Integration

De store, gamle flodkulturer her oplistet efter alder med den ældste først, Mesopotamien, Egypten, Indus og Kina har altid øvet en magisk tiltrækning på omegnens ofte nomadiske folkelag. Disse har gang på gang militært formået at erobre flodlandet, men aldrig kulturen. På blot få generationer var erobrene blevet opsuget. Trods Egyptens beskyttelse af omgivne ørkener og Kinas hang til murbygning som beskyttelse, erobredes landene den ene gang efter den anden.

Makedoneren Alexander den Store 356 – 323 f. Kr., konge 334 – 323 var et militært geni, men selv om hans græske kultur havde et vist stade, kunne han ikke gøre de 333 – 323 erobrede dele af verden mellem Makedonien og Indien græske. Efter hans tidlige død, udråbte hans generaler sig til herrer i de lande, hvor de var efterladt som statholdere. I Egypten var det general Ptolemæus, der udråbte sig til farao. Hans efterkommere antog egyptisk kultur i en sådan grad, at de kunne syne mere egyptiske end egypterne selv. I tre hundrede år sad Ptolemaeus’ efterkommere som faraoer alle med navnet Ptolemaeus undtagen den sidste, der var en kvinde med navnet Kleopatra. Hun er nu imidlertid en helt anden historie.

Induskulturen med Harappa og Mohenjo-Daro var på grund af klimaændringer gået til grunde omkring 1300 f. Kr. Mindre kongeriger levede dog videre i området, men på Alexanders tid lå de i indbyrdes splid og gav Alexander let spil som erobrer. Alexander tabte godt sit første slag mod inderne, idet deres krigselefanter skræmte livet af Alexanders heste! Alexander behøvede dog kun én lærestreg, og ved det næste slag prikkede Alexander fodfolk med deres lanser til elefanterne, så de gik i panik og trampede indernes egne tropper ned! Alexander var et militært geni, men det var vel også hans eneste kunnen.

Tilsyneladende satte Alexander sig ikke afgørende fast i området, men han efterlod trods alt en hærstyrke, og i følge lokale legender er flere af folkeslagene i Pakistans dele af Himalaya efterkommere efter rømmede græske soldater, der havde taget sig indfødte hustruer.

Hundrede år efter Alexander er et græsk kongerige kendt i området. Kong Demeter af Baktrien, der bar et umiskendelig græsk navn, ekspandere omkring 200 – 180 f. Kr. i området og erobrede blandt andet kongeriget Ghandara. Grækerne var hurtigt blevet buddhister, men nogle få græske kulturspor efterlod de sig dog. Mine to foto viser hvilke. Herefter var kun sagnene og kultursporende tilbage, til også disse sidste forsvandt. Tilbage er så spørgsmålet om, grækerne i Indien lod sig integrere godt og hurtigt?

 

I Sirkap ved den gamle by Rawalpindi og den nye pakistanske hovedstad Islamabad ligger denne udgravede buddhistiske stupa med en bevaret sokkel fra 200 tallet f. Kr. Her ses både en dobbelthovedet ørn, et relief i tydelig hindustil, et andet i buddhistisk stil, mens det sidste relief viser en græsk trekantet tempelgavl, som vi i vores bygningskultur har brugt helt til starten af 1900-tallet. Billedet er fra Pakistan i 1995.

I Sirkap ved den gamle by Rawalpindi og den nye pakistanske hovedstad Islamabad ligger denne udgravede buddhistiske stupa med en bevaret sokkel fra 200 tallet f. Kr. Her ses både en dobbelthovedet ørn, et relief i tydelig hindustil, et andet i buddhistisk stil, mens det sidste relief viser en græsk trekantet tempelgavl, som vi i vores bygningskultur har brugt helt til starten af 1900-tallet. Billedet er fra Pakistan i 1995.

I Taxila i nabolaget findes et museum, hvor en del af fundene fra områdets tidligere kulturer er udstillet. Grækerne havde en højt udviklet billedhuggertradition foruden tanker om demokrati. Ret hurtigt efter grækerne og makkedonernes ankomst fik de noget stiliserede buddhastatuer et græsk udtryk blandt andet i for af mere foldede gevanter - en påvirkning, der kunne spores endnu seks til syv hundrede år senere. De bedste eksempler var ufotogene, og der var vist også på museet fotoforbud. Denne Buddha fra 300 - 400-tallet e. Kr. har stadig antydning af den græske klædning! Også den stammer oprindeligt fra Sirkap.

I Taxila i nabolaget findes et museum, hvor en del af fundene fra områdets tidligere kulturer er udstillet. Grækerne havde en højt udviklet billedhuggertradition foruden tanker om demokrati. Ret hurtigt efter grækernes og makkedonernes ankomst fik de noget stiliserede buddhastatuer et græsk udtryk blandt andet i form af mere foldede gevandter – en påvirkning, der kunne spores endnu seks til syv hundrede år senere. De bedste eksempler var ufotogene, og der var vist også på museet fotoforbud. Denne Buddha fra 300 – 400-tallet e. Kr. har stadig antydning af den græske klædning! Også den stammer oprindeligt fra Sirkap.

Om antikviteter
Mens vi stod og kiggede på ruinerne i Sirkap, kom en indfødt med en friskopgravet og fabriksny Buddha, der højst havde været gravet ned i 14 dage. Jeg har ikke noget imod gadehandel, så længe den holder sig inden for rimelighedens grænser. En kinesisk seværdighed med én nævenyttig handlende pr. løbende meter mellem p-pladsen og indgangen til seværdigheden er for meget af det gode. Jeg bryder mig heller ikke om at blive bildt ind, at den pågældende Buddha var antik. Og var den antik, var det sandsynligvis ulovligt at købe og udføre den.

En af mine medrejsende købte imidlertid Buddhaen. Da han kunne se, jeg ville sige noget, oplyste han, at købet var yderst fordelagtigt! Det var dengang min første oversøiske tur, så jeg kendte ikke endnu prisniveauet. Det gjorde jeg så senere og måtte erkende, at Buddhaen i Sirkap var billig. Først fire år senere på Den store Vildgåsepagode i Xian i Kina fandt jeg en Buddha fra samme fabrik og til samme pris. Desværre var der så mange handlende, at jeg ikke nåede at købe, inden vi skulle køre. Jeg har stadig en 2000 års buddhakopi til gode.

Bent Hansen 12. marts 2014.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.