Azorerne. På vulkaner II

Udsigt fra Pico do Cavao på kanten af Sete Cidates-plateauet.

Hvordan kommer et vulkankrater til at lige nøjagtig sådan ud? På en gang lidt skævt og alligevel ganske regelmæssigt. Krateret har ikke et mig bekendt navn. Det var bare et af mange. Kratere var spredt over hele øen, men fortrinsvis koncentreret i midten og i enderne af øen. Her er vi i vestenden af Açorernes hovedø, São Miguel. Det er den største og den, hvor hovedstaden ligger, men ikke den med den højeste vulkan.

Jeg undrede mig lidt over, hvem der havde bidt en del af kraterets side væk. Jeg antog fejlagtigt, at krateret efter dannelsen, da vulkanismen var gået i sig selv, var løbet fuld af vand, og vandet så, når det nåede kanten, var løbet over og havde skyllet en del af kraterkanten væk.

Jeg var godt klar over, at forklaringen haltede. Så regelmæssig ville en kant på et afløb gennem forekomst af lava aldrig kunne formes af vand. Det ville have været en canyon, der slet ikke ville have været så retlinet og have haft meget stejlere sider.

Nej, forklaringen er en anden. Krateret består af aske og ikke af lava, og det er vinden og ikke vandet, der har formet krateret ud over vulkanen selvfølgelig. Det er ikke svært at se, hvorfra vinden er kommet. Den er kommet fra vest, der er den side, hvor kraterranden mangler. Vinden har blæst hovedparten af asken væk herfra og lagt den på østsiden af krateret lige så regelmæssigt, som det ses her. Andre småvulkaner i området viste samme mønster og er formentlig dannet samtidig eller i hvert fald af samme vindretning.

Man kan naturligvis godt nyde et landskab eller endog naturens smukke geometriske former uden at kende forklaringen, men jeg nyder, når sten taler, og jeg er til tider så heldig at forstå, hvad de siger.

Første indlæg om Açorerne handler om vulkanske eftervirkninger og tredje indlæg om en lille oplevelse, der mindede om min barndom.

Bent Hansen 10. maj 2013. Fotoet er fra 2006.

Dette indlæg blev udgivet i Geologi, Rejser og tagget , . Bogmærk permalinket.