Norge. To beretninger

Der er på min hjemmeside ingen indlæg om Norge bortset serien om Svalbard. Det er ikke fordi, jeg ikke har været i Norge, og det er slet ikke fordi, jeg ikke synes om Norge. Tværtimod. Jeg har været i det meste af Norge helt op til Kirkenes mere end én gang.

Første beretning. Tre køer og to mand i to dage
Overskriften er ikke indledningen til et regnestykke af den slags, der var hele afsnit af i min barndoms regnebøger. De kunne for eksempel begynde således: Når ni mand kan grave 250 meter grøft på fem timer….. Spørgsmålet var nu, hvor stor præstationen var, hvis man ændrede på antallet, meterne eller timerne. Nej, det her er en sandfærdig beretning, som nogle økonomer muligvis ville ryste på hovedet af. Heldigvis er der nogle steder i verden andet, der også tæller.

Værelse med udsigt
Vi var efter en tur i Jotunheimen kommet til en lille by Skjolden ved den nordøstlige Sognefjord. Værten på vandrehjemmet gav os husets bedste værelser med havudsigt eller rettere elv- og fjordudsigt. Der var også en brusende fos lige uden for vinduerne, og han kunne se, at vi var betænkelige, og hurtigt fortalte han os, at vi kun ville høre fossen den første halve time. Det passede nu ikke. Jeg tror, vi vænnede os til fossen på mindre end et kvarter. Herefter hørte vi den simpelthen ikke.

Sydpå koster værelse med havudsigt ekstra, men ikke her. Vi trak ikke gardinerne for om natten, men lå, før vi sov, og lige når vi vågnede, og nød udsigten til blå fjord, sneklædte fjelde og lyden af fossen.

Fjeldtur med overraskelser
Vi benyttede opholdet her til at gå op i fjeldene. Vi gik en god halv dag med madpakke uden at nå op gennem dalen. Ved middagstid satte vi os på stien på naturlige trappetrin og spiste. Vi var lige blevet færdige og havde pakket ned igen, da to mænd kom drivende med tre køer. Der var ikke tid til at snakke, for køerne skulle styres for ikke at komme på afveje. De var væk igen, inden vort grej var reddet og fotografiapparatet fundet frem.

Derfor ved jeg heller ikke om min antagelse holder, men jeg tror, at køerne skulle til sæters. Den ene mand med meget bagage på ryggen skulle blive på sæteren og passe dem, mens den anden med kun en sovepose blot skulle med op. Det ville tage hele dagen i følge det kort, jeg havde. Først næste dag kunne han begive sig hjemad, hvilket igen ville tage det meste af dagen. Det ville være en logisk forklaring på optoget. Vi vendte dog som antydet på halvvejen hjem til vort værelse med udsigt.

Driver på Sognefjellvegen sidst i juli 1993. Sneen han nu kun få måneder til at smelte, inden den nye sne falder. Hvis sneen ikke smelter inden, får vi en ny bræ her. Vi var trods alt kun 1400 meter oppe.

Driver på Sognefjellvegen sidst i juli 1993. Sneen har nu kun få måneder til at smelte, inden den nye sne falder. Hvis sneen ikke smelter inden, får vi en ny bræ her. Vi var trods alt kun 1400 meter oppe.

Vejret var til tider lidt skyet, selv om solen også skinnede. Vi så ikke tydeligt Norges to højeste fjelde, Gjalhøpiggen 2469 meter og Glittertind 2470 meter. Gjaldhøpiggen er den højeste, for på Glittertind er de ti øverste meter sne, og den målet ikke med, når selve bjergets højde skal opgives. 1993.

Vejret var til tider lidt skyet, selv om solen også skinnede. Vi så ikke tydeligt Norges to højeste fjelde, Gjalhøpiggen 2469 meter og Glittertind 2470 meter. Gjaldhøpiggen er den højeste, for på Glittertind er de ti øverste meter sne, og den måles ikke med, når selve bjergets højde skal opgives. 1993.

 

Så kom vi ned til sommeren ved Sognefjord. Vandrehjemmet her med havudsigt ligger i Skjolden. 1993.

Så kom vi ned til sommeren ved Sognefjord. Vandrehjemmet her med havudsigt ligger i Skjolden. 1993.

 

Fra vor travetur i Mørkriddalen. 1993.

Fra vor travetur i Mørkriddalen. 1993.

 

Det var til tider svært at se naturen for bare træer. Stien ses ikke, men i forgrunden en fos og højere oppe en ny fos. Når vi var forbi en fos, troede vi, at vi var “oppe,” men der var stadig fjelde og nye fosser højere oppe. 1993.

Det var til tider svært at se naturen for bare træer. Stien ses ikke, men i forgrunden en fos og højere oppe en ny fos. Når vi var forbi en fos, troede vi, at vi var “oppe,” men der var stadig fjelde og nye fosser højere oppe. 1993.

 

Bebyggelsen Mørkrid, hvortil vi kunne køre. Elven syner her 10 meter bred og en meter dyb, men andre steder i klippespalter var den en meter bred, men så må den vel have været ti meter dyb? Bilen står nede ved huset, men en privatvej førte endnu nogle hundrede meter op i dalen. 1993.

Bebyggelsen Mørkrid, hvortil vi kunne køre. Elven syner her 10 meter bred og en meter dyb, men andre steder i klippespalter var den en meter bred, men så må den vel have været ti meter dyb? Bilen står nede ved huset, men en privatvej førte endnu nogle hundrede meter op i dalen. 1993.

Anden beretning. Tiden er gået i stå
På en tidligere norgestur til Flåm var vi havnet i sydenden af den centrale Sognefjord. Næsten fjorten dejlige dage med megen regn. Når solen skinnede, var vi omgående på vandretur. En af dem gik til en lille bygd på fjeldsiden over Sognefjorden, hvor tiden havde stået stort set stille, siden gården her blev bygget for tre til fire hundrede år siden. Det var ikke et museum, så vi gik ikke tættere på. Beboerne skulle have lov til at være i fred, selv om den lokale turistforening havde foreslået besøget.

Vor base var i øvrigt en campingplads først i telt, men så, da det blev ved at regne i en hytte.

Et isoleret samfund
Vi var kommet frem til vor base via en vej, der endnu ikke var åbnet, men dog som arbejdsvej var bekørbar mod gebyr. Ikke mange år før havde Flåm kun en kort vej uden forbindelse med Norges øvrige vejnet. Skulle man i bil til eller fra, måtte man benytte færgerne på Sognefjorden. Ikke desto mindre var den korte isolerede vej en Rigsvej med nummer trods det, at den var ensporet med mødepladser.

De lokale bønders mælk skulle i mælkejunger til mejeriet i Voss langt væk. Transporten kunne være, hvor den var mest avanceret via en sejlbane til Sognefjorden. Derfra med båd til nærmeste jernbanestation og så med toget til Voss i en speciel isoleret mælkevogn. En anden gård havde en sejlbane direkte til Flåm-banen.

Den nye tid står for døren
Har regeringen et par milliarder, kan tiden sættes i gang igen. I dag har Flåm fået alle motorvejens velsignelser med både 11 kilometer og 25 kilometer tunneler! End ikke anløb af krydstogtskibe mangler, for af den udtagne tunnelmasse er bygget en krydstogtkaj i fjorden. Antallet af souvenirkiosker var steget med fem til seks hundrede procent, men gad vide, om man stadig kunne få friskbagt morgenbrød på campingpladsen og i kiosken ved det gamle færgeleje?

Det er naturligvis i orden, at idyllen ikke kun er forbeholdt mig, men hvor meget idyl bliver der tilbage, når tre – fire tusinde krydstogtturister pludselig myldrer ud i et lille samfund på få hundrede sjæle?

De pragtfulde ture vi gik mellem bygerne, kan man heller ikke gå mere. Cykelturisterne har erobret bjergvejene nedad. Det er dem selv der siger, at de ikke altid har styr på cyklen på nedkørslen på grund af for høj fart. Jeg tør ikke mere gå på rallerstien, som bjergvejen hedder, men det var en skøn oplevelse, så længe man kunne. Foråret kommer tidligt til Sognefjorden, mens sneen ligger længe på Hardangervidderne, så der er et slip, inden cykelsæsonen for alvor sætter ind.

Vi har besøgt Flåm i 1983, hvor vi benyttede en arbejdsvej tilhørende Oslo Lysverker, igen i 1997, hvor Flåm nu lå på den færgefri forbindelse Oslo – Bergen samt sidste gang i 2011, hvor vi tog toget til Flåm fra Bergen og videre til Oslo. Vi overnattede i Flåm på den tur.

Vi tog i 1983 toget til Myrdal for at opleve en bjergbane. Der var krydstogtturister med, så vi holdt undervejs og beundrede udsigten. Her holder vi på banen i Vatnahalsen og ser over på fjeldsiden, hvor Flåmbanen forløber inde i fjeldet, men med udsigt fra to gallerier over hinanden, Da Flåmbanen også har en sløjfe oppe over horisonten på fjeldplateauet, og Bergensbanen løber endnu højere oppe, er der her med lidt god vilje bane i fem etager over hinanden! Vi købte billet på stationen, 24 kr. Krydstogturisterne havde købt på skibet. 300 kroner. Nå, de blev så også (dengang) sejlet i land i mindre både og guidet til stationen. Det koster alt sammen. I Vatnahalsen stopper toget også ved den imponerende Kjofos, hvor der er station.

Nogle af fotoene til indlægget ses på et indlæg om Flåmbanen. Hvis du er interesseret, se Norge. Flåmbanen.

Denne vej forbi Strandevattnet er senere blevet til hovedvejen mellem Oslo og Bergen, hvis man vælger den færgefri, og den ikke er lukket på grund af sne. Desværre virkede min kofanger ikke på geder, og de ville ikke flytte sig. 1983.

Denne vej forbi Strandevattnet er senere blevet til hovedvejen mellem Oslo og Bergen, hvis man vælger den færgefri, og den ikke er lukket på grund af sne. Desværre virkede min kofanger ikke på geder, og de ville ikke flytte sig. 1983.

 

img699

En forladt gård i 975 meter højde stadig ved Strandevattnet. Lige til et frilandsmuseum. Jeg kom til at tænke på Johannes V. Jensens folkevandringssang, “Det gamle vinterøg/i stalden indeføg/ nu har hun føl……” Jeg kunne godt tænke mig, at sneen lå så højt, at bonden ikke fik set til kreaturerne hver dag? Nordmændene fortalte også, at bjørne kunne løfte taget af stalden og tage for sig af besætningen. Foto fra 1983.

 

Oven for kirkelandsbyen Flåm var Flåmbanen til Myrdal allerede begyndt at kravle op. Her kommer to lokomotiver med fire vogne og en styrevogn “ned” fra Myrdal. Fjeldsiden vidner om et fjeldskred. Hele dalens østside var af skiferlignende dannelser og stod som regel i 45 grader. De kunne opdyrkes. Vestsiden stod i gnejs som ofte stod næsten lodret flere hundedre meter op over dalen. 1983.

 

I den nedre Flåmdal kort før bebyggelsen Flåm, hvor kirken ligger, er der endnu kørevej. Vi er omkring en kilometer fra færgehavnen. 1983.

I den nedre Flåmdal kort før bebyggelsen Flåm, hvor kirken ligger, er der endnu kørevej. Vi er omkring en kilometer fra færgehavnen. 1983.

 

En brusende elv, stien, vi gik på og en lille bebyggelse i dalbunden formentlig Dalsbotn. 1983.

En brusende elv, stien, vi gik på og en lille bebyggelse i dalbunden formentlig Dalsbotn. 1983.

 

Højere oppe i dalen havde en gård en tovbane ned til stationen i Dalsbotn til transport af mælkejunger. 1983.

Højere oppe i dalen havde en gård en tovbane ned til stationen i Dalsbotn til transport af mælkejunger. 1983.

 

Fra en anden fjeldvej op til en gammel landsby Ottenes højt over Sognefjorden. 1983.

Fra en anden fjeldvej op til en gammel landsby Ottenes højt over Sognefjorden. 1983.

 

Nogle af gårdene i Ottenes stod som, da de blev bygget i 1600-tallet. 1983.

Nogle af gårdene i Ottenes stod som, da de blev bygget i 1600-tallet. 1983.

Bent Hansen 30. maj 2013.

 

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.