Endnu en ferie besluttet og tilmeldt allerede ved årsskiftet førte os til Bayern og Tirol, både til det østrigske Tirol og det norditalienske Südtirol. En DJK-tur og selvfølgelig med tog.
Turen gav en masse tog, men mindst lige så mange kørte for næsen af os, mens vi ventede på vores tog eller sad i et tog uden at kunne komme ud og fotografere. Selv om det var en jernbanetur var Edit med.
Turen bød på både statslige og private jernbaner samt smalspor og en anelse industribanemateriel. Jeg lader et udvalg af billeder tale.
Vil du vide mere om turen, kan du læse i Bozen, Innsbruck, München. Rejsepostkort. Her findes blandt andet et par kort over området.
Hovedsageligt industribanemateriel
Krauss 4986/1903. 600 mm. Lokomotivet har tilhørt byggefirmaet Leonhard Moll AG i München og står nu på Trafikmuseet i München. Foto fra 30.08.2013.
Trafikmuseet i München havde også en kopi af verdens første brugbare lokomotiv, Puffing Billy fra 1814. Originalen står i London på South Kensington-Museet. Kopien her er bygget med en kedelbeklædning, hvor selv mørnede beklædningsbrædder er gengivet! William Hedleys lokomotiv kørte ved Wylam-kulminen 1814 – 1862. Det var på 25 hk, havde en vægt på 9,19 t uden tender og kunne køre 10 km/t. Kopien er bygget i Tyskland til museet i München i 1906. Foto fra 30.08.2013.
Verdens første elektriske lokomotiv bygget af Werner Siemens i 1879. Det demonstreredes samme år på en dertil indrettet ringbane i Berlin. Lokomotivet kørte på 150 Volt jævnstrøm og ydede 2,2 kW. Vægt 0,954 t. Højeste hastighed 7 km/t. 30.08.2013.
De europæiske Fastlands først jernbane var en hestebane, der fra 1832 førte over Europa fra Elben til Donau, hvor de to sejlbare floder var tæt på hinanden ved Linz i Østrig ved Donau og ved Ceské Budejovice (Budweis) i Tjekkiet ved Elbens biflod Vltava (Moldau.) I 1832 var det hele Østrig-Ungarn, hvorfor stednavnene også er tyske. Vognen her hed Hannibal, som jo også krydsede om ikke Europa så Alperne i en fjern fortid. Banen forsvandt hurtigt i glemslen, men er i dag stedvis udgravet, og du kan køre i hestetrukket veterantog på istandsatte dele. Også denne vogn er en kopi bygget 1920. Banen har været beskrevet i en artikel i Tipvognen for mange år siden.
Til rangering med blandt andet godsvogne på rollvogne havde man to Diemaer. Her ses Zillertalbahn 2 (D 2) i Jenbach 01.09.2013. Imidlertid havde den sidste godskunde opgivet banen, så rollvognene var til dels stablet i dynger, men der taltes om at genoptage godstransporterne. Lokomotivet er bygget 1991 til den schweiziske cementfabrik Holcim, hvorfra det er købt brugt 2013.
Zillertalbahn D 1 var smukt sat i stand, da den havde afløst D 11. Ovenforviste D 2 afventede stadig istandsættelse, der blandt andet omfattede indbygning af radiostyring. Man ville først sætte D 2 i stand, når D 12 var gået i stykker! Jenbach 01.09.2013.
I Bozen stod denne tovejes RTC 16.300 til rangering med vogne med vejmateriel, der havde valgt at blive transporteret over Alperne på skinner. Den tilhørte Rail Traction Company SPA, en italiensk afdeling af firmaet og ses her 31.08.2013.
Smalsporede privatbaner
Vi besøgte den metersporede Rittnerbahn, som østrigerne anlagde i 1907, mens Sydtirol stadig var et en del af Østrig-Ungarn. 96 % af befolkningen i Rittnerland er stadig østrigere. Det var den første østrigske elektrisk drevne tandhjulsbane. Banen udgik fra Bozens centrum, Walthersplatz og førte via Maria Himmelfahrt og Oberbozen til Klobenstein. Rittnerplateauet ligger små 1000 meter over Bozens centrum. Mellem Bozen og Rittnerplateauet var der tandhjulsdrift med en stigning på 25 %. Tandhjulsstrækningen var på omkring 5 kilometer, mens resten, godt 6 kilometer er adhæssionsbane med en stigning på maximalt 4,5 %.
Waltherspaltz opkaldt efter Walther von der Vogelweide, ca. 1170 – 1230, der var den kendteste tysksprogede middelalderdigter, en af de såkaldte minnesangere. Måske var han født i Waidbrück nord for Bozen i Südtirol, hvor der findes en Vogelweide? (Eng/græsområde med fugle.) Statuen er rejst 1889.
Togene skubbedes af motorvogne med indtil to personvogne. På tandstangsstrækningen lige nord for hovedbanegården i Bozen sattes et tandhjulslokomotiv bag på toget, og hermed skubbedes hele toget op til Maria Himmelfahrt, hvor tandhjulslokomotivet sattes af for at føre et modgåede tog ned til Bozen.
Omkring 1966 havde italienerne kørt banen ned med mangelfuld vedligeholdelse og, hvad værre var, hvor der var vedligeholdt, var det uprofessionelt udført. Tilmed så italienerne stort på, at togene kørte overfyldte. 1964 afsporede tandhjulslokomotivet og rev motorvognen med sig. Motovognen kom for tæt på kanten og styrtede ned ad en skråning, hvorved fire passagerer blev dræbt og andre fire alvorlig kvæstet.
Allerede dagen efter kørte toget igen, men planerne for en likvidering af tandhjulsbanen var allerede sat i værk. 1966 afkortedes banen fra Walthersplatz til Maria Himmelfahrt. Den erstattedes af en svævebane, der kører noget hurtigere og med kun fire minutters interval har den også større kapacitet. Svævebanen lander i Oberbozen, så banen til Maria Himmelfahrt er en “blindtarm” med kun få daglige tog.
I drift på besøgsdagen var nr. 24, der var et af to i 2012 indkøbte motorvognssæt fra schweiziske Appenzeller Bahnens strækning St. Gallen – Speicher – Trogen. Vognene er bygget i 1977. Det andet var nr. 21. Begge sæt var nylakkerede og muliggjorde halvtimesdrift. I Schweiz var litraet Bde 4/8 og numrene 21 og 24, hvilket passede godt ind i Rittnerbahns nummersystem, så en omnummerering derfor ikke var nødvendig. Billedet er taget i Klobenstein 31.08.2013.
Halvtimedriften krævede to tog. Det andet var en motorvogn med en alder af 104 år. Den var naturligvis vedligeholdt, og vitale dele som bremser var opdaterede. Også den ses her ved ankomsten til Klobenstein 31.08.2013. Nummeret er 105, og vognen er bygget af Nesseldorfer Waggonfabrik 1910 med 24 tons vægt, 70 hk og 25 km/t som højeste hastighed. Den er købt brugt fra en anden bane.
Zillertalbahn
Banen er en 31,7 km lang 760 mm privatbane, der fra Jenbach på linjen Wien – Innsbruck fører sydpå til Mayrhofen ved Alpernes hovedkæde og vandskellet. Ikke mange ord om denne populære bane, som nettet har meget om. Jeg besøgte og kørte første gang med den 1955, men så den formentlig allerede i 1953. Siden har jeg kigget sporadisk på den i forbifarten. Selv om banen stadig har egne damplokomotiver, køres normalt med Club 760s materiel, der godt kan være helt andre steder fra. Jeg har blandt andet set “havebanelokomotiver” på banen.
Et stykke oppe i dalen på den dobbeltsporede strækning stod selskabet på en bjergside og afventede dagens damptog for japanere, som passerede i silende regn. Lokomotivet er Krauss 6035/1909 mærket både club 760, ZB 4, tredje besættelse af nummeret og 83-076. Det sidste nummer stammer fra De jugoslaviske Statsbaner, JDŽ, der som oprindeligt en del af Østrig-Ungarn benyttede 760 mm som standardsmalsporporvidde. Club 760 har fået maskinen sat i stand i Meiningen og lejer den nu ud til ZB. Som det ses, har maskinen tender. Jenbach 01.09.2013.
Her ses toget ved trinbrættet Rotholz mindre end to kilometer fra Jenbach. Her regnede det også. Vi tilbragte en time på stedet, og der var mulighed for at fotografere fem tog. 01.09.2013.
Banens ordinære tog var trevogns enheder, der enten som denne kørte “selv,” eller som oftest fremførtes af et dieselelektrisk lokomotiv. Noget læsbart nummer kunne ikke ses, og entusiasterne er ikke gavmilde med data på hjemmesiderne. Der oplyses kun at togsættet var dieseldrevet. Der ses køleudstyr både på motordelen i midten og på styrevognene i enderne. Vi er i Jenbach 01.09.2013.
De fleste tog fremførtes af et diesellokomotiv bygget af Gmeinder med typebetegnelsen D75 BB-SE. Her er det den sorte D 15, der skubber noget, der ligner et motorvognssæt af samme type, som ses ovenfor. Rotholz 01.09.2013.
Den røde D 13 stod i reserve i Jenbach 01.09.2013.
Den blå D 16 kørte også den dag. Nummereringen tyder på, at der også findes en D 14, men den må have været inde. Turistforeningen i Mayrhofen havde fundet ud af, at der også var penge i ørne, så de havde ofret en reklame på ørnebesigtigelse. Generelt brugtes ørnen i området i et bedre miljøs tjeneste. Jenbach 01.09.2013.
D 12 fra O&K, som kører endnu, skal erstattes af den anden nyindkøbte Diema. O&K’en er 25923/1959. Oprindeligt leveret til Rhein – Sieg Eisenbahn i 785 mm. 1969 til ZB og omsporing til 760 mm. Jenbach 01.09.2013.
Achenseebahn
Denne bane kører kun i sommersæsonen, så når jeg passerede i efteråret, var der lukket og slukket her. Sporvidden er 1000 mm og længden 6,78 kilometer. Banen åbnedes 1889 som Tirols første tandhjulsbane og samme år som Østrigs første smalsporbane. Der er kun tandstang på den nederste og længste del. Stigningen er kun 16 %. Systemet er Riggenbach. Banen er dampdrevet og materiellet er fra banens start. Banetjenesten havde et diesellokomotiv mærket Tiroler Wasserkraftwerke, da jeg så det sidst. Sidst i 70’erne lykkedes det at se banen første gang, men denne gang var det første gang, jeg kørte med den. Lokomotiverne er af samme type, som banen til Monte på Madeira havde.
Lokomotiv nr. 4, Hannah fra 1889 og således 125 år gammelt rangerer i Jenbach 01.09.2013.
Efter anden verdenskrig benyttede man den oprindelige nummer 4 som reservedelslager, da tre maskiner var nok til driften. Da så nr. 1 beskadigedes ved en remisebrand i 2008, tog man reservedelslageret nr. 4 frem igen og satte den i stand med ibeholdværende reservedele fra de andre lokomotiver, således en oprindelig ramme fra nr. 2, dampmaskine, tandhjul og drivstænger mv. fra nr. 3 og andre dele fra nr. 1 samt en brugt kedel fra Polen. Allerede 2008 var den “nye” nr. 4 klar. Man kan derfor næppe give den et byggenummer, selv om rammens oprindelse er kendt, men et andet lokomotiv kører med dette byggenummer! Også den brændte nr. 1 sattes i stand og i drift. Den oprindelige nr. 4 hed Carl, men da Hannah stort set kun har driftsnummeret tilfælles med Carl, er det ok, at sponsoren foretrækker pigenavne. De sælger sikkert også bedre. Ikke desto mindre kører lokomotivet rundt med en byggeplade fra den oprindelige nr. 4, idet den var mærket Florisdorf 704/1889. Nr. 1 er i dag hensat bestemt for et kommende museum.
Diverse billeder fra diverse baner
Lokomotiv fra den uden tandhjul værende del af Bayrische Zugspitzbahn AG på museet i München 30.08.2013. Maskinen er AEG 4270/1930, og den har driftsnummeret 3. I alt var der fire såkaldte dallokomotiver 1 – 4, hvor nr. 2 står i Garmisch, og nr. 3 i München. Dallokomotiverne var Bo med en ydelse på 2 x 112 kW, 27,5 t og en højeste hastighed på 50 km/t. De trak seks vogne.
Tandhjulslokomotiv fra Bayrische Zugspitzbahn AG nr. 11. AEG 4260/1930. Der var 8 bjerglokomotiver, 11 – 18. Hvert lokomotiv havde tre tandhjul hver med en motor på 170 kW, altså 510 kW. Vægt på 27,5 t. De kørte 13 km/t opad, men kun 9 km/t nedad og kun med to vogne. Når Riggenbachsystemet ofte ses med to eller tre forskudte tandstænger, er det, fordi hver motor arbejder med eget tandhjul på sin egen tandstang. München 30.08.2013. I dag kører banen med motorvognssæt.
22 1745 Klobenstein
Kun få fra selskabet tog straks efter ankomsten til Oberbozen første tog videre til Klobenstein, men for de få, der gjorde, arrangerede jeg en spontan besigtigelse af remisen. Da jeg fortalte, at vi var jernbanevenner (Eisenbahnfreunde) fra Danmark, viste togføreren os rundt og fortalte løs. Et par fremmede hægtede sig på os. Faktisk forsinkede vi næste tog, idet togføreren ikke kunne slippe fra os og komme af sted. Foruden det resterende bevarede tandhjulslokomotiv så vi denne 107 år gamle motorvogn nr. 12 fra banens start bygget i Graz. Foto i remisen i Klobenstein 31.08.2013.
De store baner
Vi var ikke i remiserne på hverken Zillertalbahn eller Achenseebahn, og også på de normalsporede baner kørte vi forbi meget, vi ikke så af den ene eller anden grund. Normalt var der ikke tid. Noget stod for afsides, noget kørte forbi med stor hastighed, og noget stod med solen imod. I Jenbach kom et godstog rasende igennem stationen fremført af to lokomotiver fra Lokomotion, mens et tredje skubbede bagpå. En deltager oplyste, at han så skydelokomotivet blive sat på i Kufstein.
Lokomotivets fulde nummer er, hvor det er muligt, gengivet, men understregningerne er forsvundet under tekstens omformatering til dette medie. Jeg har ikke retabeleret understregningerne, for der var på de enkelte lokomotiver flere forskellige, sikkert private opfattelser af, hvordan nummeret skulle skrives.
Mens entusiasterne har haft en lille menneskealder til at fotografere Baureihe 103, er det nu først kort før typen helt forsvinder, at entusiasterne for alvor har kastet sig over den. Her ses DB 103 245-7 i München 30.08.2013.
I München den 30. august 2013 om morgenen stod også DB 111 017-0 mærket Bahnland Bayern samt Roco.
Jeg så en hel del østrigske lokomotiver, men har ikke gengivet nogle af dem. Til gengæld viser jeg her denne ungarer, der er af samme type som østrigerne. Denne er mærket 91 55 0470 005-4 H-MÁVTR. Tidligere 1047 005-2, hvilket forekommer mig at være et østrigsk nummer. Hvorfor den nu er anbragt i Ungarn, ved jeg ikke. Afhændet på grund af alder, eller anbragt i skattely. Hvem ved? Jenbach 01.09.2013.
I Bozen holdt 91 80 6186 290-3 D-Rpool som identifikationen oplyser tilhørende Railpool. Billedet er fra 31.08.2013.
Rail Traction Company, men her tyskindregistreret var repræsenteret ved 9180 6189 918-6-D-LM. Det var også det firma, der stod for tovejeslastbilen. Når driftsnummeret er skrevet anderledes, skyldes det, at sådan var maskinen mærket. Hvem LM er ved jeg ikke. (Jeg har ikke slået det op.) Bjergene i baggrunden er Dolomitterne. Til venstre lidt af Schlernmassivet og til højre Rosengarten opkaldt efter Alperosen, Azaleaen. Området er nationalpark med en bestand af bjørne. 31.08.2013.
Siemens dispo
Billedet viser et af de mere kedelige og intetsigende Dispolok og ligeledes med Rosengarten i baggrunden. Maskinen er mærket 9180 6189 915-2-D-DISP, endvidere ES 64 F4-015, Class 189 VD og endelig LZB 189 915-2. Ejeren står fast, Siemens, men brugeren er ikke kendt. Betegnelsen LZB er ikke brugeren, men betyder Linienzugbeeinflussung og er et tysk system, der styrer lokomotivets færden. 31.08.2013.
Et par af værtens egen lokomotiver, to type Tren Italia 652 afventer i Bozen 31.08.2013. I front TI 652 162.
Dette farvestrålende seksvogns togsæt af typen ETR 170 var ejet af Autonome Provinz Bozen Südtirol eller på italiensk Alto Adige (efter floden) i stedet for Sydtyrol. Endvidere var toget mærket Pustertal Bahn, hvilket vil sige, at det kører ind i Østtirol fra Franzenfeste. Den korteste vej fra Østtyrol, hvor der også bor østrigere, til Innsbruck fører gennem Italien, men italienerne har ladet toget køre mod Bozen i stedet for Innsbruck. Toget er et FLIRT fra schweiziske Stadler.
Herefter slutter vi efter en udmærket tur, og selv om der var flere lokomotiver og tog at vise.
Bent Hansen 1. oktober 2013.
Pingback: Bozen, Innsbruck, München. Rejsepostkort | Bents bane
Pingback: Mit 2013 set med jernbaneøjne | Bents bane
Pingback: Rejser i Østrig | Bents bane