Korrekt navngivning?
Indlægget indeholder både billeder fra Wales og fra England, men selv om de fleste danske journalister bare siger England om både Wales, Skotland og Nordirland, så foretrækker jeg nu det danske navn, Det forenede Kongerige eller på engelsk United Kingdom, UK. Hvad skotter og walisere kalder UK, har jeg ingen anelse om. En indfødt gav mig det råd kun at skrive England, hvis jeg virkelig mente England. TVs journalister er slemme til at sige Storbritannien , men den betegnelse dækker jo kun den største af de britiske øer, så også den betegnelse for UK er misvisende. Slemt er det også, at det andet land på De britiske Øer kaldes Irland, for den næststørste ø hedder Irland. Det største land på øen Irland hedder Eire.
Mit forhold til området
Mens min hustru har arbejdet i London i mere end et år, har jeg kun besøgt London på to korte besøg. Jeg har fire ringbind med fotos fra fra UK samt enkelt fra Eire, navnlig fra industribaner samt tilsendte postkort fra rejsende, men alle disse fotos vil jeg ikke bruge. Desværre arbejdede min hustru i London før min tid, så jeg kunne ikke så godt formå hende til at tage jernbanefotos til mig.
Min far har været i London også, men han rejste en gang via Hoeck van Holland og en gang via Ostende. Hvor han landede i England, ved jeg ikke ud over, at fra Ostende var det i Dover.
Enkelte fremmede fotos er der. Günther Barths har jeg byttet negativer med, så de billeder er brugt her. Og så var bekendte i Wales og fotograferede veteranbaner til mig. Også de billeder er brugt her.
Jernbanens fædreland
UK er jernbanens fædreland. Det var nok ikke dem, der opfandt jernbanen, idet der siden oldtiden har været brugt træ og i kalkgrund nedslidte riller til at få flere vogne til at køre i samme spor. Det var imidlertid i UK, at dampmaskinen og damplokomotivet blev opfundet.
En smuk maskine?
Lokomotiver bygget i UK har i mange tilfælde haft ry for at være smukke og stilrene. Mange af dem med indvendig styring har nok ærgret smøremanden, fordi han næsten ikke kunne komme til, da han ikke havde kardanled på armene. Trykluftpumper, dampdynamoer mv. er også med forkærlighed gemt af vejen, så de ikke skæmmede lokomotivets udseende, men til gengæld heller ikke var til at komme til. Helt modsat et amerikanske lokomotiv, hvor alt isenkram ofte sad uden på lokomotivet, lettilgængelig, men så man dårligt kunne se lokomotivet!
Nu er jeg ikke den, der kan gå op i diskussion om, hvad der er smukt eller grimt hverken for lokomotivers vedkommende eller for den sags skyld for andre emner.
Lidt jernbanehistorie
Jernbanerne i UK startede som private, men samledes i større og større selskaber, hvor de vigtigste linjer efterhånden nationaliseredes 1922.
SR, Southern Railway,
LNER, London and North Eastern Railway,
LMS, London, Midland and Scottish Railway,
GWR, Great Western Railway.
1948 samledes de fire selskaber i BR, British Railways, der senere døbtes om til British Rail.
I vor tid, 1994 – 97 var en uheldig kvindelig førsteminister bidt af en gal privatiseringstanke og solgte ud af BR, Et BaneUK overtog vedligeholdelsen af spor og signaler mv. som i EU og 25 private selskaber overtog persontrafikken, mens 6 private selskaber tog sig af godset. Efter er overgang, hvor de private nye ejere glemte deres del af vedligeholdelsen med en række katastrofale ulykker til følge, er forholdene nu normaliserede.
BR 30856 måske i Dover eller en anden færgeby. Maskinen er en 2C bygget 1926 til Southern Railway. Der byggedes numrene 850 – 865 kaldet Lord Nelson-Class. Den lille røgskærm og den store skorsten er senere tilføjelser. Maskinen er firecylindret. Selv om de var bygget specielt til færgetrafikken, kunne de begå sig på andre strækninger også. Foto: Hans Kristian Hansen engang i 50’erne.
GWR, Great Wester Railway 4073, Caerphil Castle af Carstle-Class af hvilken der tilkom 171 eksemplarer, en del nybyggede som denne eller ombyggedes fra ældre konstruktioner. Det var en 2C-maskine, idet briterne ikke var meget for 2C1, pacific. Maskinen ses her på en noget rystet optagelse på Det tekniske Museum i London, British Museums afdeling, The Science Museum i South Kensington 1981.
Denne maskine også fra Det tekniske Museum har ikke nr., men hedder Deltic. Den byggedes 1955 som prototype af English Electric, EE til BR med henblik på at danne grundstammen i BRs dieseleficering. Det var en Co’Co’-maskine, der allerede 1961 udrangeredes og skænkedes af EE til museet. Efterfølgerne byggedes fra 1959 også af EE med 1100 hk og næsten 74 t vægt. Mens prototypen har to treakslede trucker, var efterfølgerne kun Bo’Bo’. Efter få byggede eksemplarer var typen videreudviklet.
BR 37047 på Liverpool Street Station, hvorfra man kører til Harwich. 15-tallet angiver hastigheden, men det er miles i timen. Foto fra 1981.
BR 37086 af samme type samme sted samme dag. Class 37 er et Co’C’ dieselelektrisk lokomotiv bygget 1960 – 65 i 309 eksemplarer. Vægt godt 100 t. Hastighed op til 140 km/t med 1750 hk.
Ude i solen uden for perronhallen holdt en anden type diesellokomotiv, men den ville ikke fotograferes og stak af. Det var BR 47264. Til venstre ses BR 08957, som interesserede mig mere, da DSB havde haft en sådan en kort overgang. Class 47 er bygget i 8 serier i næsten 1000 eksemplarer. Denne er fra første serie bygget omkring 1965 med godt 2000 hk og 120 km/t. Vægt godt 100 t. Den er Co’Co’ med dieselelektrisk kraftoverførsel.
Under broen i ensartet mørke kunne den bedre fotograferes.
BR 08333 med løvelogo holdt halvt i skygge halvt i lys, og det kunne min optik ikke dengang klare. Er nummeret nyt? og logoet gammelt?
Mellem London og Harwich findes en større by Colchester, hvor vi stoppede. Her holdt BR 2059 fra Barcley. Dette foto er taget fra kørende tog 1988.
BR 86254 kaldet Class 86 2 eller Castle-Class. Navnet var Dudley Castle. Sikkert et af de få slotte, der ikke er lavet en tv-serie om? 85 t. 100 miles/timen. Foto fra Harwich 1988.
BR 315 843 , et nærtrafiktog med overledning på Liverpool Street Station 1988.
I Colchester holdt et dieseltogsæt. Nummeret fik jeg ikke, da jeg tog billedet fra kørende tog.
BR udstillede deres nye intercitytog på IVA i Hamborg 1988. Der er tre forskellige lokomotivtyper, alle elektriske. De ses på de følgende fotos. Her er det BR 89001.
Her BR 90008.
Og her et helt uden nummer.
På Eurailspeed i Berlin-Grünefeld tog Günther Barths Eurostar 3303, der skulle køre under Kanalen i den netop anlagte tunnel mellem Frankrig og UK.
I Nordvestwales ligger Llanberris Lake Railway. Banen er 2½ miles med sporvidde 1 fod og 11½ tomme. Lokale mål forstås. Omkring 600 mm. Her ses stationen med lokomotiv nr. 3. Banen kørte skifer fra bruddene ud til havet eller nærmeste offentlige jernbane. Foto: Bodil Riis 1977.
Nr. 3 hedder Dolbadan efter en nærliggende borgruin. Den er bygget af Kitson 1922.
Talyllyn Raailway er verdens første veteranbane åbnet 1951 få år efter, at skiferbanen her var nedlagt. Sporvidden er 2 fod og 3 tommer. Lok 6, Barcley 1451/1918, Douglas.
Her tager nr. 6 vand på en mellemstation.
Lok 2 på Talyllyn var Fletcher Jennings fra 1866. Den bar navnet Dolgoch. Maskinen er helt fra åbningen i 1866, og banen råder over endnu et eksemplar af samme alder!
Timothey Hackworth, Sanspareil blev bygget 1829 til lokomotivslaget ved Rainhill, der skulle finde det bedste lokomotiv til Liverpool & Manchester Railway. Maskinen her blev dog diskvalificeret på grund af for højt akseltryk. Det var også for tung for den kulminebane, der købte det, så det blev benyttet som stationær dampmaskine til det udrangeredes 1863. Herefter var nogen forudseende nok til at sætte det på museum. I dag ses det på the Science Museum i South Kensington. Havde sporet holdt, havde lokomotivet formentlig kørt udmærket? Foto. BH 1981.
Også mit yndlinslokomotiv Puffing Billy stod i South Kensington, med så mørkt at jeg ikke kunne fotografere det. To eksemplarer af typen er bevaret. Wylam Dilly er på museum i Skotland. Den kørte Wylamminen 1812 – 63. Puffing Billy kørte 1813 – 63 og kom derefter til the Science Museum. Grunden til lokomotivets indførelse ved kulminerne var Napoleon. Militært lagde beslag på heste i en sådan grad, at de dels blev dyrere end dampmaskiner, dels ikke var til at få fat i.
Stephensons Raket. Den kørte på Liverpooll & Manchester Railway 1829 – 1836, idet den vandt lokomotivslaget (som det eneste lokomotiv, der kunne køre.) Den var minelok 1836 – 44 og hensat 1844 – 62, hvorefter den kom på museum. Det eksemplar, man normalt ser fotos af, er en køreklar efterligning, der ser lidt anderledes ud med blandt andet tender. Museets eksemplar er ombygget gennem tiderne.
Der er tonsvis at litteratur om jernbaner i UK, og oceaner af netsider om de små baner i Wales samt de meget tidlige lokomotiver. Min side kan bare ikke rumme mere.
Bent Hansen 2016. Enkelte rettelser 2018.