Kirkebesøg

I min ungdom drillede min hustru mig altid, når jeg på en ferierejse listede ind i en kirke. Hun mente ligefrem, at jeg gik mest i kirke i mine ferier. Om det var for at drille, eller hun virkelig var imod kirkebesøgene, har jeg aldrig fundet ud af, og nu er det for sent.

Jeg må tilstå, at jeg stadig, når vi er på et fremmed sted opsøger kirkerne. Edit, som jeg nu rejser med, går gerne med. Normalt går vi ind og sætter os et eller andet centralt sted i kirkeskibet. Dels har jeg aldrig taget skade af holde en kort andagt, dels slapper jeg lidt af. Benene har godt af at blive sparet, og på det seneste har ryggen godt af et lille hvil. Imens vi andagter og hviler, ser vi på kirkens udsmykning, og det kan være alt fra altertavler, epitafer og konge- og fyrstegrave.

Efter en visit er jeg opladet på sjæl og legeme og kan klare turen til næste kirke.

I en kirke i en lille by i Italien opdagede jeg, at byens ældre damer, ikke fra det højere borgerskab, men opslidte fisker- og bønderkoner samledes i kirken. Det havde strikketøj med, men de kvævrede sammen afdæmpet – også selv om præsten kom og forrettede en lille aftenandagt.

Et andet sted også i Italien holdt en blomsterhandlerbil uden for kirken. Blomsterhandleren var ved at stille to store blomsterdekorationer op ved altret. Da de var anbragt, trådte han ti skridt tilbage og beundrede sit værk. Derpå gik han frem igen og skubbede den ene dekoration en centimeter til højre. Tilbage igen og vurdere. Så drejede han samme dekoration knap en grad mod uret. Endnu en vurdering, og nu var det en af blomsterne, der sad forkert. Den blev stukket lidt længere ned og drejet lidt. Så var han tilfreds og gik. Helt ærligt måtte jeg indrømme, at dekorationerne var flotte både før og efter. Jeg kunne ikke se forskel, men jeg er jo heller ikke fagmand.

Det minder mig – ikke om en oplevelse, men en gammel tysk tekst fra en tysk læsebog, som jeg havde mellem hænderne for omkring 65 år siden. Her stod en stenhugger og huggede på noget af Köln Domkirkes top. Det skulle anbringes 157 meter oppe i tårnet. En forbipasserende stod og så på stenhuggerens umage og bemærkede så, at der jo ikke var nogen der kunne se de kunstfærdig detaljer. “Jo,” sagde stenhuggeren: “Jeg gør det for Vor Herre. Han ser det.”

I en anden kirke også i Italien gik en nævenyttig kirketjener rundt og smed turister ud af kirken. Vi sad, som vi plejede, på en stolerade bag i kirken, for vi vidste godt, at han var der, og herfra overværede jeg, at en indfødt også røg med ud. Jeg havde set ham komme ind. Han havde været ved vievandet og senere ligget på knæ og bedt en bøn. Nu sad han vel som os og koblede fra og hvilede trætte ben og ryg. Da han blev hældt ud, listede vi også af. Vi måtte vente med at se kirken til den emsige kirketjener havde frokostpause.

Skulle vi komme til en messe, tager vi gerne den med. Selv uden at forstå et ord har vi fået meget ud af en sådan messe. Jeg drømmer stadig, som jeg vist har skrevet andet steds, at komme til messe i Maria Larch og høre og se munkene gå i procession, med de svinger røgelseskar og synger gregoriansk. Jeg kunne købe en cd, og det har jeg også gjort, men det er ikke det samme på cd som i virkeligheden. Maria Larch er en klosterkirke på vulkanen af samme navn i Eifelbjergene ved Rhinen. Vulkanen har godt nok ikke rørt på sig i ti tusinde år, men det er en af dem, der kunne finde på at gå i udbrud igen, og så vil det være en katastrofe på lige fod med vulkanerne under Neapel og i Yellowstone Nationalpark. Lad os håbe, at munkene kan holde vulkanen i ave. Det sidste nye er dog nu, at vulkanen betragtes som uddød.

 

Gammel skulptur af dronning Theophanu, der døde 991. Hun var gift med kejser Otto II og niece til den byzantinske kejser. Jeg var stødt på hendes navn før: I Köln og i Halberstadt, men her i kirken i Nordhausen i Harzen faldt tingene på plads for mig. Kirken bød på yderligere to dronninger og tre kejsere fra Det tyske Rige. Foto fra 2012.

De omtalte blomsteropsatser til aftenens messe. Flotte så de ud. Vi er i en af barokkirkerne i Sestri Levante i 2011. Alteret er den typiske italienske “badekarstil.” 2011.

Skulptur på Domkirkepladsen i Köln. Den forestiller toppen af spiret 157 meter oppe. Ikke mange kan nedefra se detaljerne! Tidligere stod der en anden skulptur et andet sted. Den viste noget af det, der forvitret og hentet ned højt oppe fra. Af begge opstillinger har jeg flere fotos, men lige nu kan jeg ikke finde dem, så jeg har midlertidigt lånt billedet her på nettet. Her er så mange. Det har desværre ikke været muligt at finde navn på fotografen eller årstal på billedet.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.