Mit 2012 set med jernbaneøjne

Dette indlæg er et uddrag af min industribanejulehilsen, hvor jeg har plukket de afsnit ud, der handler om mine “jernbaneoplevelser” i 2012. En anden del af julehilsenen er blevet til et indlæg om Hedelands Veteranbane 2012.

I min afdeling af Industribaneklubben, Forskningsafdelingen har jeg i år, ganske som jeg plejer:
• Leveret af oplysninger, fotos og materialer ud ad huset.
• Bestemmelt af billeder både på forespørgsel og af egen drift.
• Forsknet
• Opdateret arkiv.
• Renskrevet på pc gamle håndskrevne arkivalier.

Desuden har jeg som hobby også i år arrangeret en tur for industribanefans i Vadehavet. Denne gang var vi på Nordstrandisch Moor, hvor betingelsen for deltagelse i togturen var, at vi også spiste der.

Foto i Lüttmoorsiel af “mit” særtog bestående af en åben og en lukket motortrolje samt en bænkevogn. Deltagerne fotograferer, så toget er her næsten tomt.

Foto i Lüttmoorsiel af “mit” særtog bestående af en åben og en lukket motortrolje samt en bænkevogn. Deltagerne fotograferer, så toget er her næsten tomt.

Selv har jeg med Edit deltaget i et par ture på egen bane i Hedeland og med min lokale klub i Kolding til Jelling med S-maskinen.

Tre af landets sidste industribaner er tilset. Det var tre dambrugsbaner, Donslund, Østerbygård og Gelsbro, hvor jeg var i regnvejr med klubbens britiske forbindelse. Situationen var uændret, men end ikke fiskemestrene vidste hvor længe. Rapporten ses både i Tipvognen og på bentsbane.dk, Dambrugsrapport.

Landets sidste to resterende tørvebaner fik jeg ikke tilset. To nye museumslignende baner ved Mønsted og i Lille Vildmose er nu efterhånden godt i gang. Heller ikke her har jeg været, men mine forbindelser holder mig underrettet.

Ellers kan jeg ikke sige, at jeg har været videre opsøgende i år. Et enkelt sporbygningsarbejde i Københavnsområdet med et tysk lokomotiv og nogle schweiziske troljer blev det til. Ved en passage af Køge var hele Contec’ lokomotivpark hjemme og lod sig fotografere, mens svenske og tyske lokomotiver arbejdede i området.

I Kolding var jeg så heldig, at en dag, jeg havde fulgt Edit til toget, ankom Hector, lige som jeg havde vinket farvel. Godstoget skulle ikke stoppe i Kolding, men det gjorde det undtagelsesvis den dag, idet et af DSBs gamle Mk lokomotiver skulle sættes af og fremover arbejde i Kolding, men nu lejet fra Northrail og sat ind af Railcare i tjeneste for Hector. Jeg sendte straks billederne til vor lokale mand i Kolding, og han undrede sig, men i løbet af aftenen havde han opklaret, at der nu var to Northrail-lokomotiver i Kolding. En gang i mellem bliver jeg glad for EU, for de holder mig ung ved at give mig arbejde med at rede indviklede ejerkonstruktioner ud. Railion har i forvejen en Mk i Kolding, men helt klart, at det naturligvis bliver væsentligt billigere af, at der nu er to entreprenører med henholdsvis et og to lokomotiver, der konkurrerer på prisen.

Schweiz
Med Edit var jeg i Schweiz i sommer. Vi var med tog til og fra samt rundt i Schweiz. En stor del af rejserne foregik med private smalsporbaner. Vi benyttede Swisspas, og vi boede i Basel, Luzern og Grindelwald. Jeg besøgte Schinznach Baumschulbahn, desværre i regn, og damplokomotivet havde nedbrud, så vi måtte nøjes med diesel. Den store Garrat fra Sydafrika var ikke ude og stod i remisen ufotograferbar. Mens jeg så på tog, så Edit på sjældne træer, planter og blomster, som planteskolen bugnede af.

Trafikmuseet i Luzern rummer ikke bare jernbane, så også her var der noget for Edit.

Wengernalpbahn mellem Grindelwald og Lauterbrunnen i 800 mm sporvidde eller kun ti centimeter mere end vor bane i Hedeland gik hen og blev min yndlingsbane. Desuden så vi et 118 år gammelt damplokomotiv i drift på Schynige Platte Bahn foruden indtil 103 år gamle ellokomotiver samme steds og på Wengernalpbahn. En rapport om Wengernalpbahn kan ses på Smalspor Forum. Da artiklen formentlig vender forkert, (den starter bagfra,) kan du vende den med pilen i knappen Message.

Tandhjulsdamptog på Schynige Platte Et særdamptog til Schynige Platte fotograferet i Breitlauenen 500 meter under Schynige Platte.

Tandhjulsdamptog på Schynige Platte
Et særdamptog til Schynige Platte fotograferet i Breitlauenen 500 meter under Schynige Platte.

 

Fra Luzern sejlede vi med en 111 år gammel hjuldamper på Vierwaldstättersøen, men det var ikke nogen succes. Vejret var for koldt, og skyerne lå lavt og skjulte de smukke bjerge. Vi valgte derfor at stå af Flüelen og tage toget tilbage, idet der var andet, vi gerne ville se i stedet for skyer. Damperen lå kun få minutter i Flüelen, så vi stod klar ved landgangen, og det første jeg så, lige inden vi gik i land, var stationen i Flüelen. Det slog mig med det samme: Det var Märklins store station i blik fra sidst i 50’erne. Den blev senere overtaget af Faller eller en anden tysk modelbanehusproducent. Salgsnavnet var Schönblick.

Flüelen Station 2012 set fra hjuldamperen på Vierwaldstättersøen kort før anløbet.

Flüelen Station 2012 set fra hjuldamperen på Vierwaldstättersøen kort før anløbet.

 

Schönblick Station. Eller er det Flüelen? Et reklamebillede af Schönblick Station.

Schönblick Station. Eller er det Flüelen?
Et reklamebillede af Schönblick Station.

Harzen
Vi besøgte også Harzen og ind imellem kultur, natur og geologi lykkedes det at presse en halv snes minemuseer og museumsminer ind i den samling på en håndfuld smalsporbaner, jeg allerede havde set. De største oplevelser på jernbanefronten var mødet med Mammutten. Også et af Mallet-lokomotiverne på HSB fik jeg genset efter at have været uheldig i mange år. Det ankom til Bloksbjerg, mens jeg sad i toget på vej ned, og jeg kørte samtidig med, at Mallet-lokomotivet kom. To gange i Wernigerode er jeg kommet ind på perronen lige som Mallet-lokomotivet kørte! Også i salig Ulbrichts dage snød det mig i Wernigerode, men ikke i Gernrode. Nu i 2012 så jeg det igen! HSB, Harzer Schmalspur Bahnen var slet ikke på mit program, men to gange passerede vi Drei Annen Hohne, og vi trængte til en Nassdampføl og senere en kop kaffe i værtshusene på perronen. Den ene gang kom der på en halv time tre damptog og en motorvogn, og den anden gang kom der kun ét damptog, men det var den i anledning af jubilæet nymalede og omnummererede maskine, der var trækkraft. En rapport ses på Smalspor Forum. Da artiklen formentlig vender forkert, (den starter bagfra,) kan du vende den med pilen i knappen Message. Her kan du blandt andet læse om Mammutten.

Et af Edits billeder fra Drei Anne Hohne taget fra banegårdsrestaurationen.

Udsigt fra banegårdsrestaurant. Kan den fås bedre?

Udsigt fra banegårdsrestaurant. Kan den fås bedre?

Bent Hansen 16. juni 2013. Alle fotos er fra 2012.
Ny opdateret version.

Dette indlæg blev udgivet i Industribaner, Jernbaner. Bogmærk permalinket.