Forhistorisk forårstur

Igen i dag, 7. maj tog vi ud i naturen. Edits rapport ses på hendes facebook.

IMG_5210

Mor og barn. Det er ungen den lille med uredte fjer.

Vi kørte til halvøen Trelde Næs, kendt for sin vilde natur med utilgængelige områder med udskridende Lillebæltsler (Plastisk Ler.) Vi kom da heller ikke ret langt, før udskred spærrede os vejen. Her satte vi os i solen i læ og nød udsigten og de 23 grader. Forinden havde vi dog set en andemor, der havde gemt sin eneste unge på stranden lige foran os. Den var sikkert udruget i vegetationen op til stranden. Da jeg tog mit fotografiapparat op, kaldte andemor på ungen, og den sprang i vandet og svømmede ud, så jeg måtte sætte telen på. Mens jeg fumlede med det, svømmede de om i modlyset, så solen stod lige imod. Man ser derfor ikke farverne, men kun profilen. Jeg tror dog, at det er en Toppet Skallesluger, som jeg ikke ser hvert år. Sidst var for nogle år siden i Kielerkanalen. Skalleslugere er ænder! Endog ægte ænder!

Selv om vi kørte ned et sted, hvor der kommer mange mennesker, og hvor der blandt andet var en skovtur med frokost og medbragt vase med store blomster, gik vi ned til stranden. Edit var på vej ud til Lillebæltsleret, men jeg råbte, at hun skulle gå lige ned til stranden lige neden for p-pladsen. Så viste jeg hende stranden med opskyllede sten sorteret efter størrelse og sagde, at lige netop den størrelse sten havde samme massefylde som forhistoriske hajtænder. Næppe havde jeg bøjet mig for vise, hvordan man rodede i stenene, før jeg fik øje på hajtanden lige for næsen af mig. Det er den anden hajtand, jeg har fundet her på ti minutter – lige hvor talrige hundeluftere og motionister daglig færdes. Der lå endog folk ved stranden i badetøj og tog solbad og forkølede sig måske.

I min første geologibog fra 1941 er der slet ingen forsteninger i Lillebæltsleret! De billeder der er, er af forsteninger fra beslægtet Londonler (Londonclay) fra England. Siden har man dog fundet ud af, at Lillebæltsler også indeholder forsteninger og er yngre end Londonclay. Leret bliver plastisk, når det gennemvædes og skrider derefter ud. I havstokken vasker bølgerne de sparsomme forsteninger ud og transporterer dem bort og afleverer dem et eller andet sted på stranden sorteret efter massefylde.

Hajarterne er sikkert navngivet, men i litteraturen er der aldrig navne på billederne af tænderne. Mine to hajtænder forekommer også at være af to arter?

Hajen levede for 45 – 50 millioner år før nu i et ret dybt hav, der var iltfattigt på bunden. Om den har en alder på 45 eller 50 000 000 år, ved jeg af gode grunde ikke, for jeg ved jo ikke hvor i leret, tanden har siddet. Det blev fundet på såkaldt sekundært leje. Store vulkanudbrud havde forsuret havene, så dyrelivets skeletrester og snegle og muslingers skaller opløstes. I årene forinden havde vulkanudbruddene endog efterladt flere centimeter tykke askelag, som man blandt andet ser i klinten på Fyn mellem Røgle Klint og Staurbyhoved på den anden side af Lillebælt (Holmehus.) Drivhusgasserne var talrige fra vulkanerne, så klimaet var mindst fire grader varmere end nu. Ikke desto mindre må der have været noget at leve af i overfladevandet, for her tumlede hajer rundt og jagede. Hajer har hele munden fuld af tænder i flere rækker rundt i kæberne. De faldt jævnligt ud og sank til bunds og indlejredes i leret. Nu, mange millioner år senere kommer de så for dagens lys igen.

Hajtanden sammen med noget af en nutidig blåmusling og noget udskredet Lillebæltsler med rester af rødder fra tidligere bevoksning.

Hajtanden sammen med noget af en nutidig blåmusling og noget udskredet Lillebæltsler med rester af rødder fra tidligere bevoksning.

Her har den fået lidt mere tiel end den egetlig kan trække. En hel del af "roden" er bevaret. Den er vel 1½ centimeter. Jeg har set dem op til tre centimeter.

Her har den fået lidt mere tele, end den egentlig kan trække. En hel del af “roden” er bevaret. Den er vel 1½ centimeter. Jeg har set dem op til tre centimeter. Mit andet fund er godt 2 centimeter og stammer vel fra en krabat på et par meter mindst?

Edit søgte ihærdigt i en times tid, men fandt intet. I slutningen af vinteren var vi fem mand, der søgte i små to timer hver. Her fandt vi (jeg) kun én tand, så nok er de der, men det bare lige hvor?

Fakta
Vi er i Kennozoikum, hvor Perioden Paleogen strækker sig fra 65 – 23,8 millioner år før nu. Eocæn er periodens mellemste Epoke 54,8 – 33,7 millioner år før nu. (Paleo- er noget med gammel, men med eo- lysner det. Det betyder morgengry på græsk.) Der er fire Etager, hvor Londonleret er fra den ældste, Ypresien, 54,8 – 49 millioner år før nu, og Lillebæltsleret og hajen er fra Lutetien 49 – 41,3 millioner år før nu. Nærmere kan jeg ikke komme det, og tiderne justeres løbende, idet man får bedre og bedre målemetoder. Ypresien (Ypes i Belgien) og Lutetien (latinsk for Paris) udtales på fransk. Foruden tiderne ændres også navnene løbende. Tyskerne og briterne er naturligvis ikke enige om de franske navne. Og russerne, amerikanerne og kineserne kører helt deres eget løb. Paleogen var i min skoletid en del af Tertiærtiden.

Vulkanerne lå i min skoletid i Skagerrak, men siden er de forvist til Atlanten. Færøerne og Rockall 430 km vest for Hebriderne er de sidste rester af en mange tusinde kvadratkilometer stor vulkanprovins her. Vulkanernes drivhusgasser kan gøre klimaet varmere, men de helt store vulkanudbrud gjorde klimaet koldere, da askeskyerne dækkede for solens varmende stråler, men her var der tale om beherskede udbrud.

Dette indlæg blev udgivet i Geologi, Rejser. Bogmærk permalinket.