning om vinteren, fri for is. Her var senere indrettet en smuk park.

I stedet for at hente min nøgle på hotellet, gik jeg blot op til en af deltagerne, som lå på værelset og var syg. Hun havde imidlertid ikke brug for indkøb, så jeg gik igen, denne gang med banegården som mål. Den tur tog sin tid, og på vejen tilbage gik jeg ind for at spise, inden jeg vendte tilbage til mit værelse omkring klokken 20.

Guiden havde først savnet mig, da selskabet spiste ved Himlens Tempel, men deltagerne havde set mig, sagde de og mente, at jeg var på toilet. Da guiden endelig fandt ud af, at jeg ikke var med, havde han ringet til hotellet, men min nøgle hang der jo stadig. Formentlig var det en alvorlig sag for en guide at miste en deltager. Sagen kan også være alvorlig for en hjælpeløs turist, der måske ikke helt havde styr på, hvor han eller hun var. Det blev i øvrigt ikke sidste gang, jeg blev sejlet agterud i Beijing – uden selv at være skyld i det.

Jeg fik fuld valuta på banegården, den gamle hovedbanegård i Beijing, men jeg ville hellere have set Himlens Tempel. Det kom jeg imidlertid først mere end tolv år senere. Som spisested valgte jeg McDonald. Jeg følte ikke, jeg kunne kinesisk nok til at gå ind på et lokalt spisested, og dengang i 1995 flokkedes kineserne om turisterne på stedet for at lufte deres engelske. Det var såmænd meget hyggeligt.

Trods alt en god dag, men oplevelser, jeg ikke under normale omstændigheder ville have fået. Foto fra mit besøg på banegården ses på indlægget Kina. Statsbaner.

Så fortsættes beretningen om Beijing.

Den himmelske Freds Plads
Denne plads er verdens største i hvert fald i en by. Den måler 880 x 500 meter eller 440 000 m² eller 44 ha. Nordligst på pladsen står en stor flagstang med det kinesiske flag. Det bevogtes af en mindre hærstyrke og flaget stryges under overvågning af en større styrke. Længere sydpå ligger Maos mausolæum og et monument for folkets helte. Helt i syd ligger to store byporte kaldet De mongolske Byporte. Byen breder sig dog mange kilometer uden for den for længst nedrevne bymur. Vest for pladsen ligger Folkets store Hal, der rummer Den nationale Folkekongres, og overfor ligger Museet for den kinesiske Historie, der til forveksling ligner et revolutionsmuseum.

Den himmelske Freds Plads har i nord Den himmelske freds Port ind til Den forbudte By. På fotoet her fra 1999 hænger Maos stadig og ser ny ud. Slagordene hænger der også til stadighed. Der står til venstre: “Længe leve Den kinesiske Folkerepublik,” og til højre: “Længe leve det socialistiske sammenhold.” Den smukke belysning på pladsen er blevet suppleret af højtaleranlæg, så de, der ikke kunne læse slagordene, fik dem at høre. Der opfordredes også på et tidspunkt til gymnastik på pladsen. Ellers var pladsen mest brugt til drageflyvning, også selv om det var forbudt, for det var farligt med de ofte store drager fløjet af ret uøvede. 1999.

Pladsen rummede et par revolutionsmindesmærker i en nationalistisk stil, men bemærk også den lange kø til Maos lig, der også ligger på pladsen. Kun én gang var køen ikke større, end at jeg vovede mig ind i den, men det gik ret hurtigt. Vi blev presset fremad og nåede dårlig at se ham, før vi var ude igen. 1999.

Et af revolutionsmindesmærkerne i nærbillede. 1999.

Foran Maos mausolæum står et revolutionsmindesmærke. Her ses i guld med Maos håndskrift teksten: “Folkets helte er udødelige.” 1995.

I 1995 var der foran Revolutionsmuseet opsat et elektronisk ur, der talte ned Hong Kongs indlemmelse. Det var vist ikke lige det, der stod, men uret viste 739 dage og en masse sekunder til indlemmelsen, der skete 01.07.1997, og jeg fotograferede i 1995.  I 1999 stod der der stadig, men nu talte det ned til Macaos indlemmelse. Det viste da 98 dage samt en masse sekunder til begivenheden, der skulle foregå 20.12.1999. Nogle ville vide, at det skulle blive stående og tælle ned til Taiwans indlemmelse. Det var nu væk ved næste besøg.

Foran revolutionsmuseet var der i 2007 intet ur mere, men nu talte man ned til olympiaden med blomster og en græsk tempelkopi. Her ses en del af de ellers forbudte drager i luften.

I syd stod en dobbelt mongolsk byport, hvor den ydre ses her. Den er fra 1419 og fotograferet 1995. Andre kilder har dog andre navne og data på bygningsværket, idet mongolerne allerede var afløst af mingerne i 1368.

Parker
Beijing har mange parker, jeg ynder at besøge, men selv om jeg husker folkelivet i parkerne, har jeg åbenbart ikke gået og fotograferet folk.

Markeder
I Beijing er der sikker masser af markeder, men jeg har kun besøgt et såkaldt fuglemarked. I silkevejsafsnittet er der fotos fra andre former for markedspladser.

På fuglemarkedet solgte de cikader og græshopper. Nogle blev brugt til at larme, som kinesere åbenbart yndede, andre blev brugt til kampe på fortovet. Når to blev sluppet løs over for hinanden, gik de omgående i kødet på hinanden. Man spillede på udfaldet. Disse kampcikader var engangs. I hvert fald kun den ene overlevede. 1999.

På fuglemarkedet solgtes også katte og små hunde foruden høns. Under mit to måneders ophold i Kina har jeg set en hund i snor. Derfor har jeg en fornemmelse af, at det ikke var husdyr, men madvarer? 1999.

Fabriksbesøg
Som besøgende i Kina kommer man ikke uden om virksomhedsbesøg, børnehavebesøg, skolebesøg og måske også et kig til sundhedsvæsenet. Meningen er, at man skal købe et eller andet. Jeg har altid prøvet at undgå sådanne besøg, hvor det var muligt. På den anden side har jeg haft glæde af på egen hånd uanmeldt at besøge skoler og tale med personalet, selv om ingen af os overhovedet forstod hinanden.

Cloisonne var trods det franske navn en kinesisk specialitet. På en kobbervase loddes et mønster af smalle kobberstrimler. 1999.

Derefter fyldes felterne mellem strimlerne ud med emalje i forskellige farver. Til sidst brændes de vist så emaljen størkner. Meget kunstfærdig og flot, men ikke lige noget jeg stod og manglede. Salgsprisen var i øvrigt heller ikke til mit pensionistbudget. 1999.

Himlens Tempel
Ude i øst ligger Himlens Tempel. Egentlig er det et større kompleks med Solens Tempel, Månens Tempel og Templet for Bøn om en god Høst med tilhørende alter. Sjovt nok er mange af de himmelske bygninger runde, hvor det rektangulære var kejserens foretrukne, skønt han var himlens søn. Kejseren havde også overnatningsfaciliteter derude.

Altret for bøn om en god Høst kaldes denne bygning. Soklen har tre etager , og bygningen har også tre tage. Søjlerne af træ er enorme. Det var svært at komme til for andre besøgene. 2007. I 1995 blev jeg snydt for besøget, og i 1999 var det slet ikke på programmet.

Ved det lille Månes Tempel var der bedre plads. 2007.

Vi boede i nærheden, så vi gik derind straks fra morgenstunden og folkelivet her var også værd at kigge på. Her går et statelig, gammel kineser stadig maojakke. Han her sikkert gjort revolutionen med og overlevet det store spring fremad og kulturrevolutionen, og nu har han det formentlig økonomisk bedre end han ville have haft det i en fri markedskultur? 2007.

Mange benyttede denne søndag morgen i parken til alskens aktiviteter. Her et drageoptog. Formålet kan jeg ikke forklare dig. 2007.

Et sted komme disse gutter gående. Hvad de skulle, og hvorfor de var klædt ud sådan, har jeg ingen anelse om. Jeg tog fotoet, fordi deres bælter viser, at de var jernbanefolk, På deres bælte ses De kinesiske Statsbaners logo. 2007.

Her er vist Tai Shi på programmet. Denne disciplin styrker sind og legemskontrol. Hvorfor tilskueren ser bekymret ud, vides ikke. Andre steder i tempelhaven dyrkedes quickstep og tango (dans,) fjerboldspil, yoga, skak og en masse, jeg ikke kender navn på. 2007.

Sommerpaladset
Uden for byen ligger i nord Sommerplaladset, der er af nyere dato, men enormt og bestemt et besøg værd. Oprindelig byggedes det sidst i 1700-tallet som Den perfekte renheds Have, men brændtes ned under opiumskrigene omkring 1860 og genopbyggedes af den tidligere konkubine senere kejserinde og sidst enkekejserinde, den noget specielle Cixi omkring 1888. Pengene skulle oprindeligt være brugt til et etablere en kinesisk flåde, så Cixi opførte for et syns skyld en båd af marmor i søen, der hørte til paladset. Jeg har flere gange set den og været ude i den, men noget foto af den er det aldrig lykkedes at få taget. Det var også i en af audienssalene, at Cixis unge søn sad og regerede, mens Cixi bag et gardin hviskede ham alle svarene i øret. Gardinet ses endnu. I år 1900 eliminerede Cixi en rivalinde, ved simpelthen at få hende rullet ind i et tæppe og derpå smidt i en brønd.

I forgrunden Hofteatret og bagved Bjerget for et langt Liv med den buddhistiske røgelses tempel. Herinde var en stor Buddhafigur, men der var ikke tid trods tre besøg til at gå derop. Jeg overvejede anden og tredje gang at skippe alt andet for at nå det, men valgte så alligevel gensynets glæder. 1995.

Løven var kejserens symbol. Her et uforgyldt bronceeksemplar. De optræder altid parvis, en han og en hun. Hannen holde jordkloden i sin klo, og hunnen en unge. 1999.

Tranen repræsenterede dronningen. Kejseren symboliseredes også ved en drage, og den skulle stå nærmest døren. Her har Cixi dog flytte sin Trane nærmest! 1999.

I et stille hjørne af Sommerpaladset lå en sø med et tehus. I søen er der fyld med lotusblomster. Desværre var de afblomsterede, ellers havde det været flot. Min yndlingssted i Sommerpaladset. 1999.

I haven var der opstillet papirkurve i keramik. Her en løve, men der sås også andre dyr. 1999. Bambussen i baggrunden kunne være fyldt med grafitti, men disse er nu gået fri. 1999.

En 728 meter lang overdækket gang forbandt Cixis domæne med Marmorbåden. Denne gang var udsmykket i den grad. 1999.

Ikke to motiver var ens. Hvad billederne fortæller, vides ikke. 1999.

Jeg vil tro, at de viser både hverdagsliv og giver beretninger af Kinas historie og måske også er religiøse billeder? 1999.

I paladsets udkant havde kejserens opført en kopi af en fiskerlandsby, hvor han kunne gå på bordel. Hans kejserinde og talrige konkubiner rakte åbenbart ikke. 2007.

Minggravene
Endnu længere uden for Beijing ligger Minggravene, hvoraf kun ganske få er udgravet. Hver grav består et større kompleks, men det meste er skjult af bevoksning. Hele området er omgivet af en mur, og op til porten ligger blandt andet Åndealeen.

Selv om myndighederne gør, hvad de kan, for at holde gadehandlerne ude, skal du såmænd nok blive shangahiet af handlende, der vil prakke dig noget ubrugeligt på.

Den utilgængelige dal for enden af Åndealeen rummer 13 grave efter de 16 mingkejsere. De to første ligger i begravet i Sydkina, hvorfra mingerne stammede, og den sidste mingkejser hængte sig på kulhøjen, da manchurerne rykkede ind og overtog magten i Kina 1644. Hvor manchurerne har gjort af liget, vides ikke. Kun to eller muligvis tre af gravene er der gravet i. En er tilgængelig og yderligere en er delvist tilgængelig. Jeg har se to af gravene, men ved hvert af mine tre besøg, har der været nye ting tilgængelige.

Hvis du vil have styr på kejserne, så vid, at en kejser kan have tre navne, som kilderne ikke alle har styr på. En kejser har dels et fødenavn, dels et kejsernavn, og hans regeringsperiode har et tredje navn, der ikke sjældent bruges også om kejseren i den pågældende periode. Gravhøjens har forresten også et navn, der ender på ling, der betyder høj.

Selv om jeg har set både den tilgængelige grav og den delvist tilgængelige, kan jeg ikke huske den ene fra den anden. Det er gravhøjen, Dingling for kejser Zhu Yijun, 1573 – 1620, der er udgravet og tilgængelig. Desuden er Changling gjort tilgængelig omend, den ikke er udgravet. Her hviler kejser Zhu Di, 1403 – 24. Mens sidstnævnte fik et større antal konkubiner med i graven trods det, at de endnu var i deres bedste alder, fik kejser Zhu Yijun kun sin allerede afdøde hustru og en enkelt også afdød konkubine med i graven. På 100 år havde skikkene ændret sig. Det havde de egentlig gjort allerede under den første kejser, Qin Shihuangdi i 211, hvor han begravedes sammen med sin hær i form af lerfigurer i naturlig størrelse. Tidlige i Shangdynastiet, 1500 – 1000-tallene før vor tidsregning  havde man begravet kejseren og hele hoffet, de sidste levende. Der blev dog sat mad ned til dem, men der gik ikke lang tid, før maden ikke blev rørt mere.

Åndealleen startede med en port, Steleporten med en skildpadde og en stele. Edit Laursen har taget fotoet, idet jeg står med hånden på skildpaddens næse, hvilket skulle give et langt liv, dog ikke for skildpadden, hvis næse er ret slidt. 2007.

Længe før Minggravene bliver turisten sat af ved Steleporten og Åndealleen, hvor en række figurer flankerer vejen. Den er opført 1435 –  1540. Der ses op ad alleen med figurerne: Embedsmænd, gravvogtere, kameler, heste og overnaturlige dyr blandt andet – alle i to udgaver, liggende og stående. 2 x 12 dyr og 6 x 2 tobenede.

Nærbillede af stående kamel. 1995.

En kejserlig embedsmand på Åndeallen til venstre, mens det til højre er mig i 1999. Foto: En tilfældig forbipasserende.

Denne grav, Ding Ling er udgravet 1956. Her hviler kejser Zhu Yijun 1573 – 1620  sammen med sin  hustruer og en enkelt konkubine. Da man året efter udgravningen startede, endelig fandt indgangen, gjordes graven efter 1957 tilgængelig. 1999.

Gravkammeret. Et af dem. Gravgodset er fjernet og udstillet på et nærliggende museum. 1995.

 

Ved et besøg var denne lille bygning en konkubinegrav, mens det ved at andet besøg var et røgelsesalter. Jeg kunne ikke læse skiltet, men jeg er henvist til de kinesiske guider og til litteraturen, hvor jeg foretrækker den kinesiske i oversat stand. Måske tager en af kilderne fejl, måske har en ny historisk undersøgelse ændret fortolkningen. Jeg ved det ikke. 1995.

I mindehallen, eller museet om man vil, for den tredje mingkejser Zhu Di var der efter 1999 rejst en statue af kejseren, som jeg så for første gang 2007. Rundt langs væggene montre med fund fra gravene, og det må så være ting fra kejser Zhu Yijuns grav.

Kejser Zhu Yijuns dronnings phønixkrone i en af montrene. Der var fundet 3000 genstande i graven, og en del pragtstykker var udstillet her. Mens kun én ægyptisk grav ikke blev plyndret (Tut ank Ammon,) er de kinesiske kejsergrave åbenbart gået fri, omend jeg personligt har hørt gravrøvere på jagt efter guld sprænge gravhøje med dynamit i Xian-området. Foto: Edit Laursen 2007.

Den store Mur
Længst fra Beijing ligger Den store Mur. Turistbranchen påstår til stadighed hårdnakket, at den kan ses fra Verdensrummet. Den er godt nok lang, mere end 6000 km, med den er ikke særlig høj eller bred. Jeg har ikke været i verdensrummet, men jeg har fløjet hen over muren flere gange, og flyet er allerede her tæt på Beijing ved at lægge an til landing. Højden er ikke mere tolv kilometer, men kun få kilometer. Ved murpassagen råbte nogle få i flyet: “Se muren!” De fleste kiggede, råbte fortvivlede: “Hvor?” og erkendte, at de ikke kunne se noget, så jeg har min tvivl.

Kineserne har altid været glade for mure, og alle de tidligere små kongeriger har været omgivet af mure, og da Kina samledes til ét rige i 221 af Qin Shihuangdi, 221 – 211 før vor tidsregning blev de nu interne mure revet ned og grænsemurene mod nord sammenbygget til én mur langs nordgrænsen ud mod barbarerne. Denne mur var af stampet ler holdt sammen med halm. Enkelte steder ude i vest har jeg set resterne af dem.

Qin Shihuangdi kender du som kejseren med hæren af menneskestore lersoldater, terrakottahæren. Trods kun ti år ved magten, var det utroligt, hvad han efterlod sig af mure og gravmæler, og så er vel kun en brøkdel blevet fundet hidtil. For resten har muren aldrig kunnet holde hverken mongolerne eller hunnerne ude!

Under monglernes Yuandynasti fra 1271 lå muren midt i riget, der nu også omfattede Mongoliet, så den var der ikke brug for mere, og den forfaldt. Med Mingdynastiet fra 1368 blev den genopbygget, men nu i sten. Med manchurerne forfaldt den igen, og i dag er dens rolle udspillet. Den er dog stedvis sat i stand igen til dels af udenlandske firmaer, og nu valfarter turisterne og kineserne derud. Den er stedvis overendt.

Muren er egentlig flere parallelle forsvarslinjer, men det opdager den besøgende ikke. De mest kendte besøgssteder er i vest Jadeporten, hvor muren går nord syd og lukker Gansukorridoren ud mod Gobi- og Taklamakanørknerne. Nord for Beijing ligger Badaling. De otte vejes Høj, hvor syv veje samles for at føre gennem én port og føre ud som den ottende vej ud i barbarernes land. Her fører også jernbanelinjen fra den transibiriske jernbane via Mongoliets hovedstad Ulan Bator til Beijing. Her er nogle kilometer af muren genopbygget på begge sider af vejen. Mod øst er der mest tilgængeligt og derfor mest overrendt. Her har jeg aldrig været, men mod vest er der mere fredeligt, idet der er langt stejlere. Lad mig gætte: mere en tredive centimeter høje trin i en hældning på 100 % eller i 1 : 1 eller 45 grader. Her har jeg gået til enden. Godt en kilometer.

Et andet sted øst for Beijing er ved Mutianyu. Også her er overrendt, men ikke så slemt, som ved Badaling. Dels er muren restaureret senere, dels er der længere til Beijing. 125 kilometer. I dag kommer man op med svævebane, men ved mit første besøg gik vi op og gik først mod vest og siden mod øst, og da den restaurerede mur hørte op, yderligere en kilometer på ruinerne. Det tog hele dagen og kostede et par bukser, som jeg rev på en tjørn.

Muren ved Badaling vest for porten. Her var ude ved enden ikke mange andre, men der var trapper med meget høje trin, så vi stedvist kravlede. Fra fotostedet er der ikke langt til enden af den restaurerede del. Ruinafsnittet starter her og fortsætter mindst 4000 kilometer mod vest. 1995.

Så er vi nået frem til enden af den restaurerede mur. Her kom to soldater, der kravlede op på muren og gerne ville fotograferes. De fortalte, at de havde gået i dagevis på ruinerne. Det kunne jeg også godt tænke mig, men det var der ikke tid til. 1995.

På vejen tilbage så vi et lille tempel eller lignende. Det undrer mig, at muren er så tom for besøgende. Jeg erindret et stort mylder, men vi må også her være langt ude. 1995.

Muren ved Mutianyu øst for tilgangen 1999. Muren ser intakt ud, så vi er muligvis gået så langt øjet rækker? Bjerglandskabet er vildere her. Muren anes hinsides dalen helt til bjergkammen i baggrunden.

Udsigt over den urestaurerede del videre mod øst. Der var nu ikke mange besøgende tilbage. Tager jeg ikke fejl, nåede vi til tårnet lige før dalen og de høje træer hører op. 1999.

Kineserguiden farer vild i Kina
Det er oftere sket, at indfødte guider er gået forkert med mig. På en tur i Kina fra Den kinesiske Mur ved Mutianyu skulle vi til Minggravene, og guiderne ville skyde genvej. Vi havde imidlertid ikke kørt længe, før vi stoppede, og guide og chauffør konfererede med kortet. De stoppede endda flere gange og spurgte hver gang en tilfældig bonde. Selv om jeg ikke forstår kinesisk, var det tydeligt, at bondens horisont lå ved kollektivets grænse.

Mens vi kørte på må og få, så jeg fra min plads i bussen ude i det fjerne Den kinesiske Mur, og ikke bare så jeg muren, jeg så også en tunnel under bjerget, og der igennem så jeg en jernbane krydse under muren. Da det ikke er så forfærdelig mange steder, at muren krydses af en jernbane og slet ikke på den egn, blev jeg pludselig klar over, hvor jeg var. Guiden vidste stadig ikke, hvor han var, og han blev ikke synligt glad, da jeg pegede og sagde: “Derovre ligger Badaling!” Det er det sted, de fleste besøger muren. Navnet betyder De otte vejes Bjerg og det er vist også navnet på porten gennem muren ud til barbarernes verden. Kort efter var vi på rette vej, men det var absolut ikke min skyld! Jeg er nu ligeglad, for det var en smuk tur, hvor vi fik set noget ægte Kina, hvor indbyggerne ikke var vant til at se turister. Desuden kørte vi en del af tiden langs en jernbane, hvor der kørte nogle store godstog fremført af dobbeltlokomotiver. Jeg ville godt af og fotografere, men det kunne naturligvis ikke lade sig gøre. Jeg spurgte faktisk ikke engang. Jeg ville jo også gerne frem til Minggravene. Selv om jeg nu har været ved Minggravene tre gange, har jeg hver gang set noget nye eller noget andet en gangen før.

Da de vildfarne kinesere var ved at være på rette spor, fjumrede de rundt på en lignende bro, men dog næppe denne, hvor de skulle have kørt nedenunder, hvorfra billedet er taget. Broen fra 1999 bar også et jernbanespor med tung godstrafik, men det denne bro nok for spinkel til. Billedet er fra 2007 og taget fra en bus.

Da de vildfarne kinesere var ved at være på rette spor, fjumrede de rundt på en lignende bro, men dog næppe denne. Broen fra 1999 bar også et jernbanespor med tung godstrafik, men det var denne bro nok for spinkel til. Billedet er fra 2007 og taget fra en bus.

Hutonger
Under mit første besøg i Beijing gik jeg med fornøjelse i hutongerne, hvor folk boede, og navnlig spiste i det fri på gaden foran huset og kom hinanden ved. Selv om nogen smilede, var jeg nok ikke blevet populær, hvis jeg fotograferede. Vi fik at vide, at det var på høje tid, hvis vi ville opleve dem, men det skulle være en ad gangen. Ved næste besøg, var der ikke hutonger på programmet, men det var der ved sidste besøg. Da var de sidste rester bare blevet mondæne, som det er sket i København med Vesterbro, Adelgade og Borgergade, som jeg husker fra min barndom med maleriske baggårde med svalegange.

I 2007 stod der hutungbesøg på programmet, men det var længe for sent. De var væk. Her ses mondæne forretninger og dyre værtshuse, hvor en øl var lige så dyr som i Købehavn. Kun den lave bebyggelse er i behold. Vi er mellem Behaisøen og Trommetårnet nordvest for Den forbudte By. De hutonger, jeg så, mens tid var, lå syd for Den himmelske Freds Plads.

Måske knap så hårdt  restaureret. Her bor trods alt to familier bag porten. Skiltene for mønsterborgere eller ditto for skatteskyldnere eller andre fjender af folket var for længst gået af mode. Den røde stjerne ses dog stadig. 2007.

LINXIA
Under en af turene på Silkevejen gjorde vi af en eller anden grund en afstikker fra Lanzhou i Centralkina mod syd ned mod det nordlige Tibet. Hvorfor, ved jeg ikke. Jeg kan frygte, at grunden til afstikkeren var, at det var muligt. Der var simpelthen åbnet for turisme. Et sted i Tibet havde der været åbnet for turister i to år, eller rettere: Dette var det andet år med turister. Et andet sted havde der været åbnet i seks år. Der er bureauer, der gerne går efter det princip: Her har din nabo garanteret ikke været. Linxia tog vi så med på vejen. Byen var en muslimsk by. Indbyggerne var hankinesere, men de havde været muslimer så længe, at de nu havde fået status som mindretal. De kaldtes nu huikinesere. Hankineserne påstod, at man kunne kende forskel på han- og huikinesere. Det lærte jeg nu aldrig. Jeg var glad, når jeg kunne kende forskel på han- og hunkinesere. Lad nu være at buhe, for det er ikke en vittighed, men vigtigt, når man ikke endnu kunne læse, hvad der stod på de offentlige toiletter, og man var ude på egen hånd og var henvist til at se efter, hvor ens eget køn gik ind.

Skulle vi gøre et ophold i Lanzhou, var der nok adskillige andre ting i byen og nabolaget, jeg hellere ville have set.

På vej til Linxia fra Lanzhou kørte vi gennem det kinesiske løsjordsbælte. Regnen havde dog været hård ved jorden. I fortiden var kineserne nok gået for hårdt til træerne her? 1999.

Hver anden bonde dyrkede vandmeloner her, og de solgte fra boder langs vejen. Boligstandarten her ude på landet var ikke noget at skrive hjem om. Måske var det kun boder, men de sov i dem. 1999.

Trækkraften her var i en vis udstrækning økologisk. Majsen er sikkert både blevet spist af svin og mennesker. Risbæltet ligger langt sydligere og betydeligt lavere. 1999.

Linxia med mere en et halvt hundrede tusinde indbyggere have mange moskeer, men alle lignede de ikke traditionelle moskeer. Her havde kineserne sat deres præg på og bygget dem i, skal vi kalde det pagodestil. Her er det minareten. 1999.

I Linxia var befolkningen muslimer. Kvindernes tørklæder var meget kunstfærdige. Et stykke silke belægges med voks i et mønster, der senere beskytter silken, så der bliver huller, hvor der ikke var voks. Hvori behandlingen består, har jeg glemt. Måske brænder de mønstret frem, eller de ætser det frem? Senere farves tørklæderne som regel sorte. Kvinderne var ikke meget for at lade sig fotografere, og deres mænd tålte det slet ikke. Hovedgaden i Linxia var ret provinsiel. 1999.

En butik solgte skin, men tigeren på væggen er nu nok et tryk på plastik og pandaen forhåbentlig også. Men boden havde under disken et sneleopardskind, der bestemt ikke var plast. Sjovt nok måtte jeg advare mine medrejsende mod at købe truede dyr, som de aldrig ville få gennem tolden. 1999.

I flodaflejringerne her lå teglværk ved teglværk, men nu nærmede vi os Tibet. Teglværkerne her havde noget for enhver religion. Der sælges pynt til både stupaer, pagoder, moskeer og buddhistiske templer foruden urtepotter. Alle de blomsterbede, du hidtil har set, for eksempel ved Minggravene var blomster i urtepotter! 1999.

SHANGHAI
Shang = øvre eller måske snarere her: Oppe over. Hai: Hav. Altså en bebyggelse, ved havet eller en flodbred kun lidt hævet over havet. De kinesiske tegn betegner stammen af et ord. I skriftsproget er ordene ikke bøjet. Derfor en vis forvirring. Første tegn i Shanghai, oppe over ses også i liggevognene i toget som betegnelse for den underste køje, køjen lige over gulvet. Kineserne kalder deres land for Riget i Midten skrevet med en firekant med en streg igennem for midt. Dette tegn stod også på Meridianporten eller Middagsporten i Den forbudte By. Altså den mellemste port. Midt, midten, midterste mellemste, mellem osv. er samme tegn, der ikke i skrift bøjes.

Vi kom til Shanghai for at skifte fly for at komme hjem, og så var det jo nærliggende lige at se byen. Lad mig sige det straks: Shanghai er ikke mig. Byen var for stor. Der var for mange mennesker og alt for meget trafik. Nu var der kinesiske helligdage under vort besøg, så der var ekstra mange kinesiske turister, og jeg har i en menneskealder boet på landet, og det forklarer måske delvist, hvorfor jeg ikke en anden gang vil tage til en så stor by. Vi havde en fridag i byen, og jeg havde bestemt at tilbringe den i en privat, men tilgængelig have. Det faldt i god jord, så bureauet tilbød uden beregning at køre hele selskabet derhen og hente os igen. Måske havde bureauet måttet opgive noget andet på grund af trængsel, så der var penge i kassen? Der var fred og ro, for de andre i haven søgte også fred og ro. Yuyuanhaven var fra 1500-tallet.

Efter en kande øl på en fortovscafe gik Edit og jeg hjem til hotellet. Jeg var inde i en boghandel og slæbte Edit med ind i en meget stor antikvitetshandel, hvor vi ikke var velkomne, for de lurede straks, at jeg ikke havde råd til at købe noget som helst derinde, men brugte stedet som et gratis museum. Edit fornemmede også uviljen og ville ud derfra.

Også næste dag vovede vi os ud på egen hånd, og her kom vi på det nærmeste ind i folks stuer. Vi havde vovet os ind i nogle hutonger, der egentlig betyder snævre gyder, men bruges om hele kvarterer af lave, tætte bebyggelser, hvor folk kommer hinanden ved i en helt anden grad end i et højhus, også selv om der er lokum i gården i sådant et højhus. Det var der i hvert fald i de første, man byggede. Jeg har selv set det, og som guideen dengang sagde: “Man tager ikke bord og stol ned fra tyvende etage for at spise i gården sammen med naboerne, som man så heller ikke kendte!” I den del af Shanghai følte vi os ikke uvelkomne, men vi var nok også de eneste besøgende her. Jeg er i øvrigt ret god til at skyde fra hoften: Mit fotografiapparat hænger ret umotiveret et eller andet sted, men skudklart og som regel stillet på vidvinkel, og så trykker jeg et par gange, og hjemme rettes op og beskæres, og så kommer der noget brugbart ud af det. Somme tider.

I Shanghai besøgtes Jadetemplet. Her ses et stille hjørne i det ellers meget velbesøgte tempel. 2007

Jadetemplet var nu ikke af jade, men buddafiguren her var. Amerikanske turister har vundet retssager på denne nuance. Da Jadetemplet ikke var af jade, fik de mange penge tilbage af deres rejseudbyder. 2007.

Gadebillede, hvor det er svært at sparke sig gennem mylderet. Det er for mig simpelt hen for meget. 2007.

Så er vi ude af den gamle by, men også i disse højhuse ville jeg bliver trykket. Foto: Edit Laursen 2007.

Gennem Shanghai løb blandt andet floden Huangpu, hvor der var en livlig trafik af tungt lastede flodbåde. 2007.

Nede ved floden lå det moderne Shanghai. Nogle af husene her har på et eller andet tidspunkt været rekordindehaver i højde, men er for længst overgået af en oliestat. Tårnet her står i kommunikationens tjeneste. 2007.

Tja, ikke lige min smag, men fra havnepromenaden kunne man da altid se på husene og glæde sig over, at de ikke var nødvendigt for alle at bo sådan. Nå, det var nu nok kontorer. Huset under opførelse skulle være verdens højeste, indtil andre byggede højere ugen efter. 2007.

Også dette var en kort overgang verdens højeste. Vi skulle have været derop, men da vi så køen og så hvor langsomt, den rykkede fremad, blev det klart, at vi ikke kunne nå både derop og til lufthavnen senere på aftenen, så vi valgte lufthavnen. 2007.

For en gangs skyld spiste vi i et gadekøkken. Her var de muslimer, men de er ret gode til nudler. 2007.

Koriandersuppe med nudler og kalvekød. Suppen spistes med pinde, det vil sige, når man havde raget haveaffaldet op med pindene, drak man suppen af skålen. Mens jeg sad på min skammel ved bordet på fortovet blev jeg kørte ned af cykel med gasflasker! 2007.

I et andet kvarter vovede vi os ind i nogle snævre gyder, hvor folk levede lige så meget på gaden som i lejligheden. 2007.

Det meste her er formentlig mad, selv om det ligner kæledyr? Ikke alle havde køleskab, og så længe kaninen levede, holdt udkøbsdatoen bedre. 2007.

For ikke konstant at være på tæerne af andre eller omvendt, opsøgte vi en gammel have, hvor der var til at ånde. En sø med er tehus, der dog var fuldt optaget. En malerisk zigzag-bro førte ud til tehuset. Huxinting er navnet på tehuset. 2007.

Yuyuan-haven var fra 1500-tallet og havde mange mere fredfyldte kroge. 2007.

Koifisk hører hjemme i sådan en have. Fiskene ville have mad. 2007.

Også her var brolægningen flot. Også flottere end i kejserens have i Beijing. 2007.

ZHUJIAJIAO
En udflugt fra Shanghai førte til denne ukendte by. Min rejsefører har den ikke. Tilsyneladende ligger der i det østkinesiske flodland adskillige af disse byer med kanaler i gaderne. Den, vi besøgte, kaldes i følge nettet Shanghais Venedig, mens Zhouzhuang, der ligner til forveksling, kaldes Østens Venedig stadig i følge nettet. Når jeg ikke kan se forskel, er det måske fordi, Googles billedsøgning blander tingene? I min optik er billedsøgning på Google som regel ganske ubrugelig.

Da vi skulle ind i byen, så jeg, at niveauet blev lagt straks. Vi skulle betale entre for at komme ind i byen. Vi gik lidt rundt og tog en sejltur. Siden har jeg læst, at der også havde været noget at se i byen og omegnen, som vi imidlertid ikke så. På den anden side, var der ret anderledes i denne by, så besøget var ok.

I Zhujiajiao betalte vi entre for at se byen. Derpå gik vi lidt rundt og endte med en sejltur på byens mange kanaler. 2007.

Samme motiv som ovenstående taget fra en bro. 2007.

Indtryk fra byen. 2007.

Byen virkede ikke overrendt. Bemærk den traditionelle kinesiske bro. 2007.

Byen rummede også templer, men dem beså vi ikke. 2007.

En af den små hyggelige gader, vi gik rundt i. Vi satte os også på kajen med et eller andet, vi havde købt i en butik. Gad vide, om der var rent nok til fisk her? 2007.

Middagsmad? Ål eller slanger? Da der ikke ses finner, tror jeg på slanger. 2007.

Krabber. De var bundet på klosakse og ben, så de ikke bed eller stak af. Hvad de hed, vides ikke, men delikatessen uldhånds- eller uldhårskrabben har kineserne blandt andet sluppet fri i Kielerkanalen, hvor de formerer sig lystig og har opædt alt andet i kanalen. Én fisker er tilbage i området, men han skovler krabber op og forsyner alle kinesere i Kiel, Hamburg og omegn. Her er kinerserne også bange for dem. I hver fald, når de stikker af og kravler rundt på køkkengulvet. 2007.

RESTEN AF KINA
Trods kun omtale af fire besøgte byer i Kina fylder indlægget dog anseeligt. Jeg har har imidlertid besøgt meget mere af Kina, men disse beretninger ses i Rejser på Silkevejen og Rejser i Tibet. Mens Tibet får sit eget afsnit, får Kinas 75 andre mindretal ikke selvstændige afsnit. Den del af Kina, som kineserne kalder Xinjiang Uygur må søges i afsnittet om Silkevejen. Kun få af de øvrige mindretal har jeg besøgt. I Silkevejsafsnittet er der også omtaler, der lige så godt kunne have været med i Rejser i Kina, idet ikke alt besøgt på Silkevejen havde noget direkte med Silkevejen at gøre.

Afsnittet her indeholder også nogle beretninger, der tidligere havde deres eget indlæg. Det gælder beretninger om de gange, guider er gået vild med mig eller, hvor de har agterudsejlet mig. Du får ikke her beretningen om Den flyvende Hest, som lige så godt kunne høre hjemme her, men er placeret under Silkevejen, fordi den er fundet i en af silkevejsbyerne. For at fuldkommeliggøre forvirringen omfatter Rejser på Silkevejen også beretninger fra Pakistan, som der desuden er et selvstændigt indlæg om i Rejser i Pakistan.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.