Klimaforandringer

Jorden klima har skiftet mange gange gennem de sidste 4 567 000 år, der i øjeblikket udgør solsystemets alder. Jorden har være rødglødende, og jorden har være totalt nediset flere gange. Der er naturligvis naturkræfter bag alle disse forandringer, og dem kan vi ikke gøre noget ved.

Når klimaet ændrer sig som følge af naturlove, er ændringerne ofte regelmæssige. Ændringerne i klimaet skyldes, at jordaksen dels hælder, dels roterer. Det er ikke mange grader, men det betyder, at jordens ækvator flytter sig. Dermed ændrer et givet steds klima sig, men ikke jordens gennemsnitsklima, idet det bliver varmere et sted, men koldere et andet. Perioden for en hel svingning af jordaksen og en hel omgang rotation er naturligvis ikke den samme. Jordens afstand fra solen skifter også, idet jordbanen ikke er en cirkelbane, men en ellipse med solen i det ene brændpunkt. Solindstrålingen ændrer sig med kvadratet på afstanden, og dette sidste forhold ændrer klimaet på hele jorden. Igen er perioden en anden. At arbejde periodernes udsving sammen, kræver en computer. Nogen gange arbejder kræfterne sammen og andre gange mod hinanden, så virkningen til dels ophæves, men i det store og hele kan der ses nogenlunde regelmæssige ændringer i klimaet op gennem historien i de aflejringer, fortiden har efterladt hovedsageligt i havet. I øvrigt påvirkes jorden klima også af andre faktorer, men med disse tre bliver en forklaring indviklet nok.

Væggen i et af Bjärsjölagårds mange kalkbrud i foråret 2014.

Ved Bjärsjölagård i Skåne ses en væg i et kalkstensbrud i en koralbanke, der aflejredes i et varmt hav for 410 000 000 år siden i en tid, der kaldes Silur. Væggen er tydeligt lagdelt, og det skyldes uden tvivl ændringer i klimaet. Koralrevet ligger på komstadkalk, der tidligere hed ortoceratitkalk på grund at det dominerende fossil i kalken. Skåne lå dengang omkring Ækvator.

I Stevns Klint ses også regelmæssige klimaændringer. De skiftende lag af flint i bryozokalken også kaldet limsten ligger med cirka 20 000 års mellemrum. Der er en forklaring på, hvorfor der pludselig bundfældes flint i gravende dyrs gange med 20 000 års mellemrum, men forklaringen er for kompliceret for denne hjemmeside.

På billedet nedenfor ser du et gammelt stenbrud, hvor bryozokalksten er savet ud som bygningsten. Gravens bund er bevokset med græs, der har sine rødder i fiskeler, og dette har en alder på 66 000 000 år. Sidste år ville jeg have skrevet 65 000 000 år, men målinger, ikke mindst af tid bliver stadig mere og mere nøjagtige. Underneden ligger kokkolitkalk også kaldet skrivekridt. Danmark lå dengang på Italiens plads på kloden, så klimaet var af den grund noget varmere. Klinten ligger over Ringkøbing – Fyn Højderyggen, og denne underjordiske bjergkæderest har jævnligt rørt på sig og hævet klinten, så lagene stadig ligger nogenlunde vandrette og uforstyrrede, i modsætning til Møns Klint, der er skubbet op af gletschere, så klintens kalkflager mange steder står lodret.

Det ultimative billede af Stevns Klint skal man have fra en båd. Fiskeleret i nærbillede skal man op at kravle på klinten for at få eller langt ned mod syd, hvor klinten flader ud, og fiskeleret går i havet. Her ses Limstenen øverst i klinten med tydelig lagdeling forårsaget af klimasvingner med en periode på omkring 20 000 år. Den hårde limsten fra Palæocæn hænger ud over det blødere skrivekridt fra Kridttiden. Bølgerne skyller kridtet væk, og det overliggende kridt falder også ned og vaskes bort, men limstenen står som et halvtag i hvert fald til en vis grænse. Lige på grænsen mellem limsten og skrivekridt ligger det tynde lag fiskeler opkaldt efter fiskerester indlejret i leret. Når limstenen står så flot her, skyldes det, at der her har været savet bygningssten ud. Fiskeleret er derfor fritlagt og græsklædt. Foto fra 2011.

Borehullerne ses i nederste lag i kalken i venstre halvdel af billedet. Der ses seks huller. Foto fra 2014.

Andetsteds også ved Bjärsjölagård ses i kalken flere to meter dybe huller, hvor der er boret prøver ud. I dette tilfælde skal prøverne vise, på hvilken breddegrad koralrevet lå sidst i Silurtiden. Beliggenheden på Ækvator forklarer, hvorfor klimaet var tropisk.

Ved Limensgade og Skelbro i nærheden af Læså på Sydbornholm ses også en regelmæssig lagdeling i profilen i den gamle kridtgrav, som den tidligste cementindustri har efterladt sig. Også det er komstadkalk af lignende alder som den skånske. Bruddet ved Skelbro ligger ved alfarvej og det er for nyligt ryddet for bevoksning. Flere steder i profilen anes rester af datiden dyreliv således trilobitter.

Limensgade 2014.

Trilobit i profilen ved Skelbro 2014. Fossilen er cirka en centimeter stor. I Silur var disse væsener de dominerende i havene.

Så vidt de naturlige klimaforandringer, men nu går vi over til mere håndfaste spor efter fortiden klima.

På de næste fotos ses et par hajtænder fra to forskellige hajarter, der levede i Eocæn for 45 000 000 år siden. Da var klimaet det varmeste, det havde været de sidste 539 000 000 år, og tilmed var CO2-indholdet meget højt og iltindholdet tilsvarende lavt. Danmark var dengang havdækket, og på bunden aflejredes fedt, finkornet ler kaldet lillebæltsler. Miljøet på bunden var så iltfattigt, at der ikke levede hverken snegle, muslinger, orme eller krabber. Havde der været liv på bunden, var miljøet samtidig så surt, at al kalk ville have været opløst, men dyrene ville, hvis de havde været der, efterladt sig gravegange, men sådanne findes heller ikke. Helt goldt var der ikke. Overfladevandet var iltet nok til at hajer kunne leve der. Fisk, de kunne leve af, fandtes også, men når de døde og sank til bunds, opløstes deres kalkskeletter. Kun hajernes tænder, der var af et andet materiale, forblev uopløst. De mange tænder behøver ikke at have betydet mange hajer, for hajen har munden fuld af tænder, der sidder i flere rækker bag hinanden og brækker af for et godt ord. I min ungdom for 50 år siden var fossiler fra lillebæltsleret i bøger afbilledet ved samtidige fossiler fra londonleret, idet man stort set ikke regnede med, at der var noget at hente i lillebæltsleret. Det var der så altså. Nøjagtig hvor, i lillebæltsleret, hajtænderne stammer, ved jeg ikke, for jeg har ikke rodet i leret, for det bliver man meget snavset af. Jeg har ladet Lillebælts bølger om at vaske tænderne ud og med strømmen føre dem ned langs kysten og sortere dem efter strømhastighed og lægge dem lige til at finde, hvis man leder det rigtige sted.

Hajtand fra Treldenæs 2016.

Hajtand fra Treldenæs 2017.

Det iltfattige og sure miljø på bunden skyldes kulsyre, der dannes af vand og CO2. Denne kommer fra datidens mange vulkaner, der lå på begge sider af Atlanterhavet, der var under åbning dengang. Selv om vulkanerne lå i Grønland, var Grønland meget tættere på Danmark end nu, fordi Atlanterhavet var ungt og ikke ret bredt!

CO2 fra vulkaner skabte ikke bare det ugæstfrie miljø på havbunden, men også den høje temperatur på jordoverfladen. Danmark lå dengang, hvor Italien ligger nu, men temperaturen var langt højere end beliggenheden berettiger til.

Vi springer en snes millioner år frem i tiden. Sammen med Edit er vi taget til klinten ved Sønderskov på Lillebæltskysten mellem Skærbæk og Lillebæltsbroen. Sandet, der ses her, er aflejret i en strandsø bag en kyst, der begænsede det skandinaviske grundfjeld. Kysten rykkede sig ideligt frem og tilbage i takt med, at landet hævede og sænkedes, og haveniveauet steg og faldt som følge af, at Afrika stødte ind i datiden Europa, og nær sammenstødet foldedes jorden sammen og dannede Alperne, men også længere nord på skubbedes nogle områder op og andre ned, for at udligne deformeringen. Det skandinaviske grundfjeld nord for Danmark var udsat for stærk nedbrydning, og store floder sammenlignelige med Nilen i størrelse løb fra det skandinaviske grundfjeld ud over Danmark, hvor de havde deres delta. Selv om vulkanismen er aftaget, er vandet stadig surt af kulsyre, så der ikke findes hverken sneglehuse, muslingeskaller, krabbeskjolde eller fiskeben, men der var liv på bunden nu. Ikke bare gravegange ses, men jeg har fotograferet nogle rør efter nogle ukendte dyr, der også er væk, men deres skjul ses endnu. Hullets sider har de forsynet med slim, for at sandet ikke skulle skride sammen. Rører man ved rørene, smuldrer de dog omgående. Vi forsøgte også at komme til andre lokaliteter blandt andet en af de landtanger som Holmsland Klit, som på Stenderuphalvøen var skåret igennem af Lillebælt, men nedstyrtede træer forhindrede vor fremtrængen. Vi kraver ikke mere rundt i træerne, og vandet var for dybt for vore gummistøvler.

Sønderskov Klint ved Lillebælt 2015.

Gravegange i Sønderskov Klint 2015.

En videnskabsmand som nu en geolog eller en palæontolog skal fremlægge facts. Så må det være op til folkevalgte politikere at afgøre, hvordan vi skal takle kendsgerningerne. Alligevel vovede i hvert fald to at min undervisere at konkludere, at da klimaet var op til otte grader varmere end nu, var det ikke sjovt at leve på jorden. De kom dog ikke ind på i detaljer, hvordan det ikke var sjovt.

Nu var der ikke mennesker på jorden, dengang hajerne og ormene i rørene, vi jagtede, levede, så vi kan ikke lastes for det ugæstfrie klima dengang. Det skyldtes massive udledninger af CO2 fra datidige vulkaner opstået i forbindelse med Atlanterhavets åbning.

Al den CO2, vulkanerne gennem de sidste 539 000 000 år ud udspyddet, er af det spirende planteliv opsuget og i vid udstrækning deponeret i jorden som kulstof, idet der ikke har været adgang til ilt, og derfor er det ikke blevet til CO2. De efterhånden spirende plante- og dyreliv på jorden omsatte også CO2, der også før eller siden deponeredes i jorden og på havbunden og senere begravedes af nye deponeringer.

Nu har vi så i de sidste 150 år gravet og boret store dele af den deponerede CO2 op og sluppet den fri i atmosfæren igen. Vanddamp, CO2, metan er eksempler på drivhusgasser, der i atmosfæren holder på jordens varme, så temperaturen på jorden stiger. Den menneskelige andel af temperaturstigningerne kan beregnes til mindst en grad på vore breddegrader, mens der andre steder er beregnet en temperaturstigning på fire grader. FNs klimapanel har anbefalet, at vi holder den menneskeskabte del af temperaturstigningerne på under to grader. Det var for omkring 30 år siden, og siden er temperaturen bare steget og steget. Også før klimapanelet var der institutioner, der advarede, men talte for døve øren. De første advarsler kom for mere end 100 år siden.

Et miljø, hvor alt i havet opløses af syre, ville jeg ikke bryde mig om. Hvordan ville det så ikke være på landjorden med syreregn og syre i åer og søer foruden på landjorden?

Dette indlæg bygger på mindst 15 års kurser i Geologi på Folkeuniversitetet. Flere af kurserne har behandlet en bestemt tidsperiode og her set på temperaturen i den pågældende periode, iltkoncentration og CO2-indholdet. Aflejringer fortæller om klimaet var tørt eller fugtigt og fossilerne om livets udvikling og indirekte om livsvilkårene. Inden vi afgør, om klimaet på et givet sted var varmere eller koldere endnu, må vil lige se på stedets beliggenhed på kloden, nærmere, hvilken breddegrad, stedet lå på, for lå stedet under Ækvator, burde det klart være varmere, end hvis stedet lå på 70 grader syd. Målinger af breddegrad, alder, temperatur bliver i disse år mere og mere nøjagtige, Så det eneste spørgsmål er, og lovene for datiden klima også gælder i dag. Det tyder alt nu på.

Vi lever i en mellemistid, og alle de foregående mellemistider har været korte. Ser vi på istidens klimakurver, skulle vi have passeret mellemistidens varmeste periode og nu være på vej mod en ny istid. Bare rolig, den kommer ikke de første mange tusinde år, men klimaet bliver ikke langsomt koldere, som teorierne forudser, men tvært imod stiger temperaturen. Hvilken forudsætning har ændret sig siden næstsidste istid? Menneskets udledning af drivhusgasser. Heldigvis er menneskene intelligente væsener, der forstår at tage hånd om vor klode og vore børns klode.

Et par tidsangivelser for istiderne, der er meget sigende, men ikke noget endegyldigt bevis:
De seneste opdateringer af de tre seneste istiders årstal i millioner år eller tusinder år.
Perioden fra 2 580 000 – 1500 før nu kaldes Kvartær eller Pleistocæn.
Den tredje seneste istid har tidsangivelsen 480 000 – 400 000 før nu og kaldes Elster Istiden. Spor findes i Vestjylland.
400 000 – 380 000 år før nu havde vi en varmeperiode kaldet Holstein Mellemistid., der kun varede 20 000 år.
Den fulgtes af en ny istid i tidsrummet 380 000 – 132 000 år frø nu og kaldes Saale Istid. Den var ret lang, og der findes spor efter den findes i Vestjylland.
132 000 – 115 000 var Eem Mellemistid. Den var meget kort på kun 17 000 år.
Den sidste istid forløb 115 000 – 11 500 år før nu og kaldes Weichel Istid. Det meste af tiden var der ikke is i Damark, men der kom fire fremstød.
65 – 60 000 Sundsørefremstød. Det norske Fremstød.
55 – 50 000 Ristingefremstødet. Det gammelbaltiske Fremstød.
29 – 27 000 Kattegatfremstødet. Nordvestisen.
23 – 21 000 Det ungbaltiske Fremstød. Den is, der formede Danmark.
11,5 – 2018 Holocæn. 11 500 var isen borte fra Danmark, men ikke fra hele Skandinavien.

De to nævnte mellemistider varede således 20 000 og 17 000 år. Vor nuværende mellemistid, Holocæn har foreløbig varet fra 11 500 år. Er det før nu, så er det 11 500 år, men er det efter vor tidsregning, skal der lægge 2000 år til. Altså har vi for længst passeret halvvejen af mellemistidens standardlængde og skulle være på vej mod en ny istid.

Er du ikke overbevist, så må du kigge på klimakurverne.

Geoviden 4.2018.

Dette indlæg blev udgivet i Geologi. Bogmærk permalinket.