Kina. Den flyvende Hest

I dette indlæg får du sagnet om De flyvende Heste eller Himmelhestene, som næppe mange danskere kender til, skønt de har rejst i Kina. Sagnet har lidt med Silkevejen at gøre, så du får også nødtørftigt lidt af historien om Silkevejen. Dette er – om man kan sige – kapitel II. Den første del af historien om Silkevejen, kapitel I hedder Nestorianerstenen.

Indledning
Rige floddale som i Mesopotamien, Egypten, Indus og Kina har øvet en magisk tiltrækning på omgivelsernes nomader, for i floddalene var der mad. Nogle nomader slog sig ned og blev fastboende erobrere, eller de blev opsuget i de bestående samfund, mens andre nomader nøjedes med jævnlige røvertogter. Kineserne prøvede at beskytte sig mod nomaderne med mure, og hjalp murene i perioder med at holde indtrængerne ude, klarede kineserne selv ufreden ved at ryge i totterne på hinanden.

Erobrerne
I historisk tid gjorde anvendelsen af stigbøjlen mongolerne uimodståelige for kineserne. En mongol til hest kunne takket være stigbøjlen ride hurtigere, sikrere og navnlig skyde med bue langt mere præcist end en kineser til hest uden stigbøjle. Omkring vor tidsregnings start brugte hunnerne store heste, der kunne bære en fuldt bevæbnet kriger i rustning, mens kineserne kun havde små heste, størrelsesmæssigt kaldet ponyer, og de kunne ikke bære en bevæbnet kriger med rustning.

Hunnerne til hest optog kineserne. For de kinesere, der ikke havde set hunnernes store heste, måtte de store heste være en art trolddom. Hesten måtte kunne flyve. De himmelske Heste eller Himmelhesten kaldtes dette fænomen. Man forestillede sig ligefrem en hest med en svale under hoven. I hvert fald er der i 1969 i general Zhangs grav i Leitai ved Wuwei på Silkevejen fundet en lille bronzeskulptur af en galoperende hest med hoven på ryggen af en svale.

Den flyvende hest fra Leital 1999 i museet i Lanzhou.

Den flyvende hest fra Leital 1999 i museet i Lanzhou.

Den flyvende Hest i dag
I dag modtager Den flyvende Hest dig både, når du kommer til lufthavnen og til banegården i Lanzhou. Den bruges endvidere til markedsføring af Gansu og af Silkevejen. Også i Dunhuang har kineserne opstillet flyvende heste, men det er alt sammen sket efter min tid. I 1999 så jeg en i Turfan, og i 2007 så jeg en sågar i Lhasa, hvor den slet ikke havde noget at gøre?

Den flyvende Hest i Turfan som reklame for Ganzukorridoren og Silkevejen 1999.

Den flyvende Hest i Turfan som reklame for Ganzukorridoren og Silkevejen 1999.

Jeg møder Himmelhesten
I 1999 lykkedes det mig at komme til Lanzhou og få et par timer, så jeg kunne tage hen på museet og se hesten. Jeg fik receptionen til at skrive et skilt med museets navn på den ene side og hotellets navn på den anden side og så ringe efter en taxa. Min opgave var så at vende skiltet rigtigt og selv finde en taxa til tilbageturen. Der var syv kilometer mellem hotel og museum.

Museet var ikke stort, men der var nogle spændende ting fra Kinas fortid, således små figurgrupper af krigere også fundet i grave i området samt en ligeledes spændende udstilling om områdets mindretal. Området her var Gansukorridoren. Det ærgrer mig, at jeg ikke købte en lille model af Den flyvende Hest til 80 kr. Jeg syntes dengang, at det var for meget, og det var det også, men ingen ting mod, hvad butikkerne forlanger nu.

Erobringen af Den flyvende Hest
Kort efter at Kina var samlet til et rige og den første mur var bygget og alligevel blev overskredet af nomadefolkene mod vest og nord, sendte en kejser en mægtig hær ud for at tale nomaderne til fornuft. Ikke mindre end 100 000 stykker kvæg var der i madpakken, som hæren havde med. Nomaderne var selvfølgelig væk, da kineserne nåede frem, men det lykkedes kineserne at hjemmeføre en stamme af De himmelske Heste samt deres yndlingsfoder, luzerne. Nu kunne kineserne møde nomaderne på lige fod.

Kejseren, der samlede Kina og byggede muren, var Qin Shi Huang,  247 – 210 f. Kr. Kejseren, der erobrede hestene var Wu Di 141  – 119 f. Kr. Nomaderne kaldte kineserne Xiongnu, og vi kalder dem formentlig hunnerne. Midt i 400-tallet huserede de stadig og nu i Europa. Først i 451 kunne de germanske stammer i Centraleuropa enes så meget, at de kunne tage sig sammen og slå hunnerne på De katalauniske Marker i Frankrig.

Hunnerne har ikke selv skrevet deres historie, så man ved ikke noget om dem. Kun kineserne skrev om dem, men kun om deres relationer. Man ved næppe, om det var mongolske eller tyrkiske folkeslag. I dag bebos deres områder af tyrkiske folkeslag, og stedet, hvor kineserne hentede hestene, er formentlig det vi i dag geologisk kalder Ferganabækkenet, som siden Stalin har været delt mellem Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. De nyeste genforskninger peger på, at hunnerne var mongolske folkeslag, mens der på nettet er flertal for tyrkiske folkeslag.

Silkevejen
Kina endte i lange perioder i Lanzhou, men Silkevejen fortsatte herfra videre mod vest gennem Gansukorridoren, et stykke med oasebyer vandet af floder fra omgivende bjerge, der havde højde nok til tiltrække sig regn. Korridoren, der egentlig lå i Gobiørkenen, endte i Dunhuang, hvor Gobi- og Taklamakanørknerne mødes, og nu skulle den rejsende have vand med. Der var dog oaser for hver 30 kilometer anlagt langs nordsiden og sydsiden af de omgivende bjerge rundt om Tarimbækkenet, der var en stor gravsænkning. Var der ikke en naturlig oase, havde man anlagt en ved fra bjergene ved at bygge karezer. Det er mange kilometer lange vandrette brønde, der fører grundvandet fra bjergene frem til oasen. Man kan se dem i ørkenen, idet der er rensebrønde regelmæssigt, hvor de folk, der gravede brøndene, kastede den udgravede jord op. Også frisk luft fik de her. Karezerne ses derfor i ørkenen som lange rækker af regelmæssige “muldvarpeskud.”

Princippet for en kareze. Det er en gammel og formentlig persisk opfindelse, der bruges overalt i Centralasien. I Turfan har jeg i 1995 besøgt enden på en sådan mange kilometer lang vandret brønd og set hvor vandet blev ledt ud over markerne.

Princippet for en kareze. Det er en gammel og formentlig persisk opfindelse, der bruges overalt i Centralasien. I Turfan har jeg i 1995 besøgt enden på en sådan mange kilometer lang vandret brønd og set, hvor vandet blev ledt ud over markerne.

 

Tegning, hvor man bedre end på fotos ser rækken af huller og jorddynger, der røber karezen i undergrunden.

Tegning, hvor man bedre end på fotos ser rækken af huller og jorddynger, der røber karezen i undergrunden.

 

Karezerne blev fødet med vand fra de fjerntliggende Tianshanbjerge. Her ses en rensebrønd. Måske er der nogen dernede. I det fjerne ses endnu et muldvarpeskud, men de skulle ligge en hel række. En støvstorm forhindrer os i at se hele rækken af muldskud. 1999.

Karezerne blev fødet med vand fra de fjerntliggende Tianshanbjerge. Her ses en rensebrønd. Måske er der nogen dernede. I det fjerne ses endnu et muldvarpeskud, men de skulle ligge en hel række. En støvstorm forhindrer os i at se hele rækken af muldskud. 1999.

Videre ad Silkevejen
I Dunhuang delte Silkevejen sig i et nordligt spor langs Tiaenshans sydside og et sydligt spor langs Kunlum Shans nordside.

De syngende Bjerge i Dunhuang. Klitterne skulle være 150 meter høje. Så længe sandskornene var skarpkantede gav de en lyd fra sig, når vinden bevægede dem. Deraf det romantiske navn. Det lykkedes mig at bestige klitten i 1999. På vejen var der små spor, og ved at følge dem, fandt jeg et lille ørkenfirben! Kamelerne er turistkameler. Her er de topuklede, men pressen er i dag lige glade; de kalder også dromedarerne - de varmekrævende med kun én pukkel - for kameler.

De syngende Bjerge i Dunhuang. Klitterne skulle være 150 meter høje. Så længe sandskornene var skarpkantede gav de en lyd fra sig, når vinden bevægede dem. Deraf det romantiske navn. Det lykkedes mig at bestige klitten i 1999. På vejen var der små spor, og ved at følge dem, fandt jeg et lille ørkenfirben! Kamelerne er turistkameler. Her er de topuklede, men pressen er i dag lige glade; de kalder også dromedarerne – de varmekrævende med kun én pukkel – for kameler.

 

De syngende Bjerge er parabelklitter. En til under grundvandsspejlet afblæst flade begrænset af to parabelklitter vil få halvmånefacon. Jeg så fra flyet over ørkenen adskillige af slagsen. Netop denne markedsførte kineserne som Månesøen. Pagoden er en turistkiosk, men med en vis stil! Det er indrømmet.

De syngende Bjerge er parabelklitter. En til under grundvandsspejlet afblæst flade begrænset af to parabelklitter vil få halvmånefacon. Jeg så fra flyet over ørkenen adskillige af slagsen. Netop denne markedsførte kineserne som Månesøen. Pagoden er en turistkiosk, men med en vis stil! Det er indrømmet.

 

Klippeklostrene i Dunhuang. Der var ikke mere vand i floden, end vi ser her, men der kunne undertiden være mere. Kalkvæggen i baggrunden er udhulet. Her boede buddhistmunke indtil islamister dræbte dem for omkring tusinde år siden. Andre huler var begravelseshuler. I mange er vægmalerier bevaret gennem 1500 år næsten uden farvetab. Derfor er området hegnet ind. Vil man kigge, må man betale entre. Jeg besøgte flere af hulerne, med en professor, der dels havde nøgle og dels var ligeglad med besøgsforbuddet i flere af de meste spændende huler. Jeg respekterede dog forbuddet mod at fotografere, så du må på nettet for at se buddhastatuerne og vægmalerierne. Jeg fik også en grundlæggende viden om buddhismen samt om historien bag mange af malerierne - lige til, der ikke var mere ram. Jeg i hvert fald kunne ikke rumme mere. Pas på, for stort set alle huletemplerne langs Silkevejen kaldes lokalt for De tusind Buddhaers Hule - undtagen én, der kaldes de titusinde Buddhaers Hule.

Klippeklostrene i Dunhuang. Der var ikke mere vand i floden, end vi ser her, men der kunne undertiden være mere. Kalkvæggen i baggrunden er udhulet. Her boede buddhistmunke indtil islamister dræbte dem for omkring tusinde år siden. Andre huler var begravelseshuler. I mange er vægmalerier bevaret gennem 1500 år næsten uden farvetab. Derfor er området hegnet ind. Vil man kigge, må man betale entre. Jeg besøgte flere af hulerne, med en professor, der dels havde nøgle og dels var ligeglad med besøgsforbuddet i flere af de meste spændende huler. Jeg respekterede dog forbuddet mod at fotografere, så du må på nettet for at se buddhastatuerne og vægmalerierne. Jeg fik også en grundlæggende viden om buddhismen samt om historien bag mange af malerierne – lige til, der ikke var mere ram. Jeg i hvert fald kunne ikke rumme mere. Pas på, for stort set alle huletemplerne langs Silkevejen kaldes lokalt for De tusind Buddhaers Hule – undtagen én, der kaldes De titusinde Buddhaers Hule.

Rigets vestgrænse
Gennem Gansukorridoren havde kineserne fire præfektorater, Wuwei, Ganzhou i dag Zhangye, Jianyuguan og Dunhuang. Efterhånden udstraktes muren helt til Jianyuguan, hvor Jadeporten, den vestligste port ligger. Her var Gansukorridoren ganske smal og spærret af en mur fra bjergkæde til bjergkæde. Muren herude var sine sted af stampet ler, og den er nu slemt medtaget af vind og vejr. Gansukorridoren kaldes ikke sjældent Hexikorridoren. I Ganzhou har Marco Polo oplyst, at han også overnattede på sin tur til Kina i 1300-tallet.

Fra Jadeporten i Jianyuguan og videre frem mod Dunhuang var der opført vagttårne med regelmæssige mellemrum, og til sidst var der Dunhuang omgivet af en mur i hvert fald ud mod ørkenen, hvor fjenden kunne komme fra. To beskedne fæstninger lå endnu længere ude, en på hver gren af Silkevejen på strategiske punkter.

To af portene i den tredobbelte port ud mod ørkenen. Porten kaldes Jadeporten. Indenfor og mellem murene boede vagtsoldaterne. I dag kan de besøgende prøve at skyde med bue og pil. Der var i øvrigt også et teater inden for murene. Alle fotoene herfra er fra 1999.

To af portene i den tredobbelte port ud mod ørkenen. Porten kaldes Jadeporten. Indenfor og mellem murene boede vagtsoldaterne. I dag kan de besøgende prøve at skyde med bue og pil. Der var i øvrigt også et teater inden for murene. Alle fotoene herfra er fra 1999.

 

Den kinesiske murs nordvestligste vagttårn. Man regnede ikke med, at fjenderne gik gennem bjergene, men gjorde de, skulle de over de næste 6000 kilometer stadig passere muren.

Den kinesiske murs nordvestligste vagttårn. Man regnede ikke med, at fjenderne gik gennem bjergene, men gjorde de, skulle de over de næste 6000 kilometer stadig passere muren.

 

Spærringen over Gansukorridoren var til dels ødelagt, men man aner en svag murrest over til bjergkæden i det fjerne. Grøften kan være en historisk udgravning? En voldgrav ville vi kalde det, men det kneb lidt med vand her i ørkenen. Midt gennem området fører jernbane til Xinjiang, Uzbekistan og Kasakhstan. Der kører et godstog på banen lige i fotoøjeblikket.

Spærringen over Gansukorridoren var til dels ødelagt, men man aner en svag murrest over til bjergkæden i det fjerne. Grøften kan være en historisk udgravning? En voldgrav ville vi kalde det, men det kneb lidt med vand her i ørkenen. Midt gennem området fører jernbane til Xinjiang, Uzbekistan og Kasakhstan. Der kører et godstog på banen lige i fotoøjeblikket.

 

Bent Hansen 15. maj 2013. Alle fotos fra 1999.

I indlægget om Nestorianerstenen findes mere om Silkevejen.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Rejser og tagget . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Kina. Den flyvende Hest

  1. Pingback: Kina. Nestorianerstenen | Bents bane

Der er lukket for kommentarer.