Rejer i Tjekkiet

Landet er besøgt to gange. Begge gange efter Jerntæppets fald.

FØRSTE TUR
Den ene tur i 1993 var helt på egen hånd, idet vi fra et ophold i Schwarzenberg i Erzgebirge en dag kørte til Karlsbad eller på tjekkisk Karlovy Vary. Hver anden by på vejen var mere eller mindre spærret af på grund af anlæg af nye kloaker, og etablering af ny vand- og elforsyning efter muren fald. Omkørslerne bragte os op i Erzgebirge, hvor vi en overgang kørte på langs af kæden og i tilgift fik en snestorm trods det, vi kun var i skolernes efterårsferie. Grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet passeredes mellem Oberwiesenthal og Bozi Dar, der på tysk hedder Gottesgab. Det var malmforekomster, der her havde været Guds gave. I dag var minerne tømte, og dette gudsforladte sted nærmest uddødt, og området stærkt præget af massiv skovdød. Vi passerede mellem det tidligere DDRs højeste Bjerg, Fichtelberg, 1215 meter og Erzgebirges højeste top, Klinovec, tysk Keiberg, 1244 meter ligger lige overfor, men i Tjekkiet. Pashøjden var omkring 900 meter. Grænsen lå ikke langs kædens højeste toppe.

Videre fortsattes turen gennem Jachynov, St, Joachimsthal, der var en større by med trolleybusser.

Vi nåede Karlsbad, og i stedet for frokost faldt vi for et overdådigt tilbudskagebord med kaffe. Det næsten obligatoriske daglige konditoribesøg om eftermiddagen gennemførtes naturligvis også, men på et andet konditori. Vi beså kurbadefaciliteterne samt smagte på kurvandet. Byens ældste og seværdige dele lå i en floddal, og bycentret og kurområdet var således ret langstrakt og smalt.

Jægere, der havde været på jagt her, havde anskudt en hjort, men den flygtede i såret tilstand. Da den vadede over floden, var den pludselig helbredt og stak af til jægernes store undren. Historien her er den samme, som man fortæller fra andre lokaliteter med helbredende kilder. Se for eksempel indlægget om Rumænien. Herefter grundlagde kong Karl IV i 1370 kurbadet her.

Det undrede mig, at jeg overalt klarede mig med tysk overalt. Min undren gik på, om den etniske udrensning efter krigen havde været så mangelfuld, at der stadig var en så massiv tysktalende befolkning tilbage i hvert fald i grænseegnene, eller tyskerne simpelthen efter jerntæppes fald var ved at sive tilbage til Bøhmen og Mähren, som på tysk er to af de tre enkeltstater, der danner Tjekkiet. Tjekkerne kalder Böhmen for Čechy. Det latinske navn kender du også blandt andet fra operaer, Bohemia. Mähren er det tyske navn for det tjekkiske Morava.

Vi nåede hjem til ad en anden rute end på udturen. Også her var omkørsler, men knap så mange som på udturen. Vi nåede i rette tid til spisning på hotellet i Schwarzenberg. Rejsen havde vi vundet, og maden om aftenen på hotellet ville vi helst ikke gå glip af. Hotellet markedsførte sig som et luksushotel med gourmetmad. Om aftenen bød det tyske tv på en folklore udsendelse, hvor utallige folkemusikgrupper spillede og sang foran de lokaliteter, vi samme eftermiddag havde besøgt i Karlsbad.

På de få billeder, vi tog, dengang fotografering foregik på negativfilm, der bagefter skulle fremkaldes og billederne kopieres, viser ikke bare bygninger og seværdigheder, men som regel er der som oftest personer med på billederne. Var vi virkelig så langt foran alle nutidens selfiere?

Den varme mineralkilde i Karlsbad 1993. Måske er det blot et springvand og slet ikke en geyser? Andre steder i bygningen kunne man tappe og drikke af kilden.

Til en kurby hører en kurpark med statelige bygninger fra århundredeskiftet, hvor kurbadning blev populært. Trods krige og regimer med andre ideer var anlæggene stadig i behold eller genopbyggede. Det var efterår, så her var ikke meget liv. Om sommeren havde kurgæster sikkert slappet af her og slikket solskin.

En enkelt varm kilde så jeg også. Også i Wiesbaden i Tyskland har jeg set varme kilder, men den geologiske baggrund for De bømiske Randbjerge er mig ikke bekendt, bortset fra, at det er rester af vulkans aktivitet.

Her fylder Lise sin kop med en lang tud til at drikke af, så tænderne ikke misfarvendes af vandet. Tuden er samtidig håndtag, så du ser den ikke. Når vi havde købt koppen, kostede vandet ikke noget. Tog man tænderne ud, (hvis man altså kunne,) kunne drikke helt gratis af et plastbæger!

Park og by i dalen.

Mens Lise ovenstående nyder byen, ses jeg her også med park og statelige bygninger i baggrunden.

ANDEN TUR
Transport
Vi besøgte Prag i 1994 på en tur kort efter turen til Karlsbad. Turen var arrangeret af rejsefæller, vi ofte rejste med. De var faldet for noget, der hed en sovebus. Det undrede mig lidt, for de havde aldrig kunnet forliges eller i hvert fald sove på de liggevognsrejser, jeg havde arrangeret. De kunne heller ikke sove her, og det havde de til fælles med mere de halve deltagere, så på hjemturen sad de blot bag i bussen og røg og drak, men var vist nok rimeligt rolige.

Jeg sov udmærket, selv om underlaget var ret bulet og både for kort og for smalt. Tæppet rakte, men når jeg fik en legemsdel ud at røre ved bussens loft eller vægge, var her iskoldt. Jeg sov fra Schwerin til Dresden. Vi var blevet ikke så lidt forsinkede på vejen, så først ved Schwerin fandt chaufføren en rasteplads, hvor vi kunne gennes ud og sæderne omdannes til sovepladser. Da var klokken 01.30. Da jeg vågnede og morgenen ved Dresden, ville jeg gerne havde siddet på min plads og nydt udsigten, men bussens gulv var tæt besat med folk, der var stået op længe inden og nu stod i midtergangen og ventede på at sæderne igen skulle blive til at sidde på. Der var intet anden at gøre at at blive liggede til det var fodringstid, og bussen holdt ved et affodringsted, der klarede fodring af indholdet af 50 busser i timen. Da vi åbenbart stadig var forsinkede, måtte vi vente på mad, idet der først skulle købes nye forsyninger, men da vi var sulte, spiste vi pålæg, der kom først, der derefter rundstykker med smør eller lignende. Imens havde chaufføren gjort sovepladserne til siddepladser.

Når jeg hverken kunne havde mine ben på mit sæde eller på min liggeplads, så er det klart, at denne transportform aldrig var noget, jeg ville havde valgt godvilligt. Flere end de halve af medpassagerer, der valgte liggefaciliteterne fra på hjemturen, kan heller ikke have været tilfredse.

Hvad, der havde fået deltagerne til at vælge den transportform, er mig en gåde, men det kan være prisen. På papiret var den konkurrencedygtig. Inden deltagerne var hjemme igen, var prisen vokset til mere end det dobbelte, idet der der tilkom udgifter til udflugter og mad.

Vi og vore ledsagere havde valgt udflugter fra og var på egen kost. Hotellet lå i udkanten af byen, så enten var vi trætte, når vi nåede centrum på gåben, eller også måtte vi ofre en sporvogn. For bureauet var beliggenheden ligegyldig, idet de afhentede selskabet i bussen hver dag, bortset fra, at et hotel i udkanten var billigere for bureauet, men dyrere for os.

Prag
Vi havde imidlertid bortset fra skønhedspletterne et udmærket ophold i Prag på egen hånd. Vi var til en fin kirkekoncert en eftermiddag, og en anden eftermiddag til Don Juan på et dukketeater, hvor det var Mozart selv, der dirigerede operaen. Der var ingen tvivl om, at Mozart her havde Tourettes Syndrom. Han sprøjtede temmelig meget med vand, og de forreste rækker midt for var da også tomme, da vi kom, så vi satte os der, men blev kun lidt våde.

Jeg tror, vi på gåben fandt det, Prag havde at byde på l ige fra slotte, kirker og pragtsbygninger og kendte værtshuse som Under Uret. Desuden tog vi en enkelt tur med toget ud i Tjekkiet, idet vi besøgte byen med borgen Karlstein, men herom senere.

Til den sidste aften havde vi fundet en hyggelig restauration, der var god, men ikke helt billig. Vore rejsefæller havde valgt at tage med bureauet på en flodtur om aftenen med afskedsmiddag, men de kom temmelig skuffede hjem.

Desuden mødte Lise sin søster i Prag, og de gik en del i butikker, men jeg så kunne hjemsøge banegårde og boghandler med jernbanebøger.

Hotellet og Prag var udmærkede, men transporten var under al kritik. Det varede længe, inden vi bandt an med en ny charterrejse. Det blev først, da vi blev ældre, og charterrejserne blev så herefter flyrejser.

Karlsbroen
Da vi ankom til Prag var det blevet aften, men vi gik ud for at se på byen. Det var efterår og mørkt og tilmed diset. De små gader ned mod Karlsbroen var ikke særlig oplyste, og det gav i forbindelse med tågen en ganske særlig stemning, noget jeg i øvrigt også har oplevet i Venezia. Tæt på broen var der musik i luften. Det viste sig, at en handlende havde sat en transistor på fuld tryk og spillede Orffs Carmina Burana. Når jeg siden har hørt dette stykke, har jeg tænkt på tågen, mørket og Karlsbroen. Den oplevelse tror jeg ikke, jeg glemmer foreløbig. Vi har siden købt Carmina Burana på cd.

Karlsbroens østlige landfæste i dagslys 1994. Den beskrevne aftenstemning kunne jeg ikke fotografere. Broens landfæste Kong Karls statue. I baggrunden et af byens slotte og kirker på et højdedrag vest for byen.

Broens landfæste Kong Karls statue. I baggrunden Mála Strana med et af byens slotte og kirker.

Det gotiske Rådhus hvor stort set kun tårnet står tilbage efter krigens bombardementer.

Rådhusets ur fra 1410. Uret skal til at slå, så tilskuerne er ved at samles for at se figurerne komme fra urets indre. I baggrunden mellem husene lidt af Týn-kirken, hvor Thycho Brahe ligger begravet.

 

Et af de flotte huse.

Reformatoren Johann Huus’ monument og St. Nikolauskirken.

Den jødiske kirkegård. Gravsene og stenene må ikke fjernes. Besøgende slægtningen lægger små sten på gravstene,for at markeres deres besøg.

Karlstejn
Byen ligger 30 kilometer syd for Prag og er kendt for en gammel, gotisk borg påbegyndt af kong Karl IV i 1348. Navnet er i sin her gengivne form tysk, men tjekkerne kaldte den Karlštejn. Karl IV var formentlig en af habsburgerne og altså tysk-romersk kejser, omend han sikkert var østriger.

Tilfældigvis mødte vi vort selskab derude, og ved morgenmaden næste morgen kom nogle og spurgte, hvordan vi var kommet til Karlstejn, når vi ikke var med bussen derud. De fik deres oplysning og spurgte så, hvad vi havde givet for vores tur. Det havde jeg helt styr på. For sporvogn til byen, ubane til banegården i Prag-Smíchov, togbillet, slot og frokost og kaffe derude havde betalt, hvad der svarede til 30 kr. Bussen havde kostet 300 kr for det samme. Næsten samme tur, for selvskabet skulle næppe gå fra stationen til slottet, men på denne tur fik vi byen med i købet samt en lille geologisk udstilling. Spørgerne blev sure – sikkert på busselskabet, men det var os, der blev skældt hæder og ære fra. Vi måbede og spekulerede på, om det var tilladt at gå på egen hånd? Næste dag kom en af de aggressive dog og sagde undskyld måske fordi, at damen skulle bruge vor ekspertise, idet hun havde glemt noget i Karlstejn, som hun gerne ville ud og hente.

Det imponerende slot set fra vejen derop. Her var boder med mad og postkort og alsken sgøgl. Souvenir hedder det vist. Det var her lidt diset.

Togtur på egen hånd
Endnu en oplevelse fik vi på vor tur. På perronen i Smikov var Karlstejn ikke skiltet på destinationsskiltet hverken på toget eller på perronen. Der stod kun Pilsen, tjekkisk Plzeň. Jeg udsøgte mig nogle unge mennesker, der lignede studenter, og de så ud til at kunne andre fremmedsprog end russisk, og jeg spurgte sikkert på tysk, som de beherskede, lige som man i Karlsbad også havde behersket tysk næsten overalt. Jeg spurgte måske lidt klodset, om de vidste, om toget holdt i Karlstejn. De så på hinanden og konfererede indbyrdes og grinede lidt. Så sagde den ene: ”Nej, toget holder i Prag!” Efter en kort pause, hvor vi alle grinede, sagde de: ”Vi tror, at toget holder i Karlstejn. Vi skulle stige på, og holdt toget ikke, ville togføreren hjælpe os videre.” Toget holdt i Karlstejn, så alt var i orden I billetkontoret havde damen solgt os to retur til Karlstejn og på en lille seddel skrevet afgangstiden på, så jeg burde ikke have tvivlet.

Theresienstadt
På hjemturen kørte vi over Theresienstadt, der var den såkaldte mønsterkoncentrasionslejr, som Det tredje Rige kunne vise frem for skeptiske, udenlandske besøgende. Selv om vi beså lejren, der var indrettet i en gammel fæstning, fik vi ikke indtryk af de rædsler, der må have udspillets sig her. Vi har besøgt Kz-lejre, som vi forlod betydeligt mere rystede. Det gælder Dachau og Bergen-Belsen.

Af en eller anden grund tog jeg ingen fotos under den hastige gennemgang af lejren, byen og fæstningen, der ligger 62 kilometer nord for Prag. Fæstningen er grundlagt af østrigerne i 1780 og opkaldt efter de østrigske dronning Maria Theresia, blandt andet kendt som mor til den uheldige franske dronning, Marie Antoinette, der mistede hovedet under Den franske Revolution. Kendte fanger fra Theresienstadt er serberen Princep, der ved mordet på den østrigske tronfølger indirekte startede Første Verdenskrig. Han døde efter få års ophold i fæstningens fængsel. I Kz-lejren døde Freuds søster.

Som skrevet sov jeg på vejen hjem og jeg vågnede først i Padborg, hvor der igen var affodring. Herefter gik det hurtig til Kolding, hvor vi igen kunne strække benene efter en god tur, som absolut ikke var bureauet skyld.

Bent Hansen 1. udgave 2015.
2. udgave 2029.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.