Italien. Jernbaner. Del II

Del II omfatter:

Diesellokokomotiver
Rangerlokomotiver
Privatbaner herunder S-, U-baner og sporveje
Sporbygningsentreprenører
Kørselsentreprenører
Industribaner
Fra overdrevet

Del II er en fortsættelse af del I, der omfatter:
Damplokomotiver
Elektriske FS enkelte lokomotiver
Elektriske FS dobbeltlokomotiver
Togsæt

Diesellokomotiver
Italien har et udbredt elektrisk net godt nok for en stor del med 1500 V og 3000 V jævnstrøm. Kun en enkelt dieseldrevet side bane har jeg fotograferet på, men her var jeg ikke så heldig, at dagens godstog kom, men jeg var på stationen.

I Syditalien skulle elktrificeringen være mindre fremskreden end i Norditalien, men jeg har ikke været syd for Neapel og ikke set tog syd for Rom.

FS D 345 1091 er et diesellokomotiv fra FIAT fotograferet i Firenze 1990.

FS D 345 1091 er et diesellokomotiv fra FIAT fotograferet i Firenze 1990.

To diesellokomotiver “skudt” fra kørende tog i Trento 1990. De kørte på banen syd for Dolomitterne mellem Trento og Padova på Posletten. Formentlig er det to 345’ere.

FS D 143 3041 på en fjernbanegård ved Piramide uden for Rom. 1998. Maskinen her var mærket Technomasio Italiano Braown Boveri 6922, men byggeåret var ikke hugget ind. De første lokomtoiver af typen var bygget i USA 1943 og kommet til Italien for USA Transportation Corps i forbindelsen med krigen.

FS D 143 3041 på en fjernbanegård ved Piramide uden for Rom. 1998. Maskinen her var mærket Technomasio Italiano Braown Boveri 6922, men byggeåret var ikke hugget ind. De første lokomotiver af typen var bygget i USA 1943 og kommet til Italien for USA Transportation Corps i forbindelsen med krigen.

FS rangerlokomotiver
I Italien har jeg set et utal af rangerlokomotiver uden egentlig at kunne se et system i anskaffelserne. Disse vises i flæng diesel og elektriske mellem hinanden.

FS 321 001 kørte som 4. maskine i Venezia 1990. Den var elektrisk og havde blindaksel og kobbelstænger.

 

FS 245 2220 i Firenze 1990. Den var fra Breda. Den havde blindaksel og kobbelstænger. Der var kun én dør i bag.

 

FS 245 6008 i Venezia 1990. Trods samme litranummer (245) er der her tale om en maskine uden kobbelstænger.

FS 245 6008 i Venezia 1990. Trods samme litranummer (245) er der her tale om en maskine uden kobbelstænger.

 

Denne lille rangermaskine i Sestri Levante set 2011 havde ikke plade. Om den var hensat eller i reserve, vides ikke. Formentlig er det en litra 214, der er bygget 1979 – 86 med numrene 4001 – 4319. De er på 95 kW og kører 30 km/t.

Privatbaner
Jeg har nok set en del privatbaner fra kørende tog, men kun ganske få har jeg besøgt. Ind under privatbaner burde være regnet regionale trafikselskaber som nu Pustertalbahn, men deres tog er vist under Togsæt i Del I.

Til gengæld er her medtaget U-baner, S-baner og sogar sporveje. Det lidt, jeg har fotograferet. Vi begynder i nord ved Rittnerbahn højt over Bozen.

Et besøgt i remissen var ikke med i programmet, men jeg arrangerede spontant et besøg for de, der havde taget første tog til endestationen. Nogle briter lurede os og fulgte med. Inderst i remisen i Kobenstein stod den ene af tidligere fire tandhjulslokomotiver fra 1907 - 09. Det er enten L2 eller L4. Det står ikke særlig fotogent.

Et besøgt i remissen var ikke med i programmet, men jeg arrangerede spontant et besøg for de, der havde taget første tog til endestationen. Nogle briter lurede os og fulgte med. Inderst i remisen i Klobenstein stod den ene af tidligere fire tandhjulslokomotiver fra 1907 – 09. Det er enten L2 eller L4. Det står ikke særlig fotogent.

Rittnerbanen ligger oven for Bozen i Sydtirol. Jeg besøgte banen på en DJK-tur i 2013. Banen udgik oprindelig fra Walthersplatz og bestod af to flade strækninger med en tandhjulsbane imellem. Sporvognene kørte nede og oppe, men på tandstrækningen skubbede et tandhjulslokomotiv bagpå toget. Efter et uheld på tandhjulsbanen i 1964 lukkedes den nedre del i 1966. Banen er bygget af østrigerne. Her ses TW 12, der er 107 år gammel, men stadig kører. Den er bygget af Grazer Waggonfabrik 1906. 80 hk. 25 km/t.

TW 105 fra Nesseldorf 22485/1910 kørte det ene af dagens tog. Der er her 103 år gammel. Den vejer 24 t, yder 70 hk og kører 25 km/t. Vi er midtvejs på banen i Rittnerland, hvor vi krydser. Stedet hedder Wolfgruben.

TW 24, en af to mere moderne vogne købt brugt fra en af Appenzellerbahns metersporstrækninger. Den ses her i Klobenstien den nordlige endestation. Den anden vogn, nr. 21 anes sammen med den 107-årige.

TW 24, en af to mere moderne vogne købt brugt fra en af Appenzellerbahns metersporstrækninger. Den ses her i Klobenstien den nordlige endestation. Den anden vogn, nr. 21 anes sammen med den 107-årige.

FMA, Ferrovia Mestre - Adria tilhørte SV, Societa Veneto. En motorvogn forlod Venezia uden hensyn til, at jeg kom løbende med fotografiapparat. 1990. Privatbanen var 1981 44 km lang. Jeg var faktisk ikke klar over, at togene kørte til og fra Venezia, så jeg så slet ikke efter dem.

FMA, Ferrovia Mestre – Adria tilhørte SV, Societa Veneto. En motorvogn forlod Venezia uden hensyn til, at jeg kom løbende med fotografiapparat. 1990. Privatbanen var 1981 44 km lang. Jeg var faktisk ikke klar over, at togene kørte til og fra Venezia, så jeg så slet ikke efter dem.

 

FdS, Ferrovie delle Sardegna, der er Sardinien på dansk, har fra Alghero nordpå en 950 mm bane til havet på vestkysten. Et tog fremføres af museumsmateriel bestående af et diesellokomotiv LDe ?571 og nogle aldrende vogne. Foto Elisabeth Blom 2002.

 

Trods den museale status var de aldrende vogne ikke fredet af spraydåsesmørerne. På film har jeg set vognene køre stadig her oppe i 10’erne.

 

FdS RPe 904 stadig set med min afdøde hustrus kamera. Hun efterlod sig ikke data på materiellet. Banerne er fra sidst i 1800-tallet, men ikke modernisreret. Det er til gengæld vejene. I dag kører banen som veteranbane og kaldes Det grønne Tog, mest fordi farven er delvist grøn.

 

Lidt mere moderne materiel, men stadig gammelt nok til at kunne bruges til museumstog. Damplokomotiver haves, men i vinterregnsbæltet køres diesel hele sommeren! Sommeren er simpelthen for tør til damptog, hvor en gnist ville lægge al makien øde.

Lidt mere moderne materiel, men stadig gammelt nok til at kunne bruges til museumstog. Damplokomotiver haves, men i vinterregnsbæltet køres diesel hele sommeren! Sommeren er simpelthen for tør til damptog, hvor en gnist ville lægge al makien øde.

S-baner og ubaner samt sporveje er også en form for private baner, så hvad jeg er løbet over, i tidens løb, ses her.

Togene her på Roms S-bane var mærket FS. Her på stationen Porta d. Paolo ses to graffitibefængte enheder i 1998. De to tog er tilsyneladende ikke af samme type.

 

U-banetog på Pyramide på B-linjen. Trods det, at U-banetogene sjældet kom ud i lyset, var også dette tog svært hærget af vandaler. 1998.

U-banetog på Pyramide på B-linjen. Trods det, at U-banetogene sjældet kom ud i lyset, var også dette tog svært hærget af vandaler. 1998.

 

På den underjordiske station Roma Nord ses en aldrende motorvogn 112 med et myldretidstog til Viterbo. Jeg har desværre ikke formået at holde apparatet roligt længe nok. Vi er før det digitale apparat. 1998.

På den underjordiske station Roma Nord ses en aldrende motorvogn 112 med et myldretidstog til Viterbo. Jeg har desværre ikke formået at holde apparatet roligt længe nok. Vi er før det digitale apparat. 1998.

 

Sporvogn på linje 8 på Piazza Sct. Paolo foran Roms bymur. 1998.

Sporvogn på linje 8 på Piazza Sct. Paolo foran Roms bymur. 1998.

 

Et par sporvogne af en noget ældre model på linje 14 ved Termini Vest i Rom. 1998.

Et par sporvogne af en noget ældre model på linje 14 ved Termini Vest i Rom. 1998.

Italien gik tidligt ind for private sporbygningsentreprenører. Der findes et utal af firmaer med er utal af forskellige køretøjer mange af tysk oprindelse, men ofte næsten umulige at spore.

På Roma Termine så jeg 1998 denne umiskendelige forhenværende tyske V 60, der stadig havde dele af sit DB-nummer i behold. Den hed nu Tl 47. Ejeren er ukendt, men hos DB var den 260 029-4.

På Roma Termine så jeg 1998 denne umiskendelige forhenværende tyske V 60, der stadig havde dele af sit DB-nummer i behold. Den hed nu Tl 47. Ejeren er ukendt, men hos DB var den 260 029-4.

 

Nord for Comosøen mellem Colico og Chiavenna sås jeg fra en schweizisk postbus, der skød genvej gennem Italien mellem Graubünden og Tessin, denne forhenværende tysker, der nu tilhørte GCF, Generale Construzioni Ferriviare SPA i Rom. Det er en Henschel type DHG 1000 BB. Enten 29720 eller 21/1963. Ex. Rheinelbe Bergbau Dd 1 eller 2. Foto Edit Laursen 2009.

Nord for Comosøen mellem Colico og Chiavenna sås jeg fra en schweizisk postbus, der skød genvej gennem Italien mellem Graubünden og Tessin, denne forhenværende tysker, der nu tilhørte GCF, Generale Construzioni Ferriviare SPA i Rom. Det er en Henschel type DHG 1000 BB. Enten 29720 eller 21/1963. Ex. Rheinelbe Bergbau Dd 1 eller 2. Foto Edit Laursen 2009.

 

I Chiavari i Ligurien mellem Sestri Levante og Genova sås D D FMT GE 0279. FMT står muligvis for Raccordi Ferroviara Benaventure, men derudover og trods de øvrige data har det ikke været muligt at bestemme maskinen nærmere. Det kunne dog være Deutz 57833/1965 type MG 450 C. Efter en indsats ved VW-værket i Emden har et haft flere ejere, inden det omkring 2009 havnede ved FMT. Jeg forlod mit tog og tog fotoet og skyndte mig tilbage, for italienerne klappede dørene med trykluft, og så fløjtede de afgang. Familien sad med livet i hænderne imens, men jeg nåede det. Endnu en "tysker" stod på stationen, og med min timebillet kunne jeg stå af mellem to tog og tage den også, men netop dette tog var forsinket, så jeg ikke nåede det. Købe en ny billet gjorde jeg åbenbart heller ikke! 2011.

I Chiavari i Ligurien mellem Sestri Levante og Genova sås D D FMT GE 0279. FMT står muligvis for Raccordi Ferroviara Benaventure, men derudover og trods de øvrige data har det ikke været muligt at bestemme maskinen nærmere. Det kunne dog være Deutz 57833/1965 type MG 450 C. Efter en indsats ved VW-værket i Emden har et haft flere ejere, inden det omkring 2009 havnede ved FMT. Jeg forlod mit tog og tog fotoet og skyndte mig tilbage, for italienerne klappede uden varsel dørene i med trykluft, og så fløjtede de afgang. Familien sad med livet i hænderne imens, men jeg nåede det. Endnu en “tysker” stod på stationen, og med min timebillet kunne jeg på tilbagevejen stå af mellem to tog og tage den også, men netop dette tog var forsinket, så jeg ikke nåede det. Købe en ny billet gjorde jeg åbenbart heller ikke! 2011.

 

I Moneglia i Ligurien mellem la Spezia og Sestri Levante stod også en umiskendelig "tysker." Her var ikke tale om at stå at endsige få et bedre foto fra et kørende tog.Tager jeg ikke meget fejl, er det en toakslet Krauss Maffei, men her udover tør jeg ikke sige mere, da ingen ejermarkeringer kan læses på afstand. Foto fra 2011.

I Moneglia i Ligurien mellem la Spezia og Sestri Levante stod også en umiskendelig “tysker.” Her var ikke tale om at stå at endsige få et bedre foto fra et kørende tog.Tager jeg ikke meget fejl, er det en toakslet Krauss Maffei, men her udover tør jeg ikke sige mere, da ingen ejermarkeringer kan læses på afstand. Foto fra 2011.

Kørselsentreprenører
I Italien har jeg kun på banen til Brenner set et større antal lokomotiver fra private kørselentreprenører. Selv om jeg også har være ved andre alpepas, har jeg ikke været der længe nok til at hente fotografiapparatet frem. I følge sagens natur vil der på en økonomisk givtig strækning, som for eksempel Brennerbanen meget hurtig dukke en række private udbydere op og “skumme fløden.” Af en eller anden grund har ikke alle politikere og deres vælgere indsigt nok til at gennemskue situationen, hvilket vi må leve med. Om ikke andet får vi lokomotiver og vogne i andre farver, end de oprindelige udbydere anvendte. Lokomotivfabrikaterne er såmænd de samme.

Billederne stammer alle fra en halv times ophold på banegården i Bozen i 2013 egentlig for at købe en flaske vand og noget spiseligt, da byens kiosker og butikker undtagen stationens var lukkede på en søndag.

Billedet viser et af de mere kedelige og intetsigende Dispolok og ligeledes med Rosengarten i baggrunden. Maskinen er mærket 9180 6189 915-2-D-DISP, endvidere ES 64 F4-015, Class 189 VD og endelig LZB 189 915-2. Ejeren står fast, Siemens, men brugeren er ikke kendt. Betegnelsen LZB er ikke brugeren, men betyder Linienzugbeeinflussung og er et tysk system, der styrer lokomotivets færden. 31.08.2013.

 

I Bozen holdt 91 80 6186 290-3 D-Rpool som identifikationen oplyser tilhørende Railpool. Billedet er fra 31.08.2013.

I Bozen holdt 91 80 6186 290-3 D-Rpool som identifikationen oplyser tilhørende Railpool. Billedet er fra 31.08.2013.

 

Rail Traction Company, men her tyskindregistreret var repræsenteret ved 9180 6189 918-6-D-LM. Det var også det firma, der stod for tovejeslastbilen. Når driftsnummeret er skrevet anderledes, skyldes det, at sådan var maskinen mærket. Hvem LM er ved jeg ikke. (Jeg har ikke slået det op.) Bjergene i baggrunden er Dolomitterne. Til venstre lidt af Schlernmassivet og til højre Rosengarten opkaldt efter Alperosen, Azaleaen. Området er nationalpark med en bestand af bjørne. 31.08.2013.

Rail Traction Company, men her tyskindregistreret var repræsenteret ved 9180 6189 918-6-D-LM. Det var også det firma, der stod for tovejeslastbilen. Når driftsnummeret er skrevet anderledes, skyldes det, at sådan var maskinen mærket. Hvem LM er ved jeg ikke. (Jeg har ikke slået det op.) Bjergene i baggrunden er Dolomitterne. Til venstre lidt af Schlernmassivet og til højre Rosengarten opkaldt efter Alperosen, Azaleaen. Området er nationalpark med en bestand af bjørne. 31.08.2013.

 

 

I Bozen stod denne tovejes RTC 16.300 til rangering med vogne med vejmateriel, der havde valgt at blive transporteret over Alperne på skinner. Den tilhørte Rail Traction Company SPA, en italiensk afdeling af firmaet og ses her 31.08.2013. Fabrikatet var det italienske Zephir. At kalde køretøjet et lokomotiv er nu nok at tage munden fuld?

Industribane
Jeg har aldrig kørt efter en italiensk industribane. To gange i Bozen og i Castelnuovo har jeg dog kørt en lille omvej gennem et industrikvarter i håb om private lokomotiver, men uden held.

Enskinnebaner er vel ikke rigtige jernbaner, men det er da noget, der kører på skinner. Sporvidden behøver men ikke at bekymre sig om.

Den her anvendte form bygges formentlig stadig, idet den muliggør udnyttelse af bjergskråninger, der hidtil har været for stejle til opdyrkning, idet traktorer og hestvogne ikke kan køre der. En stigning på 60 grader er nævnt som økonomisk nedre grænse. De kræver ikke de store jordarbejder. De to vogne på det viste tog kunne tage hver  250 kg. De kunne ikke transportere personer eller dyr, men baner til sådanne transporter få også. Banerne bygges i Tyskland og i Schweiz. Den viste bane havde schweiziske fabriksskilte på. På vejen mellem stationen og Corniglia sås to baner, I omegnen af Corniglia sås yderligere et par stykker. Ved de andre byer i Cinque Terre findes lignende anlæg.

Enskinnebane til druetransporter. Disse baner er forholdsvis nye og anlægges stadig. De klarer en stigning på mere end 60 %, så de muliggør opdyrkning af bjergsider, der hidtil har været for stejle. Da sparer vinplukkerne for mange skridt op og ned. Desuden benyttes de på sætere, hvor mælken kan køres ned daglig, så man ikke behøver lave ost af al sætermælken. Banen her i Corniglia var ikke til persontransport, men banerne kunne fås til transport af passagerer også. Stigninger på veje vises som forhold som f. eks. 1 : 6. Allerede en stigning på 45 % bliver i den terminologi 1 : 1, men disse enskinnebaner var først konkurrencedygtige ved stigninger på over 50 %.

Enskinnebane til druetransporter. Disse baner er forholdsvis nye og anlægges stadig. De klarer en stigning på mere end 60 %, så de muliggør opdyrkning af bjergsider, der hidtil har været for stejle. Da sparer vinplukkerne for mange skridt op og ned. Desuden benyttes de på sætere, hvor mælken kan køres ned daglig, så man ikke behøver lave ost af al sætermælken. Banen her i Corniglia var ikke til persontransport, men banerne kunne fås til transport af passagerer også. Stigninger på veje vises som forhold som f. eks. 1 : 6. Allerede en stigning på 45 % bliver i den terminologi 1 : 1, men disse enskinnebaner var først konkurrencedygtige ved stigninger på over 50 %.

Fra overdrevet

I klosterkirken ved klostret Sanctuario de Valverde ved Alghero på Sardinien skænkede folk, der havde været lige ved at komme galt af sted, men hvor det gik godt, takkegaver til kirken. Giveren her er kørt ud foran et tog og sluppet godt fra det. herefter har han fået fremstillet dette maleri og skænket det til kirker. Der var også et billedet af en mand, der i sidste øjeblik redder et lille barn, der legede på skinnerne. Det har ikke været mulig at bestemme lokomotivet. Billedet er fra 2002 og taget af min hustru Lise.

I klosterkirken ved klostret Sanctuario de Valverde ved Alghero på Sardinien skænkede folk, der havde været lige ved at komme galt af sted, men hvor det gik godt, takkegaver til kirken. Giveren her er kørt ud foran et tog og sluppet godt fra det. Herefter har han fået fremstillet dette maleri og skænket det til kirken. Der var også et billedet af en mand, der i sidste øjeblik redder et lille barn, der legede på skinnerne. Det har ikke været mulig at bestemme lokomotivet. Billedet er fra 2002 og taget af min hustru Elisabeth Blom.

Også i Valfartskirken Santuario N. S. de Montallegro ved Rapallo i Ligurien dyrkedes denne form for taknemmelighed. Her er det formentlig en banearbejder, der redder sig fra toget. Lokomotivet er det muligt at bestemme. Se dog nedenfor.

 

ACOTRAL E 07 på Porta S. Paulo i Rom 1986. Ovebstående foto kunne godt være et andet eksemplar af denne lokomotivtype? Nummer ligger tæt på. Foto: ILA Barths.

ACOTRAL E 07 på Porta S. Paulo i Rom 1986. Ovebstående foto kunne godt være et andet eksemplar af denne lokomotivtype? Nummer ligger tæt på. Foto: ILA Barths.

 

I en park i Rapallo fandtes denne tivolibane, som børnene elskede. Drengen, der står lidt akavet, stod på skorstenen, men er lige landet efter et elegant spring ned fra skorstenen. Foto fra 2011.

I en park i Rapallo fandtes denne tivolibane, som børnene elskede. Drengen, der står lidt akavet, stod på skorstenen, men er lige landet efter et elegant spring ned fra skorstenen. Foto fra 2011.

 

Bent Hansen.

 

Dette indlæg blev udgivet i Jernbaner og tagget . Bogmærk permalinket.