Finland. Snydt af geografien

Jules Verne
Allerede Jules Verne brugte geografien og læren om tidszonerne i 1873 til pointe i sin roman, Jorden rundt på 80 dage. Hovedpersonen, Phileas Fogg havde indgået et væddemål om, at han kunne rejse jorden rundt på 80 dage. Det kunne han, men han havde godt nok brugt 81 dage efter sin egen tidsregning, men han havde glemt at stille uret, hver gang, han var kommet ind i en ny tidszone. Da han passerede datolinien skulle han endda have limet det blad på kalenderen igen, han ved midnat samme dag havde revet af. Det er lidt svært at fatte, men man er ikke i tvivl om, når man flyver fra Amerika mod Europa. Man spiser aftensmad og sætter sig til at sove, og efter en times søvn siger kaptajnen: “God morgen, om et øjeblik er der morgenmad, og derefter lander vi i København! Det er syv graders frost i København.” Man fik ikke sovet den nat, og resten af dagen har man mest lyst til at lægge sig, men gør man det, udskyder man jo bare problemet til næste nat.

Tidszoner
Man kan jo ikke vedblive at sætte uret frem eller tilbage for hver 15. længdegrad, man passerer. Briterne, der åbenbart har lavet systemet, har lagt 0 længdegraden gennem Greenwich ved London, hvor deres observatorium ligger. Datolinjen ligger på 180 grader eller diametralt modsat, da jorden efter et gammelt talsystem er opdelt i 360 længdegrader. Man er så heldig, at 180 grader går ned gennem Stillehavet, hvor der ikke bor ret mange mennesker, men de få, der bor der, oplever at deres egen og deres naboø ligger på hver sin side af datolinjen. En enkelt af de nye østater er også delt af datolinjen, hvis ikke man lokalt har flyttet den. Selvfølgelig laver menneskene også penge på dette fænomen. Rejsebureauet “Hold din fødselsdag to gange samme år,” er et af dem, der sender gæsterne over datolinjen bare for sjov. Når gæsterne så rejser tilbage, skal de huske at rive kalenderbladet af igen, og rejser de modsat vej hjem, ja så taber de en time for hver 15 længdegrader og er således stadig lige vidt. En sådan rejse er absolut ikke livsforlængende. Den kan vel tværtimod være ret stressende.

Enkelte lande som Kina har valgt officielt ikke at skifte tidszoner, selv om solen står fire timer senere op i det vestligste Kina i Kashgar, Taxkorgan eller Tashkurgan for eksempel end i Beijing. Da fly og tog kører efter Beijingtid i hele Kina, er det risikabelt, at stille sit ur til lokaltid, for så misser man måske sit fly, men det er rigtignok en mærkelig fornemmelse at gå til morgenmad klokken 8 Beijingtid, hvor personalet næsten gaber kæberne af led, fordi deres ur kun viser 4 lokaltid. Lige så mærkeligt er det at komme tilbage klokken 14 lokaltid og gå til frokost, hvor solen og de indfødtes ure kun viser 10. Mangen en gang har jeg fået gratis øl til maden, fordi der ikke, som lovet var varmt vand på værelset, når jeg stod op. På en eller anden måde måtte de kompensere for manglen af det, vi har betalt for.

Norges overraskende størrelse
Først da jeg kiggede på en globus, opdagede jeg, at Norge ikke bare er meget langt. Fra Nordkapp til Lindesnes er der som fra Skagen til Rom, stod der i min barndoms geografibog. Fra Vestkapp til Jacobselv oppe mod nord øst for Kirkenes er der længdekredsmæssigt som fra Marsailles til St. Petersburg, et betydelig spand af længdegrader og dermed faktisk også tidszoner!

Fra Norge til Finland
Da vi forlod Kirkenes for i vores egen bil at køre hjem til Nr. Bjert, startede vi med at køre mod vest til Neiden, hvor samerne havde både en gammel og en ny russisk ortodoks kirke. Det var her lidt uden for Kirkenes, vi så et skilt: Narvik 1000 km. Det lyder helt uoverkommeligt, og så fra Narvik er der stadig langt, langt til Nr. Bjert.

Vi havde kørt langt fra Kirkenes, da nordmændene mindede os om, at der virkelig var langt hjem endnu. Til Narvik er der mere end en dagsrejse på grund af vejene. Fra Narvik er der er der virkelig langt til Nr. Bjert! Myggene gjorde, hvad de kunne, men alligevel blev det en dejlig uge.

Vi havde kørt langt fra Kirkenes, da nordmændene mindede os om, at der virkelig var langt hjem endnu. Til Narvik er der mere end en dagsrejse på grund af vejene. Fra Narvik er der er der virkelig langt til Nr. Bjert! Myggene gjorde, hvad de kunne, men alligevel blev det en dejlig uge.

Gennem finsk Lappland
Herefter drejede vi ned i Finland, men fortsatte stadig mod vest. Så snart vi forlod kysten, kørte vi bare ind i skoven. Vi havde fra Pasvikdalen set ind i Rusland – lige på den anden side af Pasvikelven – og tænkt, at herfra fortsatte skoven – taigaen – bare til Beeringsstrædet uafbrudt.

Vi kørte ned gennem Finland. Selv om det var ensformigt, var det smukt alligevel, og vi nød det. Kortet viste små landsbyer, men det varede længe, inden vi opdagede, at det hus, vi så mellem træerne vist nok var kortets by. En by vi trods alt så, ville vi godt lige gå i for at strække benene, men Lise sagde: “Nej hold ikke her på landevejen. Kør lidt længere frem, der ligger byen nok!” Men det, der havde lignet i kulisse til en westerfilm, var byen. Vi var ude af den igen, iden vi så os om.

At holde og gå ud, var også nogle steder en tvivlsom fornøjelse. Myggene var over os med det samme. Ikke bare 50, men 1000. Det kunne tage et kvarter at rydde kabinen igen, efter vi havde åbnet døren. Der var myg, om vi havde samlet dem sammen, nok til en middag. Var vi på toilet, sad de ikke bare i lag der, men også i tønden afventende bart, ubeskyttet kød.

Det var nu ikke lige galt alle vegne. Indfødte havde givet os gode råd. Ude i det åbne land med lidt vind var de ikke. De blæste væk. Måske havde han ret. Han gik i korte ærmer og havde ingen mygstik. En kvinde i en bod fortalte, at det kun var en overgang, så var vi som de indfødte immune.

På vor natlige travetur fra Vandrehjemmet i Urho Kekkonennationalparken var der ingen myg. Selv om de havde et ur i receptionen, opdagede jeg ikke, at uret ikke passede med mit ur. Jeg brugte egentlig slet ikke mit ur, så jeg opdagede heller ikke, da vi stod og snakkede med receptionisten, at hun faktisk havde haft fri længe. I det hele taget var tiden ikke noget, der betød noget her højt mod nord, hvor det var lyst hele døgnet rundt, og solen var vel at mærke på himlen. Det eneste, vi skulle holde os for øje var, hvornår vi til et givet fotoobjekt havde modlys og så komme igen tolv timer senere i medlys. Vi sov, når vi var trætte, spiste når vi var sultne, og forretninger var der alligevel ikke noget der hed her ude i naturen.

Så er vi på vej op i fjeldene i Kokkonen Nationalparken. Vi er stedvis over skovgrænsen Lige her lå der en rype halvt i vinterdragt (hvid) og halv brun (sommerdragt,) men vi gik ikke tæt på den for at fotografere, for den var tydeligvis ikke stolt ved situationen.

Så er vi på vej op i fjeldene i Kekkonen Nationalparken. Vi er stedvis over skovgrænsen Lige her lå der en rype halvt i hvid vinterdragt og halvt i brun sommerdragt, men vi gik ikke tæt på den for at fotografere, for den var tydeligvis ikke stolt ved situationen.

 

I fjeldene var der en lun dal, og trods midnatssol var der en solside med bevoksning og en skyggeside med nøgent fjeld. Mikroklima kalder jeg et sådant fænomen.

I fjeldene var der en lun dal, og trods midnatssol var der en solside med bevoksning og en skyggeside med nøgent fjeld. Mikroklima kalder jeg et sådant fænomen.

 

Det er midnatstide , men vi troede, at det var tidligt på aftenen. Solen skinner, men noget ubehageligt trækker sammen. det så dog smukt ud og gik i sig selv igen uden at blive til en snestorm.

Det er midnatstide , men vi troede, at det var tidligt på aftenen. Solen skinner, men noget ubehageligt trækker sammen. Det så dog smukt ud og gik i sig selv igen uden at blive til en snestorm.

 

I fjeldet løb en enlig vildren rundt. Vi havde håbet i det mindste at høre ulvene hyle, men det blev kun til rypen og renen. Både tidligere og senere var der horder af tamrener.

I fjeldet løb en enlig vildren rundt. Vi havde håbet i det mindste at høre ulvene hyle, men det blev kun til rypen og renen. Både tidligere og senere var der horder af tamrener.

Vandrerhjemmet fik i øvrigt også gæst, efter vi var kommet, men han meldte sig vist nok først til næste morgen.

Det var først nogle dage senere, hvor vi var kommet til en rigtig by, at vi tog urene i brug igen. Vi var kommet til den vel nordligste by i Finland, Rovaniemi lige syd for Polarcirkelen og dermed midnatssolen. Selve Polarcirkelen er afmærket i naturen, og selvfølgelig skulle vi også fotograferes med et ben på hver sin side af den anderledes farvede SF-sten på p-pladsen. Her boede julemanden i øvrigt, sagde finnerne. Han ville hilse på mig, men jeg vidste jo, at julemanden bor på Grønland, så ham her må være et falsum. Det var måske ikke pænt sagt, og han blev kun lidt sur. Jeg må imidlertid gi’ finnerne, at de virkelig forstod at lave penge på den polarkreds og den falske julemand. Vi kom hjem med adskillige finske mærke- og designervarer herfra. Og det var ikke engang dyrt.

Det var først på Vandrerhjemmet her, at jeg opdagede, at mit og deres ur ikke passede. Jeg har altid kunnet stole på mit ur, så jeg spurgte, om deres ur passede. Det gjorde det. Det var mit ur, der gik galt. Sikken tanketorsk, men det er stadig første og formentlig eneste gang, jeg er rejst mod vest og har skullet stille mig ur frem! Man plejer jo at stille uret tilbage, når man rejser mod vest.

Videre hjemad
Det var intentionerne at gøre den lange tur i overkommelige etaper med lejlighed til at kigge en halv dag på den egn, hvor vi havde overnattet. Ligeledes kørte vi flere gange omveje på en snes kilometer for at finde et godt, naturskønt sted at spise frokost.

Vi gik således pragtfulde ture ved Höga Kysten, ved Orsa Grönklit og i Bergslagen foruden vi beså maleren Carl Larsons museum. Først fra Nora i Berglagen tog vi hjem, men det var fordi, vi havde fået meddelelse om, at min mor var kommet på hospitalet.

Fra en travetur på Höga Kysten. Vi kravlede op på et fjeld og nød udsigten. Stien blev mere og mere utydelig i et landskab af brede og dybe rifter til dels dækket af bevoksning, så vi havde nær aldrig genfundet stien, vi kom op ad. Vi var gået op i zig zag, men jeg glemte, at nedturen skulle foregå i zag zig!

Fra en travetur på Höga Kysten. Vi kravlede op på et fjeld og nød udsigten. Stien blev mere og mere utydelig i et landskab af brede og dybe rifter til dels dækket af bevoksning, så vi havde nær aldrig genfundet stien, vi kom op ad. Vi var gået op i zig zag, men jeg glemte, at nedturen skulle foregå i zag zig!

 

Ved Orsa Grönklit var der smukt, fugtigt, polygonjord og gamle bjørnehier. Turen tog hele formiddagen ,men vi nåede da alligevel et stykke nærmere Danmark i løbet af eftermiddagen.

Ved Orsa Grönklit var der smukt, fugtigt, polygonjord og gamle bjørnehier. Turen tog hele formiddagen, men vi nåede da alligevel et stykke nærmere Danmark i løbet af eftermiddagen.

 

I Nora i Bergslagen besøgte vi en aften en gammel malerisk hytte til metalprodution. Det var sent på aftenen, så alt var forlængst lukket, men besøget udefra gav dog et vist indtryk.

I Nora i Bergslagen besøgte vi en aften en gammel malerisk hytte til metalprodution, Pershyttan. Det var sent på aftenen, så alt var forlængst lukket, men besøget udefra gav dog et vist indtryk.

Billederne er fra 1997.

Bent Hansen 31. oktober 2013.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.