Portugal. Madeira 1999

Første besøg

Hvorfor Madeira
Da Lise blev 60, kunne hun gøre plads for unge arbejdsledige ved at gå på efterløn. Efterlønnen sang dog på sidste vers. Man blev slet ikke mere belønnet med en bonus for at gå som 60-årig eller endog før. Tilmed skulle man nu have et efterlønsbesvis for at kunne gå. Det havde Lise, men der var andre ting at tage hensyn til. Hun var bange for – og det sikkert med rette – at blive fast hjemmehjælp for ældre medlemmer af familien.

Der var endnu en grund til at hænge lidt ved på arbejdsmarkedet. Lise manglede nemlig tre løntrin, da hun var 60, idet hun som ung havde haft orlov for at gå hjemme, da børnene var små. Senere, da de var lidt større, tog hun nedsat tid, som man kaldte det. En heldig overenskomst og valg af det rigtige tidspunkt at gå på gjorde, at hun på to år indhentede to af de manglende tre løntrin.

Vi havde talt om langtidsferier. Tre måneder om vinteren sydpå kunne lyde tillokkende, men nu ville vi lige prøve fjorten dage først, hvad der sikkert var klogt. Med fjorten dage på Madeira kunne vi finde ud af, om vi overhovedet kunne holde en uge ud sammen uden at lave dagens gerning. Hvordan vi kunne få arbejdsfri i foråret, har jeg glemt. Formentlig var det i den periode, hvor man kunne afspadsere. At få pengene udbetalt var der ingen fidus ved. Skatten tog broderparten af den sidst tjente krone. Så følte vi, at vi fik mere ud af at afspadsere. Vore børn har formentlig også overtaget pasningen af vore gamle forældre i den periode. Da arrangementet lå i forbindelse med påsken, var det begænset, hvor mange dage vi skulle afspadsere.

Vi vælger byen
Vor berejste datter rådede os til at tage et hotel inde i Funchal. Her skulle vi undgå larmende diskoteker og støjede gader med megen trafik. Fra et hotel “oppe på bjerget” risikerede vi, at vi ikke gad gå ned i byen for at spise og navnlig op igen bagefter, efter at vi havde spist om aftenen. Ude ved standen, hvor hotellerne lå skulder ved skulder, var der ingen lokale spisesteder, og gad vi tage en bus ind for at spise? Vort hotel skulle derfor vælges i en rolig del af byen.

Det lykkedes at finde et roligt hotel inde i byen, hvor der overhovedet ikke var mad. Heller ikke morgenmad, men der var køkken, så vi ordnede selv morgenmad og frokost.

Det gik godt. Vi fandt os til rette, men tvivlede alligevel på, at vi ville kunne have fået tre måneder til at gå sådan et sted.

Hvordan komme rundt?
Med lokalbusser og bybusserne kom vi rundt og havde nogle glimrende udflugter. Det lokale turistbureau havde hjulpet mig med at tegne ruter og stoppesteder ind på mit bykort. EU havde ikke rigtig virket der. Hver rute havde nemlig sin ejer med sit takstsystem, sin type billetter og sin egen busstation og egne stoppesteder. Det største problem var dog, at der, hvor turistbureaudamen havde sat kryds på mit kort, var der ikke noget busstoppestedsskilt, og så kunne jeg jo ikke være sikker på, at jeg stod det rigtige sted. Først flere dage senere fandt jeg hullet i jorden samt en betonklods, hvor skiltet havde været støbt ned.

Den ene uge havde vi besøg hjemmefra. Pludselig en aften stod vore naboer og bankede på vor dør. De boede på nabohotellet, men hvordan de havde fundet os, husker jeg ikke. Vi tog nogle ture sammen, og her ville jeg gerne være sikker på busserne. Stod man på nede i byen, kæmpede man om pladserne i bussen med en masse andre, der også gerne ville med den bus, eller havde taget forkert og i virkeligheden skulle med en anden bus. Derfor gik jeg en morgen inden en planlagt tur hen for at finde firmaets busstation, der var afmærket med et kryds på mit kort. Hvor krydset stod, var der ingen busstation, men der var et p-hus. Jeg ledte lidt, men gik så ind i p-huset, der ikke have automater, men var betjent. Jeg spurgte efter busstationen, og pigen ved kassen pegede op. Jeg kiggede op i betonloftet. Pigen kiggede nu nærmest på en trappe og pegede stadig opad. Syv etager oppe lå så busstationen, hvor man i øvrigt i den anden ende kørte direkte ud i gaden, fordi Funchal ligger på en bjergside.

Så vidt så godt. Bussen til vores destination var der ikke. Efter at have ledt lid, gik jeg hen til en chauffør og spurgte. Det var tilfældigvis ham, der kørte den pågældende rute. Jeg foreholdt ham, at der stod noget andet på hans destinationsskilt. Han gik ud og så efter og grinede. Det var tre måneder siden, at skiltet havde passet, men de indfødte var jo stedkendte og ligeglade med destinationsskiltet. Jeg havde derimod ikke andet at rette mig efter! For min skyld rullede han det rigtige destinationskilt frem. Jeg fortalte ham, at han kunne vente mig og nogle ledsagere senere på dagen. Vi var velkomne.

Vi kom i god tid. Bussen og chaufføren holdt stadig og ventede på os. Selv om der var lidt tid til afgang, kom vi ind og kunne vælge de næstbedste pladser, for der sad allerede nogen på de forreste pladser. Chaufføren stillede sin billet- og pengetaske i forruden og gik til kaffe, mens vi sad alene i bussen i ti minutter. Senere fandt jeg ud af, at der havde været penge i tasken. Nå, hvad skulle vi med hans penge. Vi havde jo vores egne i rigelige mængder, men tak for tilliden alligevel.

Det viste sig nede i byen, at det havde været en god ide at gå til busstationen og stå på. Nede i byen blev bussen overfyldt, idet en masse skolebørn også skulle med.

Vi havde 14 dejlige dage, og selv den sidste dag fandt vi nye gader med butikker, der var værd at kigge på. Også om aftenen havde vi undtagen en enkelt gang held med valget af spisesteder.

Er langtidsferie os?
Vi så mange glade efterlønnere fra mange af Nord- og Vesteuropas lande, men mange af dem gik rundet med alt for store, bare maver midt på hovedgaden i Funchal. Hvorfor netop det syn fratog os lysten til at tilbringe en vinter i Sydeuropa, ved jeg ikke, men vi var enige om, at nogle af efterlønnerne godt kunne have klædt sig lidt mere og måske også lidt pænere.

Lise valgte Madeira, fordi de ikke var jernbaner der! Allerede indenfor det første døgn havde jeg fundet to forhenværende jernbanestationer, en længere forhenværende banetrache, en tidligere bro og fem tandhjul fra et tandhjulslokomotiv foruden nogle kakler med lokomotiver på. Senere fandt jeg mere, blandt andet et postkort med et tog på. Selv om jeg fik det pruttet ned fra 50 kroner til 30 kroner, syntes jeg stadig, det var for dyrt. Jeg ville højst acceptere 10 kr, hvilket var det dobbelte af prisen i Danmark dengang. Jeg var godt klar over, at denne pris var urealistisk, og Lise overtalte mig til at købe det alligevel. Helt jernbanefjendsk var Lise således ikke! Det var før nettet. I dag ligger disse postkort frit tilgængeligt på nettet, men det er en anden historie.

Til messe i Domkirken
Da vi kiggede ud ad vort vindue Palmesøndag, så vi den ene skoleklasse efter den anden komme ned ad bjerget med kurs mod kirken. De var i skoleuniform, og de fleste klasser var anført af en nonne. Da vi op ad formiddagen var klar til at gå ud, passerede vi kirken nede på hjørnet. Her stod folk langt ud på gaden, mens noget foregik inde i kirken. Vi besluttede at se nærmede på det. Efterhånden rykkede vi nærmere og stod til sidst inde i kirken. Da vi ikke forstår portugisisk, ved vi ikke nøjagtigt, hvad der foregik, men uden tvivl var der gudstjeneste i anledning af Palmesøndag. Allerede dagen før så vi, at der solgtes palmeblade. De havde til en vis grad fået flettet småbladene i et mønster. På et tidspunkt skulle vi åbenbart hilse på vor næste. Folk vendte sig mod deres sidemand, og der uddeltes kram. Ved siden af mig stod en enlig, ældre kvinde, der på grund af nedslidning så noget ældre ud, end hun formentlig var. Hun havde åbenbart ingen at kramme, så efter et øjebliks betænkningstid udvekslede vi kram. Jeg havde tænkt hurtigt og forudset situationen, så jeg reagerede absolut positivt. Kort efter skulle vi vifte med palmegrenen. Lise og jeg havde jo af gode grunde ingen, men resolut brækkede morlille en stump af sin og rakte mig den, så jeg også kunne vifte. Lise var forsvundet i mængden, og hun havde ikke viftet.

Efter mere end en time forlod alle kirken i en kæmpe procession anført af byens spidser udklædt til lejligheden. Vi sivede ind sidst i processionen og fulgte med. Vi endte ved og i Domkirken, hvor der også blev plads til os. Her stod vi igen mere end en time, men der var ikke tegn på, at højtideligheden var ved at slutte. Et godt stykke efter frokost listede vi af, blandt andet fordi, at vi nu havde stået op i tre timer og ikke kunne mere.

Vi var trætte, da vi kom hjem, men bestemt en oplevelse rigere, selv om vi ikke forstod meget af det. En katolsk gudstjeneste her var helt anderledes og meget folkelig, slet ikke som jeg lærte i skolen, at den var, da vi i Danmark var katolikker før reformationen.

I øvrigt var Edit og jeg til højmesse i Domkirken i Ponta Delgada på São Miguel på Azorerne. Også det var en oplevelse. Her forstod vi lidt mere, idet præsten sagde en del på engelsk. Kor og organist var i en klasse for sig selv. Tilmed fik vi siddeplads, og på et tidspunkt blev alle fødselarer den dag kaldt op og velsignet, hvorpå kor og organist jazzede happy birthsday.

I St. Petersborg overværede vi en russisk ortodoks messe, og i Aachen har jeg overværet i katolsk højmesse, men her forstod jeg hvert et ord. Også en højmesse i Slesvigs Domkirke har jeg deltaget i foruden dele af en i Magdeburgs Domkirke samt overværet gregoriansk munkesang i Maria Larch Klosterkirke i Eifelbjergene. Dette sidste gjorde et så stort indtryk, at endnu et besøg er på mine planer.

Uden for byens kirker stod der en dag palmeblade kunstfærdigt flettet på flere kunstfærdige måder. Vi studsede, men kom så i tanker om de forestående Palmesøndag, hvor indtoget i Jerusalem mindedes. Alle foto er fra 1999.

Uden for byens kirker stod der en dag palmeblade kunstfærdigt flettet. Vi studsede, men kom så i tanker om den forestående Palmesøndag, hvor indtoget i Jerusalem mindedes. Alle foto er fra 1999.

Allerede søndag morgen tidligt kom klasse efter klasse af velopdragne skolebørn i uniformer anført af nonner forbi vort hotel på vej til den nærliggende jesuitterkirke.

Allerede søndag morgen tidligt kom klasse efter klasse af velopdragne skolebørn i uniformer anført af nonner forbi vort hotel på vej til den nærliggende jesuitterkirke.

Kirken var stopfuld, og vi forstod ikke meget af det. Palmebladene ses flere steder. På et tidspunkt skulle der viftes med dem. Jeg havde imidlertid intet palmeblad, men en gammel, tandløs morlille ved siden af mig brækkede resolut et småblad af sin blad, så jeg også kunne vifte. Vi skulle også kramme vor næste, men morlille havde ingen, og efter at havde set sig om, konstaterede hun, at der kun var mig, så vi krammede.

Kirken var stopfuld, og vi forstod ikke meget af det. Palmebladene ses flere steder. På et tidspunkt skulle der viftes med dem. Jeg havde imidlertid intet palmeblad, men en gammel, tandløs morlille ved siden af mig brækkede resolut et småblad af sin blad, så jeg også kunne vifte. Vi skulle også kramme vor næste, men morlille havde ingen, og efter at havde set sig om, konstaterede hun, at der kun var mig, så vi krammede.

På et tidspunkt forlod alle kirken for at gå i prosession gennem byen. Her fører bispen an.

På et tidspunkt forlod alle kirken for at gå i prosession gennem byen. Her fører bispen an i gruppen af gejstlige.

Optoget førtes an af byens spidser i røde kapper. Måske er det menighedsrådet.? Måske er det de(t) samme?

Optoget førtes an af byens spidser i røde kapper. Måske er det menighedsrådet.? Måske er det de(t) samme?

Utroligt, at alle de mennesker havde været inde i én kirke?

Utroligt, at alle de mennesker havde været inde i én kirke?

Optoget var enormt, men alle slusedes ind i Domkirken, der allerede var fuld. Jeg talte pladser og rækker og gangede op med tillæg af anslået antal stående. Vi var formentlig omkring 5000 i kirken. Efter tre timers ståen, kunne vore ben ikke mere, så vi listede af.

Optoget var enormt, men alle slusedes ind i Domkirken, der allerede var fuld. Jeg talte pladser og rækker og gangede op med tillæg af anslået antal stående. Vi var formentlig omkring 5000 i kirken. Efter tre timers ståen, kunne vore ben ikke mere, så vi listede af.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.