Kina. Nestorianerstenen

På Det kongelige Bibliotek i København står en sten, godt nok en kopi, Men originalen har jeg ønsket at se, lige siden jeg læste om den første gang. Jeg har været lige ved enkelt gang, men noget gik galt. Jeg har ærgret mig lige indtil 2013, hvor jeg opdagede, at jeg blot skulle til København i stedet for til Kina for at få mit ønske opfyldt!

Dette indlæg hed tidligere Kina. Alt kommer til den, der kan vente.

Rejser på Silkevejen
Mine mange indlæg om Kina og Pakistan skyldes en gammel interesse for Silkevejen. Jeg vandt i 1990’erne nogle gavekort til et rejsebureau, og valgte som det eneste, der havde min interesse, en tur på Silkevejen. Denne tur kostede en herregård ud over gavekortene, der i forvejen kun dækkede en lille del af prisen på en almindelig charterrejse til et badeferiemål eller en busrejse. Desuden skulle jeg købe mig fri fra arbejde, men det var intet problem, for det betalte skattevæsenet 69 % af, forstået på den måde, at jeg sparede skatten af de ikke tjente penge. 69 var trækprocenten på den sidst tjente krone.

Litteratur om Silkevejen
Både før og efter turen læste jeg alt, hvad jeg kunne få fat i om Silkevejen. Det var her jeg læste om Den flyvende Hest, der er emne for et indlæg på min hjemmeside, samt om den seværdighed, dette indlæg skal handle om.

På biblioteket lånte jeg desuden bogen om De fremmede djævle på Silkevejen skrevet af Peter Hopkirk. Jeg så selv i buddhistiske huletempler store huller i væggene, hvor hele malerier var hugget ud af væggen i et stykke og sendt hjem til Europa. Svenskeren Sven Hedin sendte til Berlin, og ungareren Aurel Stein arbejdede for briterne, og russerne arbejdede for sig selv. Senere så jeg i St. Petersburg på Eremitagen, hvad der havde siddet i hullerne. Russerne havde også en del af Hedins tyvekoster, som de stjal i Tyskland lige efter Anden Verdenskrig, men som noget nyt, havde russerne som findested skrevet, “oprindeligt Berlin.”

Som så mange af den slags historiske minder, er det svært at sige, hvad der var sket med dem, hvis ikke de var blevet “reddet.” I alle tilfælde havde andre trosretninger kradset øjnene ud på samtlige Buddhaer! Nutidens billedstormere er kendte for at rydde op i tidligere religioner med dynamit, som de gjorde i Bamiyan i Afghanistan.

Der er også to bøger skrevet af henholdsvis Peter Hopkirk og af en britisk konsulinde, fru Mac Cartney. Hun blev takket være sig ægteskab med konsulen i slutningen af 1800-tallet anbragt så langt afsides i verden, som man kunne komme, idet briterne ikke havde konsul på Sydpolen. Her i Kashgar i den østligste Taklamakanørken var tre af Verdens mægtigste riger tæt på hinanden: Kina, Rusland og Indien administreret af Det forenede Kongerige forkortet UK. Konsulatet eksisterede 1897 – 1947. Trods det, at det kostede uger med karavane, fik hun et flygel med til Kashgar. Den hurtigste måde var at rejse med tog gennem Rusland og så med karavane, når skinnerne slap op.

Alle de store opdagelsesrejsende lagde vejen ind forbi det britiske konsulat i Kashgar. Efter en afsluttet ekspedition fik de ordentligt bad for første gang i lang tid. Næste gang, de kom forbi, havde de så en signeret førsteudgave af deres seneste bog med som gave. Alle disse værdifulde bøger fik konsulen ikke med hjem, da hans tjeneste var ovre. De blev stående helt til kulturrevolutionen, hvor rødgardisterne i misforstået ildhu formentlig har brændt dem!

Jeg har faktisk været i resterne af konsulatet i 1995, hvor stedet endnu hed Den engelske Have. Inde i huset var der fotografier af Dronning Margrethe II og prinsen, men jeg mener ikke, at de kongelige har været der, som deres ældste søn muligvis har, men det er en lang historie om, hvordan de fotografier er havnet her. I 1999 fandt jeg intet. Alt var bygget om.

Silketrådsopvikling i Kashgar 1999. Pupperne ligger skålen og puttes derefter i det varme vand, hvor de dør, og silketråden kan vikles op på hjulet i baggrunde. Den nærmeste, ret tilslørede kvinde holder styr på trådene, så de ikke filtres, og den anden drejer hjulet. Der demonstreredes også silkevævning på markedet.

Silketrådsopvikling i Kashgar 1999. Pupperne ligger skålen og puttes derefter i det varme vand, hvor de dør, og silketråden kan vikles op på hjulet i baggrunde. Den nærmeste, ret tilslørede kvinde holder styr på trådene, så de ikke filtres, og den anden drejer hjulet. Der demonstreredes også silkevævning på markedet.

Silkevejens betydning
Silkevejen var ikke bare en handelsvej baseret på handel med silke. Kineserne kalder den da også for Kejservejen. Formentlig er den også ældre end silken? Det er først for nyligt, at forskerne er begyndt at arbejde sammen for alvor på tværs af faggrænser. En silkevejshistoriker kan komme til et resultat uden at spørge en europæisk udgraver om, hvor gamle de fyrstegrave er, hvor der er fundet silkerester? Hvorfra stammer mange af de ædelstene, der findes i gamle egyptiske faraograve, og hvordan er de kommet til Egypten? Ikke helt fra Kina, men formentlig over dele af Silkevejen fra Pamirbjergene.

Foruden varerne bredte tanker og bakterier sig over Silkevejen!

Rejsende buddhister på Silkevejen har efterladt sig blandt andet dette 14 meter høje relief i Kargah ved Gilgit i Pakistan. Foto fra 1995.

Rejsende buddhister på Silkevejen har efterladt sig blandt andet dette 14 meter høje relief i Kargah ved Gilgit i Pakistan. Foto fra 1995.

 

Andre steder er der mindre indhugninger, der var bemalede. Her langs Indus ved Chilas fandtes denne afbildning af en Stupa i øvrigt sammen med nogle kæmpe jættegryder. Foto fra 1995.

Andre steder er der mindre indhugninger, der var bemalede. Her langs Indus ved Chilas fandtes denne afbildning af en Stupa i øvrigt sammen med nogle kæmpe jættegryder. Foto fra 1995.

Middelalderens pestepidemier kaldet Den sorte Død kom ofte fra Asien via Silkevejen. For eksempel til en havneby ved Sortehavet, hvorfra Silkevejen førte videre med skib ud i Europa. Pesten bredte sig i løbet af en menneskealder over hele Europa for til sidst at vende tilbage til udgangspunktet, hvor befolkningen nu en generation senere ikke mere havde antistoffer. Pesten vandrede nu den anden vej, og da ringen igen var sluttet, rejste bakterierne igen i modsat retning mod Europa til en ny epidemi.

Kunsten at dyrke silke og spinde og væve silke bredte sig også over Silkevejen. Kunsten at fremstille porcelæn holdt kineserne dog bedre på. Den måtte vi i Europa selv opfinde, hvilket skete i Meissen nord for Dresden kort efter år 1700.

Nudelfremstilling. Af en eller anden grund er vi i Shanghai 2007, da jeg åbenbart ikke fotograferede nudeljongleringen på nogle af de andre ture, skønt jeg ofte så på, og nudelmageren ofte optrådte. En fagkvinde påstod, at muslimerne var de bedste til nudelfremstilling, og disser folk her i Shanghai er da også huikinesere (muslimer.)

Nudelfremstilling. Af en eller anden grund er vi i Shanghai 2007, da jeg åbenbart ikke fotograferede nudeljongleringen på nogle af de andre ture, skønt jeg ofte så på, og nudelmageren ofte optrådte. En fagkvinde påstod, at muslimerne var de bedste til nudelfremstilling, og disser folk her i Shanghai er da også huikinesere (muslimer.)

Nudelfremstilling er formentlig kommet til Europa med Marco Polo. På hans hjemtur sejlede han en del af vejen, så hele Silkevejen skal ikke have skyld for spagettien, som italienerne døbte spisen, skønt de ellers ikke forstod meget af det Marco Polo fortalte om sine oplevelser ude i den store verden.

Islam bredtes sig langs Silkevejen og nåede helt til kejserens by, Xian, hvor der i dag stadig er en del moskeer. Forinden havde buddhismen bredt sig langs Silkevejen, og den blev godt modtaget, da den var tolerant og kunne indpasses i de fire religioner, kineserne havde i forvejen.

Da kineserne ville havde buddhismen opdateret i 629, sendte de munken Xuan Zang over Silkevejen til Indien. Han var borte en lille menneskealder og var næsten glemt, men han vendte hjem igen 645, og kejseren havde ikke glemt ham, så han byggede Den store Vildgåsepagode i Xian til de bøger, Xuan Zang havde med hjem fra Indien. Han brugte i øvrigt den sidste snes år af sit liv på at oversætte teksterne. Senere blev der skrevet en bog om Xuan Zangs rejser. Den hed Rejsen mod Vest. I nutiden har først japanerne og siden kineserne filmet bogen. Jeg har selvfølgelig rejst i hans fodspor og været i den pagode, hvor hans bøger var og stået i et bibliotek og et kloster, hvor han også havde været, men jeg har aldrig mødt nogle af de dæmoner, der forfulgte ham på hans rejse, skønt jeg også har rørt ved De flammende Bjerge.

Flammebjergene. I klipperne er der formentlig mineraler, der i solnedgang kan blive røde. Gamle regnkløfter giver mørke partier i den røde farve, så det ligner flammer. I dag er der plantet masser af popler i ørkenen foran bjergene, og kineserne borer også efter olie i området. Vi er i Turfanoasen i 1999. Bjergkæden er ti kilometer bred og op til 851 meter høj. Vi er i forvejen 50 meter under havoverfladen.

Flammebjergene. I klipperne er der formentlig mineraler, der i solnedgang kan blive røde. Gamle regnkløfter giver mørke partier i den røde farve, så det ligner flammer. I dag er der plantet masser af popler i ørkenen foran bjergene, og kineserne borer også efter olie i området. Vi er i Turfanoasen i 1999. Bjergkæden er ti kilometer bred og op til 851 meter høj. Vi er i forvejen 50 meter under havoverfladen.

img284

En af ruinbyerne i Turfanoasen, Gaochang, hvor Xuan Zang studerede på sin lange rejse. En kilde kalder det restaurerede bygningsværk her for en Stupa, en anden nævner, at det var det bibliotek, hvor netop Xuan Zang studerede. Et billede i en tysk bog viser en bygning mage til i samme ruinby, men helt genopført. Selv om jeg har været her to gange, har jeg aldrig set mere en dette. Billedet er fra 1999, men i 1995 var der en hel del muslimsk graffiti ridset ind i den soltørrede lervæg. Nu har den dog fået en ny gang pludder. Buddhistiske minder er også en torn i øjet på mange rettruende.

Sutraer i Tibet 2005. De buddhistiske skrifter som, den rejsende munk hjemførte fra Indien, kunne have set sådan ud, for tibetanerne holder traditionerne i hævd. En munk i Seraklostret læser, men forstyrres af en kinesisktalende dansker. Sutraen her er dog trykt og ikke håndskrevet.

 

Den stor Vildgåspagode i Xian 1999. Den lå inden for Tangdynastiets Xian, Chang An, men i dag ligger den uden for 1700-tallets bymur, idet Xian skrumpede, når byen ikke var hovedstad. I forgrunden et røgelseskar.

Den stor Vildgåspagode i Xian 1999. Den lå inden for Tangdynastiets Xian, Chang An, men i dag ligger den uden for 1700-tallets bymur, idet Xian skrumpede, når byen ikke var hovedstad. I forgrunden et røgelseskar.

“Gå ud og gør alle Verden folkeslag til mine disciple,” sagde Jesus. Thomas var den der kom længst østpå, muligvis helt til Indien, selv om ingen ved ret meget om det. Han har uden tvivl benyttet Silkevejen. Først 635 kom kristendommen til Kina via Silkevejen. Forbindelsen med moderkirken blev imidlertid afbrudt, og kristendommen udviklede sig på sin egen måde. Til at begynde med rigtig godt. Lhasa i Tibet var for eksempel i bispeby med en Domkirke! Efter tangdynastiets fald sidst i 900-tallet forfulgtes de kristne, og i løbet af et par generationen, var der kun få tilbage. Da Marco Polo kom til Kina i 1300-tallet, var resterne af den kinesiske kristendom slet ikke til at genkende for en romersk katolik som Marco Polo.

Mine rejser på Silkevejen
To ture har jeg gjort på Silkevejen. Begge i dens østligste ende på både det nordlige og det sydlige spor mellem Xian i Kina og Rawal Pindi i Pakistan. De to ture foregik på hver sin årstid, og der besøgtes forskellige steder. Enkelte overlapninger viste, at tiden ikke havde stået stille. Heller ikke her, så der var noget nyt at se også på tidligere besøgte steder. En tur ad det nordlige spor gennem Centralasien var også planlagt og bestilt, men turen blev aflyst af arrangøren. Ind i mellem har raske små revolutioner også gjort det usikkert at rejse, og de værste vildskud i form af jeep- og sågar lastbiltransporter havde jeg på forhånd luget fra. Det var en historisk rejse og ikke en eventyrrejse, jeg ville på.

På min anden tur i 1999 kom jeg til Xian, hvor vi selvfølgelig skulle se de udgravede dele af kejser Qins grav. Her mødte jeg forresten også den kinesiske bonde, der under brøndgravning var så uheldig at grave sig igennem og ned til terrakottasoldaterne, og yderligere så uheldig, at myndigheder fik nys, så han og resten af landsbyen ikke selv kunne grave fundene op og sælge dem sort, som man normalt gør i Kina.

Xian
I 1999 besøgte jeg byen Xian, der under navnet Xian, Vestlig Fred i lange perioder havde været hovedstad i Kina, og under navnet Chang An, Evig Fred under andre tidligere dynastier endnu længere havde været hovedstad. Opholdet var ikke kun et kort besøg i forbindelse med en besigtigelse af Terrakottahæren, som de fleste bureauer spiser deres gæster af med, men vi havde flere dage. Jeg besøgte blandet andet byens nye museum. Her havde vi en meget selvglad guide, der viste os kinesisk porcelæn og gang på gang hånede os vesterlændinge ved at spørge, hvornår vi opfandt porcelænet. Sådan følte jeg det i hvert fald, men selvfølgelig på fremmede sprog kan det være svært at udtrykke sig og for os at opfatte nuanceret. Til sidst blev det mig for meget, så jeg spurgte ham, hvornår kineserne opfandt glasset. Han må åbenbart have forstået en fin hentydning, men jeg var ikke mere i kridthuset hos ham. Og det var måske grunden til, at vi heller ikke fik set det, jeg egentlig var kommet efter, men først lige et sidespring om glasset. Kineserne opfandt nemlig slet ikke glasset. Romerne kunne allerede for to tusinde år siden lave glaskunst, der i dag ikke kan laves bedre af moderne, eksperimenterende glaskunstnere. På Det romersk-germanske Museum i Köln havde de en imponerende glasudstilling af to tusinde år gamle glas, der var lige så fantasifulde, men måske knap så tivoliprægede, som nutidens glaskunst. Sidst, jeg kom forbi dette museum, fandt jeg ikke denne glassal. Udstillingen var kun en skygge af den tidligere udstilling. Tilbage til museet i Xian. Efter en gennemgang af en halv snes sale hovedsageligt med forhistoriske bronzearbejder og porcelæn, var rundturen slut. Også selv om jeg spurgte efter stelerne. Måske kunne vi nå mere, måske kunne vi ikke rumme mere? Hvad der bagefter stod på programmet, har jeg glemt.

Stelerne
Stelerne var tre tusinde gamle op til tre meter høje og en meter brede sten med inskriptioner. På flere af dem er der kristne kors, og specielt en af dem, kaldet Nestorianerstenen beretter om den første kristne mission i Kina under Tangdynastiet. Jeg kan godt tabe pusten bare ved bevidstheden om at stå ved en sådan gammel sten, der vitterligt taler, selv om den ikke siger et ord, og jeg ikke kan læse nogen som helst af teksten. Helst skulle stelen stå, hvor den blev fundet, men bedre end ingenting var selvfølgelig, at den nu var bevaret på museet. Jeg kunne være blevet på museet, hvorfra der ikke var længere til hotellet, end jeg kunne gå, men allerede dengang kunne jeg også hen under aften blive træt efter en hel dag på benene koncentreret med indtryk. Jeg forlod museet uden at se alt det, jeg var kommet efter og ærgrede mig i fjorten år, indtil jeg pludselig opdagede, at en afstøbning af Nestorianerstenen stod på Det kongelige Bibliotek.

Nestorianerstenen har stået på Det Kongelige Bibliotek siden 1914. Det er en gipsafstøbning af en stenkopi, som journalist og forfatter Frits V. Holm (1881-1930) lod kopiere i Xian, Shenxi-provinsen. Originalen står i ”Stenskoven” på museet i Xian. Foto fra 2013.

Nestorianerstenen har stået på Det Kongelige Bibliotek siden 1914. Det er en gipsafstøbning af en stenkopi, som journalist og forfatter Frits V. Holm (1881-1930) lod kopiere i Xian, Shenxi-provinsen. Originalen står i ”Stenskoven” på museet i Xian. Foto fra 2013.

Nestorianerstelen eksisterer åbenbart i flere udgaver - med og uden kors!

Nestorianerstelen eksisterer åbenbart i flere udgaver – med og uden kors!

Nestorianerstelen
Stenen rejstes oprindeligt i 781 formentlig i den såkaldte steleskov uden for Xian som et minde om den første syrisk-kristne mission, der var ankommet til Kina 635. Tænk lige på, at det var et par hundrede år før missionen kom til Danmark!

Med Tangdynastiets fald fik kristendommen sværere vilkår i Kina, og forbindelsen til den syriske moderkirke ophørte. Stelerne væltede formentlig under et af historiens største jordskælv i 1556. I 1615 opdagede jesuittermunke den nu væltede sten og udgravede den og genrejste den. Formentlig stod den i steleskoven, indtil stelerne blev flyttet til det nye museum i slutningen af 1900-tallet.

Teksten er kinesisk og består af 756 kinesiske tegn og omkring 70 syriske ord, der hovedsagelig er navne på gejstlige og for en mindre del er ord på syrisk, persisk og sanskrit, skrevet i lydskrift med kinesiske tegn. Den øverste del af stenen har ni kinesiske tegn. Over dem er anbragt et kors. Da korset ikke ses på kopien i København, mens det ses på en ofte fotograferet stele i Xian, er der muligvis tale om flere næsten identiske steler, og samtidig har kilderne fået dem blandet sammen? Tegnene kan oversættes nogenlunde sådan: “Mindesmærke for den strålende religion (kristendommen) som strømmer frem (over Jorden) til Midtens Rige (Kina) fra Da-Qin (den kinesiske betegnelse for den del af det romerske rige, hvorfra kristendommen kom.

Stenen var genstand for et studium af dansk ekspedition under ledelse af Frits V. Holm i 1907 – 8. Frits V. Holm fik lavet en nøjagtig kopi af stenen, som han bragte til USA og derfra til Lateranet i Rom, hvor den står i dag. En gibsafstøbning blev 1913 skænket til De kongelige Bibliotek, der opstillede den på første sal i hallen over den gamle indgang, nemlig den fra Bibliotekshaven. På skiltet, der ledsager stenen, står en forældet tekst. Siden den blev skrevet 1913 har både byen (Sian-fu) og provinsen (Shensi) skiftet navn eller rettere, kinesisk oversættes i dag anderledes end for hundrede år siden. Jævnfør Peking, der nu hedder Beijin.

Nestorianerne er opkaldt efter en syrisk munk, der senere blev biskop i Antiochia, og gik sine egne veje og grundlagde sin egen form for kristendom. Biskop Nestorius blev fordømt på kirkemødet i Efesos 431. At redegøre for stridighederne vil føre for vidt. Den syriske kirke sendte missionærer ud, og de nåede helt til Kina.

Ordet sten og stele er her brugt i flæng.

Bent Hansen 17. maj 2013. Der står årstal ved fotoene, idet det er taget mellem 1995 og 2013.
(12) Ny opdateret udgave. Mindre rettelser 2017.

Mere om Silkevejen i indlægget Kina. Den flyvende Hest.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Kina. Nestorianerstenen

  1. Pingback: Kina. Den flyvende Hest | Bents bane

Der er lukket for kommentarer.