Havet eller hvor ligger Danmark

Indlandseuropæeren
Før jeg så mennesker, der så et hav for første gang, havde jeg ingen anelse om, hvad andre mennesker forestillede sig ved et hav. Jeg husker en indlandseuropæer, jeg havde fornøjelsen af at vise Vesterhavet for første gang. Det var nu strandens sand, der imponerede ham. Han sad blot og tog sand op og lod det lige så stille som i et gammeldags æggeur falde til ”jorden,” mens han ideligt mumlede: Alt det sand, alt det sand! ….”

Midt i Verden
Særlig anledning til eftertanke gav en oplevelse i Kashgar i det vestligste Kina. I hotellets hall var opstillet syv ens boder med de samme varer hver bestyret af en yngre kinesisk kvinde. De lod mig i fred, for de kunne åbenbart se, at de ikke kunne sælge mig noget som helst. En dag havde jeg af en eller anden grund god tid, fordi jeg ventede på, at de øvrige rejsedeltagere skulle snøvle sig færdig, så jeg kiggede på boderne, men en af de handlende kedede sig åbenbart også. Hun prøvede ikke på at sælge, men spurgte forsigtigt, hvor jeg kom fra.

Selv om jeg endog kunne fortælle hende, at jeg kom fra Danmark eller Danmai på kinesisk, sagde det hende tydeligvis ikke noget. Jeg kunne endog skrive Danami med kinesiske bogstaver, men lige meget hjalp det. Dengang rejste jeg velforberet. Man havde da rigelige lagre af kuglepenne med til de fattige. Sådan gjorde man bare dengang. Det var først senere, at jeg opdagede, at de ikke havde papir og altså ikke noget at bruge kuglepenne til andet som prestigeobbjekt. En kasse i huset vistes frem for naboerne med ansigtsudtrykket: “Se her, hvor mange kuglepenne vores familie har!” De egentlig problemer opdagede jeg i Pakistan, hvor jeg på en losseplads så lasede børn åbne henlagte mælkekartonner og slikke det sure indhold i sig.

Danmarks beliggenhed var jeg også forberedt på. Jeg havde et lille lommeatlas med, hvor jeg kunne vise Kina, Indien, Pakistan, Asien, Europa og så zoome ind på Danmark. For de fleste var det nu et fedt, men jeg har da mødt børn i Pakistan, der oplyste, at han havde en onkel i Sverige! Også på en bænk i Xian i Kina ved markedet, sad en lille opvakt kineserpige og betragte mig, mens jeg noterede i min dagbog. Hvad hun imponerede mig med, har jeg glemt, men noget af det, jeg havde skrevet kunne hun læse og oversætte det til engelsk. Det var imponerende; thi kun de færreste læger kan ellers læse min håndskrift. Det var forresten her, jeg lige havde set dolkhaler i levende live. Jeg havde hidtil troet, at de havde været uddøde i flere hundrede millioner år.

Tilbage til kvinden i boden i Kashgar. Jeg prøvede at forklare, at det blå på kortet var hav, men det sagde hende stadig ikke noget. Vi kom det faktisk ikke nærmere, end at hun blev klar over Danmark var langt væk. Det var vi enige om, for jeg syntes også, at jeg var langt væk. Hun var også oppe mod svære odds. Hun skulle rejse mindst to døgn for at komme til et hav. Via Silkevejen over Himalaya gennem Pakistan til Det arabiske Hav. Hun havde fra Kashgar kortere til Moskva i Rusland og New Delhi i Indien end hun havde til sin egen hovedstad, Beijing i Kina. Nu var hun kineser, men de indfødte, der her var uighurer, sagde ellers: “Der er højt til himlen og kejseren er langt væk. Den holdt nu ligesom ikke mere. Mao og kommunistpartiet var nærværende i høj grad, og her var man i hvert fald 1300 meter nærmere himlen, end jeg var i Danmark. I nabolaget boede folk mere end fire kilometer nærmere himlen! Stedet, hvor kineserinden befandt sig, var også på et sted, hvor ingen floder formåede at nå havet. Alle endte et eller andet sted i en ørken, hvor de fordampede, hvis ikke de var blevet kunstvandet væk længe inden. I dette område var der faktisk kun én flod, der udsprang noget nord for Kashgar hinsides Himlens Bjerge oppe i Djungariet. Det var Irtysj, og den løb via Semipalatinsk og Omsk ud i Ob og endte i Det nordlige Ishav, så den havde kineserne ikke megen glæde af.

En pekingeserindes horizont
Jeg blev dengang passet op af adskillige indfødte. I Beijing kom en kvinde på en restauration og påstod, at der ikke var plads andre steder, så hun ville gerne sidde ved “mit” bord. Hvis hun havde en hemmelig dagsorden, skjulte hun det godt, men hendes horizont lå i Italien. Vi så bort fra Schweiz og Østrig, men det var ikke helt ukendt for hende at nord for Italien lå Tyskland. Hun kunne lige få øje en lille grøn klat, Danmark på mit lommeatlas. Hendes konstatering var, at der vist var koldt. Jeg modsagde hende ikke, selv om der formentlig i Beijing var koldere om vinteren. I stedet kom vi ind på et andet emne: Hvor havde jeg været. Det viste sig, at hun ikke anede, at Kina var så stort. Jeg tror ikke, at områder som Tibet og Sinkiang eksisterede i hendes begrebsverden, og så sagde hun: “Der har du nok se mere af det gamle Kina end her!” Også her afstod jeg at forklare, at disse områder slet ikke var kinesiske, men erobrede og besatte områder, hvor den kinesiske kultur var ny og i færd med at fortrænge den oprindelige kultur, der kun får lov til at bestå til museums- og udstillingsbrug.

Ørken uden afløb. Bækken løber til floden Yarkand, der løber ud i Tarim, som ebber ud i Taklamarkanørkenens østlige del. I dag er den kunstvandet væk længe inden, den når så langt. Dalen fører ind til Afghanstan. Efter et højt pas, som Marco Polo i sin tid benyttede, er vi inde i Wakhandalen, kendt som Wakhankorridoren, som sidst i 1800-tallet blev lagt ind mellem britisk Indien og Zarens Rusland for at forhindre konfrontationer ved grænsen. Landet her, Øst Turkestan, var der ingen, der spurgte. Zaren havde allerede taget Vestturkestan, og kineserne befriede 1949 Østturkestan, eller om man vil, satte sig på det. Bemærk de to vilde kameler! 1999.

Dolkhaler på et marked i Xian. Jeg kendte godt væsenet fra geologisk litteratur, men jeg troede, at de for længst var uddøde. De var de så ikke. 1999.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.