Bozen, Innsbruck, München. Rejsepostkort

Vi har igen været på ferie, men så er det også sidste gang i år. Denne ferie har været planlagt siden årsskiftet. Vi var faldet for en togtur til Bozen (Bolzano,) Innsbruck og München. Vi kunne få to personers sovevogn, så det prøvede vi. Det var selvfølgelig bedre end liggevogn, hvor nogle absolut står op klokken tre om natten for at stå af og andre står på under stort rabalder. I sovevognen skulle vi først lige finde ud af, at der kun var plads til én. Den anden måtte stå udenfor og nyde udsigten, mens den ene var inde og gøre sig klar til natten. Når vi først lå, var der god plads.

Jeg prøvede i finde et sammenligningsgrundlag prismæssigt, hvilket selvfølgelig var umuligt, men en nogenlunde tilsvarende tur med bus var væsentlig dyrere end toget, og flyture var endnu dyrere.

Jeg havde været på flere af destinationerne før, men sidste gang i 1955, og jeg kunne ikke kende eller huske meget fra dengang. Jeg havde dog også været i både Innsbruck og Bozen senere, men på årets tur så vi noget nyt.

Vejret var godt, og vi havde vel for lidt sommertøj med. Én formiddag havde vi regnslag på, og i Alperne var det mærkbart køligere, så vi var kortvarigt iført vindjakker.

Arrangementet klappede også. Kun blev vi 1½ time forsinket på vejen til Hamburg på grund ef en personpåkørsel, men vi nåede sovevognstoget, der ventede på os. Også på vejen hjem, var det galt. Politiet havde afspærret banen uden for Hamburg for at søge efter et eller andet, og det kostede en time, som vi aldrig indhentede. Både bayere, tirolere og norditalienere kørte til tiden.

Kort fra før 1914 over over området mellem München, Innsbruck og Bozen. Vi benyttede Kufstein som grænsestation mellem Tyskland og Østrig.

Kort fra før 1914 over over området mellem München, Innsbruck og Bozen. Vi benyttede Kufstein som grænsestation mellem Tyskland og Østrig.

I München så vi Trafikmuseet om formiddagen efter ankomsten med sovevognstoget. Edit og jeg gik selv tilbage til banegården via en kirke og oktoberfestpladsen. Vi nåede en lille middag på en af banegårdens mange fastfoodsteder inden turen over Alperne.

I den gamle østrigske bydel i Bozen fandt vi en fortovsrestaurant, hvor vi fik middag med vin.

Næste dag tilbragte vi i Rittnerland, et “sæterområde” godt 1000 meter over Bozen og derfor kaldt Oberbozen eller på italiensk Sopra Bolzano. Her kørte vi med en gammel sporvogn på 104 år og så i remisen en søster på 107 år ved et besøg, som jeg arrangerede. Vi havde en dagsbillet, så vi kunne bare køre ned og gå i Domkirken, få frokost på et bryggeriværtshus og tage over i den italienske bydel og se italienernes sejsmonument bygget af fascisterne og pyntet med hoveder forestillende barske fyre med stålhjelme! Vi så endnu lidt af det gamle Bozen, inden vi via en park med sjældne vækster gik mod banegården for at køre til Innsbruck.

Kort fra før 1914 over Bozen og Rittnerbahn. Den italienske bydel er den, der her hedder Gries. Bemærk, at Rittnerbahn fører helt ind i byens centrum. Italienerne kalder byen Bolzano.

Kort fra før 1914 over Bozen og Rittnerbahn. Den italienske bydel er den, der her hedder Gries. Bemærk, at Rittnerbahn fører helt ind i byens centrum. Italienerne kalder byen Bolzano. Bække er desværre ikke blå på kortet, men sorte og er ikke andre sporvognslinier!

Også her nåede vi lige tre af byens største seværdigheder, hvorefter vi fandt et hyggelig udendørs spisested, hvor vi fik tirolsk spækbræt med skinke, ost og frugt.

Næste formiddag regnede det. Denne dag var der som den eneste dag jernbane på programmet hele dagen. Vi stod først en time på et fotopunkt og så en del tog passere blandt andet et damptog. Derpå tog vi til et andet punkt og stod en halv time og så igen damptoget. Da det stadig regnede, tog vi retur en halv time tidligere, og den vundne halve time brugte vi på middagen. Om eftermiddagen stod den på dampdrevet tandhjulsbane. Nu skinnede solen igen.

Kort fra før 1014 over Jenbach med Achenseebahn mod nord og en del af Zillertalbahn med syd. På den tid stavedes Tal, dal ofte Thal.

Kort fra før 1014 over Jenbach med Achenseebahn mod nord og en del af Zillertalbahn med syd. På den tid stavedes Tal, dal ofte Thal.

Klokken var 19, inden vi i München var klar til at gå ud for at finde et spisested. Det var nu ikke så helt let. Ikke hvis vi ville have mad og ikke fastfood. Banegårdens store udvalg af fastfood havde åbenbart udkonkurreret alle spisesteder med mad i miles omkreds.

Næste dag var vores egen. Vi købte igen et dagskort. Først beså vi slottet Nymphenburg sammen med en del af selskabet, derefter tog vi alene til Dachau og beså Det tredje Riges første koncentrationslejr. Det var en stærkt bevægende oplevelse, selv om vi langt fra så al dokumentationen. Vi sluttede i en kirke for at klare tankerne. Derpå gik det slag i slag, tilbage til byens centrum, kaffe, Rådhuset, Frauenkirche, viktualiemarkedet, en klassisk koncert og Hofgarten. Til sidst nogle museer i ren græsk stil, inden vi spiste en meget vellykket middag med vin fra Baden Würtemberg. Tilbage på banegården fik vi lige en kop kaffe og en is. Vi havde opdaget, at en biks førte vor yndlingsis, passionsfrugtis.

Godt 22 besteg vi sovevognen og vågnede i Bremen næste morgen. Vi havde 1½ time i Hamburg, men vort tog til København kom ikke. Politiet havde på grund af en forbryderjagt afspærret baneområdet. Efter en time blev banen givet fri. Politiet havde gennemsøgt området uden at finde spor, så vi fik lov til at køre. (Fik du den?)

Det generede ikke os stort, at vi kom en time for sent hjem, og trods de to forsinkelser havde det været en udmærket tur, der havde svaret mere end til forventningerne.

Rejsepostkortets jernbanedel ses her.

Bent Hansen 1. oktober 2013.

Fra Rittnerplateauet var der udsigt til Rosengarten og andre af Dolomitternes bjerge. Her er jeg i 1980 på Europas største sæter, Seiser Alm (Alm er sæter, på romansk alpe!) Herfra var de rudsigt til Langkofel og Plattkofel. Gæt selv, hvad der er hvad. Jeg sad bare her i blomsterne og svømmede væk, indtil en tysk familie kom og oplyste mig om, at man ikke kunne se sig mæt her.

Fra Rittnerplateauet var der udsigt til Rosengarten og andre af Dolomitternes bjerge. Her er jeg i 1980 på Europas største sæter, Seiser Alm (Alm er sæter, på romansk alpe!) Herfra var der udsigt til Langkofel og Plattkofel. Gæt selv, hvad der er hvad. Jeg sad bare her i blomsterne og svømmede væk, indtil en tysk familie kom og oplyste mig om, at man ikke kunne se sig mæt.

En 104 år gammel sporvogn i daglig drift på Rittnerbahn på Rittnerplateauet 1000 meter over Bozen. Denne vogn var populær blandt de rejsende, som du ser. Det kan ikke udelukkes, at en del var sporvogns- og jernbaneentusiaster. Vi havde en dejlig formiddag heroppe med ro og ren luft.

En 104 år gammel sporvogn i daglig drift på Rittnerbahn på Rittnerplateauet 1000 meter over Bozen. Denne vogn var populær blandt de rejsende, som du ser. Det kan ikke udelukkes, at en del var sporvogns- og jernbaneentusiaster. Vi havde en dejlig formiddag heroppe med ro og ren luft.

 

Fra en nogenlunde flad sæter, der dog lå i skovbæltet og derfor ikke var en sæter, skrånede det stejlt ned mod dalen op til Brennepasset. På skråningen var der mindst tre steder jordpyramider. Regnen skyllede kalken væk undtagen der, hvor der lå en stor sten. Derfor opstod en række kalksøjler alle med en stor sten på toppen. Vi så dem fra både toget og svævebanen derop. Trods tidligere besøg og vandreture har jeg aldrig været så tæt på, at jeg kunne røre dem.

Fra en nogenlunde flad sæter, der dog lå i skovbæltet og derfor ikke var en sæter, skrånede det stejlt ned mod dalen op til Brennepasset. På skråningen var der mindst tre steder jordpyramider. Regnen skyllede kalken væk undtagen der, hvor der lå en stor sten. Derfor opstod en række kalksøjler alle med en stor sten på toppen. Vi så dem fra både toget og svævebanen derop. Trods tidligere besøg og vandreture har jeg aldrig været så tæt på, at jeg kunne røre dem.

 

Her et udsnit, hvor jordpyramiderne ses midt i billedets venstre halvdel. I den ringe opløsning, jeg er nødt til at bruge i dette hjemmesystem, kan de være svære at fornemme.

Her et udsnit, hvor jordpyramiderne ses midt i billedets venstre halvdel. I den ringe opløsning, jeg er nødt til at bruge i dette hjemmesystem, kan de være svære at fornemme.

 

 

Det er ikke lokomotivet, du skal se. Det kan du læse om i jernbanedelen, hvis du er interesseret, men det er baggrunden, som vi også så fra Rittnerplateauet. Bjergene her hedder Dolomitterne og fra venstre ses Schlernmassivet med en meget karakteristisk spids, der dog ikke ses her. Til højre ses Rosengarten, der er opkaldt efter Alperoserne, Azaleaerne. Området er nationalpark med en bestand af bjørne. Foran bjergene til venstre ligger Seiser Alm, Europas største sæter på 8 x 8 kilometer. Her er så fladt, at jeg realistisk ønsker mig endnu en tur på denne sæter.

Det er ikke lokomotivet, du skal se. Det kan du læse om i jernbanedelen, hvis du er interesseret, men det er baggrunden, som vi også så fra Rittnerplateauet. Bjergene her hedder Dolomitterne og fra venstre ses Schlernmassivet med en meget karakteristisk spids, der dog ikke ses her. Til højre ses Rosengarten, der er opkaldt efter Alperoserne, Azaleaerne. Området er nationalpark med en bestand af bjørne. Foran bjergene til venstre ligger Seiser Alm, Europas største sæter på 8 x 8 kilometer. Her er så fladt, at jeg realistisk ønsker mig endnu en tur på denne sæter.

 

Vi benyttede vort dagskort til en tur over en den italienske og mere kedelige, arkitekttegnede bydel, hvor vi så denne rædsel af et sejrsmonument. Italienenerne skiftede både under første og anden verdenskrig hest sidst i krigen, og belønneingen efter første verdenskrig var de italienskbefolkede dele af Østrig-Ungarn, men Syd- og Østtirol, som de også besatte allerede 1918, skulle de aldrig have haft lov til at beholde. I Rittnerland var der endnu år 2000 mere end 96 % tysktalende.

Vi benyttede vort dagskort til en tur over til den italienske og mere kedelige, arkitekttegnede bydel, hvor vi så denne rædsel af et sejrsmonument. Italienenerne skiftede både under første og anden verdenskrig hest sidst i krigen, og belønneingen efter første verdenskrig var de italienskbefolkede dele af Østrig-Ungarn, men Syd- og Østtirol, som de også besatte allerede 1918, skulle de aldrig have haft lov til at beholde. I Rittnerland var der endnu år 2000 mere end 96 % tysktalende.

 

Her ses en detalje på sejrsmonumentet en fascist med stålhjelm! Typisk Mussolini. På pladsen stod til 1920 et østrisk monument, men det rev italienerne ned og opførte denne rædsel i 1928. Bemærk ovenfor, at det er hegnet ind og videoovervåget. Østrigerne kalder det fascistmonumenetet, og når ret skal være ret, har italienerne fjernet en del fascistminder, men ikke dette. Østrigerne vil dog gerne hjælpe med at fjerne det, så derfor hegn og video.

Her ses en detalje på sejrsmonumentet en fascist med stålhjelm! Typisk Mussolini. På pladsen stod til 1920 et østrisk monument, men det rev italienerne ned og opførte denne rædsel i 1928. Bemærk ovenfor, at det er hegnet ind og videoovervåget. Østrigerne kalder det fascistmonumentet, og når ret skal være ret, har italienerne fjernet en del fascistminder, men ikke dette. Østrigerne vil dog gerne hjælpe med at fjerne det, så derfor hegn og video.

 

Bozen var dog også hygge og romantik, men i den østrigske del af byen. Det var også her turisterne var. Vi så hip hop, modeopvisning, jazzorkester og andre arrangementer samt fik uopfordret en længere forklaring om helgener og relikvier i Domkirken af en hjælpsom dame. Jeg må da også nok sige: En almindelig arbejder fra 1500-tallet som helgen! det ser man ikke hver dag. De sparsomme skilte i boden er på latin, men ellers tysk og italiensk. Normalt var sproget her tysk, og jeg havde ingen problemer med at gøre mig forståelig.

Bozen var dog også hygge og romantik, men i den østrigske del af byen. Det var også her turisterne var. Vi så hip hop, modeopvisning, jazzorkester og andre arrangementer samt fik uopfordret en længere forklaring om helgener og relikvier i Domkirken af en hjælpsom dame. Jeg må da også nok sige: En almindelig arbejder fra 1500-tallet som helgen! Det ser man ikke hver dag. De sparsomme skilte i boden er på latin, men ellers tysk og italiensk. Normalt var sproget her tysk, og jeg havde ingen problemer med at gøre mig forståelig.

 

Det var ret mørkt, da vi gik ud for at spise i Innsbruck. Vi nåede dog blandt andet Det gyldne Tag, inden vi spiste i nabolaget. Nutidens digitalkameraer fotograferer lige godt i dagslys og mørk. Bjergene over byen er 2000 meter højere en byen. En svævebanestation på vej op til en af toppene, Hafelekarspitze anes.

Det var ret mørkt, da vi gik ud for at spise i Innsbruck. Vi nåede dog blandt andet Det gyldne Tag, inden vi spiste i nabolaget. Nutidens digitalkameraer fotograferer lige godt i dagslys og mørke. Bjergene over byen er 2000 meter højere end byen. En svævebanestation på vej op til en af toppene, Hafelekarspitze anes.

 

Et stemningsbillede fra byen. Her var ikke uden charme, nogle har trøjer på. Alperne havde taget noget af Sydtirols hede. Vi sad dog ude i korte ærmer og spiste på cafeen til højre. Det er helt mørk, så folk, der bevæger sig, bliver uskarpe.

Et stemningsbillede fra byen. Her var ikke uden charme, nogle har trøjer på. Alperne havde taget noget af Sydtirols hede. Vi sad dog ude i korte ærmer og spiste på cafeen til højre. Det er helt mørk, så folk, der bevæger sig, bliver uskarpe.

 

Alpehus med blomster i overflod i Zillertal sikkert set fra toget. Bemærk, at tyrolerbegonier er fortrængt af mangefarvede petunia. Zillertal er en sidedal til Inndalen øst for Innsbruck og ikke (her) et værtshus i Hamburg.

Alpehus med blomster i overflod i Zillertal sikkert set fra toget. Bemærk, at tyrolerpelagonier er fortrængt af mangefarvede petunia. Zillertal er en sidedal til Inndalen øst for Innsbruck og ikke (her) et værtshus i Hamburg.

 

Vi skulle i Zillertal ikke fotografere Alpehuse, men tog - specielt damptog på Zillertalbahn. Det må Edit have misforstået, men pæne var de (alpehusene.) Det sjaskregner her. De træer, jeg stod i læ under, var allerede begyndt at dryppe. Om banen kan du læse mere i jernbanedelen.

Vi skulle i Zillertal ikke fotografere Alpehuse, men tog – specielt damptog på Zillertalbahn. Det må Edit have misforstået, men pæne var de (alpehusene.) Det sjaskregner her. De træer, jeg stod i læ under, var allerede begyndt at dryppe. Om banen kan du læse mere i jernbanedelen.

 

Om eftermiddagen skinnede solen. Vi havde taget tandhjulsbanen 1000 meter op til Achensse. Lokomotivet er skævt. Det hælder 16 %, hvis man kan sige sådan. Det er nok banen, der hælder 16 %. På fotoet er den dog vandret. Det lokomotiv, vi sendte fra Schweiz sidste år hældede 25 %! Maskinen her er 125 år gammel. Jeg har kendt hende, - hende, hun hedder Hannah - fra hun var sidst i 80'erne. Siden har hun dog været udrangeret, men er nu repareret med reservedele fra hendes brødre, der alle havde drengenavne, samt en ny brugt kedel fra Polen, men mange dele og hele konstruktionen er fra 1889. Bremserne er dog betrykkende opdaterede.

Om eftermiddagen skinnede solen. Vi havde taget tandhjulsbanen 1000 meter op til Achensse. Lokomotivet er skævt. Det hælder 16 %, hvis man kan sige sådan. Det er nok banen, der hælder 16 %. På fotoet er den dog vandret. Det lokomotiv, vi sendte fra Schweiz sidste år hældede 25 %! Maskinen her er 125 år gammel. Jeg har kendt hende, – hende, hun hedder Hannah – fra hun var sidst i 80’erne. Siden har hun dog været udrangeret, men er nu repareret med reservedele fra hendes brødre, der alle havde drengenavne, samt en ny brugt kedel fra Polen, men mange dele og hele konstruktionen er fra 1889. Bremserne er dog betrykkende opdaterede.

 

I München besøgte vi slottet Nymphenburg og beundrede de flotte blomsterbede, der var flere kilometer lange.

I München besøgte vi slottet Nymphenburg og beundrede de flotte blomsterbede, der var flere kilometer lange.

 

For egen regning tog vi til Dachau og beså koncentrationslejren der. Her et smukt romerskkatolsk kapel bygget af flodslebne rullesten. Desuden var der et protestantisk kapel i beton og et russiskortodoks samt et jødisk mindested. Desuden var der et kloster, hvor vi samlede tankerne igen for at komme videre.

For egen regning tog vi til Dachau og beså koncentrationslejren der. Her et smukt romerskkatolsk kapel bygget af flodslebne rullesten. Desuden var der et protestantisk kapel i beton og et russiskortodoks samt et jødisk mindested. Desuden var der et kloster, hvor vi samlede tankerne igen for at komme videre.

 

Interriør i Dachau fra krigens start. Der er stadig separate senge, omend der kunne være flere indsatte i hver seng. Sidst under krigen var skillevæggene fjernet. Da var overbelægningen mange hundrede procent. Der var mange besøgende og navnlig mange grupper med fører, så det var svært at komme til.

Interriør i Dachau fra krigens start. Der er stadig separate senge, omend der kunne være flere indsatte i hver seng. Sidst under krigen var skillevæggene fjernet. Da var overbelægningen mange hundrede procent. Der var mange besøgende og navnlig mange grupper med fører, så det var svært at komme til.

 

Nu vi havde kort til Münchens bytrafik, stak vi lige næsen op her ved en af den ikke helt normale bayerske kong Ludwig IIs bygningsværker. Rædsel - uden formål - man kan sige meget, men det er trods alt gennemført i ren ny klassicistisk stil.

Nu vi havde kort til Münchens bytrafik, stak vi lige næsen op her ved en af den ikke helt normale bayerske kong Ludwig IIs bygningsværker. Rædsel – uden formål – man kan sige meget, men det er trods alt gennemført i ren ny klassicistisk stil.

Bag ovenstående propylæ stod to ret ens museer også forklædt som græske bygninger. Foran det andet stod - tror jeg - Pallas Athene i gul - næppe guld? Begge bygninger husede museer, jeg godt ville have set, men vi var for hjemadgående. Søjlerne på de tre bygninger var forskellige: doriske, joniske og korinthiske - meget korrekte og ikke uden charme trods det, at det var kopiversioner.

Bag ovenstående propylæ stod to ret ens museer også forklædt som græske bygninger. Foran det andet stod – tror jeg – Pallas Athene i gul – næppe guld? Begge bygninger husede museer, jeg godt ville have set, men vi var for hjemadgående. Søjlerne på de tre bygninger var forskellige: doriske, joniske og korinthiske – meget korrekte og ikke uden charme trods det, at det var kopiversioner.

Dette indlæg blev udgivet i Rejser. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Bozen, Innsbruck, München. Rejsepostkort

  1. Pingback: Bozen, Innsbruck, München. Jernbaner | Bents bane

  2. Pingback: Jul Familie 2013 | Bents bane

Der er lukket for kommentarer.