I midnatssolens rige

Indledning
Dette indlæg dækker et lille uddrag af oplevelser i sommerferien 2017.

Overskriften holder ikke helt, da hele sommerferien strengt taget ikke afvikledes nord for Polarcirkelen, der danner sydgrænse for områder med midnatssol. Vi var mellem Kap Farvel, 59 grader 46 minutter nord og Jan Mayen på 70 grader 59 minutter nord. Grænsen for midnatssol ligger på knap 66 grader 34 minutter nord.

I Norge var vi i Tromsø på 69 grader 39 minutter nord og i Grønland i Ilulissat på 69 grader 13 minutter nord. Til sammenligning ligger Nordkap på 71 grader 10 minutter nord, Oslo på 59 grader 55 minutter nord, og til sammenligning er jeg fra Fredericia på 55 grader 34 minutter nord. Mellem hver breddegrad er der 111 kilometer. I skolen pointeredes det altid, at Oslo og Kap Farvel lå på samme breddegrad, og så tænke man på indlandsis og sommertemperaturer de to steder! Vi havde dog tidligere været meget længere mod nord. Således Uummannaq på 70 grader 40 minutter nord, altså knap så højt som Nordkap! Endvidere Svalbard på 80 grader nord kun godt 1000 kilometer fra Nordpolen.

De geografiske navne er så vidt muligt skrevet på dansk eller på det pågældende lands eget sprog. Vores norske rejsevejledning var på norsk, der staver anderledes end islandsk, og guiderne talte norsk, engelsk, tysk med respektive oversættelser af navne.

Rejseform
Vi var på en sommerferietur med hurtigruteskibet M/V Fram. En dyr tur, hvor det meste var inkluderet, men til gengæld kunne turen nok ikke sælges, så prisen blev efterhånden skruet – så vidt jeg kan beregne – 40 procent ned. For enlige endnu mere. Turen var en ekspedition, hvilket dækker over bureauets ret til ikke altid at holde, hvad de havde lovet. Det skal ikke nægtes, at vejret kunne drille. Til gengæld fik vi også et par ikke annoncerede overraskelser.

Turen var endvidere et krydstogt, og den rejseform kan vi godt forenes med. Skibet var også specielt bygget til dette formål. At vi flere gange skulle sejle to døgn i træk, generede os ikke, heller ikke selv om min bog slap op. Faktisk var der idelige afbrydelser i form af foredrag om områdets dyr, fugle og geografi. En dag overværede jeg tre foredrag på tysk og et på norsk.

Trods nogle kiks blandt andet en manglende bus var det en rigtig god tur. Navnlig var vi heldige med vejret. Nordatlanten var plan som et stuegulv, hvor bølgerne var dønninger på højst to meter.

Siden vi sidst sejlede med Hurtigruten, var store del af personalet skiftet ud med folk fra andre verdensdele end Europa. Også passagerer var ikke mere fra Vesteuropa og Nordamerika. Alle verdensdele var repræsenteret blandt deltagerne. Den deraffølgende anderledes mad omtales senere, men også de anderledes skikke i andre verdensdele skulle vi lige vende os til. Flere gange måtte vi opgive at fotografere et motiv, fordi folk fra en bestemt verdensdel ikke bare skulle fotografere motivet, men også sig selv sammen med motivet, hvorfor de stillede sig op foran motivet, og der blev de stående, og når den ene var færdig, sprang den næste ind. Vi kunne lige så godt gå, for det tog lang tid. Ved et foredrag begyndte det samme folkefærd, som de har for vane, at kopiere. Her foredragsholderens billeder med deres mobiler. Da han opdagede det, talte han med så store bogstaver til dem, at de vitterligt holdt op!

Tromsø
Turen startede i Tromsø, som vi nu besøgte for tredje gang. De to første gange nåede vi kun Ishavskatedralen, men denne gang var byens gamle træhuse på programmet. Man kunne frygte, at spekulanter stod i kø for at erstatte de smukke gamle træhuse med beton.

Et par af de gamle smukke træhuse i Tromsø. Den udstoppede isbjørn er et blikfang, men den skal også erindre om, at byen tidligere sammen med Hammerfest var centrum for handelen med udbyttet fra jagt og fangst på Svalbard.

Selv om man bor i gamle historiske træhuse, kan man jo godt indrette sig helt moderne. Denne kreation er nok anderledes, men ikke lige min smag. Det er en lampe, selv om skærmen kun kan anes på grund af reflekser i butiksruden.

Hvalsafari
Vi danskere har det nemt med geografien. Vi kalder normalt alle øerne syd for Tromsø for Lofotoen. Nord for Lofoten ligger dog Vesterålen, der betyder Vesterhavet. Øst herfor ligger Ofoten.

Fra Tromsø sejlede vi sydpå forbi stedet hvor Tirpitz for anden og sidste gang sænkedes. Desuden forbi Rystrømmen, hvor meget tidevand skulle gennem et snævert område mellem Kvaløya og Norge for at udfylde bredningen længere inde. Det gav en vis strøm, der godt kunne ses på havoverfladen. Inden sengetid rundede vi Kvaløya og sejlede nord om Senja ud i Norskehavet for i løbet af natten at sejle ud til fastlandssoklen ud for Andenes på Andøya kendt for natobase og hvalsafarier.

Vi var på dækket før seks, men hvalerne havde ikke efterkommet invitationen. Efter nogen søgen opgav kaptajnen og sejlede mod Myre i Vesterålen på Langøya. Det var de store hvaler, pukkelhvalerne, der svigtede.

På vejen sejlede vi så ind i en familiegruppe på mindst syv spækhuggere, som engelskkyndige kalder dræberhvaler, mens de på latin hedder Orcinusas orca navngivet af Linné. I Norge hører man også Orca, mens briterne siger killer whale og tyskerne Schwertwal.

Efter annonceringen af hvalerne var vi ekspres på dækket. Der var et blås, og da telen allerede var monteret, rettede jeg kameraet mod blåset, men selvfølgelig for sent. Til gengæld var der en linselus på linsen. Hvilken mågeart, det var her, ved jeg ikke, men bemærkelsesværdig var det, at selv midt ude på havet var der både fem og ti havfugle omkring skibet konstant.

Første skud lidt senere ramte en mor og formentlig faderen (tyren med den stor rygfinne) med en unge imellem sig.

Her ses seks spækhuggere på en gang lege i overfladen.

Myre og Troldfjorden
Herpå lagde vi ind i Myre i Vesterålen. Her var imidlertid ikke det store at se.

Videre gik det ind i sundet mellem Andøya og Langøya. Ved Sortland var vi dels tilbage på Hurtigrutens normale rute, dels mellem Hinnøya og Langøya. Ud på aftenen gik vi gennem det smalle Stamsund for at nå ind i den endnu snævre Troldfjord, hvor vi nu var for tredje gang. Sidste gang var det dog ikke med Hurtigruten, men med en mindre båd, hvorfra der fodredes havørne. Vi var ventet. Allerede to kilometer før lettede de fra deres reder og fløj hen og hentede deres fisk. Også denne gang så jeg en havørn, men de andre fastboende ørne her holdt sig væk, da de kendte forskel på Hurtigruten og motorbåde! Der var vel en snes havørne i området, der snød os.

Svolvær og Henningsvær
Nu var der en times sejlads højst til Svolvær, hvor vi først skulle være næste morgen. Vi lå et par timer i bunden af Troldfjorden og drev så løbet af natten frem mod målet.

Også Svolvær var et gammelt bekendtskab, men denne gang havde vi bedre tid. Kirken var lukket, men efter kirken var der lidt natur, der bragte os til en lille park og tilbage til byen og havnen.

Bag kirken mødt jeg en del sjaggere, der enten skældte ud eller hilste på. Måske huskede de mig fra mit foderbræt sidste vinter? Vi fotograferede imidlertid Gedehornene. Klippen ligner faktisk oppefra en ged. Vi så dog ingen vovehalse springe fra horn til horn.

Fra Svolvær var der bus til Henningsvær, hvor Hurtigruten ikke lægger ind, og der derfor er mere idyl og knap så mange turister.

Norskehavet
Ved aftenstide stilede vi igen ud i den del af Nordatlanten, der hedder Norskehavet. Turen gik videre langs den markante Lofotvæg gennem Moskenesstrømmen, der kunne blive en op til fire meter høj tidevandsbølge. Programmet havde lovet en anden rute, men ikke et ondt ord; thi begge ruter var mig nye.

De næste to døgn sejlede vi blot i rum sø og gik ind imellem til foredrag, stod på dækket, læste eller spiste. Vi var endnu på et “tag på krydstogt,” men ret hurtigt lærte vi at beherske os. Der var jo dage nok til at smage alle tilbud i skibets righoldige buffet.

Der skulle være noget for enhver smag. Der var til morgen sild til de norske, og til frokost og middag ris og diverse kød i sur/sød sovs til kineserne og t-bone-steak til amerikanerne. Kun de første dage fyldte vi os. Så begyndte bukserne at stramme, og vi beherskede os. Til morgen tog jeg osten med store huller i, og ofte tog vi kun forret og dessert. De første dage var vi ved kødretterne, men så gik vi over til fisk efter en uheldig flæskesteg. Nogen panerede blæksprutteringe havde de absolut heller ikke haft held med. Edit fandt dog ud af at trække blæksprutten ud ad paneringen, og det hjalp. Det var paneringen, der gik ud! Når ret skal være ret, var der nogle, der syntes flæskestegen var ok.

Som nævnt var havet roligt, og det slog os, at der altid var måger også ude midt mellem Norge og Jan Mayen. De sov på havet; thi det ville tage dem flere dage at nå hjem?

Jan Mayen
Efter nogle dages sejlads dukkede der markante skyer op i horisonten. Vi gik ud fra, at de lå over øens vulkan, hvor der altid er skyer! Jeg havde ud over skyfrit vejr håbet på et rask lille udbrud.

Det var fremdeles østenvind, så dønningerne havde fået bølgetoppe på et par meter, og vi måtte derfor om på vestsiden af øen med de mange udslukte vulkaner. Vi gik derfor glip af øens base og butik, eller måske snarere butikken gik glip af os og vores købekraft.

Nederlandske hvalfangere havde haft base i Hvalrosbugten, og grave fra 1600-tallet sås endnu. Allerede omkring 1700 var de sidste hvaler her udryddet.

Øen er 54 kilometer lang og 15 kilometer bred på bredeste sted. 373 kvadratkilometer i alt bliver det til. Den nordlige del er opfyldt af en endnu til tider aktiv vulkan, Beerensburg på 2277 meter. Øen ligger på østsiden af Den midtatlantske Ryg, hvorfra den langsomt skrider ned mod oceanbunden to kilometer længere nede. Når den når så vidt om ikke så mange millioner år, er der ikke meget tilbage af øen. Sikkert kun Beerensberg stikker et par hundrede meter op, hvis ikke den har haft udbrud siden og er blevet højere.

Tog man et foto af den sorte bassalt og det grå vulkansand og de strandede træstammer fra de sibiriske floder, så det ganske sort/hvidt ud. Derfor tog jeg disse røde vulkanske rullesten fra dybere dele af nedbrudte kratre.

Flere fugle boltrede sig på og omkring øen og i øvrigt også på Grimsøy. Her ses mallemukken, der er en stormfugl. Norsk: havhest, tysk: Eisstormvogel og engelsk: fulmar.

Islandsk Ryle, her den rødstrubede udgave. Nå, ja, det har de vel alle sammen – de islandske i hvert fald om sommeren! Når jeg ser en fugl, jeg ikke kender, siger jeg altid Islandsk ryle. Ingen siger mig imod. Her er den ægte.

Stor Præstekrave også her en arktisk udgave. Den har røde ben.

Stenvender. Den har et tofarvet næb.

Langs Den midtatlantiske Ryg
Nu var der igen et døgn i rum sø. Om vi var i Norskehavet, eller vi var i Grønlandshavet, har jeg ikke kort til at afgøre. Havet var stadig roligt, og overalt her var der måger.

Om morgenen fotograferede vi nogle skyer, og ganske rigtigt: Der var en lille ø under skyerne.

Grimsøy
Jeg undrede mig egentlig, hvad vi skulle her. I min barndoms geografibog lå øen som det eneste Island nord for Polarkredsen. Det viste sig som så meget andet ikke at holde stik. Polarkredsen gik godt nok gennem øens nordligste del, men det meste af øen lå syd for og havde altså ikke midnatssol.

Jeg spekulerede på, om vi kunne få en formiddag til at gå her, men en guide anbefalede fuglefjeldene på øens sydlige del, og vi var slet ikke oppe ved Polarkredsen. Både i Finland, Sverige, Norge og Grønland har vi passeret Polarkredsen med det tamtam, dette kan medfølge. Her må jeg indskyde, at finnerne nord for Rovaniemi er bedst til at slå mønt på Polarkredsen.

Efter en kort gåtur lå det første fuglefjeld, og her kom de første søpapegøjer og hilste på. Det tog mere end to timer at passere fuglefjeldene, der også rummede edderfugle og havheste. I tilgift fik vi en “sød,” lille kirke. Kystklipperne dannede også stedvis den fineste søjlebassalt, og selv om jeg ikke kan finde noget på nettet om den islandske Grimsøys geologiske historie, må øen med sin beliggenhed på Den midtatlantiske Ryg være indmaden af et vulkankrater, hvor tuf og andre mindre stabile udbrudsprodukter senere er eroderet bort af Atlanten? Det er i hvert fald mit bud.

De fleste deltagere havde en svaghed for Søpapegøjer. Selv om jeg har set dem flygtigt før, var det første gang, der var så mange og første gang, at de ikke stak af. De boede jo også lige midt i byen. Det gjorde snespurvene også, og det var også første gang, det lykkedes at fotografere en sådan, inden den stak af! Der er intet foto af snespurven her.

Når man dårligt kan have haver ved husene, kan man altid pynte med sten, for dem var der nok af. Nogle havde endog malede sten i haven. En beskuer troede en stund, at det var en rigtig søpapegøje.

Hjejlen husker jeg fra skolen og fra Blicher, tror jeg. Så er der naturligvis skibet af samme navn, men jeg tror aldrig, jeg har se en Hjejle, selv om jeg tror, jeg har hørt dens sørgmodige fløjt. Her gik den i en have.

Jeg har rejste langt for at se søjlebasalt, men her stod den, og der var meget af den. En forklaring på fænomenet vil føre for vidt. Surf selv, hvis du vil vide mere.

Dåb
Eftermiddagen gik med at sejle rundt om krabbekloen, som islændingene kalder Vestfirðir, Vestfjordene. Først ville rejseudbyderen, Hurtigruten underholde os med dåb. Neptun kom, og sammen med kaptajnen døbte han de, der meldte sig. Dåben foregik ved, at kaptajnen og Neptun hældte isvand ned ad ryggen på ofrene. Den første var Edit, der stod i første række. Hun blev halet frem af den australske skibsfotograf, der havde et godt øje til Edit efter hans fotoforedrag og senere visning af fuglebilleder.

Særlig hårdt gik det ud over vor grønlandske guideføl Maliina og førsteguiden, norske Helga.

Vort grønlandske guideføl Maliina døbes. Da hun formentlig er født nord for Polarcirkelen, skulle en dåb vel ikke være nødvendig at gentage?

Helga, overguiden døbes som den sidste. De tømmer spanden i hovedet på hende. Den får ikke for lidt!

Hun ser bestemt ikke ud til at nyde det.

Her ses Helga før hun fik spoleret både tøj og frisure. Til højre ses kaptajnen og Neptun med sin trefork. Sidst jeg var til hurtigrutedåb, var det Njord, der stod for dåben, men han er måske gået på pension?

Hvaler
Så havde en hval endelig besluttet sig til at indfinde sig. Det drejede sig om en enkelt pukkelhval kendetegnet på sin “urene” hud med de mange små pukler, som vi dog ikke kunne se på den afstand. Pukkelhvalen er en bardehval, der tilhører gruppen af finhvaler. Den bliver 15 meter lang, vejer op til 30 t og viser hale, når den dykker. Det gjorde den ikke, mens vi så på. Ikke før til sidst. Norsk: Knølhval, tysk Buckelwal, engelsk humpbackwhale.

Hvalhale på en afstand af adskillige sømil. Pukkelhvalen dykker lodret ned, så halen kommer til syne. Andre hvalarter som vågehvalen dykker mere glidende og skråt ned, uden at halen kommer til syne. Hvalhaleindustrien på Island kaster i dag mere af sig end hvalfangsten i sin tid! Der skulle nok have stået hvalhalebesigtigelsesindustrien. Det synes både hvalerne og jeg er en udmærket ordning.

Vestfirðir
Vi var på vej i seng, selv om vi godt vidste, at vi sejlede tæt på Hornbjarg, Vestfirðirs nordøstligste forbjerg. Vi sov siden anden nat for ikke nedrullede gardiner for at i fulde drag at nyde midnatssolen. Da vi så ud ad vinduet, stod i op igen og gik på dækket. Først inde i fjorden, Hornviken lige vest for, gik vi ned igen og efterhånden til ro.

Stykkishólmur
Vi var igen på dækket tidligt om morgenen, for jeg havde en erindring om halvøen, Snæfellsnes med den karakteristiske vulkan Snæfjellsjökull på 1448 meter. Vulkanen har dog ikke haft udbrud de sidste 2000 år.

Også den viste sig at skjule sig under et skydække, men den og hele halvøen dukkede dog frem efterhånden.

Vi løb ind i Stykkishólmur, hvor jeg ikke regnede med, at vi kunne få en dag til at gå ud fra tidligere erfaringer fra Seiðisfjørður. Vi tog derfor en af Hurtigrutens ekstremt dyre udflugter rundt om næsset. Det var en lang, men imponerende tur, hvor vi blandt andet så den snedækte vulkan uden skyer. Desuden var der lidt imponerende lavalandskaber. Mens vi og de meddeltagere, vi hørte, var tilfredse, mente deltagere i andre udflugter ikke, at deres udflugt havde været pengene værd. Til gengæld kunne man formentlig godt have fået en dag til at gå i byen.

Den lange halvø Snæfellsnes lå mellem fjordene Faxeflói og Breiðafjörður, navne som går igen på Grønland og også i Danmark har vi en Fakse Bugt!

Bussen havde yderligere en fordel. Den havde fri WiFi. Det benyttede Edit sig af, ikke mindst fordi hun var blevet ringet op af sin datter om morgenen. Vi frygtede det værste, og hvad værre var, vi kunne ikke ringe tilbage, men fra bussen fik vi kontakt. Det var et dødsfald som frygtet, men ikke i den nærmeste familie.

Snæfellsjökull havde jeg engang for år tilbage set i klart sollys fra Reykjaneshalvøen som en hvid top for enden af og højt over en lang halvø, Snæfellsnes. Også den er en vulkan, formentlig forhenværende.

Snæfellsnes i model i Rådhushallen i Reykjavík.

Det siges, at sidste år var toppen i 1½ kilometers højde for første gang siden istiden snefri. Jøkelen lå der vel stadig? Set fra en anden vinkel kommer en lille spids til syne: Et lille udbrud, hvor aske og lava nu er borteroderet, men hvor kraterets basaltindhold står tilbage? Vulkankeglen ses her hen over et tag.

Reykjavík
Næste morgen var vi i Reykjavík, hvor vi havde en hel dag. Vi sad ved morgenmaden, da vi lagde til, og jeg så lige ned på en lille grønt damplokomotiv, der kan læses meget mere om andet steds på min hjemmeside. http://bentsbane.dk/island-industribaner-kladde-til-ny-udgave/

Vi havde ikke valgt nogen udflugter, da de forekom ikke bare dyre, men temmelig vidtløftige. Vi gik ud byen straks efter morgenmaden og så på det nye koncerthus, byens gamle træhuse og den lidt lunkne sø midt i byen, men den imponerede nok mere om vinteren. Vi beså Rådhuset, hvor der også var WiFi. Edit skulle dels have overført sine billeder mellem telefon og tablet og dels have tiden stillet på sit ur, der kørte elektronisk som en lille computer. Derpå købte vi et buskort til eftermiddagens ture, inden vi gik tilbage på skibet og spiste.

Vi tog straks efter frokost bybussen til frilandsmuseet i Árbær, Árbærjarsafn. Her ville jeg gerne se de gamle islandske gårde af jord, men med gavle af brædder. Ud over mange andre gamle huse var der også samlinger af gamle husdyrracer. Vi tog kaffe på museumscaféen. Busturen derud var lang og tog mindst tre kvarter, og den passerede kendte bygninger og noget spændende Island og Reykjavík. Turen var ganske billig, kun ét klip, så jeg havde forkøbt mig på buskort. Vi stod af ved Hallgrimmskirken, og så denne. Derfra gik vi hjem via en strikkeforretning, som en norsk guidepige havde anbefalet. Nu var dagen gået, men vejret havde været godt, og vi havde fået set en masse og klaret os på egen hånd. Museet havde været gratis, da vi var pensionister. Til gengæld brugte vi pengene på kaffen i museumscaféen.

Fra både morgenbordet og fra vor kahyt havde vi denne udsigt. Kan jeg så forlange mere?

Island havde ikke megen skov. De sidste rester forsvandt vel ved Lakiudbruddet 1783. Allerede fra tidlig Middelalder byggede islændingen af sten og jord med så lidt træ som muligt. Jeg måtte imidlertid på frilandsmuseet i Árbær for at se denne byggestil, som islændingene også bragte med på Grønland.

Islands ældste træ, der her er et par hundrede år. Det er indført fra Danmark som ikke helt spæd og plantet i Reykjavik 1884. Det er en Seljerøn også kaldet Bornholmsk røn. Se bort fra statuen, tak.

I rum sø
Vi havde nu igen et par døgn foran os. Havet var stadig roligt. Først da vi kom ind i læ mellem Grønland og Canada i det ret smalle farvand der, slog vinden om i syd og sendte større dønninger op til os. Det var ikke ubehageligt, når vi først havde lært, ikke at gå op ad bakke, men vente til skibet vippede sådan, at vi kunne gå ned ad bakke. Det var lidt svært med to fyldte kopper kaffe. Specielt på skibets mange trapper, var det lettest at tage den med ro, når trapperne var stejlest, og først strække ud, når trappens hældning var mindre. På de udvendige trapper på dækkene var det bare med at holde fast og ikke få overbalance.

Den anden dags aften fik vi Kap Farvel i sigte. Nøjagtigt hvilket forbjerg, der var Kap Farvel, var ikke markeret, men vi kiggede også på de mange isbjerge, der fulgte med Den østgrønlandske Strøm rundt om forbjerget og op langs Vestgrønlands kyst for så højt mod nord at vende og drive ned med strømmen langs Canadas kyst for så endelig at smelte ved Newfoundland. Turen tog flere år, hvor isbjergene om vinteren var indefrosset i havisen. Kaptajnen holdt sig på stor afstand af isbjergene til ærgrelse for de mange fotografer, der var helt eksalterede ved synet af en isklump i vandet. Kaptajnen var nu i sin gode ret. Hans Hedtoft og Titanic manede til forsigtighed.

Det var meningen, at vi skulle gennem Prins Christianssund, men her var is. Ikke i sundet, men i mundingen. Jeg har kendt en og hørt om en anden, der flere gange har prøvet at sejle igennem uden held. Begge havde mistet et skib skruet ned af isen i dette farvand.

Erik den Røde
I løbet af næste formiddag sejlede vi op gennem den lange fjord, der på nordisk kaldes Eriksfjord og hedder Tunnulliarfik Fjord. Vi passerede Narsaq, Sletten og så Kvanefjeld med sine uranforkomster. Nær fjordens bund (nordlige ende) lå Narsarsuaq, Den store Slette med Sydgrønlands Lufthavn og Qassiarsuk, hvor Erik den Røde i sin tid slog sig ned. Bostedet var også hjemsted (tidligere) for vor guideføl, Maliina. Stedet havde været på et besøgsprogarm tidligere, men et eller andet gik galt, så jeg aldrig kom der før nu.

Vi gik i land og beså bygden, kirken og de nu resturerede rester af Erik den Rødes bosætning. Nogle af ruinerne var dog rester af inuitbosætninger, idet disse også byggede i sten.

I Hurtigrutens oplæg står der noget om entre til “museet”, så jeg havde bestilt en rundvisning her, da jeg ikke troede, at vi selv kunne gå rundt, men det kunne vi sagtens, og da rundvisningen skulle begynde, havde vi gået tre timer op og ned ad bakker i et skønt, men varmt vejr, så vi var trætte og orkede ikke igen at gå tre kilometer, så vi meldte fra og tog tilbage til skibet. Gebyret dækkede rundvisningen, hvor en islandsk kvinde klædt ud som Eriks hustru, Tjodhilde fortalte.

Det ældste hus i Qassiarsuk, som Eriks den Rødes gamle boplads, Brattahlid nu hedder. Der står en mindesten for byen grundlægger. Det var nu soklen, der fangede min opmærksomhed, den smukke røde sten, der også sås som byggesten og fliser i Qaqortoq. Den geologiske historisk er desværre ikke læsbar, efter at apparatet næsten af sig selv skiftede fra automatisk betjening til manuel uden min viden i hvert fald, så jeg ikke fik foretaget de fornødne indstillinger. Hele området fra Narsaq er de nedre dele af et magmakammer, der nu er blottet mere eller mindre. Her findes mange sjældne mineraler og bjergarter. Stenen turde dog være Igalikosandsten, der bruges meget i området og er opkaldt efter bopladsen i bunden af nabofjorden Ejnars Fjord. Igaliko kaldte nordboerne Gardar, og det var også navnet på deres bispesæde. Desuden er det navnet på vulkanprovinsen, der opstod her omkring 1250 millioner år før nu.

Hvalsey
I løbet af natten sejlede vi ud igen ad fjorden og passerede Qaqortoq og sejlede videre forbi Frederik den VII.s Kobbermineø og ind til Hvalsey. Der var landgang klokken 5, men vi deltog. Enkelte kom dog ikke så tidligt op. Siden mit sidste besøg her, var området spærret af, så vi ikke kom alt for tæt på ruinerne.

I stedet for et billede af kirkeruinen, som man altid ser fra Hvalsø, har jeg valgt en detalje af opmuringen. Der skulle have været brugt mørtel. Nogle af stenene er nok naturlige, mens andre nødtørftigt er tilhuggede?

Qaqortoq
Efter morgenmaden var vi i Qaqortoq, hvor vi gik til bys straks. Det var tidligt, så der var ikke meget liv i byen på den tid af dagen. Vi gik byen rundt for at se på stenskulpturerne foranlediget af Aka Høegh. Jeg huskede, hvor de fleste var, men den, der stod højt over byen, gik vi ikke op til. Kirken var lukket, og det var rådhuset også. Jeg ville have været på Gymnasiet, hvor Aka Høegh også havde udsmykket, men her ville formentlig også være låst, mente de lokale. Også den lille kirke var låst, da vi passerede. Museet var dog åbent, og det beså vi. Bagefter tog så ind på en cafe for at få formiddagskaffe, og her havde de net. I Grønland er net dyrt og fungerede dårligt. Edit fik kun sendt ganske lidt og kun overført få foto. Hendes ur blev ikke opdateret, så hun var to timer bagefter resten af turen, da uret ikke kunne stilles manuelt. Vi var på brættet og talte med en fanger, der gerne ville fortælle. Vi mødte også en dansker, der skulle være der i tre år, fordi manden havde fået arbejde. Hun kedede sig og ville gerne høre sit modersmål.

Den kendte grønlandske kunstner Aka Høegh havde udsmykket Rådhuset og gymnasiet i Qaqortoq, Her var lukket om lørdagen, men museet var åbent, og da jeg så dette udsmykkede drivtømmer, udbrød jeg spontant, Aka Høegh. Damen i billetsalget kom frem i døren og skulle se hvem, kunstkenderen var, og hun nikkede anerkendende.

Jeg havde tidligere været i Qaqortoq på en højskole i et par uger, hvor jeg også besøgte Nanortalik i et par dage sammen med Narsaq. Højskolen rådede over en båd, som vi sejlede en del i, men kun hver anden dag, da vi delte båden med et andet hold. Det var et samarbejde mellem Jaruplund danske højskole i Sydslesvig og den tyske højskole Grenzakademie i Sankelmark. Her var jeg havnet på det tyske hold og havde en tysk dyrlæge som makker. Vi lagde os ofte ved et grønlandsk vandhul og studerede vandinsekter. Jeg tror, at den pensionere dyrlæge gerne ville give alle væsenerne i vandhullerne et helbredstjek, men jeg nød også denne dimension af Grønland. Dette ophold var grunden til det indgåede kendskab til Aka Høegh og hendes kunst. Vi mødte både hendes mand og hendes mor. Tilbage til krydstogtet!

Efter frokost sejlede vi mod Nuuk, som vi nåede næste formiddag.

Nuuk
Heller ikke her havde vi bestilt ture. Vi valgte at gå, selv om vi havde shuttlebus til byen, da den første tur var forbeholdt de, der havde købt og betalt ture i området. Vejret var for en gangs skyld fugtigt og koldt. Også i Qaqortoq havde det været koldt, mens det i Qassiarsuk i indlandet havde været lunt. Endnu var de myg, vi var blevet truet med, udeblevet.

Efter en halv times gang nåede vi Hans Egedes Kirken, hvor Edits barnebarn var døbt og konfirmeret, og hvor Edits svoger havde bygget et hus med egne hænder. Kirken var lukket, men det lykkedes os at komme ind og kigge. Da vi nåede frem til byen, var cafeen i kulturhuset lukket. Vi fik dog kaffe et andet sted. Museet var også ved at lukke, og julemandens hus var nedlagt. Han var åbenbart flyttet. Op til Uummannaq? Det mente de i Ilulissat. I stedet besøgte vi et par garnbutikker og så på garn fra moskusokser. Igen opsøgte jeg den botaniske have, men her lå sneen stadig højt. Det gjorde den også ved sidste besøg for 13 år siden.

Rigtig våde blev vi ikke, men det var regndiset, så vi ikke så Nuuks husbjerge, Sermitsiaq og de to Marlener. Nuuk var blevet meget større siden sidst, og noget af betonslummet var revet ned. Runnet på byens lejligheder var så stor, at der var 15 år ventetid, hvis man ikke havde forbindelser. Brugsen var udvidet, men hverken her eller andre steder lykkedes det at finde kvanmarmelade. Vi fandt dog et par grønlandske qajaq-øl, som vi tog med hjem. 17 kroner stykket.

Retur til skibet tog vi shuttlebussen.

Vore ferier i de seneste år har næsten altid gået nordpå. Det er efterhånden en tradition, at vi skulle fotograferes i sne. Selv om der var masser af sne i fjeldene, var vi på grupperejse og kunne ikke helt gå, som vi ønskede (op i sneen,) men her i Nuuk lykkedet det at holde traditionen. Edit i sne! Vi er nede ved kolonihavnen.

A’propos forår. En grønlænder, jeg talte med for mange år siden, sagde, at jo vist var foråret dejligt. Der var bare det kedelige, at alt det, man havde smidt ud siden efteråret, nu kom frem igen – når sneen smeltede.

Sisimiut
Nu var vi igen nord for Polarcirklen, hvilket vi ikke havde været siden Grimsøy. Omkring Kap Farvel var det faktisk blevet næsten mørkt et par timer om natten.

Under mit første besøg i Sisimiut gik vi en lang tur rundt i byen, men beså ikke kirken og de gamle bygninger, der lå rundt omkring kirken, og som nu viste sig at være museet. Det ærgrede mig lidt, at jeg ikke dengang så nærmere på det, men mine ledsagere ville videre. Museet, en art frilandsmuseum tog lang tid. Der var kun tid til at nå højere op i byen til brugserne, hvor vi også fandt en lille cafe, hvor vi fik kaffe til fem kroner for en kop.

Senere på dagen ville kirken holde en koncert for os. Kirken blev fuld, men nogle briter var kommet for at knævre. Det lykkedes at bringe dem til ro. Det var en glimrende koncert, med salmer på orgelet. Danske samt en enkelt svensk, der for nyligt var blevet populær i Danmark navnlig på P2. Vi kendte alle numre, selv om titlen på en enkelt ikke erindres. Jeg erindrer: Nærmere Gud til dig kendt fra Titanic, Kongernes Konge, den, jeg har gemt navnet på, Den signede dag, Det dufter lysegrønt af hø, som er den omtalte svenske. Til sidst largoen fra Händels Xerxes.

Efter koncerten var der kun kort tid til at komme retur til skibet.

Cafeen i Sisimiut var kinesisk med kinesisk udstyr og store tunge kopier af mingmøbler, som ingen løber med. For kinesere kan man vel dårlig komme længere væk fra Riget i Midten? Edits foto.

Ilulissat
Mellem Nuuk og Uummannaq har jeg tidlige besøgt alle byer. Her sprang vi alle over og tog direkte til Ilulissat.

Vi sejlede gennem Isfjordens munding langs de strandede isbjerge. Det havde jeg godt nok ikke regnet med, at kaptajnen turde.

Også i den ellers store by Ilulissat måtte vi ligge på reden. Her uden anker, da skibet var nødt til at flytte sig for isbjergene, der ideligt kom forbi. På Jan Mayen landede vi på stranden i gummibåde, mens vi kom til kaj i Stykkishólmur, Reykjavík, Qaqortoq, Nuuk og Sisiminut.

I Qarqatoq havde vi bestilt en tur. Jeg havde tidligere været gående til isfjorden og været på flere gletschereture blandt andet en med helikopter. Også her blev der tilbudt helikoptor og sogar fly, men disse ture aflystes på grund af lavthængende skyer.

Vi havde købt en tur i isfjorden med en mindre båd, der kunne sejle ind mellem isfjeldene, så vi kunne se på de meget store isbjerge, der var strandet her på fjordtærskelen. Fire både deltog, og vores bådfører var den mest forsigtige. Andre både sejlede tættere på isbjergene. Jeg var glad for afstanden, for jeg havde set flere isbjerge både brække midt over og kæntre med store bølger til følge. Men jeg har altid holdt mig på afstand.

Vi gik ud i byen, som vi nåede med en lille shuttlebus. Kirken og museet stod på programmet. Resten af byen og omegnen havde vi begge tidligere set, idet jeg havde været her en lille uge.

Tilbage i byen stillede vi os ved shuttlebussen, men den kom ikke i en halv time, skønt den skulle køre mindst hver tiende minut. Til sidst gav jeg op og gik ned til skibet, men Edit ventede. Jeg var hjemme, før Edit kom.

Sammen med os ventede en amerikaner på shuttlebussen. Jeg kunne undtagelsesvis ikke dy mig for at spørge ham, at han vidste, hvad dette var. Han mente at det var en vandpost til en westernbane. Godt gæt, men det er her en tankbil henter vand, som så ved hvert hus uden indlagt vand fyldes i de dunke, der er stillet frem. Amerikaneren fortalte forklaringen videre, så nu er det ingen hemmelighed mere. Det var noget med klippegrund, permafrost og vandrør. Det viste sig, at enkelte havde ses dunkene, der stod fremme ved husene, og andre havde set det stærkt isolerede rør, der stedvis var trukket oven på jorden.

Efter endnu engang Isfjord, da vi forlod Ilulissat, var vi i kahytten, da der meldtes hval. Det viste sig igen at være pukkelhval. De var to. En mor og en unge. De lå tilsyneladende og sov i overfladen. Vi kom ret tæt på, og da vi alligevel havde vækket dem, tog de natmad, så det stod vi og så på i tre kvarter. Så gik vi ned, men skibet lå ved hvalerne endnu en time. Vi kiggede jævnlig ud af vort vindue, men burde nok været gået på dækket igen. Som noget at det sidste vinkede en af dem med halen til os. Vi så det ganske tydeligt gennem kahyttens ikke særligt rene vinduer, men fotografere kunne vi desværre ikke. Herefter sejlede vi. Vi skulle jo nå langt i løbet af natten. På mit billede ses de begge to.  Hvem der er moderen, tør jeg ikke gætte på.

Itillaq
Isfjorden var nok højdepunktet, så vi var lidt spændte på, hvad de kunne byde på ved turens sidste besøg. Det ville være vanskeligt at imponere os endnu engang, men det lykkedes.

I byen var alle flag på halv efter ulykken ved Uummannaq. Hvad der egentlig var sket, ved jeg stadig ikke. Hjemme så jeg læserbreve, der kritiserede både min avis og Danmarks Radio for alt for dårlig orientering. Vi havde ikke net på skibet, eller rettere nettet kostede 50 kroner i minuttet, så vi afstod. Skibet havde nyhedstjenester, men de var fulde af rygter, unøjagtige og mangelfulde efterretninger. Disse private tjenester forudses en stor fremtid på Danmarks Radios bekostning. Jeg kan ikke nøjes med, hvad de reklamefinansierede, private, udenlandske udbydere vil spise mig af med. Jeg skal nok selv sortere mine nyheder, hvis jeg får mulighed for det.

Clouet her på dette bosted var en kaffemik. Vi havde trukket det gule hus øverst på klippen. Derefter var der fodboldkamp mellem skibet og byen. Det var meget underholdende. Vi vandt for en gangs skyld. Byen plejede ellers at vinde.

Fra fodboldkampen. Nærmest fotografen skibets hold. I baggrunden i rødt deltagere i turen. Vi var alle udstyret med en sådan rød ekspeditionsjakke. Den lilla bluse på holdet back har du set før, på Helga, da hun blev døbt, men flere af ekspeditionsteamet havde sådan en bluse, og både Helga og hendes afløser deltog. Selv om jeg ikke er til fodbold, må jeg erkende, at dette var en folkefest.

Byen lå lige ved udmundingen af Søndre Strømfjord. I nattes løb skulle vi blot op gennem fjorden de 160 kilometer til lufthaven.

Kangerlussuaq
Denne dag var Hurtigrutens. Vi skulle ud, og et nyt hold skulle ind. Skibet skulle gøres rent, men da det nye hold ikke kom før afgang, var det os, der skulle vente på rengøringen. De nye skulle jo med det fly, som skulle hente os. I Kangerlussuaq kunne de ikke klare os alle på en gang, så nogen måtte vente i land, mens vi var på det hold der kunne vente på skibet. Fra klokken 10 måtte vi undvære kufferten og fra klokken 11 kahytten. 11.30 var der frokost, og klokken 15 skulle vi i land, hvor vi afhentedes af fire gamle udrangerede busser, der kørte os til Ravneklippen. Tidligere ventetider i byen har jeg tilbragt med egne gåture, men nu var turene med i prisen. Vi så et rensdyr, men ikke fra Ravneklippen, hvor der også skulle have været  moskusokser. Klokken 18 var vi i roklubben, hvor der i et stort telt var grillmad. Der var bøf af moskusokse samt steg af rensdyr foruden hellefisk og laks. Denne middag var meget vellykket,

Indtil midnat skulle vi på tur til indlandsisen. Lastbilerne på denne tur var lidt mere tidssvarende. Også denne tur var fuld af indtryk. Myggene holdt sig stadig borte, sådan da.

Flere firmaer lever højt på at køre ventende turister i Kangerlussuaq, hvor man altid skal vente, på ture i området som for eksempel ud til indlandsisen eller på moskusokse tur, hvor vi selvfølgelig ikke ser skyggen af noget levende. Nogle af firmaerne bruger ekstremt gamle busser, der ville være et bushistorisk museum en guldgrube. Her ses et par gletschere, men ikke selve indlandsisen, der er gemt bag morænerne.

En gletscher til højre, men til venstre en dynge grus, en sidemoræne – ikke så stor som Odsherredsbuerne eller min lokale Taulovmoræne, og så er den for nyligt blevet svigtet af gletscheren, der er krympet. Selv om politikere i dyre domme slæbes til isfjorden for at undgå krympning (af  indlandsisen,) har det ikke hjulpet.

23.30 var vi i den umulige lufthavn i Kangerlussuaq. Her var allerede en lang kø, og den rykkede kun langsomt frem. Det var meget omstændelig, og skrankepaverne nåede da heller ikke gennem køen før afgang.

Til sidst blev flyet dog tømt og fyldt igen, og noget forsinket kom vi afsted. Vi var dog fremme i København til fastsat tid. Afgangen var blevet udsat en times tid, så det blev galt for alle de, der skulle videre fra Kastrup.

Kastrup
Klokken 2 næste dag var vi så vidt, at jeg godt ville have sovet lidt, men så fandt luftfartsselskabet på, at vi skulle have middagmad! Til gengæld fik vi ikke morgenmad. Vi var i Kastrup noget over 9, idet der var fire timers tidsforskel.

Kufferterne kom, men først efter en time. Ny rekord i ventetid i Kastrup. Herefter tog vi en taxa hjem. Vore buskort var udløbet under rejsen.

Hjemme købte vi morgenbrød og tog en på øjet bagefter.

Turen havde været god, og skibet velegnet. Desværre var der ikke andre muligheder end fly til turen ud og hjem, men flyturene var en lidelse. Navnlig Airbus 330 var proppet med alt for mange passagerer. Jeg sad meget klemt og kunne ikke røre mig. Tidspunkterne, natflyvning og mødetid tidligt om morgenen var ikke kundevenligt. Efter hver flytur beslutter jeg, at nu gider jeg ikke flyve mere!

 

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.