Pakistan. En særegen oplevelse

Som rejsende kan man komme til ved et tilfælde at besøge et land på en nationaldag eller en helligdag. Alt  efter temperament kan det give en ekstra oplevelse eller ødelægge en tur eller blot et enkelt ophold mere eller mindre.

Et godt besøgstidspunkt
Vil man opleve karnevallet i Rio eller Bastilledagen i Paris, giver besøgstidspunktet sig selv, men vil man besigtige Rio eller Paris, er netop sådanne dage ikke velvalgte, da butikker og museer er lukkede, og det ofte hverken er til at komme frem eller tilbage i byen.

Jeg tror da, at rejsearrangøren i 1995, da jeg var i Pakistan, havde styr på de nationale helligdage. Den fest, der kom i vejen for os, fejredes kun af én bestemt religiøs retning, og efter planerne skulle vi i de aktuelle dage bo på en egn, der beboedes af folk tilhørende en anden retning. Hvad arrangøren ikke havde taget højde for, var at det religiøse optog alligevel passerede gennem området beboet af anderledes troende, hvor vi havde søgt tilflugt.

Ulemper ved at løbe ind i en fest
Nu kunne en religiøs festlighed have været en ekstra oplevelse, og at butikkerne var lukkede, betød mindre, da de lokale boder alligevel ikke havde noget, der kunne friste en forvænt vesterlænding. Imidlertid var der to år tidligere sket det, at to af de religiøse retninger var røget i totterne på hinanden, og da centralregeringen havde grebet ind, var de stridende parter hurtigt forenet i den fælles, højere opgave at bekæmpe centralregeringen! 200 dræbte havde der været i området, uden det havde været noteret i min presse. Året før havde centralregeringen sat massivt ind, så da var der kun 25 døde. Jeg fik oplyst, at alle ofre tilhørte to familier, der havde et internt opgør, som de benyttede festlighederne til at afvikle.

Det trækker sammen
Jeg opdagede, at der var noget i gære allerede under et besøg i nabobyen. Der var usædvanligt mange hærfugle i området. Den lokale gamle englænderbro var bevogtet af politisoldater. Om det var usædvanligt, kunne vi turister ikke vide, men det var det tilsyneladende ikke. Jeg stod og så lidt på en af politisoldaterne, idet hans gevær var mage til det, jeg havde, da jeg var soldat en menneskealder tidligere. Soldaten, en mand i moden alder, må have set min interesse, for han spurgte, om jeg ville se hans gevær og rakte mig det. Det var sikret, så jeg, og pludselig lå grebene mig i blodet så mange år efter. Jeg foretog nogle af de greb, jeg kunne i søvne og konstaterede, at geværet var skarpladt. Var mekanikken smuttet for mig, kunne der trods sikringen formentlig været gået et skud af, idet jeg jo havde betjent slagstiften. Den var godt nok trukket tilbage, men man ved jo aldrig, så en ny borgerkrig eller måske en tredje verdenskrig kunne være brudt ud. Meget forsigtigt lukkede jeg igen og afleverede geværet med tak for lån. Politisoldaten så synligt roligere ud.

Vi skulle nu i byen se det lokale eliteregiment. Alpejægerne kaldet jeg dem. Det var bondesønner med store lunger vant til at færdes i bjergene. Desuden rummede byen også et regiment af fodtusser. Dertil kom så de alle steds nærværende politisoldater. Alpejægerne havde et polohold med nogle velplejede, flotte heste. Vi håbede, at de netop denne eftermiddag trænede, men de var ikke hjemme. De lå i stilling rundt om i området i anledning af helligdagenes festligheder med tilhørende mulig risiko for ballade. Nogle år senere overværede jeg en sådan polokamp, og selv om jeg ikke aner, hvem der vandt, var det en oplevelse i form af en folkefest for mænd og drenge.

Hængebro bygget af englænderne i Gilgit over Gilgitfloden. Moskeen ses. I baggrunden de golde bjerge. Bemærk den grønne streg, der markerer en vandingskanal, der opsamler smeltevand fra bjergene og leder det til kunstvanding i dalen.

Hængebro bygget af englænderne i Gilgit over Gilgitfloden. Moskeen ses. I baggrunden de golde bjerge. Bemærk den grønne streg, der markerer en vandingskanal, der opsamler smeltevand fra bjergene og leder det til kunstvanding i dalen.

 

En politisoldat. Ikke ham, der demonstrerede sit gevær. I baggrunden en sort shiafane over et hus.

En politisoldat. Ikke ham, der demonstrerede sit gevær. I baggrunden en sort shiafane over et hus.

Det spidser til
På vej hjem til hotellet opdagede vi, at der på et hustag midt på en af hovedgaderne var rejst en veritabel borg af sandsække bestykket med et maskingevær på trefod. En lignende “borg” lå på næste gadehjørne nær hotellet.

Om aftenen gik strømmen tidligt, og værten kom ind og fortalte os, at vi skulle af sted klokken halv fem om natten. Vi ville blive purret klokken et kvarter over tre, og kort efter ville der være morgenmad. Begrundelsen var meget beroligende. Vi skulle passere en by på vejen inden klokken syv, hvor vejen ville blive blokeret af festlighederne.

Vi flygter
Selv på dette ukristelige tidspunkt mødte vi masser af traktorer på vejen fyldt med festdeltagere. Jeg talte op til 30 mænd siddende, stående og hængende på en traktor.

Vi blev stoppet ved adskillige vejspærringer, og bussen blev undersøgt for våben. Hver gang sluttede den militære øverstbefalende af med at opfordre os til at skynde os. Jeg tænkte den femte gang på at spørge ham, hvem det i grunden var, der sinkede os, men gjorde det ikke, for det ville uden tvivl have sinket os yderligere. Nok havde de humor, men nerverne sad tydeligvis uden på uniformen. Da vi nåede den pågældende by, var der fyldt med folk i gaderne, og vor chauffør, der tilhørte en helt tredje religiøs retning, ville ikke køre videre, men et par festarrangører sprang op på bussen og fik os lempet igennem det begyndende optog.

Desværre fik vi ikke set noget på turen. 4½ år senere så jeg så det, jeg dengang gik glip af, og det var nok værd at tage med. Det var stadig nat, da vi nåede frem til et svært bevogtet hotel i nabobyen godt 100 kilometer længere fremme. Udenfor holdt tre Suzuki-ladvogne med maskingeværer på trefod på laddet. Da jeg kom ned på mit værelse, var en formentlig major ved at klæde sig på. På min seng lå hans våben foruden benskinner og skudsikker vest, hjælm med visir samt en lang kæp. “Bare rolig,” sagde han. “Der sker ikke noget.” Det havde de vel også sagt sidste år og året før?

Festen nærmer sig
Det blev morgen, vi fik morgenmad igen, jeg blev barberet, fik en på øjet, selv om jeg egentlig ikke havde nerver til at sove. Ud på morgenen kørte Suzukierne. Jeg var både tryk ved det og foruroliget over det.

Fornemmer man den trykkede stemning? Det halve deltagerantal var slet ikke mødt op. Soldaten på Suzukien dækker næsten for maskingeværet på trefod på laddet.

Fornemmer man den trykkede stemning? Det halve deltagerantal var slet ikke mødt op. Soldaten på Suzukien dækker næsten for maskingeværet på trefod på laddet.

Højdepunktet
Så begyndte de rytmiske råb, trommerne og sangen, men kun langsomt kom lyden nærmere. Der var overhovedet ingen soldater mere til at passe på os, men hotellet var hegnet ind. Efterhånden sneg vi os ud til hegnet og kiggede. Nysgerrigheden overvandt frygten. Det var jo ikke selve festen, der var farlig. Urolighederne ville først begynde natten efter, hvis det altså kom til uroligheder. To soldater indledte optoget kun bevæbnet med stave. Derpå fulgte en lukket Suzuki med et højttaleranlæg og de folk, der førte an i bøn og slagord. Derefter fulgte de fleste af mændene fra Nagardalen. En hvid hest skulle have spillet en rolle i optoget, men en sådan var ikke hjemmehørende i dalen lige i øjeblikket, så de måtte tage til takke med en skimmel. Jeg så en enkelt kvinde i optoget. Hun var hvid – uden tvivl gift med en deltager.

Nogle af de bagerste deltagere opfordrede os til at deltage. Det var lige før, jeg havde lyst. I al sin enkelthed var optoget trods alt noget, der påvirkede sanserne på en eller anden måde.

Så nærmer optoget sig. Broen her er bygget af kineserne, idet optoget går på hovedvejen mellem Kina og Pakistan. Broen var oprindeligt pyntet med kinesiske, kejserlige løver, men dem fjernede turisterne hurtigt.

Så nærmer optoget sig. Broen her er bygget af kineserne, idet optoget går på hovedvejen mellem Kina og Pakistan. Broen var oprindeligt pyntet med kinesiske, kejserlige løver, men dem fjernede turisterne hurtigt.

 

To soldater indledte optoget. De kunne formentlig forhindre alternativt troende enkeltpersoner i at kaste med sten, Måske var det meget klogt at hæren holdt sig i baggrunden?

To soldater indledte optoget. De kunne formentlig forhindre alternativt troende enkeltpersoner i at kaste med sten, Måske var det meget klogt at hæren holdt sig i baggrunden?

 

Bilen måtte de skubbe, fordi - sagde de - at højttaleranlægget slugte al batteriets strøm.

Bilen måtte de skubbe, fordi – sagde de – at højttaleranlægget slugte al batteriets strøm.

 

Hesten, sikkert Husseins hest fra slaget, men den skulle have været hvid. Det blå skur er en butik. Stenene i baggrunden danner dels støttemure, dels husvægge.

Hesten, sikkert Husseins hest fra slaget, men den skulle have været hvid. Det blå skur er en butik. Stenene i baggrunden danner dels støttemure, dels husvægge.

 

Sorte bannere, hvide pandebånd. Optoget var overraskende stort. Alle mand var formentlig af huse?

Sorte bannere, hvide pandebånd. Optoget var overraskende stort. Alle mand var formentlig af huse?

Endelig var de forbi, og vi åndede lettet op. Vi kunne endda få en lille bytur for at se på lukkede butikker. Enkelt butikker havde endda kortvarigt åbent. Jeg tror vi fandt et sted, hvor vi kunne få is, men så kom lyden tættere på igen. Optoget var på vej tilbage.

Festens sidste del
Det returnerende optog passerede i småbidder, og deltagerne sivede i grupper. Vi må være blevet modigere, for vi var nu uden for hegnet og talte endog med flere af deltagerne. Flere var forhippet på at vise os, hvorfor deres hvide kjortel var rød på ryggen. De bad os endog om at fotografere deres rygge. Det kunne jeg nu ikke få mig selv til. Ikke fordi jeg ikke kan tåle blod, men deres blodige rygge var ikke noget kønt syn. Jeg opdagede også, at de mest medtagne var stive af stoffer. De har garanteret skullet sove på maven natten efter. Under optoget havde de mest rettroende pisket sig på ryggen med specielle piske med knive i enderne. Sådanne piske kunne i øvrigt købes som souvenir. For de mest ihærdige sluttede festen først ved midnat, men man skulle høre godt efter for at ikke at kunne sove for musik, sang og råb.

Hvad var det da, der skete?
Vi havde overværet fejringen af en shiitisk højtid, der har sit udspring i den omstændighed at arvefølgen i religionens hierarki ikke var fastlagt ved grundlæggerens død. Han havde heller ikke nogen ældste søn, der var selvskreven som afløser. Der var derfor en stor familie af datterbørn, onkler, fætre mv., der alle med lige stor ret kunne påberåbe sig ledelsesretten. En af dem var Hussein, der imidlertid blev slået på slagmarken ret eftertrykkeligt af en af konkurrenterne. Det var den 9. eller 10. oktober 685 ved byen Karbala i Iraq. De to kombatanters tilhængere blev til sunnier og shiaer, og de bekæmper stadig hinanden. Shiaerne mindes årligt deres leder, Husseins død med den mindefest, vi lige havde overværet. Festen afholdes den 10. i måneden muharram. Lige som fastemåneden forskydes hver år, forskydes ashuraen, som festen hedder, også, idet den gregorianske kalender ikke bruges i lande med den religion. Vil du vide mere, se for eksempel denne artikel på Wikipedia om slaget ved Karbala.

Se andres billeder fra Ashura på en Google billedsøgning. Så får de du de billeder i farver, jeg ikke ville tage.

Bent Hansen 6. juni 2013. Alle fotos er taget 1995.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.