Kina. Tiøren faldt i enører – men det tog 4½ år

Hvis man vil rejse i en totalitær stat, må man finde sig i besværlige, dyre og tidskrævende procedurer for at opnå visum. Dertil kan både indrejse og udrejse være omstændelige. I hvert fald i 1995 skulle man for at få adgang til Kina også acceptere og betale en nationalguide foruden skiftende lokalguider. Jeg kan ikke se andet, end at nationalguiden skulle kontrollere, at vi ikke så noget, vil ikke måtte se. Jeg fik godt nok en anden forklaring, men lad nu den ligge.

Guider
Guiderne gik naturligvis bagefter i et med tapetet. Der var så mange andre indtryk, der overdøvede.

Alligevel husker jeg hende, vi kaldte lynkineseren, fordi hun havde kort lunte. Måske husker jeg hende mest, fordi jeg tog nogle billeder af hende, når hun var mest firkantet og absolut intet kunne lad sig gøre. Hun var der aldrig, når bussen kørte, og vi kunne ikke ringe hende op og sige, at nu ville vi gerne køre, for hun knevrede altid i sin debil. Jeg husker også professoren, der var sur over pludselig at blive revet ud fra sin forskning og sendt på en guideopgave med nogle håbløse turister på grund af den oprindelige udkommanderede guides sygdom. Han var heller ikke gearet til den opgave, for han skred ikke ind, da nogle af turisterne kom til at videoe et sted, hvor man ikke måtte. Jeg så, at politiet inddrog han identitetskort, og han så ikke spor glad ud. Han gennemførte dog sin opgave, og da han havde nøgle til nogle ellers ikke tilgængelige udstillinger, så vi disse. Så slap han også hurtigere af med os, fordi vi ikke skulle stå i kø sammen med alle de andre turister. Vi var på besøg i nogle huletempler, hvor tusinde år gamle malerier ikke tålte lyset og vores ånde, så derfor var kun en brøkdel af hulerne åbne i korte perioder på skift, for at sprede skaderne ved turistbesøgene. Han sparede mig også for 20 % overpris på en bog, hvor han blandede sig i prissættelsen.

Jeg møder Feng
Tilbage til den guide, der gjorde det største indtryk. Jeg har faktisk glemt, hvad hun hed, men lad os nu bare kalde hende Feng, for det var det, jeg tror, hun sagde. Og det er det, der giver historien mening.

Jeg havde været i den vestligste del af Taklamakanørkenen i oasebyen Kashgar, og vi var nu fløjet hen til den centrale del af samme ørken til byen med et tyrkiskklingende navn Ürümqi på nordsiden af bjergkæden Tienshan. En tyrkisk folkestamme, boede her, indtil de efter 1949 blev rendt over ende af hankinesisk indvandring. De bor her stadig, men er nu et mindretal i deres eget land.

I bussen ind til byen præsenterede den nye lokalguide sig, foruden hun gav os de oplysninger, som guider altid giver fra sig over for turister, men fortalte også, at hun, da hun blev indskrevet til amerikansk på universitetet, fik et amerikansk navn. Endvidere bad hun os om at bære over med hendes amerikanske, for hun havde kun lært sproget på universitetet af lærere, der heller aldrig havde været uden for Kinas grænser. Hun ville gerne blive bedre ved at øve sig og tale med os.

Hun sagde nogenlunde: “Hej. Jeg hedder Feng. Mit amerikanske navn, som I gerne må bruge, er Wendy.” Og så gentog hun, mens hun lo lidt: “Wendy – ikke Windy!” Jeg forstod da godt ligheden mellem bogstaverne, men så sjovt syntes jeg heller ikke, det var. Der var heller ikke andre i bussen, der lo.

I vingården, der omgav det forlængst nedrevne hotel i Turfan, hygger vi os med lokal vin og lokal mad en aften i 1995. I midten sidder en dansker og til venstre en gammel hankineser, der passede vingården og sov derude. Han var for længst gået til ro, men vi kom til at vække ham, og han sagde ikke nej til et glas.

I vingården, der omgav det forlængst nedrevne hotel i Turfan, hygger vi os med lokal vin og lokal mad en aften i 1995. I midten sidder en dansker og til venstre en gammel hankineser, der passede vingården og sov derude. Han var for længst gået til ro, men vi kom til at vække ham, og han sagde ikke nej til et glas.

Skønne spildte kræfter
Kære Feng. Du må undskylde, men der gik altså 4 ½ år, før jeg lo. Jeg skulle jo først forstå din vits, og det tog altså sin tid. Jeg tror ikke, uden at vide det, at nogen andre i selskabet har forstået den endnu. De har nok lykkelig glemt situationen. Tiøren faldt i enører, eller måske ved det i renminbi, folkets penge, og i så fald faldt maoen, ti-øren i fen, enører.

Sidespring om kinesisk mønt
Vi så nu til daglig aldrig tiører eller enører, for de fleste turistbutikker var smarte nok til at gange prisen med 100, og det kunne vi ikke se, for vi kunne ikke kinesisk, bortset fra på banegårde og i Den forbudte By, hvor der var to prislister. En for indfødte og en for turister. Kun en gang var jeg ude for en ærlig kineser. Jeg betalte, hvad der stod på skiltet, men så måtte den stakkels handlende tømme sin pengekasse for småsedler for at give mig tilbage. Populært sagt var entreen til en park 5 øre. Jeg var vant til og havde kun 5 kr, og så skulle jeg have 4,95 kr retur. Det fik jeg, men med et opgivende skuldertræk.

Sidespring om kinesisk sprog
Inden jeg røber pointen i Fengs vits, bliver jeg nødt til at udbrede mig om kinesisk. Du ved sikkert, at kinesisk består af enstavelsesord. En selvlyd og en medlyd kan ikke kombineres på så forfærdelig mange måder, og selv om man tager to selvlyde til hjælp, kommer man i praksis kun op på 420 forskellige ord, så kineserne er nødt til dels af give ord, vi ville stave ens vidt forskellig udtale dels at opbygge deres ord af andre ord og sætte dem sammen. Vi kan også lidt af det på dansk. Anden er en fugl, mens anden uden stød er et ordenstal. Kineserne har forskellig tonehøjde i deres udtale: en høj tone, en stigende tone, en faldende tone, en lav tone samt endnu et par kombinationer af tonelejet. Hvor kineserne i Beijing har fire forskellige tonehøjder, har kineserne i Sydkina otte.

Sidespring om kinesisk grammatik
Hvert ord har et tegn på kinesisk. Måske har du lagt mærke til, at der i Den kinesiske Folkerepublik indgår et tegn, der består af en firkant med en streg igennem. Tegnet betyder midt, idet kineserne kalder deres land for Riget i Midten. Der står kun midt, for ordene i det kinesiske skriftsprog er ubøjelige. Bøjningsformerne vises på anden måde, men kun i udtalen. Tegnet midt finder du også i Den forbudte By. På skiltet på templet for Den mellemste Harmoni indgår tegnet midt også, men her udtalt mellemste. Længere sydpå i Den forbudte By finder du Meridianporten også undertiden kaldet Middagsporten. Den ligger et par porte nord for Den himmelske freds Port, der ligger ud mod Den himmelske freds Plads og bærer et portræt af Mao. Men tilbage til Meridianporten. Også i Meridianporten indgår firkanten med en streg igennem for midt, middag, meridian.

Tegnet for midten står øverst til venstre. Udsnit af Nostorianerstenen på Det kongelige Bibliotek.

Tegnet for midten står øverst til venstre. Udsnit af Nestorianerstenen på Det kongelige Bibliotek.

Et ord har op til fire betydninger
Mao er et drengenavn, foruden at det også betyder hat og kat. At det også er navnet på en tiøre, er ikke officielt, men slang. Feng er et pigenavn, foruden det betyder bjergtop eller tinde. Den kinesiske enøre hedder noget, der ligner, nemlig fen. Feng har endnu en betydning, som er helt central i denne historie, men det varer lidt endnu, inden jeg bliver så klog. Det var to ord med ikke mindre end fire vidt forskellige betydninger, men nu må vi hellere holde. Der findes ord med ti forskellige betydninger.

Det er kun udtalen på kinesisk, der er ens. Tegnene er forskellige. Feng stavede ikke sit navn med bagbenene af et firben, som man ser på tegnet for tinde på et kinesisk landkort.

Sidespring om de kinesiske tegn
Skriftsprogets tegn er bygget op af rette og krumme streger. Malet af en kunstner kan tegnene se rigtig smukke ud, idet man så kalder det kalligrafi. En vandret streg er et ettal. To vandrette streger er et total, og tre vandrette streger er et tretal. Ved at sætte en lodret streg igennem de tre vandrette streger og sætte en lille tilde på forneden og ramme hele tegnet ind i firkant får vi følgende udbygning, nemlig tegnene for kejser, jade og land.

Jeg har filosoferet over, hvordan en kineser ordnede ordene i alfabetisk orden og fået at vide, at det skete efter antallet af vandrette streger og derefter lodrette streger! Jeg har endvidere konstateret, at en kineser kun kan læse et tegn, hvis han kender det i forvejen. Feng havde i øvrigt skrevet mit navn på kinesisk, og det kunne mr. Xy læse, men de fleste andres navne måtte han give op overfor. Nu er Hansen jo også tilgængelig på kinesisk. Han er betegnelsen for den største folkegruppe i Kina og for et kejserdynasti. Sen eller måske Zen er betegnelsen på en art buddhisme med meditation. Hvordan Feng så fik mit fornavn fordelt med to tegn, fik jeg aldrig spurgt om. Ben-t eller Be-nt eller B-ent??? Men mr. Xy, som vi kaldte ham, kunne læse det.

Jeg kan ikke kinesisk, og slet ikke tale eller forstå det, men jeg fik lært mig et halvt hundrede tegn, som jeg havde nytte af i hverdagen: toilet, mand, kvinde, udgang, indgang. Men også verdenshjørnerne og tegnede for disse er nyttige, for de indgår i gadenavnene, så jeg ved i hvilken ende af en by, jeg er, når jeg er faret vild. Folkets gade nord, Folkets gade syd, Revolutionens gade nord osv.

Jeg bliver klogere på kinesisk
Jeg havde lagt mærke til, at de fleste kinesiske lastbiler var i samme lyseblå farve, og de var af samme model. Der stod undertiden Dong Feng på dem. Jeg undrede mig godt nok over, at fabrikken Dong Feng virkelig var stor. Det er i øvrigt ikke længe siden, at min avis meddelte, at en europæisk fabrik havde købt en del af aktierne i den kinesiske lastbilfabrik Dong Feng! Jeg har svært ved at tro, at en af fabrikkerne, der fremstillede typen Dong Feng, selv skulle hedde Dong Feng, selv om det naturligvis er muligt?

En forståelse er nær
Jeg kom ikke på andre tanker, før jeg opdagede en lokomotivtype, der også hed Dong Feng, hvilket stod på kinesisk eller til nøds som bogstaverne DF. Så blev det klart, at Dong Feng ikke var fabrikkens navn, men navnet på lokomotivtypen. Både Det tredje Riges Rigsbaner og De kongelige preussiske Statsbaner og andre topstyrede stater har benyttet dette system, og det har DSB såmænd også i salig Busses dage. DSBs maskintjeneste konstruerede lokomotivtyper, som de så fik bygget på flere forskellige fabrikker i flere forskellige lande.

Den anden lokomotivtype, jeg så i Kina, var DFH. Sidstnævnte DFH står for Dong Fang Hong, og det betyder Østen er rød! Det er et dieselhydraulisk lokomotiv. Dong Feng eller DF betyder Østenvind. Det er en dieselelektrisk maskine. Der er godt nok flere forskellige undertyper alt efter hastighed, installationer til togvarme osv. Dette markeres med et efterhængt tal, DF4B, DF8 for at tage et par, jeg har set.

Et lokomotiv af typen Dong Feng af typen DF 6 på Beijing Sydvestbanegård 1999. Fabrikspladen var udelukkende på kinesisk.

Et lokomotiv af typen Dong Feng af typen DF 6 på Beijing Sydvestbanegård 1999. Fabrikspladen var udelukkende på kinesisk.

 

Lokomotiv af typen DFH 5 på Beijings sydvestbanegård i 1999. Bemærk at selv DFH står på kinesisk.

Lokomotiv af typen DFH 5 på Beijings sydvestbanegård i 1999. Bemærk at selv DFH står på kinesisk.

Og så er den der!
Feng betød altså også vind. “Jeg hedder Feng, men kald mig bare Wendy – ikke Windy,” havde hun sagt. Jeg må virkelig erkende, at jeg har været langsomt opfattende. 4½ år tog det at forstå Fengs ordspil – selv om jeg virkelig har arbejdet hårdt for at forstå det. Jeg husker det endnu. Jeg lå en aften i min seng og læste, da tiøren var færdig med at falde, og jeg forstod og grinede! Windy betyder blæsende på amerikansk.

I kategorien Jernbaner i indlægget Jernbaner i Kina findes mere rejserelevant stof om Kina ind i mellem billederne af lokomotiver.

Bent Hansen, 25. maj 2013. Fotoene er fra 1995 og 1999 samt fra 2013.
(17) Ny opdateret udgave.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Kina. Tiøren faldt i enører – men det tog 4½ år

  1. Pingback: Jul Familie 2013 | Bents bane

Der er lukket for kommentarer.