Indiens ubetinget mest kendte smalsporbane, er to fodsbanen, der fører op i Himalaya til Darjeeling i det østlige Indien. Banen er endog på Unescos Verdensarvsliste. Desværre fik inderne ikke moderniseret den, mens tid var, og nu er tiden løbet fra den. Trafikken var, mens jeg var der, turister og lidt skolebørn.
En tofods bane i Indien
På en jernbanetur til Indien i 2001 havde jeg også et par dage i Darjeeling i Himalaya. Måske kender du byen fra thepakker? De fleste jernbaneentusiaster kender byen for sin smalsporede bjergbane, som FN finder bevaringsværdig og derfor har freddet, hvilket naturen er ligeglad med. Den skrider stadig under hver regntid, og banen er afbrudt i lange tider. Nettet har masser af sider om banen, så jeg vil ikke her anbefale den ene frem for den anden.
Turen til Darjeeling
Nattoget fra Varanassi var rettidigt i afgangen, men ud på morgenen gik det langsommere og langsommere, og til sidst holdt vi. Når først de indfødte begynder at stille boder op på perronen og efterhånden også på sporet, så kan det tydes som lange udsigter til at komme videre.
Det havde her regnet meget, så Ganges var gået over sine bredder og havde undermineret banedæmningen. I løbet af dagen kom vi dog forbi og hastede mod Siliguri, men da var dages sidste tog til Darjeeling forlængst kørt.
Det var mørkt, inden vi kom frem, men vi havde stadig et par dage til at kigge på den lille bane, der dog efterhånden som vejene er blevet udbygget, kun er en skygge af sig selv.
Alle billederne er fra 2001, og de er taget “oppe” i Himalaya i Ghoom og i Darjeeling og derimellem. Vi var også midtvejs i Kurseong, men da var det mørkt.
Lokomotivernes numre og dermed identitet fremgår af fotoene. Deres data kan findes på adskillige hjemmesider. Det ses, at lokomotiverne var mærket henholdsvis på engelsk og indisk. På engelsk stod der NF eller DHR. NF står den det nordlige grænseområdes jernbaner og DHR for Darjeeling – Himalaya Jernbane.
På vejen tilbage til lufthavnen blev vor bus stoppet. Det var et regulært landevejsrøveri. En landsby, vi skulle igennem, skulle holde fest, og de samlede ind til festen ved at stoppe trafikken. De var så mange, og adskillige så ret truende ud, så vi turde ikke andet at at samle ind til støtte for festen. Betalte vi ikke, risikerede vi at komme for sent til flyet. Det er mit første landevejsrøveri, og det er det første, hvor røverne bagefter udstedte kvittering!
Bent Hansen 13. juni 2013. Alle fotos fra 2001.
Ny opdateret version.

Vi venter på, at banelinjen bliver udbedret. Vi har endnu kun holdt kort tid, så småhandlende er ikke dukket op endnu. Bemærk det bevæbnede jernbanepoliti, der gjorde turen med.

Lokomotiv i Kurseong godt og vel halvvejs, men det var i mellemtiden blev aften. Nummeret kendes ikke.

Et lokomotiv, nr. 779 i depotet i Darjeeling klargøres til dages tur. Ikke mange veteranbaner pudser mere.

Depot og station i Darjeeling. Bemærk smøregrav og drejeskive til venstre.
779 på vej mellem depot og banegård.

Under overtøjet stod et industribane-O&K, der stammede fra en nærliggende jutebane. Sidst havde det stået som denkmal i nabolaget.

To mand var stationeret foran for at sande sporet. Fyrbøderen er i kulkassen for at lempe kullene tilbage, så han bedre kan nå dem. Tidligere så man to faste kullempere placeret i kulkasserne.

I baggrunden skulle man have haft udsigt til Verdens tredje højeste bjerg, men lige i øjeblikket tager skyerne udsigten.

Lige i loopet var der en obelisk som minde for faldne soldater i krigene om Kashmir mellem Indien og Pakistan. Daglig stritter de granater på hinanden, og jævnligt rammer de en sherpa, som så mindes her.

Vi er godt nok tæt på. Selv om hun har prøvet det før, ser hun ud til af frygte, om det nu også går i dag.

Ude på linjen ventede vi længe på vort tog, men det dukkede ikke op, før en sky gled hen over Himalaya.

Jernbanekort over området mellem Varanasi og Darjeeling. Rødt er grænserne til Nepal og Bangladesh. Der er kun et smalt stykke Indien her som forbindelse til Assam. Ruten er tegnet op med gul mærkepen.

Et gammelt billede af 777 fra 1889. Det havde da stafferinger. Sharp, Stuart stod for konstruktionen. Inderne har dog selv senere moderniseret den.