Noget om hvordan man ser på regn

Store oplevelser kan i virkeligheden godt være ganske små. De behøver ikke at have kostet en formue for at være store oplevelser. Størrelsen afhænger sikkert også af den måde, modtageren opfatter tingene på? Nogle af mine store øjeblikke var nu i øvrigt ikke billige, men det er en helt anden historie.

Jeg befandt mig i Sinkiang (Xingjiang Uygur) i Taklamakanørkenens nordlige centrale del i byen Turfan i det vestligste Kina i øvrigt i Kinas varmeste og tørreste by. Det var i øvrigt også den dybestliggende, idet den lå i gravsænkning under havets overflade.

Allerede tidligt om morgenen ved starten af dagens program lagde vi godt mærke til, at der var meget sorte skyer over og på Tien Shan, Himlens Bjerge og navnlig omkring det højeste punkt, Bogda Feng, 5445 meter. Selv om bjergene var næsten 100 kilometer fra os, var de meget tydelige. Brydninger i lyset kombineret med klar luft må have forårsaget. at bjergene så til at ligge lige uden for byen og desuden syne højere, end de var.

Vel tilbage ved middagstid efter en formiddagsudflugt kiggede jeg igen op. De sorte skyer var der stadig. De var blevet flere, sortere og større, og de var på vej hen over hovedet på os. Pludselig hørte vi ligesom cikader i luften, og lyden blev kraftigere og kraftigere. Jeg så, at pigerne på hotellet pludselig fik travlt med at hente sengetøj ind, der havde ligget på en hæk i solen. Et øjeblik efter fik jeg en meget stor, tung dråbe i hovedet. I løbet af de næste minutter kom der yderligere omkring ti dråber i mit hoved, og på jorden faldt tre dråber inden for mit synsfelt. Man sagde, at det her var så varmt, at man på asfalten kunne spejle æg. Dråberne, der faldt på jorden, sydede da også, som dråber på en varm stegepande, og på mindre end et sekund var jorden tør igen. Ved siden af mig stod den kinesiske guide, der åbenbart var barnefødt her, hvor normen var et årsgennemsnit på 3 mm regn. Opgivelsen må åbenbart have været ren statistik, for kineseren udbrød med forundring, ærefrygt og store vidt opspilede øjne: “ Regn, regn, regn; det har jeg aldrig oplevet før!” hendes udsagn gjorde også et dybt indtryk på mig. Jeg tænkte på at invitere hende til en typisk dansk sommer i industriferien, men gjorde det ikke.

De sorte skyer blev liggende resten af dagen, men de skyggede desværre ikke. Om natten opdagede jeg, at hele hotellet knagede, og vinduerne klaprede. Næste morgen havde pigerne på hotellet travlt med at feje sand sammen på gulvet i hallen. Dagens tur til Vindruedalen var ikke så smuk, som forventet, da vi kun kunne se en halv snes meter frem. Himlens Bjerge var væk, nu ikke mere i skyer, men i støv. Også senere i Kashgar generede støvet os, og også i Pamirbjergene vest for Kashgar generede støvet stadig, så vi ikke rigtigt så Pamir, hvis højeste top, Pik Pobedy, Sejrstoppen (på russisk) når 7439 meter. Vi passerede ellers Kinas tredje og anden højeste bjerg, Mustag Ata, tyrkisk Isbjergenes fader, 7509 meter og Kongur Tagh 7649 meter. Først hinsides Himalayakæden nede i Pakistan blev luften ren igen og tillod det store udsyn.

For mig der havde set området her i højt, flot solskin tidligere, var støvstormen en ny oplevelse, men jeg beklager de, der var med her for første gang og ikke så den høje, smukke bjerge.

Selv om jeg husker synet af de sorte skyer over Bogda Feng og de forvirrede piger, der pludselig skulle redde sengetøjet, tog jeg åbenbart ingen billeder.

Vindruedalen ved Turfan. Her tager vinstokkene og træerne udsigten, så man skal have god vilje for ar at ane støvet i luften. Havde der ikke været udsigt, havde jeg nok heller ikke fotograferet. Bemærk vandingskanalen og de to træer, der står omgivet af jordvolde, så de kan vandes. Foto fra 1999.

Vindruerne tørres til rosiner på husenes flade tage. Her fornemmer men, at der er noget i luften, der tager det vide udsyn. Murstenene er af ler og ubrændte. 1999.

Vindruedalen 1999. Rosintørrehusene tager udsigten, så man fornemmer ikke rigtig støvet i luften. Bygningerne er af soltørrede lersten, men man har sparet hver anden sten, så vinden kan blæse gennem huset og tørre druerne til rosiner.

Bent Hansen. 2018.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.