Oplevelser i Kashgar

Indledning
Midt i nullerne hørte jeg en del orientering på P1, mens jeg lavede mad til mig selv. Jeg var da lige blevet enkemand. Jeg bemærkede, at alle P1-journalister med respekt for sig selv lige skulle nævne som en sidebemærkning, at de havde været på Søndagsmarkedet i Kashgar! Det har jeg også, men vi skal først være enige om, hvor vi er i verden.

Kashgar markeret med en fed sort pil midt i billedet venstre halvdel. Beijing hedder her på dette gamle kort Peiping. Pakistan gar taaget noget af Indien i Kashmir, og kineserne har siden beskåret Indien og i øvrigt også gjort selvstyreområdet Tibet meget mindre Silkevejens Sydligste gren mellem Sian og Kashgar er tegnet ind.

Kashgar markeret med en fed sort pil midt i billedets venstre halvdel. Beijing hedder her på dette gamle kort Peiping. Pakistan har taget noget af Indien i Kashmir, og kineserne har siden beskåret Indien og i øvrigt også gjort selvstyreområdet Tibet meget mindre. Silkevejens sydligste gren mellem Sian og Kashgar er tegnet ind.

Kashgar – hvor?
Kashgar er en by i uiguhrernes land kaldet Turkestan, hvilket betyder Tyrkerland, da folkene der som mange af Centralasiens folk tilhører den tyrkiske sprogstamme. Russerne tog allerede i 1800-tallet den vestlige del af Turkestan, mens den østlige del var et selvstændigt rige under navnet Østturkestan lige til kineserne befriede befolkningen og gjorde dem til indbyggere i en selvstyrende del af Kina kaldet Sinkiang på dansk eller på mere kinesisk Xinjiang. I selvstyreområdet boede dog mange andre folkeslag end de dominerende uighurer. Disse andre folkeslag fik så deres selvstyreområder i selvstyreområdet Xinjiang. Jeg mener endda, at der 1949 oprettedes selvstyreområder for et folkelag inde i et selvstyreområde for et andet folkeslag inden for selvstyreområdet Xinjiang. Kan det blive mere kompliceret?

Folkeslag i regionen
Jeg mener at være stødt på uighurer, kasakher, kirgisere, tadziker, kalmyker, mongoler foruden kinesere. De er spottet ud fra deres klædedragt, men enkelte kunne jo gå i lånte klæder? I den forbindelse prøvede jeg engang at sætte mig ind i de mange folkeslag i Saharas sydkant, og da jeg en dag troede, jeg var velbevandret, udbrød jeg glad som kommentar til et billede: ”Der går peul-mand.” (fra peul-folket, der ikke bruger det franske ord, men kalder sig Fulbe.) ”Nix,” sagde en indfødt: ”Det er en Songhai. Han skal bare ud i ørkenen, og så har han taget peul-folkets karakteristiske hat på, fordi den er praktisk i ørkenen!

Det kniber nok med kalmyker, men ellers har jeg garanteret set de andre folkeslag foruden han-kinesere og hui-kineserer. Disse sidst er muslimske kinesere, der har status som mindretal.

Vi er i Kina midt i Asien. Faktisk tættere på New Delhi og Moskva end på Beijing! Området havde tidligere været under Kina, og da sagde folk: Her er højt til himlen og kejseren er langt værk. Mao var dog ikke kejser, så det forklarer nok en del. I dag er befolkningen overvejende kinesere og de oprindelige folk i mindretal. Kalmykkerne bor endog i Rusland vest for Volga, som den eneste buddhistiske ”stat” i Europa. Det var nu en tidligere kinesisk kejser, der smed dem ud af deres land, så det skal Mao ikke have skyld for.

Ingen floder herfra når havet. Kun i kalmykernes aller nordligste område løber en biflod til Ob ud i Det nordlige Ishav. Fra Kashgar rejste man ved mine besøg fire dage med bus til Urumchi eller Turfan, og derfra er der tre dage med tog til Beijing.

I Kashgar har jeg været to gange. I 1995 og 1999. Tilsammen mere end en uge. Flere dage var på egen hånd, så jeg har været ude i hjørnerne i Kashgar.

Jeg har naturligvis set moskeen og kongegravene, og hvad byen ellers har at byde på. På egen hånd har jeg hjemsøgt den gamle lerklinede bymur og en skole, hvor jeg også talte med personalet, men ingen af os aner formentlig, hvad den anden sagde. I en boghandel fandt jeg H. C. Andersens eventyr på uighur samt Nils Holgersons rejse også på det lokale sprog.

Hjemmefra havde jeg forsynet mig med fotokopier af håndtegnede skitser over byen. Et bykort var først tilgængeligt ved sidste besøg i 1999. Kort sad militæret vist på. Mine medrejsende tiggede mine kort fra mig, så jeg måtte klare mig uden. Min sidste tur gik også uden tvivl ud over kortets rand.

Søndagsmarkedet
Som nævnt i indledningen er Kashgar bekendt af rejsevante for sit søndagsmarked. Jeg har naturligvis også set det, for det bør man, når man alligevel er på de kanter. For en forvænt vesterlænding er det nu ikke noget særligt. Ethvert marked i en fremmed verdensdel og for den sags skyld også i Sydeuropa er en oplevelse for alle sanser med deres eksotiske udbud.

Kashgars søndagsmarked var bare stort. Og for Centralasien var det nok noget særligt. Der kom mange folkeslag ikke bare fra det nærmeste opland, men også fra nabolandene, så jeg må erkende, at jeg også studerede folkeslag og deres nationale særpræg. Markedet var for mænd. Mange steder – navnlig hvor den dominerende religion herskede – købte mænd ind, også for deres ægtefælle(r.) Det var lidt sjovt at stå og se en mand vælge stof og knapper o. lign. til fruen. Der var dog en afdeling for kvinder her, bemandet (undskyld udtrykket) af kvinder og besøgt af kvinder. Om jeg havde adgang her, ved jeg ikke. Hvis der var et forbud, så jeg ikke skiltet. Jeg følte mig dog ret alene her.

Var der en fødevareafdeling, så jeg den ikke, men det kan skyldes markedets enorme størrelse. En stor del af markedet var optaget af boder med alskens nonfood. Her solgtes ikke bare en enkelt notesblok, men også store partier beregnet til videresalg. Pakistanske indkøbere var der i stor stil. Fjernere solgtes husdyr. Et kødmarked var der på grund af varmen og mangel på kølekapasitet ikke. Kød solgtes levende og slagtedes først hjemme eller lige før salg. Fjernere var der en afdeling for træ og tømmer. Lidt uden for markedet fandt jeg skomagere og skræddere og reparationsskræddere og inde i byen kødmarkedet. Jo, vist; det var stort.

Hovedindgangen dækket af trafikproblemer 1999.  Der står Vestasiasisk Centralmarked på hovedsprogene her i området, kinesisk, uighurisk, urdu sikkert en masse andre mig ukendte sprog.

Kort over markedspladsen, Tømmerafdelingen lå dog et andet sted og husdyrenes område ses heller ikke. Sjovt nok er der her meget lidt kinesisk på tavlen. Uighurisk ligner meget arabisk, men har rundere former.

Generelt ville de indfødte ikke fotograferes og slet ikke kvinderne. Det var nu deres mænd, der ikke ville have deres kvinder foreviget. Derfor har jeg ikke mange billeder, og dem, jeg har, er taget med skjult kamera, så jeg ikke helt havde styr på, hvad der egentlig var i fokus. Kvinden her skældte ud. Hund var åbenbart blevet snydt i en bod, men konen i boden tog sandelig til genmæle. Hvad det endte med, ved jeg ikke. Jeg følte, at jeg måtte gå, før forestillingen var slut.

Generelt ville de indfødte ikke fotograferes og slet ikke kvinderne. Det var nu deres mænd, der ikke ville have deres kvinder foreviget. Derfor har jeg ikke mange billeder, og dem, jeg har, er taget med skjult kamera, så jeg ikke helt havde styr på, hvad der egentlig var i fokus. En af kvinderne her skældte ud. Ikke på mig, for hun var åbenbart blevet snydt i en bod, men konen i boden tog sandelig til genmæle. Hvad det endte med, ved jeg ikke. Jeg følte, at jeg måtte gå, før forestillingen var slut.

Tja, der er ikke mange dyr at se, men det var dem, jeg ville fotografere. De indfødte her er uighurer, det lokale tyrkiske folk. Jeg havde håbet at få også andre folkeslag med på billedet, men det lykkedes ikke.

Tja, der er ikke mange dyr at se, men det var dem, jeg ville fotografere. De indfødte her er uighurer, det lokale tyrkiske folk. Jeg havde håbet at få også andre folkeslag med på billedet, men det lykkedes ikke.

Får – tror jeg nok – de brægede på centralasiasisk, så jeg forstod dem ikke. Lidt ude i hjørnerne var der flere dyr end mennesker. I baggrunden ses Kashgar på en klippeknold.

På en anden adresse solgtes træ og tømmer. Træet her var fra høje, slanke popler. Da det ikke regnede meget her, bygges ofte af råt træ og i øvrigt også tidligere af ubrændte lersten.

Skomagerne De lignede ikke uighurerne. De gik i støvler og havde andre hatte. Uighurerne gik med sixpence eller bedehat. Skomagerne her, mener jeg, er kasakher. De går i støvler, som de åbenbart selv syede. Både Uighurer, Kasakher og i øvrigt også kosakker er folk af den tyrkiske sprogstamme.

Skomagerne lignede ikke uighurerne. De gik i støvler og havde andre hatte. Uighurerne gik med sixpence eller bedehat. Skomagerne her, mener jeg, er kasakher. De går i støvler, som de åbenbart selv syede. Både uighurer, kasakher og i øvrigt også kosakker er folk af den tyrkiske sprogstamme.

Kød solgtes frisk og nyslagtet. Der slagtede ofte, mens man ventede. Høns solgtes dog levende og slagtedes først hjemme i køkkenet. Af dette dyr er kun hovedet og klovene tilbage og så vidt jeg husker også bræet. De øvrige til slag værende dyr stod bundet lige ved siden og og havde udsigt til resterne af deres familie. Gav vide, om dyr har følelser? Eller skulle jeg hellere spørge om lokale markedsslagtere havde følelser?

Kød solgtes frisk og nyslagtet. Der slagtede ofte, mens man ventede. Høns solgtes dog levende og slagtedes først hjemme i køkkenet. Af dette dyr er kun hovedet og klovene tilbage og så vidt jeg husker også bræet. De øvrige til salg værende dyr stod bundet lige ved siden og havde udsigt til resterne af deres familie. Gav vide, om dyr har følelser? Eller skulle jeg hellere spørge, om lokale markedsslagtere havde følelser?

Hovsmeden. Vi er nu uden for markedspladsen. Dette æsel sparker nok næppe under skoningen?

Hovsmeden. Vi er nu uden for markedspladsen. Dette æsel sparker nok næppe under skoningen?

Banegård i Kashgar
Jeg havde før den første tur til Kashgar læst om Jan Myrdal. Måske kender du, hvis du er gammel nok, Alma Myrdal? Jan havde besøgt Kashgar, og jeg tror, at han havde ”købt” alt, hvad han så, kritikløst. Han berettede blandt andet, at han havde fået forevist den nye banegård i Kashgar omkring 1950.

Jeg spurgte min guide i 1995 om banegården. Han viste mig en bygning inde i byen, som han påstod var banegården, hvad det aldrig havde været. Der var i hvert fald hverken spor eller perroner, og topografien var heller ikke til anlæg af bane lige her. Over døren var der godt nok de kinesiske jernbaners logo. Jeg gik ind, for jeg ville købe en køreplan, for de solgte billetter til jernbanen mere en 1000 kilometer borte. Køreplaner havde de dog ikke. De var udsolgte, sagde de ifølge guiden.

Den sidste formiddag besluttede jeg selv at finde den banegård. Jeg listede mig op i et højhus under bygning på øverste etage, hvorfra der var udsigt. Ingen spor at se. Jeg studerede topografien, Hvor kunne man i terrænet overhovedet anlægge en jernbane? Banen skulle ankomme fra nordøst. Ingen trache eller jordarbejder afslørede noget som helst.

Jeg gik så ud i områderne mod nordøst for at søge. I starten sad den ældste generation uden for husene og så på mig, men efterhånden, som jeg kom frem, var stolene tomme. Jeg troede, at de ikke brød sig om mig, men kort efter så jeg en hestevogn, hvor hesten blot travede, mens kusken lå og sov på ladet, og han vågnede ikke, selv om hesten gik tværs over en større vej uden at respektere sin vigepligt. Det gik godt. En anden sovende kusk vågnede dog, da hans øg pludselig så et palmeblad inde i vejsiden. Den prøvede at bevæge sig og vogn sidelæns, og den fik vitterligt fat i palmebladdet, som den åd. Det vækkede imidlertid kusken. At han skældte ud, behøver man ikke at kende sproget for at forstå, men hvad han sagde, forstod jeg ikke. Da øget tog det pænt, var det måske mig, der stod og grinede, der fik et fur?

img085

Det ene af disse tre dyr ville åbenbart ikke flytte sig. Først da der kom hjælp: En til at trække og to til af skubbe lykkedes det at flytte dyret, men ikke at få det til at gå. Vi er her på en markedsplads i en by mellem Kashgar og Pamirbjergene.

Intermezzo marked
Mens vi er ved heste – det var nu snarere æsler eller mulddyr, så kan disse lige som biler have fornemmelser. Mange store flotte og dyre dåser bryder sig helt givet ikke om min riskoger. Æsler havde det helt kontant. Et æsel med vogn var tøjret til en vandretliggende stamme en god halv meter over jorden. Ovre på den anden side stod en uven også med vogn. Resolut sprang det ene æsel over stammen med vogn. Vognen kom dog ikke helt med, men nok til at det ene æsel bed sig fast i det andets lår. De to chauffører kom løbende, ved den forurettedes skrig, og de gik i gang med at skille kampæselerne ad og få deres æsler og vogne over på hver din side. Havde jeg det på video, havde jeg lagt det ud. Jeg blev stående lidt for at se, om ejerne bagefter gik i låret på hinanden, men der skete ikke mere her. Et andet sted havde mand købt et nyt æsel, men da det opdagede, at de var blevet solgt, slog det hælene i, og der blev det stående. Først da det halve marked kom til, lykkedes det at skubbe æslet. De var åbenbart udgåede for gulerødder

Begge køn havde åbenbart kørekort til æselkærrer. Æselet til venstra havde fået sig selv og sin vogn over stammen og var gået i skindet på æslet bagved. Ejerne er nu ved at skille kamphanerne. Vognene er af samme model, som Djengis Khan brugte. Dog har disse gummuhjul. begge billeder i dette afsnit er far 1995, men billederne fra markedet er fra 1999.

Begge køn havde åbenbart kørekort til æselkærrer. Æselet til venstra havde fået sig selv og sin vogn over stammen og var gået i skindet på æslet bagved. Ejerne er nu ved at skille kamphanerne. Vognene er af samme model, som Djengis Khan brugte. Dog har disse gummuhjul. Begge billeder i dette afsnit er fra 1995, men billederne fra markedet er fra 1999.

Uden for lands lov og ret
Tilbage til min tur. Nu blev jeg imidlertid klar over, at det var siesta. Derfor var folk gået ind. Det var ikke min skyld. Herude var de imidlertid ikke vant til udlændinge. Her havde garanteret ikke været en hvid mand siden Maco Polo. Flere gange råbte folk: ”Hej, yankee!” Enkelt spurgte, om jeg var yankee (amerikaner,) og helt ærligt aner jeg ikke, om det var en fordel eller ej. Jeg svarede nu altid venligt, at jeg var fra Danmark. Selv om jeg vidste, hvad Danmark hed på kinesisk, og jeg kunne endog skrive det på kinesisk, så hjalp det ikke. Folkene her var uighurer, og deres sprog var ikke kinesisk. I Pakistan, hvor jeg kom fra, var det absolut en ulempe – i enkelte tilfælde livsfarligt – at være yankee eller turist i det hele taget i grænseegnene mod nord og øst. Og det er ikke blevet bedre med tiden.

At turister var et særsyn, erfarede jeg, når jeg kom lidt uden for alfarvej, og det gjorde jeg som regel, når der var noget at se, som ikke lige var oplistet i turistbrochurerne. I passet mellem Den sorte drages Bjerg og Den hvide drages Bjerg i Urumchi nordøst for Kashgar var der flere han-kinesere, navnlig blandt skoleungdommen, der var ved at dø af grin over synet af mig. De tog sig til næsen og grinede højlydt til hinanden. Rendyrket racisme? Kinesere har små flade næser, og de syntes åbenbart min store næse så komisk stor ud. Jeg måtte lade som ingenting og ikke råbe skævøje efter dem. Der var også alt for mange kinesere. Jeg ved, der var en park med nogle templer, der var værd at se på, men jeg har ingen fotos, så jeg er nok gået ret hurtigt igen. Hvis du kommer der i dag, er der entre, så parken er nok lavet om til noget kommercielt, vil jeg tro.

Der mangler en bro
Min tur fortsatte. Jeg var inde på et par teglværker for at lede efter teglværksbaner, men også her sov man. Jeg kom dog for skade at vække nogle af arbejderne, men at forklare dem, at jeg interesserede mig for teglværksbaner, opgav jeg. Havde jeg kunnet uighur, havde opgaven alligevel været håbløs.

På et tidspunkt var det tid til at afbryde eftersøgningen efter jernbanestationen og vende hjem til hotellet, da vi skulle flyve samme eftermiddag. Allerede nu havde jeg gået så længe, at jeg ikke kunne vende om og gå tilbage og nå frem i ret tid. Jeg måtte finde en bro over Kashgarfloden, som jeg gik langs med. Floden er en biflod til Tarim og udspringer i Tienshan og Pamir. Den endte i Lob Nor-søen, inden kineserne kom til at kunstvande floden væk længe inden søen, der i øvrigt også i dag er nedlagt.

Enkelte indfødte badede i floden. Termometret stod på over 40 grader. Da der ikke var nogen bro, og tiden strammede, besluttede jeg at vade og svømme over floden. Teknikken til bjergning kunne frigøre hænderne, så jeg kunne holde min fototaske oven vande. Jeg var kommet ud i floden til knæene, da jeg efter et sving i floden så broen. Bro er måske så meget sagt. En stor poppel var væltet over floden og benyttedes flittigt som gangbro.

Hvis jeg har taget et foto af floden, har jeg ikke fået det fremkaldt. Flodernes vand kom fra gletschere på de over syv kilometer høje bjerge, Tien Shan, Pamir og Hinduskush, men dels fordampede vandet hurtigt i de 40 graders varme, og dels kunstvandedes det hurtigt op. Denne lille flodarm, der løber rundet om Kashgar er ikke den flod, jeg var opå vej over, men en lille biflod, som man kunne vade over uden problemer.

Hvis jeg har taget et foto af floden, har jeg ikke fået det fremkaldt. Flodernes vand kom fra gletschere på de over syv kilometer høje bjerge, Tien Shan, Pamir og Hinduskush, men dels fordampede vandet hurtigt i de 40 graders varme, og dels kunstvandedes det hurtigt op. Denne lille flodarm, der løber rundt om Kashgar er ikke den flod, jeg var på vej over, men en lille biflod, som man kunne vade over uden problemer. Til højre markedspladsen og til venstre Kashgar, der i gamle dag ikke her behøvede bymur.

På byens modsatte side ud mod ørkenen var der bymur opført af soltørret ler. Megen historisk interesse var der ikke til stede her. Der blev ofte hakket i bymuren, så en skønne dag er den vel helt væk.

På byens modsatte side ud mod ørkenen var der bymur opført af soltørret ler. Megen historisk interesse var der ikke til stede her. Der blev ofte hakket i bymuren, så en skønne dag er den vel helt væk.

Områderne på den anden side var dækket af tykt støv, og da jeg havde våde fødder og ben, blev jeg ret snavset. Hotellet lå ganske kort fra ”broen,” hvilket ikke undrede mig. Jeg brugte den teknik ved afgangen at vælge et anslået nordretning og indstille min tommeltot derpå. For ikke at fremprovokere tåbelige spørgsmål, havde jeg hånden i lommen. Hver gang jeg drejede, skulle jeg huske at dreje tommelen lige så mange grader til modsat side. Så er der kun afstanden, men jeg vidste jo, hvor længe jeg var gået den ene vej, så uret gav en ide om, hvor mit hotel lå. Det slog ikke fejl her. I Londons undergrundsbane og i de komplicerede undergange ved Hovedbanegården i Hamburg har jeg også med held brugt mit tommelfingerkompas, så jeg kommer op, der hvor jeg ønsker og ikke på et tilfældigt, ”forkert” gadehjørne.

Og så af sted igen
Hjemme gik jeg i bad med tøj og sko på. Tøjet var vådt af sved alligevel. Selv sandalerne nåede at tørre, inden jeg skulle møde i forhallen for at afrejse.

Fire år senere løb jeg over den samme guide, og han havde husket mit spørgsmål og oplyste, at nu vidste han, hvor banegården lå. Skulle jeg derud, kunne jeg låne bussen.

Endelig ser jeg banegården
Det viste sig, at geologien havde for selv kineserne været i vejen. Banen var påbegyndt 1949, med blev først færdig 50 år senere. Den skulle indvies 14 dage efter mit besøg. Jeg tror nu ikke, de nåede det. Også Tibetbanen, som jeg i øvrigt har kørt med, var også mange år undervejs. Det er ikke helt let at bore tunneler i sprøde bjerge eller bygge til fast grund i permafrost, der tør op om sommeren. Om stationen kan ses i Kina. Jernbaner.

Den nordøstlige del af den under opførelse værende nye station i Kashgar i den vestligste Taklamakanørken 1999.

Den nordøstlige del af den under opførelse værende nye station i Kashgar i den vestligste Taklamakanørken 1999.

Litteratur
I nyere tid har Politiken den 4. september 2016 bragt en artikel om Kashgar sakset fra et tysk tidsskrift, hvor journalisten har skrevet om gamle planer uden dog at nævne noget konkret, samtidig med at berette, at også han har været på søndagsmarked.

I følge en tysk tv-film om Silkevejen i Kina fra 2016 vist i tysk tv 2016 er der ikke ret meget af det Kashgar tilbage, som jeg så i 1995 og 1999. Søndagsmarkedet så dog uændret ud, men den gamle by var erstattet noget mere moderne, i hvert fald hvor filmfotografen havde valgt at optage.

Bent Hansen

Dette indlæg blev udgivet i Jernbaner, Rejser. Bogmærk permalinket.